Portræt
15. apr. 2013 | 22:16

Den dynamiske kvindeduo

Foto | Tore Hallas
Marie Grahtø Sørensen (tv.) boede som barn i Zimbabwe. Eini Carina Grønvold (th.) blev født i Israel. Nu er de klar til at sætte fut i dansk film.

Deres fandenivoldske og poetiske Daimi er udtaget til Ekko Shortlist, og nu syrer Marie Grahtø Sørensen og Eini Carina Grønvold helt ud i ”lesbisk vampyr-cheerleader”-genren.

Af Jacob Ludvigsen

Nogle af de senere års mest succesrige danske film er lavet af stærke og faste samarbejder mellem instruktør og manuskriptforfatter: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm.

Mændene er i overtal i de dynamiske duoer, men fremtidens uomgængelige makkerpar i dansk film kan hedde Marie Grahtø Sørensen og Eini Carina Grønvold. Den 28-årige instruktør og den 25-årige manusforfatter er langt fra prototyperne på pæne piger – hverken i personlighed eller filmisk udtryk.

Deres første fælles film, Daimi, er med på den første udgave af Ekko Shortlist og har tidligere modtaget hæder på Odense Internationale Filmfestival, ligesom den i år var nomineret til en Robert.

Spoleret uskyldighed
Det er en barsk, men også poetisk film om en tolvårig pige, der holder jul, bager pebernødder og hopper i sengen i en ussel lejlighed. Hun er alene hjemme med en lille gris som eneste selskab. Under juletræet ligger en gave fra mor, men mor er ude af syne.

Daimi opbygger sit eget, fantasifulde univers, men efterhånden bliver døren til den rå og uundgåelige virkelighed åbnet på klem. Den uskyldige drømmeverden bliver til ustyrligt raseri.

”Det barnlige side om side med det meget voldsomme, den spolerede uskyldighed, det interesserer mig meget,” siger instruktør Marie Grahtø Sørensen.

Revet op ved rode
Grahtø Sørensen og Eini Carina Grønvold mødte hinanden på den selvbestaltede filmskole Super16, hvor de begge startede i 2011 og følte sig som ”de mest uerfarne på hele årgangen”, som de siger i kor.

Marie kom til Eini med en ide med tre elementer: En pige, en badekar og en lejlighed. Resten skrev de sammen med Lynne Ramsays Movern Callar som vigtigste inspirationskilde.

For begges vedkommende er vejen til filmverdenen gået ad mange omveje – omveje grundlagt uden for landets grænser. De to piger er dog lige så forskellige, som de er ens.

Marie Grathø Sørensen tænker visuelt, Eini Carina Grønvold er mere optaget af historie og dialog. Marie er vokset op med populærkultur, Eini dyrker undergrunden. Eini blev født i Israel af forældre, som på det nærmeste boede i et folkevognsrugbrød. Marie boede fem år som barn i Zimbabwe, hvor hendes far var udstationeret for Udenrigsministeriet.

Begge endte dog i Danmark: Einis mor rejste til landet, da Eini var ét år, mens Marie slog sine teenagefolder i Vordingborg, den mest ekstreme kontrast til den afrikanske storby.

”Vi blev begge to revet op med rode, da vi var børn,” siger Eini Carina Grønvold.

”Jeg har det lidt stramt med den psykoanalytiske tolkning,” supplerer Marie Grahtø Sørensen. ”Men hvis vi skal gå med på legen, kan vi godt lide at udforske tingene på deres egne præmisser, at eksperimentere i spændingsfeltet mellem undergrund og det populærkulturelle.”

Hader det akademiske
Marie Grahtø Sørensen og Eini Carina Grønvold har begge været forbi de akademiske studier og konstateret, at de tørre timer i bøgerne fik det til at krible i egen skabertrang.

Marie Grahtø Sørensen nåede at få en bachelor i Film- og Medievidenskab, hvor hun fandt ud af, at hun selv ville lave film. Hun tog et semester på New York Film Academy, hvor hun lavede kortfilmen Girl. Siden har hun gået på Kort- og Dokumentarfilmskolen og KBH Film & Fotoskole og fået et afslag fra Den Danske Filmskole.

Eini Carina Grønvold afsluttede HF på Frederiksberg med skolens højeste gennemsnit og begyndte at læse filosofi.

”Men det var halvhjertet. Jeg hader dybest set det akademiske,” siger hun.

Maskinen Marie
Selv under studierne har Eini Carina Grønvold brugt det meste af sin tid på at engagere sig i sociale projekter.

Hun har været frivillig på et rådgivningssted for stofmisbrugere. Hun har gjort sig bemærket som feministisk blogger og sexarbejderaktivist og var med til at stifte prosexfeminisme.dk, der sætter emner som ”feminisme, køn og seksualitet” under lup. I 2011 var hun en af foregangskvinderne for SlutWalk, der markerede kvinders ret til at klæde sig udfordrende.

Så hvorfor pludselig kunsten og filmmediet?

”I politik er man nødt til at koge alle livets store sandheder ned til én pointe, der aldrig nogensinde bliver sand. Med kunst gør man det modsatte, man tager et lille hjørne af virkeligheden og åbner det op, og på den måde kan man sige noget meget mere sandt om verdenen,” siger Grønvold.

”Film er det, der ligner ens tanker mest. Da jeg var lille, troede jeg, at der fandtes en maskine, der kunne lave ens tanker om til film. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det ellers kunne lade sig gøre ...”

”Den maskine er så Marie,” fortsætter hun, og de to piger flækker af grin.

Talentfulde skuespillere
Eini Carina Grønvold har skrevet manuskripter, siden hun var sytten, og kom ind på Super16 med manuskriptet til Jeanette Nordahls midtvejsfilm fra samme uddannelse, 14 år og to nætter.

Marie Grahtø Sørensen søgte ind med Duer skal flyve frit fra himlen om en ensom tiårig pige, der opdager et incestuøst forhold mellem sin far og teenagestoresøster. Hovedrollen spilles ligesom i Daimi af Bebiane Ivalo Kreutzmann.

”Jeg vidste, jeg ville lave en film med hendes igen, fordi jeg ikke følte, jeg havde udforsket hendes talent nok,” siger instruktøren.

I Eini Carina Grønvold og Marie Grahtø Sørensens nyeste film – deres midtvejsfilm fra Super16 – har de også et par talentfulde unge skuespillere om bord: Julie Brochorst Andersen og Frederikke Dahl Hansen, der senest spillede sammen i Kaspar Munks roste You & Me Forever, samt den (foreløbigt) mere ukendte Stephania Potalivo.

Metaforer for sex
Lækre til vi dør, som deres nye film hedder, er en coming-of-age-historie i alternative genvanter: Det er en lesbisk vampyrcheerleader-film om en flok vilde gymnasiepiger, der kommer tæt på hinanden efter skolens lukketid.

”Det er en film til unge, som ikke er det, voksne gerne vil se om unge, men som unge gerne vil se om sig selv,” siger Eini Carina Grønvold, før Marie Grahtø Sørensen supplerer:

”Ja, en af mine veninder sagde, da hun havde set den, at hvis hun var teenager, ville hun have lyst til at være de her piger. Det var den præmis, vi gik ind i det på.”

– Men hvorfor så vampyrer?

”Vi ville gerne fortælle om unge og seksualitet, og vampyrfilm er jo altid en metafor for sex. Så her tog vi det til yderste konsekvens og gjorde vampyrer til sex direkte,” siger Eini Carina Grønvold.

Makkerparret blev færdig med den nye film for blot en uge siden og er slet ikke færdige med hinanden.

”Midtvejsfilmen var et vildt eksperiment, hvor vi kastede en masse ideer op og prøvede at gribe dem. Men vi har stadig mange ting, som kunne være sjove at undersøge,” siger instruktøren, før hendes manuskriptforfatter bryder ind:

”Helt ærligt, der er ikke nogen dansk instruktør, jeg beundrer mere lige nu end Marie,” siger hun – og griner kærligt.

© Filmmagasinet Ekko