Cph:Dox 2017
13. mar. 2017 | 18:40

Hverdagen midt i krigens rædsler

Foto | Larm Film
Menneskene og deres håb om at overleve de ufattelige ødelæggelser er i fokus i De sidste mænd i Aleppo, som er fotograferet af en gruppe syriske journalister fra Aleppo Media Center.

”Vores film er anderledes, fordi vi ikke fokuserer på krigen, men på det liv, der føres i Aleppo,” fortæller instruktørerne bag den prisbelønnede De sidste mænd i Aleppo.

Af Simon Johansen

En fortælling bør rumme håb. Det er ofte et mantra for historiefortælleren. Men hvad gør man, når der intet håb er for karaktererne i den historie, man så gerne vil fortælle?

Det er en af de udfordringer, som skaberne af De sidste mænd i Aleppo har stået over for. For det er uomtvisteligt et håbløst miljø, dokumentaren udspiller sig i, erkender filmens instruktør, syriske Feras Fayyad, og co-instruktør, danske Steen Johannessen.

De sidste mænd i Aleppo, der ved Sundance-festivalen vandt juryens dokumentarpris, åbner dette års Cph:Dox.

Læs Ekkos anmeldelse!

Filmen følger de mennesker, som har valgt at blive tilbage i Aleppo, mens den syriske by dagligt udsættes for bombeangreb fra Assad-regimet og russerne. Vi møder Khalid og Mahmoud, som begge arbejder for den ualmindeligt heroiske redningstjeneste De Hvide Hjelme, der dagligt kæmper for at redde mennesker ud af ruinerne, når bomberne falder over deres elskede Aleppo.

Den smadrede by, som de nægter at forlade.

Før krigen arbejdede Khalid som bygningsmedarbejder. Han deltog i demonstrationerne mod Assads styre, og efterfølgende blev han en del af De Hvide Hjelme. Den anden hovedrolle, Mahmoud, studerede filosofi i Damaskus, inden han droppede ud og var med til at stifte organisationen, som i 2016 blev nomineret til Nobels fredspris.

Selv spår Khalid i dokumentaren, at han snart vil dø.

”Det er uundgåeligt,” siger han, og som publikum har man svært ved ikke at give ham ret. Det ser unægteligt sort ud – både for ham og hans familie, kollegerne og resten af de mennesker, som stadig befinder sig i borgerkrigens absolutte centrum.

På jagt efter guldfisk
”I filmen er der ikke håb i klassisk forstand,” medgiver Feras Fayyad og sætter sig til rette i vindueskarmen i det københavnske klipperum, hvor han og Steen Johannessen er i færd med at gøre filmen klar til tv-brug.

”Nej, men håbet viser sig på andre måder, fordi netop håb er en nødvendighed for alle mennesker,” indskyder Steen Johannessen.

Instruktørerne forklarer, at filmen på den måde udforsker, hvordan mennesket søger efter lykke i umulige situationer.

Som da Khalid tager os med ud i Aleppos gader for at købe guldfisk. Forhandleren lader os vide, at der er godt gang i butikken. Nok er der krig, men interessen for kæledyr er ikke dalet.

Vi er også med på legepladsen, hvor vi ser Khalid være sammen med sine døtre og kaste byens børn op i luften, så de hviner af fryd. Vi ser dem synge og spille fodbold, og vi er selvfølgelig også med, når der skal bygges akvarium til guldfisken.

”Khalid ignorerer fuldstændigt virkeligheden omkring ham. Når han ikke redder mennesker ud af ruinerne, nægter han at indse, at byen falder sammen omkring ham. Jeg tror, det er, fordi han søger efter lykke,” siger Feras Fayyad.

”Det er en søgen efter normalitet midt i krigens rædsler,” supplerer Steen Johannessen og fortsætter:

”Vi fulgte også andre personer, men valgte at tage Khalid med i filmen, blandt andet fordi vi kan genkende os selv i ham og den måde, hvorpå han desperat forsøger at leve et normalt liv, uanset hvad der sker.”

Publikum er mæt af krig
Samtidig er det denne personlige vinkel, som ifølge instruktørerne får De sidste mænd i Aleppo til at skille sig ud fra alle andre projekter om De Hvide Hjelme, en organisation, som i forvejen er beskrevet i rigt omgang.

Både i lange skrevne reportager i alverdens aviser, i indslag i tv-nyheder og selvfølgelig i den Oscar-vindende dokumentar De Hvide Hjelme.

Instruktørerne ved, at mange mennesker er mætte og snart ikke kan klare mere stof om krigen i Syrien, og at det derfor kan være svært at argumentere for endnu en film om De Hvide Hjelme.

”Men vores film handler i virkeligheden slet ikke om De Hvide Hjelme,” forklarer Feras Fayyad.

De Hvide Hjelme foregår over kortere tid, og den handler specifikt om det arbejde, organisationen udfører. Vi fokuserede ikke på krigen. Vi fokuserede på det liv, der føres i Aleppo. Vi ville portrættere det pres, de her mennesker lever under. Vi ville vise de umulige valg, som de her mennesker hver dag er nødt til at træffe,” siger han.

Mere end et nyhedsindslag
Feras Fayyad tilføjer en anden og afgørende forskel, nemlig at denne film er et aldeles personligt projekt for både instruktøren og de mange kameramænd, der arbejdede på dokumentaren.

Det er nemlig ikke Johannessen og Fayyad, der har ført kameraet rundt i det brændende Aleppo. Det er en gruppe af fotojournalister fra Aleppo Media Center, AMC.

I lang tid dokumenterede AMC situationen i landet og sendte det videre til nyhedskanaler, som brugte det i nyhedsindslag. Men det gik op for dem, at det ikke hjalp. Bomberne blev ved med at falde omkring dem. De ønskede derfor at skabe noget langtidsholdbart, de ønskede at fortælle en historie om deres by og folk.

Instruktørerne har derfor skabt dokumentaren i samarbejde med AMC. De har løbende været i kontakt om, hvilket filmisk udtryk dokumentaren skulle have. Takket være de flotte billeder af Aleppo og karaktererne ekspressive ansigtsudtryk er det tydeligt, at det her er en film og ikke et nyhedsindslag.

Genstridige medvirkende
”Denne film er lavet af det syriske folk,” fortæller Feras Fayyad.

”Jeg startede på projektet, da jeg var 29. Nu er jeg 32. Det er ikke bare fire ugers arbejde. Det er ikke journalistik eller en informationsfilm om konflikten i Syrien. Det er en film om de indre konflikter, som alle, der bliver i Aleppo, kæmper med.”

Folkene i AMC gav instruktørerne en unik mulighed for at portrættere en besat by. For mens gængse journalister kun sporadisk havde mulighed for at opholde sig i Aleppos brændpunkter, var AMC-kameraerne til stede hele tiden. Steen Johannessen, som blev en del af projektet senere end Fayyad, har aldrig været i Aleppo, og heller ikke Fayyad havde mulighed for at opholde sig i de områder, hvor filmen foregår.

Filmen kunne derfor ikke lade sig gøre uden AMC’s hjælp. Men det var ikke nemt at få dokumentaren i hus, forklarer Feras Fayyad.

Ofte var især Mahmoud ved at bakke ud af projektet. Han havde ikke lyst til at blære sig med sine bedrifter, og flere gange var han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle blive i Aleppo.

”Kamerafolkene havde svært ved at følge ham. Det kunne for eksempel være, at Mahmoud hoppede ind i en bil med kurs mod en sammenstyrtet bygning. Så kunne han nemt finde på at smække døren i lige foran kameramanden,” siger den syriske instruktør og fortsætter:

”Jeg måtte nogle gange bruge en uge bare på at overtale dem til at blive ved med at filme. Men Steen og jeg ville fortsætte uanset hvad. Krig gentager sig om og om igen. Kun ved at fortælle denne historie kan vi måske tage ved lære. Kun ved at fortælle de her historier kan vi måske få politikere til at tænke sig om, inden de lukker grænserne.”

Trailer: De sidste mænd i Aleppo

Feras Fayyad

Født 1984 i Dadek, Syrien.

Har en bachelor fra den internationale film- og tv-skole EICAR i Paris.

Har lavet en række film om Syrien og har arbejdet som journalist med fokus på emner fra Syrien.

Han har blandt andet instrueret Damascus and the Last Manifestations (2011), On the Other Side (2012), Behind the White Color (2014) og My Escape (2016).

Steen Johannessen

Født 1972 i København, Danmark.

Klipper og instruktør.

Har været klipper på adskillige dokumentarfilm, heriblandt Dem vi var (2016), Motley's Law (2015) og Krigerne fra Nord (2014).

De sidste mænd i Aleppo er hans debut som instruktør.

© Filmmagasinet Ekko