Den amerikanske idiot

Den 17. december 1989 kunne amerikanske tv-seere følge med i en dramatisk historie. En mor må ofre alle de penge, familien har sparet op til julegaver, for at betale fjernelsen af sin søns tatovering. Skønt faren tynges af et ansvarsfuldt job på det lokale kernekraftværk, ofrer han sig for at redde julen. Han tager et ekstrajob som julemand i byens stormagasin.

Men netop som familien ser ud til at være på ret kurs mod julen, kommer faren til at spille hele sin løn op på hundevæddeløb. Tilsyneladende er alt igen tabt, men julen reddes, da familien adopterer den tabende hund. Ingen får almindelige gaver dét år, men alle har lært, at der næppe findes en større gave end den gengældte kærlighed mellem et menneske og et umælende dyr.

Sytten sæsoner senere kan selv de højeste doser af koncentreret idioti ikke overraske en rutineret tv-seer. For har man bare den mindste træning i at se fjernsyn, kender man naturligvis The Simpsons, der herhjemme sendes på TV 3. Jeg vil argumentere forholdsvis kraftigt og vedholdende for, at der er tale om verdens morsomste tegnefilm. Bliver man ikke længere overrasket over Homer og det øvrige persongalleri, bliver man altid underholdt og i de største øjeblikke også klogere på en af naturens mest gådefulde skabninger: mennesket.

I kø for at medvirke
The Simpsons var ikke en fuldkommen nyhed, da serien blev sendt første gang. Det centrale persongalleri var allerede blevet udviklet af seriens skaber, Matt Groening, nogle år tidligere - i 1987 - til The Tracey Ullman Show.

Matt Groening var heller ikke nogen nyhed. Han havde siden 1977 produceret en tegneserie, Life in Hell, der blev bragt i aviser med det, som på amerikansk hedder et liberalt publikum. Det vil på dansk så nogenlunde sige et kulturradikalt publikum, så vi taler ikke om hverken mange eller store aviser. Der fandtes dog nogle, og University of Pennsylvanias interne avis, The Daily Pennsylvanian, var en af dem. Derfor kunne både jeg og mange andre venstreorienterede og kulturradikale akademikere længe før The Simpsons nyde Groenings satire.

Da Groening og hans hold af skuespillere og tegnere ramte æteren med første episode af The Simpsons i 1989, blev en succes grundlagt, der hurtigt oversteg succesen med Life in Hell. Alle centrale kreatører har modtaget trillebøre fulde af statuetter og anden anerkendelse. Ledende republikanske politikere har ved flere lejligheder taget afstand fra serien, hvilket kun har været med til at udbygge dens popularitet. Som alle ved, er den form for negativ omtale noget af det mest positive, der kan ske. Berømte skuespillere og rocksangere har stået i kø for at medvirke i cameos, hvilket yderligere har udbygget populariteten.

Derfor kan ingen komme uden om The Simpsons, hvad enten de beskæftiger sig med animationsfilmens højdepunkter, eller de prøver at tage stilling til, hvad der kunstnerisk set har været dens store øjeblikke.

I centrum for det hele står en af kulturhistoriens største idioter, Homer Simpson. Ham skal vi vende tilbage til. Men lad mig først skitsere persongalleriet og den centrale lokalitet, lillebyen Springfield.

Persongalleriet
Springfield ligger hvor som helst. Det mest berømte Springfield - hvilket ikke siger meget - er Springfield, Illinois. Byen overskygges komplet af statens største by, Chicago, men er faktisk dens hovedstad og Abraham Lincolns hjemby. Men der ligger Springfields mange andre steder, og i et af de anonyme Springfields med en hovedgade, et rådhus, en politistation, en skole, et plejehjem, en mall, lidt arbejdspladser, nogle forstæder og en trailerpark, bor familien Simpson.

Far Homer, mor Marge (født Bouvier), storebror Bart, lillesøster Lisa og efternøleren Maggie. Homer har et rutinejob på byens atomkraftværk, Marge er husmor, Bart går i fjerde klasse, Lisa i anden og Maggie med ble. En ganske almindelig familie bortset fra, at dens medlemmer har gul hud og dens kvindelige overhoved højt, blåt hår. Da Marge er den kyskeste af kvinder, ved vi desværre ikke, om det er ægte, eller hun farver det.

Rundt om familien Simpson findes et nogenlunde fast persongalleri. Naboen er enkemanden Ned Flanders og hans to drenge, Rod og Todd. Alle tre renskurede kristne og derfor mere positive end Job, uanset hvilke ulykker, der overgår dem. Dertil kommer slægtninge i både Simpson- og Bouvier-familierne, skolekammerater til navnlig Bart, og hvad der ellers findes i de mere perifere dele af småbyens netværk: kolleger, overordnede, lærere, læger, politifolk, mediepersonligheder, handlende.

Mellemmåltider, fjernsyn, øl
Men uanset hvad: Homer Simpson er den ubestridte hovedperson, seriens drivkraft og det centrum, hvorom alting drejer. Hvem er han? Homer Simpson er en tyk og skaldet midaldrende mand, der aldrig har drevet det til noget.

Når det ikke er blevet til en karriere, er grunden hverken uheld, forbigåelse eller opofrelse i en højere sags tjeneste. Det sidste ligger Homer Simpson meget fjernt. Grunden er simpelthen dovenskab kombineret med dumhed og forkerte prioriteter. Homer Simpson læser aldrig bøger og kunne ikke drømme om at gøre sig umage. Han interesserer sig for at spise mellemmåltider, se fjernsyn og drikke øl.

End ikke sex kan fange hans interesse i længere tid ad gangen. Har han drukket rigeligt med øl, og der kommer et par store babser ind i hans synsfelt, kan han måske finde på at fløjte eller komme med en upassende bemærkning. Men som hunden ikke ville vide, hvad den skulle gøre, hvis den fangede én af de biler, den løber efter, ville Homer ikke ane, hvad han skulle gøre med babserne og deres ejer, hvis de reagerede positivt på hans tilnærmelser.

Homer Simpson er, som man kan se, en ganske almindelig mand. Han hader at gøre noget for andre og forsøger aktivt at fortrænge, at han nogensinde har stiftet bekendtskab med begrebet "pligt". Han er sikker på, at Marge og skolen tager sig af børnene. Derfor behøver han ikke følge med i, hvad de gør og tænker, eller om de bidrager til skolens læringsfællesskab og selv har udbytte af det. Han har fortalt Marge én gang for alle, at han elsker hende. Derfor behøver han hverken bekymre sig om, hvordan hun har det, og eller holde gang i lidenskabens bål og jævnligt lægge brænde på det.

Mangel på dømmekraft
Intet af dette er usædvanligt. Det usædvanlige ved Homer Simpson er hans enestående mangel på dømmekraft.

I en overset, men vigtig, fodnote i Kritik af den rene fornuft bemærker filosoffen Kant, at det, man i daglig tale kalder "dumhed", først og fremmest er mangel på dømmekraft.  Deri har Kant evig ret. Det afgørende for vurderingen af, om et menneske er dumt eller ej, er ikke om intelligenskvotienten er et par points højere eller lavere. Det går såmænd nok endda. Det afgørende er dømmekraften. Evnen til at veje usammenlignelige faktorer mod hinanden og vælge klogt imellem dem. Evnen til at anlægge et skøn. Evnen til at kende det rette øjeblik. Evnen til på den ene side at vide, hvad man kan og bør ændre, og på den anden side at forstå, hvad man må leve med.

Ingen af disse evner besidder Homer Simpson. Derfor er han en ufattelig kraftidiot og ulykkesfugl, der altid kommer galt af sted. Og han er alene i kraft af denne overordentlige usædvanlighed en værdig hovedperson for et drama.

En af de ældste traditioner i litteraturen er at gøre en idiot til hovedperson. I 1605 udgav Miguel de Cervantes første del af sin udødelige roman om den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Man kan altid diskutere, om Don Quixote virkelig er idiot. En kendsgerning er det dog, at han mangler realitetssans og lider af vrangforestillinger. Det er også en kendsgerning, at personer med vrangforestillinger og uden realitetssans ofte kaldes om ikke idioter, så andre ting, der er synonyme med dette ord.

Min liste over litterære idioter er langt fra udtømmende. Men på en rejse gennem idiotiens litterære historie fra Cervantes og fremefter kan man ikke undgå at gøre holdt ved Jeppe på Bjerget (fra 1722). Jeppe lider af en fuldkommen mangel på dømmekraft og rimelighed; det gør ham ifølge Kant til en temmelig dum person.

Ligeledes bør man hæfte sig ved den udspekulerede idiot Klods-Hans fra 1855, og ved fyrst Myshkin, hovedpersonen i Dostojevskijs roman Idioten fra 1868. Myshkin er et ejegodt menneske, ingen tvivl om den sag. Men han mangler realitetssans og desuden den del af dømmekraften, der sætter ham i stand til at vurdere andres motiver. Derfor er han - skønt en dybt tragisk skikkelse - samtidig en kæmpe idiot.

De store idioters pantheon
I det tyvende århundrede kommer idioten for alvor på mode i kunsten. Den største i perioden er uden tvivl Jaroslav Haseks gode soldat Svejk - manden, der lever af at sælge hunde med falske stamtræer og er så fjoget, at han bliver smidt ud af en galeanstalt.

Det er ikke mindst populærkulturen, der giver plads til idioten. Større fæhoveder end Gøg og Gokke (Stan Laurel og Oliver Hardy) skal man lede længe efter. Seriøse konkurrenter er dog Anders And - før han blev tæmmet - og W.C. Fields mange figurer: Ambrose Wolfinger, Harold Bisonette, Cuthbert J. Twillie og hvad de alle sammen hedder. Ej heller bør man - i nedskaleret format - glemme Emil fra Lønneberg, der er mangler dømmekraft og sund fornuft i et omfang, der er påfaldende - selv for et barn.

Skal man forstå Homer Simpsons kraft som litterær skikkelse, bør man efter min mening indsætte ham i de store idioters pantheon. Han henter sin kraft fra en litterær tradition, der er fire hundrede år gammel, og samtidig bidrager han til at udvikle traditionen ved at gøre idiotien tidstypisk. På Cervantes' tid måtte en idiot nødvendigvis forholde sig til konventionerne i et hierarkisk stændersamfund. I dag må han forholde sig til populærkulturens og populærreligionens samfund.

Skulle man skabe en første skitse af den litterære idiotis fremtrædelsesformer, forekommer det mig, at man må skelne i to vigtige dimensioner. Den første dimension vedrører det ultimative resultat af hovedpersonens projekt. Enten optræder idioten som helt (om end han mangler dømmekraft, er det i sidste instans ham, der trækker det længste strå), eller også optræder han som tragisk figur. En fatal mangel på dømmekraft bevirker, at det til syvende og sidst går hovedpersonen ilde.

Den anden vigtige dimension vedrører hovedpersonens karakter. Nogle idioter er kendetegnet ved, at de handler spontant. De kaster sig ud i de mest halsbrækkende situationer uden at have begreb skabt om de mulige konsekvenser. Andre er kendetegnet ved, at de lægger store planer. De forestiller sig en bedre fremtid og mener selv - som de eneste - at deres planer er fuldkommen vandtætte og dømt til succes.

Indsætter man berømte litterære skikkelser, får man denne figur:

Typer af idiotfortællinger
Som figuren viser er der i kulturhistorien tilsyneladende en overvægt af tragisk-naive idioter. Det hænger uden tvivl sammen med, at den tragisk-naive idiot er den ældste af de fire idiotiske arketyper. Den næstpopulæreste figur i litteraturen er den tragisk-naive idiots diametrale modsætning: den heroisk-udspekulerede idiot. Langt efter disse figurer - både i alder og popularitet - kommer den tragisk-udspekulerede idiot og den heroisk-naive idiot.

Såvel Don Quixote som Homer Simpson har ganske vist perioder, hvor de lægger store planer og dermed optræder udspekuleret, men kynismen og refleksionen er ikke vedvarende træk i deres personlighed. De tvinges kortvarigt af omstændighederne til at handle udspekuleret, men synker derpå lynhurtigt tilbage til deres naturlige disposition: den naive bortseen fra, hvordan verden i realiteten er indrettet.

En simpel form for opbyggelighed findes i historier om den tragisk-udspekulerede idiot. Både Oliver Hardy og Anders And lægger usle - men tåbelige - planer for at opnå personlig vinding. Men det går galt, og de ender med tomme hænder. Retfærdigheden i det arrangement er ganske åbenbar: Den, der graver en grav for andre, kommer selv til at gå i den.

Den heroisk-naive idiot lægger ingen planer, men udlever simpelthen sin idioti. Uvist af hvilken grund går det ham derpå til sidst godt. Når jeg kalder den morale for retfærdig og opbyggelig, er det, fordi den er en kærlig parodi på den ædleste af alle moraler: den kristne. Emil bliver ikke rost af sin strenge, gammeltestamentelige far, men altid kysset og krammet af blide, nytestamentelige kvinder, hvis langmodighed og vilje til at vende den anden kind til i sandhed er guddommelig. Morale: Retfærdigheden er ingenting, om ikke nåden bestandigt går foran den.

Til sammenligning er de to øvrige fortællinger i sandhed sorte. I den heroisk-udspekulerede fortælling går det - stik imod alle odds og stik imod enhver bedsteborgerlig idé om retfærdighed - godt for hovedpersonen. Den morale kan man dårligt kalde andet end nihilistisk. De officielle værdier er intet værd. De fornuftige mennesker, der sanker i lade, bygger hegn og tætner taget, kommer ned med nakken. Mens de mennesker, der giver fanden i det hele, ender med den store gevinst.

Endelig er der så den tragisk-naive hovedperson. Ham går det nøjagtig, som man kan forvente. Den morale kan man først og fremmest kalde realistisk. De fleste mennesker er hverken særlig godt begavede eller særligt fornuftige. Derfor når de naturligvis heller ikke deres mål.

Tro ikke på autoriteterne
Det særlige ved The Simpsons er, at den kombinerer det realistiske med det nihilistiske. For mens Homer selv befinder sig i den realistiske morales felt, befinder stort alle bipersonerne sig i det nihilistiske felt.

Magthavere og autoritetsfigurer som mr. Burns (direktøren for atomkraftværket), Clancy Wiggum (politichefen), lægen (Julius Hibbert), skoleinspektøren (Seymour Skinner) og forretningsbestyreren (Apu Nahasapeemapetilon) er i bedste fald inkompetente og i værste fald ryggesløse misbrugere af deres autoritet og embeder. Alligevel er det gået dem forrygende godt her i livet.

Den kombination løfter The Simpsons' overordnede morale ind i det sublimt sorte. De få mennesker, man kan have en smule respekt for, er drop-outs som The Comic Book Guy og Lenny Leonard, eller den, jeg måske elsker højest i serien: dissidenten og storrygeren, den evigt kærlighedshungrende Edna Krabappel. Den eneste, man overhovedet kan have forhåbninger til, er den velbegavede og superfornuftige Lisa Simpson.

Skulle man til gengæld være så vanvittig, at man tror på den officielle ideologi om gudfrygtighed, karriere og respekt for autoriteterne, har man først for alvor dokumenteret, at man er idiot. Måske lider Homer Simpson af den ikke ubetydelige fejl, at han tror på, hvad der bliver sagt i massemedierne. Dog har han det forsonlige træk, at han ikke sjældent - efter fattig evne - forsøger at tænke selv. Hos den religiøse Ned Flanders og sykofanten Waylon Smithers, mr. Burns assistent, finder man end ikke det svageste forsøg på selvstændig tankevirksomhed. Det gør dem til de værste og mest usympatiske personer i hele serien.

Kulturens massebedrag
Homer Simpson tilhører klassen af realistiske idioter, men er The Simpsons også en realistisk serie?

Skønt over halvdelen af USA's befolkning bor i forstæder, er det ganske sjældent at se film, der udspiller sig i suburbia. Derfor ligger der et vigtigt, realistisk element alene i valget af miljø og karakterer, som - bortset fra hudfarven - ikke er så overdrevne endda. Matt Groening er en af amerikansk films store forstadsrealister. Han rangerer på siden af Steven Spielberg, hvis skildringer af amerikansk hverdagsliv i Nærkontakt af tredje grad og E.T. sjældent bliver overgået.

Men samtidig med, at Groening er realist, er han også klassisk, satirisk samfundskritiker. Jo mere officielt anerkendt, en af seriens karakterer er i det amerikanske samfund, jo værre er den pågældende. Og jo mere marginaliseret hun eller han er, jo mere er der tale om en person, der kræver vores respekt. Men ikke blot er Groening kritiker - han er også diagnostiker. Det, der forhindrer enhver erkendelse og enhver kritisk dialog, er massemedierne, populærkulturen og markedsgørelsen - mest usympatisk skildret af Krusty the Clown, der uden tøven vil markedsføre hvad som helst til børn.

Matt Groening siger nøjagtig det samme som Horkheimer & Adorno i 1947 sagde i Oplysningens Dialektik med hensyn til kulturindustriens massebedrag og konsekvenserne af oplysningsprojektets manglende fuldendelse. Det gør ham til en ganske enlig, men meget tiltrængt stemme i det offentlige liv i USA. Og jeg elsker den grumme ironi, der ligger i, at det blev en amerikansk tegneserie, som for alvor populariserede Horkheimer & Adorno og gjorde deres tanker alment accepterede over hele verden.