Ytringsfrihed
Tema
17. juni 2006 | 08:00

Den uhellige ytringsfrihed

Lige da vi var så godt i gang med det nye årtusinds foretrukne nationalsport, mobning af etniske mindretal, skete der noget meget uheldigt, skriver Carsten Jensen i et essay om ytringsfrihedens væsen.

Af Carsten Jensen / Ekko #32

Vi kan jo begynde sådan rigtigt grundigt og gammeldags med Georg Brandes og hans beskrivelse af den revolution i tanken, som oplysningstiden medførte.

"Med atletisk kraft havde den menneskelige tanke rejst sig i sin frihed. Alt, hvad der bestod, måtte retfærdiggøre sin beståen. Man grundede over årsager dér, hvor man før havde bedt om et mirakel. Man fandt en lov, hvor man havde troet på et under. Aldrig før var der blevet tvivlet, arbejdet, undersøgt og oplyst således i verden. Man havde ikke magtens våben, men spottens, og med hån og spot angreb man først. Man tilintetgjorde med latter" (fra Hovedstrømninger, bd. 3, s. 58).
Her er en omtrentlig beskrivelse af ytringsfrihedens indhold og sprog, mening og mål. Dens tone, kan vi også kalde det.

Ytringsfrihedens tone er hånlig og spottende, lattermild, uhøjtidelig og først og fremmest respektløs. Dens hensigt er oplysning, dens mål at anfægte alle de autoriteter, der ikke formår at retfærdiggøre sig over for fornuften. Den beskyder de herskende magter med ordet "hvorfor". Den kræver en forklaring.

Hvis vi spørger, hvilke magter oplysningstiden står i opposition til, så giver Brandes en antydning med ordene "mirakel" og "under". Det er de magter, der begrunder sig med begreber hentet fra troens vokabularium. Man kan ikke stille sig op over for paven, de selvudnævnte kejsere, konger eller fyrster og bede om en forklaring. For de vil svare, at deres autoritet kommer fra Gud, og med Gud debatterer man ikke.

Kernen i oplysningstiden, den egentlige mening med ytringsfriheden i dens uforglemmelige, glorværdige fødselstime, er religionskritik. Og så er vi ligesom fremme ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

I oktober sidste år besluttede avisen sig til at løfte arven fra oplysningstidens religionskritik og overtræde det islamiske billedforbud ved at offentliggøre tolv tegninger af profeten Muhammed. Avisens kulturredaktør Flemming Rose gjorde det med en begrundelse, der næsten ordret citerede Georg Brandes. I et demokratisk samfund, skrev han, "må man finde sig i hån, spot og latterliggørelse".

Der er selvfølgelig en forskel. Jyllands-Posten er ikke ude i noget opgør med magthaverne. Det er en i forvejen trængt og mistænkeliggjort religiøs minoritet, avisen ønsker at håne og spotte, og her er avisen helt i overensstemmelse med det herskende politiske flertal og en i forvejen oppisket folkestemning.

Avisen har selv benævnt tegningerne som satire. Hvis man ser nærmere på dem, er det svært at finde det satiriske islæt. Det er mest ferme illustratorers harmløse håndværk. Det kontroversielle er ikke tegningernes indhold. Det er selve deres offentliggørelse: bruddet på et religiøst tabu. Som ytring svarer de til den i Århus og omegn så berømte gavlpisser, en ung performancekunstner, der lader sit vand på udvalgte gavle og kunstværker i håb om at få opmærksomhed. De satiriske tegninger er blevet sammenlignet med Salman Rushdies De sataniske vers, som om det drejede sig om to åndsbeslægtede provokationer.

Rushdies roman har både islam og en magthaver på sigte-kornet, Irans Ayatollah Khomei-ni, som der bliver tegnet et grumt nøgleportræt af. Khomeini svarede igen ved at udstede en dødsdom over Rushdie, som blev tvunget til at leve under jorden i mange år. I tumulten blev det overset, hvad Rushdies roman egentlig var et forsvar for, nemlig kulturernes møde og uundgåelige sammenblanding, bastard- og hybridformerne, livets uundgåelige grumsethed og urenhed.

Jyllands-Postens ærinde er et ganske andet. Tegningerne er et led i den nationalistiske selvfejring, der i disse år gør det ud for udlændingepolitik. Den bærende tanke i den såkaldte integrationspolitik er en forestilling om omvendelse: Mennesker af afvigende kultur skal fuldstændig assimileres i danskhedens absolutter. Rushdie konfronterer religionens magtfuldkommenhed med kulturmødets lystige anarki. Jyllands-Posten konfronterer den ene absolutisme med den anden, religionens dogmer med nationalismens. Begge er de sekulære arvtagere til oplysningstanken. Men de er det på vidt forskellige, indbyrdes modsatrettede måder.

Lige da vi var så godt i gang med det nye årtusinds foretrukne nationalsport, mobning af etniske mindretal, skete der noget meget uheldigt. Det viste sig, at skolegårdens mest skravlede dreng havde, ikke en, men ti storebrødre, der stod udenfor og ventede med opsmøgede ærmer. Fra national polemik blev sagen om Muhammed-tegningerne pludselig international katastrofe, da Mellemøsten gik i brand og Danmark indtog rollen som midlertidig vikar for Israel i de umyndiggjorte folkemassers søgen efter nye syndebukke og had-objekter.

Nu vil gavlpisserne gerne give en lidt dobbelttunget undskyldning. Men jeg synes ikke, det klæder den ellers bramfri avis at dyrke hykleriet. Chefredaktør Carsten Juste skal i stedet frimodigt sige sandheden. Hvis ordene "håne" og "spotte" giver nogen mening på dansk, så må det være den, at de sigter til ytringer, som fremsættes i bevidst krænkende hensigt. Når jeg håner dig, er det, fordi jeg vil gøre dig ked af det. Sådan bør pressemeddelelsen lyde: "Vi ønskede at krænke jer, ærede muslimske medborgere, og vi betragter aktionen som en stor succes. Danmark har nu for alvor en international avis. Aldrig er det lykkedes en gavlpisser at overpisse så stor en gavl." 

Gælder ytringsfriheden også for gavlpissere? Svaret må være et ubetinget ja. Det er ikke Voltaire eller Diderot eller for den sags skyld Georg Brandes, der skriver i Jyllands-Posten, men ytringsfriheden gælder for ånder i alle størrelser, selv de ynkeligste.

Må jeg så gerne kritisere Jyllands-Postens initiativ?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen, vor tids svar på Sankt Georg, når det gælder ytringsfriheden, må i hvert fald ikke. Siger han selv. For den ytringsfrihed, han forsvarer under så flyvende faner, forbyder ham at åbne munden i tilfældet Jyllands-Posten. Kritiserer han avisen, kan det udlægges, som om han undsiger ytringsfriheden, hævder han, som om den ubrugte ytringsfrihed også skulle være den bedste. Ellers er han jo ikke ked af at mene noget om alt det, der står i aviserne, især hvis det er skrevet af politiske modstandere.

Men der er en grund til vor hastigt skrumpende statsministers tavshed. Undsiger han Muhammed-tegninger, undsiger han sin egen regerings livsgrundlag, den konstante diskriminering og dæmonisering af lige netop Profetens tilhængere. Har Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skadet eller gavnet integrationen i Danmark og civilisationernes samliv på verdensplan?  Svaret er vist indlysende: Det bliver fra nu af hårdere at være muslim i Danmark, med eller uden storebrødre med opsmøgede ærmer i Mellemøsten.

Er jeg den eneste, der har en mistanke om, at det vist også var meningen?

© Filmmagasinet Ekko