berlinale 2017
11. feb. 2017 | 16:39

Dag 2: Den kære familie

Foto | Seacia Pavao
Steve Coogan og Laura Linney spiller parret, der ikke normalt er på fin restaurant i The Dinner. Og det bliver bestemt heller ikke nogen rar oplevelse.

Berlinalens andendag bød på gensyn med gutterne fra Trainspotting, men det var et amerikansk familiedrama, som gav stof til eftertanke.

Af Casper Hindse

Salen i Berlinale-paladset er utålmodig ved middagstid. Den tredje film i hovedprogrammet skal vises, og Paul Verhoeven er forsvundet. Der breder sig en summen på rækkerne bag juryen, for det er kun formanden for det hele, der mangler.

”Vi begynder om et øjeblik,” messer medarbejderne rundt omkring.

Men så lige pludselig kommer den hollandske juryformand tonsende ind i salen med halstørklædet hvirvlende om ørerne. Da Verhoeven dratter ned i sædet, lader den elegante mand lige lynlåsen lukke for Tivoli, og man forstår, at det er en presserende tissetur, han har været ude på.

”Ach so,” siger min tyske sidekvinde. ”Det hele skal jo lige ordnes, inden juryfamilien kan samles!”

Krøllet familiedrama
Et par timer senere drysser vi så alle sammen ud af festivalpaladset med årets første film, der formåede at blande det politiske med det personlige drama, kørende for vores indre biograf.

Amerikanske Oren Moverman har altid formået at skabe film om mennesker, der kæmper med både verden og sig selv. Som instruktør fik han et forrygende gennembrud med den Oscar-nominerede The Messenger, hvor et moralsk militærdrama oprulles.

Den film lagde kimen til Movermans ekspertise.

For det er nemlig dilemmaer, der er instruktørens specialitet. Elsker man for eksempel Bob Dylan-figurerne i I’m Not There, som Moverman var manuskriptmager bag? Næh, men man kan heller ikke helt lade være. Og hvem skal man egentlig holde med i hans formidable Rampart fra 2011? Hovedpersonen eller nærmere alle dem udenom?

Dilemma-elegancen tages til nye højder i The Dinner, som uden tvivl er Movermans mest komplicerede film til dato. Allerede i introen efterlades man mystificeret, fordi gyserinspirerede billeder af knust glas blander sig med små snapshots af dekadente måltider i Noma-klassen, imens violiner piber i baggrunden.

Grim skønhed
The Dinner viser sig imidlertid hurtigt at være et familiedrama, der ikke besidder en eneste tom kalorie. En amerikansk senator har inviteret kone, bror og svigerinde på fin middag, fordi noget grimt og brutalt skal diskuteres. Og denne diskussion har mange forskellige indgange og forhistorier, som bringes op igen og igen.

Konstant sender Moverman så let som ingenting sympatien på tværs af restaurantbordet.

Samtidig er The Dinner en snakkefilm, hvor personernes agendaer bliver grimmere og grimmere, jo længere middagsoverdådigheden skrider frem. Filmen er i sine bedste øjeblikke hylende morsom, fordi Steve Coogan, Laura Linney, Rebecca Hall og Richard Gere doserer deres skuespil til perfektion, og på den måde indskriver den sig i perlerækken af alternative, amerikanske familiedramaer som Mrs. Doubtfire, The Squid and The Whale og August: Osage County.

Ligesom dem stiller The Dinner spørgsmålet om, hvor langt man vil gå for sin familie. For er familiekonstruktionen i en moderne verden overhovedet holdbar, når moral, racisme og vold er langt mere presserende emner i samfundsdebatten, end hvad man gør og for sine nærmeste?

Film for gamle fans
Noget mindre pompøst og eftertænksomt er det i Edinburgh, når gutterne samles igen. Det er selvfølgelig de tvivlsomme eksistenser fra 1996, der er tilbage i T2 Trainspotting, hvilket har været et af de mest ventede værker ved dette års filmfest i Berlin.

T2 – som den kaldes filmmarkedet – er ikke en del af hovedkonkurrencen, og det skal den være fint tilfreds med. For selv om T2 er ganske underholdende, slipper instruktør Danny Boyle (Slumdog Millionaire) og det gamle cast kun lige fra fortællingen med narkoskindet på næsen.

For det er nemlig, som om tiden har stået stille på den anden side af Den Engelske Kanal, og på forunderlig vis virker T2 bedaget. Den fandenivoldskhed, der kendetegnede etteren, er næsten forsvundet til fordel for nostalgi og billige grin, og man kommer aldrig til at interessere sig for figurerne – med mindre man altså har savnet dem helt usigeligt i mere end to årtier. 

Historien er denne gang et hævndrama, hvor alle de gamle gutter forsøger at tage røven på hinanden, selv om de jo selvfølgelig! også elsker hinanden som én stor familie.

Alligevel efterlades man med en følelse af, at der oppe på lærredet har været fremvist en Nokia 3210-mobiltelefon, selv om vi for længst er blevet vant til iPhones.

Det havde klædt T2 Trainspotting at blive opdateret, frem for at være en decideret fanfilm til dem, der var drengerøve i 1990’erne.

For mange symboler
Så var der noget mere sul på fortællingen i dagens tidlige film i hovedprogrammet, hvor det ungarske bidrag On Body and Soul blev vist. Den 61-årige instruktør Ildikó Enyedi (der bedst kendes for My Twentieth Century fra 1989) begyndte sin karriere som konceptfilmkunstner. Og det kan man tydeligt se i hendes nyeste film.

For On Body and Soul er nemlig en rigtig film-film med et indbygget kærlighedsdrama og billeder af dybe skovsøer.

Det er instruktørens første spillefilm i atten år, og undervejs virker den da også lidt rusten i kanterne. Kameraindstillingerne kører for meget i ring, og historien om to mennesker, der drømmer de samme kærlighedsdrømme om natten, og som derfor nærmer sig hinanden, bliver aldrig mere end en tydelig konstruktion.

Spørgsmålet, som filmen stiller, er, om man drømmer bedre alene, eller om drømmene kan føre til et bedre liv med en familie og en lykkelig tilværelse?

Desværre svæver svaret lidt for meget ude i intetheden, fordi man aldrig bliver suget ind i den ungarske fortælling. Dertil går billederne ofte for langsomt, mens natursymbolikken bliver for påklistret. Og da historien til slut så pludselig skal forceres, er man ikke helt sikker på, hvad filmen egentlig vil.

Dansker i aktion
Helt anderledes forholder det sig i det første danske bidrag under årets Berlinale.

Fredag aften bliver verdenspublikummet nemlig introduceret for Daniel Borgmans At elske Pia, som deltager i sideprogrammet Forum. Borgman, der er newzealænder, men uddannet fra Super16 i Danmark, har både instrueret og fotograferet sit drama om en virkelig kvinde, Pia, der spiller sig selv.

Det eksperiment er ganske vellykket, og ligesom i instruktørens kortfilm Berik og første spillefilm The Weight of Elephants formår Borgman at skabe en fængende historie, der viser sig at være et kærlighedsdrama.

Den aldrende, udviklingshæmmede Pia har brugt sit liv på at passe sin mor, men søger i en sen alder kærligheden for ikke at ende alene, når moren en dag er borte. Da hun render ind i manden Jens, er det pludselig moren, som føler sig alene.

Borgmans film er i sine bedste stunder et poetisk og hjertevarmt kærligheds- og familiedrama. I den henseende afrunder den på fornemmeste vis en vaskeægte familiekunstfilm-dag i Berlin.

Trailer: The Dinner

Casper Hindse

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Berlinalen 2017, der dagligt dækker festivalen.

Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.

Årets festival er den 67. i rækken.

Den løber i år fra 9. til 19. februar.

© Filmmagasinet Ekko