Animation
Tema
23. mar. 2004 | 08:00

Den musikalske streg

Foto | Børge Ring
Anna & Bella

Den 82-årige danske animator Børge Ring har boet i Holland i 50 år og har haft hele Europa som sin arbejdsplads. Han har vundet en Oscar for en af sine egne film, arbejdet for Steven Spielberg og Pink Floyd, og han tæller en håndfuld af de store Disney-animatorer blandt sine beundrere.

Af Christian Monggaard / Ekko #21

Børge Ring taler i anekdoter. Stiller man ham et spørgsmål, følger en lind strøm af historier og oplevelser, som både besvarer spørgsmålet og giver et indblik i den 82-årige animators lange liv.

Han er en venlig mand, levende og god til at fortælle. Ikke blot kan han citere ordvekslinger i detaljer, men han kan også huske måden, tingene blev sagt på. Han siger selv, at han har en selektiv hukommelse, men det mærker jeg ikke meget til, da jeg besøger ham i hjemmet i den lille by Ravenstein i det nordlige Holland. Det er en fornøjelse at være i selskab med ham og historierne fra en karriere, som omfatter både jazzmusik og tegnefilm.

Som for eksempel da Børge Ring en gang mødte Steven Spielberg. Det var i 1980’erne, og Ring arbejdede på Spielbergs animationsstudie i London. Spielberg var lige blevet forbigået ved Oscar-uddelingerne med Farven lilla, mens Ring havde vundet en Oscar for bedste animerede kortfilm. ”De må jo være bange for dig, Steven,” sagde Ring til den verdensberømte instruktør og tilføjede, ”mig er de ikke bange for.”

Børge Ring har en karakteristisk, lidt gnæggende latter, og indimellem fortaber han sig i minderne om mennesker, han har mødt, og oplevelser, han har haft. Han smider om sig med navne, men er en beskeden mand, og der er ikke antydning af pral i hans måde at være på – kun stolthed over at have været en del af så meget. Han har vundet en jurypris i Cannes, er blevet nomineret til en Oscar to gange og vundet én gang. Han kender animationskoryfæet John Lasseter personligt og tæller flere af de store Disney-animatorer – Woolie Reitherman, Frank Thomas og Ollie Johnston – blandt sine beundrere.

Reklamer og Pink Floyd
Nu er der måske nogle, som spørger: ”Hvis Børge Ring er så berømt en animator, hvorfor kender jeg ham så ikke?”

Svaret er ganske enkelt. Børge Ring har boet og arbejdet i Holland i 50 år, i de første 21 år som fastansat animator hos det hollandske tegneserie- og animationsstudie Toonder, siden som freelancer med hele Europa som sin arbejdsplads. Hvilket er en af grundene til, at det er ganske overvældende at lade blikket løbe ned over hans filmografi.

Han har lavet introsekvensen til Den lyserøde panters forbandelse, tegnet med på et afsnit af Gerald Pottertons Heavy Metal (1981), leveret tegnefilm-sekvenser til Pink Floyd til brug under deres koncerter, arbejdet som menig animator på film som Asterix og Cleopatra og Asterix og briterne, lavet dusinvis af instruktionsfilm, tv-serier og reklamefilm for alt fra Phillips og ESSO til Lotto Nordrein-Westfalen, og været en nøgleperson på den danske tegnefilm Valhalla, hvortil Børge Ring også komponerede et lille, velklingende stykke musik.

Senest har han sammen med sin kone, den hollandske billedhugger og maler Joanika, lavet en animeret tv-serie i 26 afsnit om den raske dreng Anton og hans mange oplevelser – en serie, der vil blive vist på dansk tv. Men trods hans mange bedrifter er det tre animerede kortfilm, som Børge Ring selv har skrevet, animeret og instrueret, der for alvor har gjort ham til et stort navn blandt animatorer og animationsfans. Den Oscarnominerede Oh My Darling (1978), Oscarvinderen Anna og Bella (1984) og Og møllen drejer (2000) er alle holdt i Børge Rings karakteristiske, økonomiske stil, hvor der aldrig tales, men kommunikeres i rigt mål med lyd og billede.

Symbolrigt billedsprog
”Jeg har aldrig betragtet mig selv som tegner, så hvis du siger stil i betydningen grafisk, er jeg fuldstændigt uden stil. Det var en måde at filme på,” siger Børge Ring, da jeg spørger til hans personlige streg. ”Ideen var den, at man må kunne fortælle en historie for voksne mennesker skanderet som Tom & Jerry.”

Resultatet er tre charmerende og smågeniale film, som med meget få midler fortæller store, vedkommende historier, hvor Børge Ring jonglerer dygtigt med både humoren, tragedien og melankolien. Oh My Darling handler om et forældrepar, der ikke gerne vil slippe deres datter, selv om hun bliver stor, forelsker sig og flytter hjemmefra. Anna & Bella handler om to gamle søstre, der sidder og kigger i et fotoalbum og tænker tilbage på deres liv, hvor den ene søster har hugget den anden søsters kæreste. Og møllen drejer skildrer, hvorledes en dreng, siden en ung mand, bliver afhængig af stoffer, og hvordan hans forældre desperat prøver at hjælpe.

Der siges slet ingen replikker i de tre film. Børge Ring benytter sig i stedet af et symbolrigt billedsprog, bedst illustreret af en scene i Og møllen drejer, hvor drengen bogstavelig talt befinder sig i sin egen verden, en stor boble, svævende rundt i luften, hvor han er afsondret fra omgivelserne – også forældrene, der ikke kan nå igennem til ham. Det er meget elegant, musikalsk og opfindsomt udført.

”Det er ikke bevidst‚” siger Børge Ring. ”Jeg har nogle gange en fornemmelse af, at den slags ting – hvis jeg nu skal udtrykke det metaforisk – bliver én dikteret. Dermed mener jeg ikke noget religiøst, men at man følger nogle instinkter. Jeg har læst en videnskabelig analyse af Oh My Darling af en mand, der studerede teatervidenskab, og jeg så pludselig, at det hænger skidegodt sammen, men jeg har aldrig tænkt på det. Det er kommet af sig selv. Jeg fik en anmeldelse i New York – der er fart over feltet, stod der.”

”Men jeg kan sige dig én ting. Historien i Oh My Darling, om den lille pige, som de vil beholde hjemme, havde jeg set på nært hold i min barndom. Min far havde en elev på lærerseminariet, en ung pige, som blev forlovet med en ung mand. Hendes forældre ville ikke have, at hun forlod hjemmet. ’Det kan De da ikke gøre,’ sagde min mor. ’Joh, vi tænkte, at vi har jo kun hende, så hun kunne da lige så godt blive hos os.’”

Den første tegnefilm
Børge Ring er født i 1921 i Ribe og flyttede med sin familie til Fyn, da han var ni år gammel. Hans far var læreren og komponisten Oluf Ring, der blandt andet var medudgiver af Folkehøjskolens Melodibog og satte musik til den sang af Jeppe Aakjær, som Børge Ring bruger i Anna og Bella.

”Jeg sad i orkestergraven i Ribe Biograf som syvårig, hvor min storesøster spillede klaver til stumfilm, og dér så jeg Katten Felix,” siger Børge Ring om sin tidlige fascination af tegnefilm. ”Da jeg var ti år, så jeg min første Mickey Mouse-film, og da jeg kom hjem, kunne jeg gengive lydsiden til stor fornøjelse for hele familien. Siden da ville jeg frygtelig gerne lave tegnefilm.”

Som trettenårig instruerede han sammen med en fire år ældre skolekammerat sin første tegnefilm. Børge Ring stod for tegningerne, og vennen optog med et ombygget 16 mm-kamera – ”fra Lumières tid,” siger Ring. Det blev til en drabelig historie om en mand, der skal til tandlægen for at få trukket en tand ud. Men tanden sidder fast, og tandlægen er så stærk, at han trækker hele skelettet ud af patienten. Tandlægen og skelettet slås, og filmen ender med, at skelettet bliver stoppet ind igen. ”Den var meget rørende, men desværre findes den ikke mere‚” siger Børge Ring.

Som 17-årig drog han til København og begyndte på kunsthåndværkerskolen i Bredgade, og han kom samtidig i lære hos tegnefilmmanden Jørgen Müller, der havde et lille studie i Gutenberghus. ”Jeg gik derop hver dag, og hvis de havde meget travlt, skulkede jeg fra skolen. Når klokken var lukketid, sad Müller en hel time for at besvare alle mine spørgsmål,” siger Ring.

En arrogant ide
I 1940’erne forlod han tegnefilmen igen og begyndte, med egne ord, at rode sig ind i jazzmusik. Musikken begyndte han også at dyrke tidligt. Som teenager lærte han at spille guitar. Kontrabassen kom til senere. Børge Ring spillede blandt andet på Skovriderkroen, hvor Svend Asmussen hørte ham og ”på den måde gik det til, at jeg blev professionel musiker”.

Det var vidunderligt at spille i Svend Asmussens orkester, men også udmattende – og tegnefilmen trak. ”Turnélivet indebar en masse rejser, og vi skulle spille en masse lort, fordi nogle mennesker gerne ville have det. Det fik mig til at længes efter noget, som jeg kunne sidde og lave selv. Vi spillede en del i Sverige, og i Stockholm var der fem biografer, som viste kortfilm om eftermiddagen, tegnefilm afvekslende med ugejournaler, og jeg så dem alle sammen. Jeg kunne ugejournalerne udenad. Jeg kan huske, at den franske begyndte...” Børge nynner melodien.

”Jeg så de her tegnefilm. Det var i en af Disneys bedste perioder, hvor hans film blev animeret af Ward Kimball og Fred Moore. Svend rakkede ned på det. ’Det der tegnefilm er jo noget fidus,’ sagde han. Hvis du var hos ham, så var du monoteist. Det var kun ham. Han sagde, ’du Børge, jeg skal sige dig én ting. Jeg vil ikke have mine prøver udsat på grund af Walt Disney’.”

I 1947 kastede Børge Ring sig atter over animationen og forlod Svend Asmussen og livet som professionel jazzmusiker, selv om han blev ved med at spille. Han slog sig sammen med den skolekammerat, Arne Rønde Christensen, som han mange år tidligere lavede sin første tegnefilm med, og de to åbnede deres eget studie i København.

Makkerparret kom i kontakt med den tidligere Disney-animator David Hand, der nu ledede et animationsstudie for den britiske filmmatador J. Arthur Rank. ”Jeg havde været der et par gange og spurgt ørerne af ham‚” siger Ring. ”Og så skrev han en dag, at ’hvis der er mere, I vil høre, så skal I komme nu, for nu tager jeg til Amerika’.” Rank måtte lukke 17 af sine 19 studier, og Børges partner fik ”den arrogante idé, at jeg skulle tage over til ham og spørge, om han godt ville arbejde sammen med os. Jeg lavede en aftale med ham, og han hentede mig på Picadilly i sin lille sportsvogn. Jeg tror, at vi fik kørt London rundt tre gange, før jeg tog mod til mig og spurgte ham.”

Drømmen om Disney
David Hand var imponeret af de to unge menneskers energi og indvilgede i at komme til Danmark og arbejde sammen med de to unge tegnefilmentusiaster. Han kom til at spille en vigtig rolle for Børge Rings udvikling som animator. ”Han lærte os alt,” siger Ring. ”Han svarede på alt, hvad vi ville vide. Han skrev i sine memoirer, at ’I even considered teaming up with them for a while’. Da jeg vandt en Oscar mange, mange år efter, skrev jeg til ham i Hollywood og fortalte ham, at jeg havde fået en Oscar og sagde ham tak. Jeg skrev, at ’jeg skylder dig det alt sammen, og jeg har ikke nogen måder, jeg kan betale dig tilbage’. Han skrev tilbage, ’write some more, and I will answer it as often as I can’. Han var meget gammel.”

Men trods hjælpen fra David Hand og en aftale med Nordisk Film kunne Børge Ring og hans partner ikke få forretningen til at løbe rundt, og da Nordisk Film ville have ham til at slække på kvaliteten for at spare penge, sagde han nej og rejste til Holland. Det var i 1952. Nogle år forinden, i 1946, havde Ring mødt den hollandske tegneserie- og animationsmand Marten Toonder, der blandt andet stod bag de succesfulde striber med Tom Pus og Panda, og som gerne ville åbne et tegnefilmstudie i Holland.

”Jeg havde medbragt en kuffert fuld af tegninger. Han sagde, ’har De ikke lyst til at komme herned, fordi vi skal til at lave tegnefilm igen?’ Tegnefilm var Martens første kærlighed, men som han siger, ’en tegnefilm koster lige så meget som en rytterstatue af guld’. Han lavede en tegnefilm, når han kunne komme af sted med det – frie film. Det er det, som i USA hedder ’a personal film’.”

Dengang troede Børge Ring, at hans liv ville være forspildt, hvis ikke han kom til Disney, inden der var gået ti år. ”Men det var ikke nødvendigt. Da jeg var blevet gammel og havde fået en Oscar og alt muligt, så kom de her. Woolie Reitherman, instruktør af Junglebogen og en af deres skrappe animatorer, blev på BBC spurgt, om der var nogen i Europa, som var gode efter hans normer. Så tænkte manden sig lidt om. ’Ja, det er der. Borg Ring.’”

Hos Toonder lavede Børge Ring blandt andet en masse reklamefilm, og reklamefilm er, siger han, ”konservatoriet for en animator. Du skal rubbe dig, og du lærer at analysere et stof, som du ikke har nogen emotionel binding med. Disneys film var mere kompakte end andre film. Der skete meget mere sammenlignet med realfilm – uden at det ser forhastet ud. Det lærte vi på Toonders ved et tilfælde. Reklame-tv-systemet havde to længder, 20 sekunder og 30 sekunder, og det hændte så tit, at den 30-sekunders historie, som reklamebureauet havde antaget, pludselig skulle laves på 20 sekunder. Så lærte vi os af de her gambits at få dem til at se langsommere ud.”

Enkelt, men fyldigt
I 1973, efter 21 år hos Marten Toonder, besluttede Børge Ring sig for at blive freelance animator, 52 år gammel. 14 år tidligere var han blevet enkemand, og nu havde han mødt den 25 år yngre Joanika, som er billedhugger og maler. ”Hun sagde, ’vi gifter os. Du har siddet ti år for længe på det her studie. Vi gifter os, og så vil vi kun lave ting, som vi selv synes er sjove. Også selv om vi skal spise tørt brød af og til. And we’ll raise a family on the side.’”

Det gjorde parret så. To børn er det blevet, en dreng og en pige, og en bunke animationsopgaver i mange europæiske lande. Og ligesom det var Joanika, der opfordrede ham til at gå freelance, var det også hende, som satte ham i gang med, efter mange år som animator på andres film, at lave sine egne film. ”Joanika sagde, ’Børge, vær nu sød at blive lidt hjemme. Hvis du vil lave noget sjovt, så gå ind til regeringen og bed om et subsidie til at lave en film. Der er så mange, der laver sådan noget prætentiøst lort og sender til en festival. Lav én, der lugter godt.’ Og jeg sagde, ’nej, det vil de sgu da ikke. Jeg er jo gammel, 58, og udlænding.’”

Men den hollandske filmkomission sagde ja, efter at han ad flere omgange havde forklaret dem, hvad det var, han ville med historien, der blev til Oh My Darling. Og det bringer os tilbage til det med Børge Rings tegnestil. ”At arbejde på alle mulige andre projekter har gjort det lettere,” siger han. ”Jeg tilegner mig ikke andres stil, men min erfaring har gjort mig smidigere. Jeg vidste godt, hvordan jeg ville tegne den.”

”Man skal sørge for, at det, personerne gør, bærer en tanke. David Hand definerede enkelhed på den måde, at han sagde, ’it should be a simple thought, but a meaty thought’ – enkelt, men fyldigt. Disney vidste godt, at alle de bedste ideer kom spontant, af inspiration, men når de var der, så ville han have, at animatorerne skulle rationalisere dem. Han ville have, at de til alle tider vidste præcis, hvor de var henne, hvorfor de gjorde, som de gjorde.”

Uventet drejning
Og møllen drejer, Børge Rings seneste film, der som sagt handler om en drengs stofmisbrug og forældrenes afmagt, er fuld af stærke, symbolske billeder og bygger på Rings personlige erfaringer. ”Filmen er ikke lavet som katarsis,” siger han. ”Men jeg ved alt om det, fordi den lille dreng er min egen søn. Han sidder på et psykiatrisk hospital og kommer her hver uge. Jeg viste ham storyboardet og spurgte, ’hvad synes du?’ Han så på det med et skævt smil, men sagde ikke noget. Så næste uge, da han kom, sagde han, ’far, det er præcis sådan, det føles’.”

For tiden, hvor spørgsmålet om unge menneskers stofmisbrug bliver debatteret i offentligheden, kunne Børge Ring og hans kone godt tænke sig, at Og møllen drejer bliver vist igen for at gøre opmærksom på, at brugen af euforiserende stoffer har nogle alvorlige omkostninger. Trods den lette stil og de charmerende og meget ekspressive tegninger i ånden fra Tom & Jerry er det nemlig vigtigt for Børge Ring, at hans film handler om noget. ”Hvorfor fanden skulle man ellers lave det,” siger han bestemt, ”at lave en sjov og en køn tegnefilm, ak nej, det bliver gjort hele tiden.”

Men faktisk er det ikke at lave film, der optager Børge Ring mest for tiden. Da jeg besøger ham, er han netop begyndt på en bog om sine 21 år hos Marten Toonder. Hollandsk retstavning er ikke Rings stærke side, men skriveriet morer ham, og han sammenligner processen med at animere. Han skriver til ud på morgenen, sover om dagen og går så i gang med at redigere det, han skrev natten før.

”Jeg tager alle de døde vendinger ud. Jeg prøver at give det en uventet drejning eller bytte om på det, således at man smider en baggrund eller en rejse ind og prøver at bygge scenerne op, så der er lidt musik i. Det er det, der er det fælles med animation. Også det med ikke at falde for fristelsen til at ville fortælle for meget i én tegning – kill your darlings,” siger Børge Ring.

© Filmmagasinet Ekko