Cph Pix 2016
31. okt. 2016 | 11:41

David Lynch: De unge år

Foto | Absurda
Dokumentaren David Lynch: The Art Life viser nye sider af den gådefulde instruktør, som vil overraske selv kendere af auteurens surrealistiske univers.

I en ny dokumentarfilm – der vises på Cph Pix i weekenden – fortæller David Lynch med sjælden åbenhjertighed om sin barndom, ungdom og den hårde vej til kunsten.

Af Andreas Halskov / Ekko #73

Vi er i midten af 1970’erne. Den unge billedkunstner David Lynch har lånt nogle ubrugte stalde i Los Angeles og arbejder ihærdigt på at færdiggøre sin første spillefilm. Processen er lang, han har næsten ingen penge, og selv hans nærmeste familie begynder at tvivle.

”Du burde søge andre græsgange,” foreslår hans bror og far ham.

Fortvivlet over deres manglende tiltro og forståelse giver den unge David sig til at græde. Men han fuldfører projektet, og i 1977 er der premiere på Eraserhead – en surrealistisk perle om en nysgerrig og naiv mands møde med en mareridtsagtig verden.

Resten af historien kender vi. Men hvad med tiden før Eraserhead? Hvad med den unge Lynch?

Det kapitel udfoldes i dokumentarfilmen David Lynch: The Art Life, som netop har haft verdenspremiere på Venedig-festivalen.

David Lynch er kendt for at holde kortene tæt ind til kroppen, men i filmen, der er optaget over tre år i hans hjem i Los Angeles, fortæller han med sjælden åbenhjertighed om sin barndom, opvækst og unge år. Og instruktørerne – amerikanske Jon Nguyen og Rick Barnes samt danske Olivia Neergaard-Holm – har fornuftigt valgt at fokusere på Lynch’ egne ord og hans egen kunst suppleret med arkivmateriale fra instruktørens unge år.

Der er nærmest tale om et poetisk selvportræt, hvor selv Lynch-eksperter vil få ny viden om den ellers bevidst gådefulde mesterinstruktør.

Uden for stregerne
David Lynch bliver født i 1946, og han vokser op i det, han selv beskriver som en tryg kernefamilie. Med en far, som forsker i naturen omkring ham, en religiøs mor og nogle søskende. Han er en del af babyboomgenerationen, og krigen præger den unge David, som tegner jægerfly og leger krig med sine kammerater i staten Montana.

Allerede som ung er han draget af malerkunsten, og han husker, hvordan moren, af kærlighed og forståelse for sin søns kunstneriske side, nægter at købe ham en malebog. Han skal ikke lære at male inden for stregerne, for den unge Lynch er bedre til at udtrykke sig personligt og kreativt end til at følge skabeloner og traditionel skoling.

Kunstneren Bushnell Keeler, der er far til Lynch’ barndomsven Toby, inspirerer ham til at søge kunstens vej, og via Keeler hører Lynch om Robert Henris The Art Spirit. En bog, der lærer ham at stole på sin intuition og lade kunsten definere hans liv.

Lynch har aldrig været en lærd og akademisk mand. Hans film og malerier kommer til ham intuitivt og har en diffus forbindelse til hans eget liv. Ikke desto mindre er det en bog, som for alvor sætter ham i gang.

”Man drikker kaffe, ryger cigaretter, laver kunst og ikke andet,” som David Lynch udtrykker bogens budskab. ”Måske kan piger komme lidt ind i billedet.”

”Du bør aldrig få børn!”
Den unge Lynch er ikke frygteligt optaget af piger og byture, skønt han i perioder hænger ud med ”nogle dubiøse typer”, som han siger. Han kan bedst lide at holde sig for sig selv og eksperimentere med at lave kunst med diverse materialer. Faren er forsker og lever af at undersøge dyr og organiske materialer, og den unge David, som ellers synes, at faren er aldeles utjekket, lader sig inspirere til selv at eksperimentere.

The Art Life afslører Lynch’ ambivalente forhold til forældrene. På den ene side hævder han, at han aldrig har hørt forældrene skændes, og han betegner moren som en meget kærlig og stolt kvinde og faren som en selvstændig og god rollemodel. Samtidig fortæller han, at moren konstant var skuffet over ham, og at faren var utryg ved sin søns mørke side.

Da Lynch senior en dag finder sønnens eksperimenter – dyr og frugter, som er ved at rådne op – tror han ikke sine egne øjne og vender sig mod sin søn: ”Du bør aldrig få børn!” Og da den unge David en dag nægter at komme hjem klokken 23.00, replicerer faren med de hårde ord: ”Du er ikke længere en del af denne familie!”

Det er igen Bushnell Keeler, som bliver Davids redningsmand. Han får overbevist faren om, at David er god nok. At han ikke går i byen hver aften, men at han kommer ned til atelieret for ihærdigt at arbejde på sin kunst. For at finde sit eget udtryk og, velsagtens, for at finde sig selv.

Inden da har Lynch rejst fra by til by, og hans 
liv har været fuldt af kontraster. Livet i Missoula, Montana – som nævnes i en meget berømt scene fra Twin Peaks – bliver beskrevet som fredfyldt, og Boise, Idaho, repræsenterer for Lynch ”solskin, grønt græs og nyslåede plæner”.

Men opholdet i Alexandria, Virginia, er anderledes utrygt. Han beskriver byen som et sted, hvor det ”altid er nat”, og fortæller historier om mærkelige møder og dårlige slæng.

Allerede som ung lever Lynch ofte to eller tre forskellige liv – familielivet, kærlighedslivet
 og kunstnerlivet – som han kun modvilligt tillader at overlappe med hinanden. Pigerne kommer sjældent med hjem til mor og far, og kunsten udfolder han helst alene i sit værksted.

Forfalden industriby
Omplantningen til Philadelphia er det måske vigtigste punkt i Lynch’ liv, og det angstprovokerende møde med ødelagte industribygninger og underlige eksistenser gør indtryk på den unge mand og er med til at forme hans værk.

David går forbi en bænk og hilser venligt på en kvinde, der sidder med sit lille barn, blot for at se kvinden vende sig mod sin søn og råbe: ”Hvis du nogensinde bliver som ham, slår jeg dig fandeme ihjel!”

Han husker også mødet med en flot, nøgen kvinde med lys hud og blodigt ansigt. Hun gik ham i møde og sagde, mens hun hev sig i brysterne: ”Mine brystvorter gør ondt! Mine brystvorter gør ondt!”

Det er svært ikke at se en forbindelse til den nøgne Dorothy i afslutningen af Blue Velvet og den blodige kvinde, som dør i vejkanten, mens Sailor og Lula ser på i Wild at Heart.

På samme måde er det svært ikke at høre Agent Coopers åbningsmonolog fra Twin Peaks for sig – ”Som W.C. Fields ville sige: Jeg ville hellere være her end i Philadelphia” – når Lynch beretter om livet i den forfaldne industriby og sine ture over broen, hvor han messede til sig selv, når han passerede bygrænsen: ”Jeg er endnu ikke i Philadelphia. Jeg er nu i Philadelphia.”

De hvide vejstriber
Mange har søgt en forbindelse imellem personen David Lynch og den kunst, han har skabt. Selv ønsker han ikke at gå ind i de sammenhænge, der måtte være, og han er sky, når det kommer til journalister og fans.

Men når han i filmen fortæller om dengang, hvor han havde røget sig skæv og pludselig stoppede midt på motorvejen for at betragte den hvide vejstribe, ser man straks en forbindelse til vejstriberne i Lost Highway og The Straight Story.

Og når han fortæller om den ene gang, hvor han havde forvildet sig ind til en koncert med Bob Dylan sammen med værelseskammeraten og bluesmusikeren Peter Wolf, vækker det mindelser om de små, gamle mennesker i Mulholland Drive.

Lynch var nok engang blevet skæv og kunne ikke fokusere på musikken. I stedet undrede han sig over, hvor lille Dylan var – så lille, at han næsten kunne være mellem to fingre, tænkte Lynch. Det fik ham til at forlade koncerten.

”Ingen forlader en Dylan-koncert!” sagde vennen, hvortil Lynch prompte og tørt replicerede: ”Jeg forlod en Dylan-koncert!”

Midt i mudderpølen
På filmskolen møder Lynch en række kreative typer, og sammen med dem begynder han at sætte sine billeder i bevægelse og eksperimentere med en blanding af animation, live action og abstrakt billedkunst.

Den ordløse poesi og mareridtsversionen af alfabetsangen i The Alphabet fra 1968 griber tilbage til instruktørens taktile oliemalerier og frem imod hans velkendte spillefilm. Og den vidner om, at Lynch ikke er en ordets mand. Han har i perioder af sit liv næret et indædt had til skolelivet og det akademiske, og han ser sine tidlige kortfilm som levende malerier, ikke som tegn og fortællinger.

Eraserhead har en særlig betydning for Lynch, fordi han selv konstruerede hele universet. Nogle forladte bygninger i Los Angeles blev et andet hjem for instruktøren, hvor han kunne spise, sove og male væggene sorte, og alt fra plot til udtryk og scenografi blev skabt ud fra hans egne tanker. Det er hans værk.

Skuespilleren Charlotte Stewart – Mary X i Eraserhead – har engang fortalt, at hun efter den første visning af den endnu ufærdige film blev spurgt af instruktøren, hvad hun tænkte om filmen. ”Det føltes som en tandpine,” svarede hun. Men til Stewarts store overraskelse kiggede Lynch blot på hende, slog et 
stort smil op og sagde ”Godt!”

Ifølge David Lynch skal kunst ikke behage, men skabe stemninger, fremprovokere følelser og fordre nogle store sanseoplevelser. Det er den røde tråd i Lynch’ kreative virke – film, billeder og musik.

I The Art Life viser nogle af de mest rørende scener Lynch i atelieret med sin lille datter Lula. Det ligner en fælles, næsten ordløs leg med oliemaling, pensler, modellervoks og træ. Og man kommer uvilkårligt til at tænke på Lynch’ barndomserindring om, at hans mor placerede ham og en nabodreng i en mudderpøl med dejligt koldt vand. Her kunne han lege med mudderet og være i sine sansers vold. Hvis vi kigger godt efter, så sidder han der stadig.

Trailer: David Lynch: The Art Life

David Lynch

Født i 1946 i Montana, USA

Filminstruktør, kunstmaler og musiker.

Læste et år ved Pennsylvania Academy of the Fine Arts og er uddannet filminstruktør fra American Film Institute.

Skrev manuskriptet til debuten Eraserhead, mens han studerede på American Film Institute.

Brød for alvor igennem som auteur med Blue Velvet i 1986.

I 2017 er der premiere på hans fortsættelse af kultsuccesen Twin Peaks.

Er far til fire børn med fire forskellige kvinder.

Udvalgte film og serier

Inland Empire, 2006

Mulholland Drive, 2001

The Straight Story, 1999

Lost Highway, 1997

Twin Peaks, 1990-91

Wild at Heart, 1990

Blue Velvet, 1986

Dune, 1984

Elefantmanden, 1980

Eraserhead, 1977

© Filmmagasinet Ekko