Den lille ridder

Det var med forbløffelse, at man oplevede dukkefilmen Den lille ridder første gang. Den var sjov, og den drev sin historie og små personer frem med en smittende fortælleglæde og et velsignet overskud af humor og hittepåsomhed. Den var endda produceret på den gode, gamle måde med håndkraft og håndelag uden hjælp fra computere, og alligevel virkede den spillevende. Før dukkefilmmagerne for alvor begyndte at lege med computere, var det ellers svært at gøre figurerne rigtigt ”levende”.

Der er en næsten uovervindelig distance mellem tilskueren og de mere eller mindre stive dukker, som ofte medfører, at en egentlig indlevelse kan være vanskelig. Man kan sagtens være imponeret over teknik og virtuositet, men at gå med på komedie og for alvor blive forført af historien er i hvert fald for undertegnede noget nær umuligt. Men Den lille ridder var et lille mirakel. En stor film i det lille format. Figurerne havde de sædvanlige lidt stive bevægelser, bevares, men de levede, fordi man klogeligt kun lod dem pludre, fnise og hvine, mens fortællingen fik de nødvendige ord med på vejen af en veloplagt fortæller. Han starter i klassisk stil:

Handling
”Der var engang et land, hvor det var forbudt at være vred, at råbe højt og skændes var absolut forbudt. Det kunne kongen nemlig ikke tåle, havde den nye troldmand bestemt.”

Vær så god: Historien er præsenteret i faste eventyrvendinger, men med en slags omvendt konflikt. Normalt vil vi velmenende pædagoger nemlig af et godt hjerte mene, at troldmanden er klog. Det er ikke godt at være vred og skændes, men her er det helt anderledes. Når nu troldmanden har bestemt det således, må der altså kæmpes for retten til at være vred og slås. Og ganske rigtigt. En lille køkkenknægt mener af et ganske godt og vredt hjerte, at man sagtens kan tillade sig at blive gal i skralden, og at der findes drager – hvilket troldmanden naturligvis benægter – som skal bekæmpes med sværd i hånd.

Køkkendrengen smides på porten, så han kan lære at opføre sig ordentligt, men får det gamle dragesværd som gave af prinsessen. Med det i hånd drager han ud i verden for at friste sin skæbne og lære at blive dragekæmper. Han kommer til det blå slot, det røde slot og det gule slot, men ingen af stederne kan han rigtigt bruge til noget, for han gider hverken læse i bøger, spise, så han revner eller lege med sære ting hele tiden. Men da han således slukøret overvejer at vende hjem med uforrettet sag, møder han virkelig en drage, og på dragesværdet toner følgende inskription frem: ”Kun den, der tør være vred og vild, kan tæmme dragen og beherske dens ild!”

Det bliver til en hyggelig tvekamp – for drager kan jo ikke eksistere uden riddere – og dragen morer sig kosteligt og lader sig besejre for at give drengen sin styrke. Vel hjemme igen kan knægten nu tage det endelige opgør med troldmanden, der ender som opvasker på slottet, mens køkkendrengen bliver slået til ridder og får prinsessen og det halve kongerige. Til stor fryd for dragen, der generøst bruger sit ildsprudlende gab til at tænde lysene i lagkagen med!

Baggrund
Produktionsforløbet af Den lille ridder er interessant. Zentropa startede i 1990’erne et samarbejde med det lettiske animationsselskab Studio AB Riga, der havde opnået en vis international bevågenhed med dukkeserierne Rescue Team og Monk & Lemmy. I Riga havde de altså håndelag og erfaring med dukkefilm, men Zentropa bidrog ud over nødvendig finansieringshjælp med noget lige så vitalt: En god historie og en rigtig historiefortæller.

Josefine Ottesen skrev det herlige manuskript, som Per Fly instruerede, mens lettiske Janis Zimmermanis stod for animation og Maris Putnins for design, dukker og kulisser. Det kunne godt mane til eftertanke, at man måske i højere grad kunne knytte storytellers til animationsfilm, som ofte drukner i teknisk tour de force og glemmer betydningen af den gode historie. Samarbejdet fortsatte forbilledligt med Prop & Berta (2000), der er noget så sjældent som en dukkefilm i spillefilmlængde for de helt små børn.

Den filmskoleuddannede Per Fly kan med god ret bryste sig af at være en prægtig historiefortæller for børn. Ud over de to nævnte genistreger debuterede han med børnenovellefilmen – Kalder Katrine! (1993), som Christan Braad Thomsen har kaldt for Hitchcock i børnehøjde. Senere startede Per Fly sin trilogi af Danmarksbilleder med Bænken (2000).

Et klassisk eventyr
Den lille ridder er en moderne historie, men den er bygget op som et klassisk eventyr. Den starter typisk med ”Der var engang...”. Der er en konge, prinsesse, troldmand, drage og en rask lille ungersvend, som ikke stikker op for bollemælk. Der er ligeledes en helt (drengen), modstandere (troldmanden og dragen) og hjælpere (prinsessen og de tre høns). Universet er magisk, og der forekommer overnaturlige ting som det naturligste i verden. Tretallet er magisk. Han besøger tre slotte, han har tre følgesvende, og han har et veldefineret mål, en mission med sin rejse. Målet for missionen er at blive ridder, og for at kunne blive det, må han finde og bekæmpe den drage, som troldmanden påstår ikke eksisterer.

Som i det gamle Middelaldereventyr om Drengen, der drog ud i verden for at lære sin angst at kende opererer historien efter hjem-ude-hjem-modellen, og i ”ude” gennemgår ungersvenden tre prøver, før den endelige kamp mod dragen. Her snyder historien dog, for dragen viser sig at være en hjælper, mens troldmanden er den egentlige modstander. Som ethvert klassisk eventyr ender Den lille ridder godt. Helten vinder prinsessen og det halve kongerige, og så er der en morale: Man kan ikke mure sig inde og vende verden ryggen, og det er faktisk i orden at kunne blive vred på rette tid og sted.

De følgende forslag til efterbehandling af filmen i klassen er beregnet for indskolingen, og forløbet kan strække sig over en enkelt lektion til et større temaarbejde om eventyr.

Personerne og universet
Persongalleriet er mangfoldigt med mange spøjse bifigurer, men hovedpersonerne er som i eventyrene tegnet med meget enkle egenskaber. Kongen er sløv, prinsessen sød, troldmanden ond og knægten opvakt.

Snak med eleverne om hovedpersonerne. Hvem er helt, modstandere og hjælpere? Lad dem prøve at sætte ord på, hvordan personerne er og opfører sig.

Den lille ridder er et eventyr og ikke virkelighed. Sværdet er magisk og forvandler sig, troldmanden betjener sig af magisk ”sprøjtepistol” og ”laser”-stråler. Lad eleverne finde de ikke naturlige ting. Snak med dem om de magiske og overnaturlige redskaber og lad dem finde på andre magiske sager. Lad også eleverne tegne nogle overnaturlige ting og lad dem forklare, hvordan de kan bruges i et eventyr. Måske kan eleverne også fortælle om andre film, tegneserier og bøger om overnaturlige ting, og hvordan de bruges.

Moralen
Den lille ridder er med sin morale om retten til at være vred oplagt til en etisk samtale om aggressioner og uenigheder. Troldmanden har bestemt, at man ikke må være vred og skælde ud. Han holder alt det farlige i livet væk. Ingen konflikter. Kun ro og fred, fryd og gammen.

Prøv at lade eleverne opføre et lille rollespil, hvor de skal digte situationer, hvor man under ingen omstændigheder må blive vred. Man må kun smile, og man må ikke råbe og skrige. Snak med eleverne om, hvordan det føles. Snak også om man kan komme igennem en dag uden at blive lidt vred, og om det er i orden at blive vred. Hvordan føles det at blive vred? Hvorfor bliver man vred?

Troldmanden siger, at det er noget, kongen har bestemt. Kongen kan ikke lide råben og skrigen. Men er det sandt? Snak med eleverne om troldmandens motiver og læg mærke til, at han selv faktisk viser vrede i filmens slutning.

De tre prøver
Alle eventyrets ingredienser er til stede i Den lille ridder, og tretallet er nærmest pædagogisk pindet ud med tre slotte i tre forskellige farver. Første slot indeholder næsten kun ufarlige bøger, men knægten finder alligevel en bog om fægteteknik. På det andet slot stopfodrer man sig med søde sager, og på det tredje slot fordriver man tiden med ligegyldige spil og underholdningsredskaber.

Lad eleverne tegne de tre slotte og deres sære indbyggere og snak om, hvad der foregår i slottene. Lad eleverne snakke om de kunne tænke sig at bo i et af de tre slotte. Hvorfor gider drengen i hvert fald ikke blive i slottene?

Der er også tre høns med på rejsen. De fungerer som hjælpere, men så sandelig også som kommenterende græsk kor, men uden ord. Det er deres mimik og gestik, der fortæller, hvad de føler, og hvordan de fortolker de forskellige situationer.

Snak med eleverne om hønsene. Hvordan oplever de rejsen? Hvordan reagerer de på tingene i slottene? Hvordan ser verden ud ifølge de tre høns?

En fortæller giver de nødvendige informationer, men figurerne taler ikke. De siger kun lyde. Kig på scenen, hvor drengen og dragen kæmper. Prøv at lade eleverne lave replikker til drengen, dragen og hønsene. Hvad siger de til hinanden? Læg især mærke til dragens udtryk. Den kæmper lystigt. Den leger. Prøv at finde andre billeder af drager, der er anderledes farlige.



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.