Essay
21. okt. 2003 | 08:00

Der var engang en fest

Foto | Lars Høgsted
Familiefesten tager en voldsom i drejning i Thomas Vinterbergs dogmefilm Festen.

Er Festen baseret på en sand historie? Her følger den usædvanlige beretning om tilblivelsen af en af dansk films største succeser.

Af Claus Christensen / Ekko #18

”Jeg har skrevet to taler, far. En er grøn, og en er gul. Og du kan selv vælge hvad for en, det skal være.”

”Jeg vælger den grønne,” svarer faren.

”Den grønne er et interessant valg. Det er en slags sandhedstale. Og jeg har valgt at kalde den ’Når far skulle i bad’.”

Sådan starter dramaet i Thomas Vinterbergs Festen.

Christian (Ulrich Thomsen) slår på glasset, rejser sig op og holder en tale på sin fars 60-års fødselsdag. Efter mange års fortielser og løgne skal sandheden om farens seksuelle overgreb frem; Christians tvillingesøster har netop begået selvmord, og gæsterne skal vide hvorfor.

En fest dryppet med en skandale, der trækker tæppet væk under festlighederne – dét er den geniale idé i Festen. Familiehyggen konfronteres med uhyggen, og de indbudte gæster bliver målløse tilskuere til et åbent opgør, hvor den fortabte søn som anden Hamlet udfordrer sin almægtige far.

En fest, en tale og så incest, hvor stammer denne idé fra? Hvordan tog den form? Hvad er sandheden om historien bag filmen?

I mange år verserede et rygte om, at Festen var baseret på en virkelig begivenhed, og Vinterberg var længe meget fåmælt, når han blev spurgt herom. Nu, fem år efter Festens verdenspremiere og pris i Cannes 1998, kan den usædvanlige historie fortælles – en historie, der giver indblik i den kreative proces og det kringlede forhold mellem fantasi og virkelighed. Men som også rejser principielle spørgsmål om kunsten versus journalistikkens ansvar over for sandheden.

Dr. Jekyll & Mr. Hyde
Vi skal tilbage til den 28. marts 1996. Radiojournalisten Kjeld Koplev har sat sig til rette i Danmarks Radios studie. Koplevs Krydsfelt, et ugentligt samtaleprogram på P1, er klar til at gå i luften. En 34-årig mand sidder over for Kjeld Koplev. Han er dagens anonyme gæst og tydeligt nervøs.

”Allan, på din fars 60-års fødselsdag, da rejste du dig op og holdt en tale. Hvad var det, du sagde?” lyder Koplevs første spørgsmål.

”Jeg fortalte ham lidt om min barndom, hvad han havde gjort ved mig i løbet af min barndom, og hvad han havde taget fra mig. Fordi nu hvor alle de andre havde holdt en tale for ham, så ville jeg også fortælle, at han ikke havde været englebasse hele vejen igennem,” svarer Allan.

Kjeld Koplev bruger en bestemt dramaturgi (”berettermodellen”) som et styrende stykke værktøj for sine samtaler. ”Et vellykket Krydsfelt skal begynde med et anslag, der får lytterne til at hænge på, så skal rummet etableres, brikkerne til de næste to timer lægges på plads, der skal skabes et dramatisk forløb,” forklarede radiojournalisten for nylig.

Denne dag har Koplev fundet et særdeles stærkt anslag: fødselsdagstalen. Og i de følgende to timer får ham Allan til at berette om den gruopvækkende baggrund for talen: Som toårig flytter Allan og tvillingesøsteren Pernille med moren fra København til en lille provinsby i Sønderjylland. Vi er i begyndelsen af 60’erne, og morens nye mand arbejder som køkkenchef på et hotel, som parret senere overtager og driver videre med succes. Der står stor respekt om Allans stedfar. Han færdes hjemmevant i byens fineste cirkler og forkæler tvillingerne med materielle goder. Skolekammeraterne kaster lange blikke efter tvillingernes kostbare tøj.

Men den idylliske overflade dækker over forsømmelser, overgreb og ubegribelig psykopati. Som Dr. Jekyll & Mr. Hyde kan stedfaren forvandle sig fra en charmerende hotelvært, der spreder hygge for gæsterne, til en hensynsløs sexforbryder, der misbruger tvillingerne på briksen i hotellets kontor. Under overgrebene oplever Allan stedfaren som ”den tavse mørke mand fra skoven”, han har ”tomme stikkende øjne” og er under selve akten ”tavs, tavs, tavs – som når man skruer ned for lyden fra en radio”. Stedfaren genvinder først sit normale ansigtsudtryk efter forløsningen; så glider han ubesværet tilbage i rollen som den smilende hotelvært.

Moren tager flere gange bogstavelig talt sin mand med bukserne nede, men foretager sig intet. Overgrebene begynder, da Allan og Pernille er omkring fem år, og varer i årevis. Som voksne flytter Allan og Pernille til København og uddanner sig begge til sygeplejerske, men Pernille synker mere og mere ind i sig selv. Hun bliver psykotisk og ender med at begå selvmord. Og da familien prøver at dysse selvmordet ned, har Allan fået nok. På farens 60-års fødselsdag, foran 78 indbudte gæster, hævner han sig.

Jurister slår alarm
Det er et rystende og fascinerende radioprogram, som man sent vil glemme. Thomas Vinterberg hører om programmet og bliver grebet af Allans mod og retfærdige vrede. Vinterberg opsøger vennen og manus-guruen Mogens Rukov, mens denne er i færd med at indtage en fredelig middag i sit køkken. ”Jeg er træt af historier om bøsser, incest og pædofili,” er Rukovs kontante svar – men så tilføjer han: ”Jeg kan huske min barndoms sammenkomster. Jeg kan huske familien. Lad os lave en historie om et familieselskab. Så kan vi indføre incesten i familien og selskabet.”

De bliver enige om, at filmen skal følge en almindelig dansk familiefests forløb – fra gæsterne kommer, over middagen, til gæsterne tager af sted næste morgen. Det er den naturlige historie, og skandalen, der kaster grus i maskineriet, er Christians tale og den række af taler, som følger i kølvandet. Rukov henter inspiration i Shakespeares Hamlet, mens Vinterbergs vigtigste reference er Coppolas The Godfather. Det er imidlertid Allans beretning, som leverer filmens grundelementer: hotellet, talen, tvillingesøsterens selvmord, patriarken (Henning Moritzen), den viltre søster (Paprika Steen), efternøleren (Thomas Bo Larsen) samt flere sigende detaljer såsom den sorte briks på kontoret.

Men der er én afgørende forskel på den virkelige begivenhed og filmen: Allans tale lukker og slukker festen, mens Christians tale blot er startskuddet til et sindsoprivende og grotesk drama; dér, hvor Allans historie slutter, begynder Vinterbergs film først for alvor.

Et stykke inde i arbejdsprocessen slår filmselskabets jurister alarm. Forbindelsen mellem Festen og Allans historie er så tydelig, at Allans stedfar kan gøre indsigelser og i værste fald få standset filmen. Stedfarens påståede forbrydelser er aldrig kommet for en domstol, og af frygt for en injuriesag vælger selskabet at lancere filmen som ren fiktion.

”Hændelser, personer og firmaer fremstillet i denne film er fiktive. En hvilket som helst lighed med personer, nulevende eller døde eller faktiske hændelser, er rent tilfældig,” står der i filmens eftertekster, og Koplevs Krydsfelt nævnes ikke med ét ord.

”Mine advokater har afstukket grænser for, hvad jeg kan sige,” svarer Vinterberg, når nysgerrige journalister trænger sig på.

Koplev får kolde fødder
Selv bliver jeg involveret, da jeg i 1999 holder et foredrag om Festen og spiller et stykke af Kjeld Koplevs radiointerview med Allan. En medielærer rejser sig op. Han undrer sig over, at 78 indbudte gæster foruden køkken- og serveringspersonale samt en musiker har oplevet deres livs værste fest blive til en af de mest omtalte danske film nogensinde, uden at en eneste af dem har reageret offentligt. Medielæreren lancerer den teori, at Thomas Vinterberg har instrueret og plantet ”Allan” i Koplevs Krydsfelt som et slags mediestunt eller som led i en større iscenesættelse af filmen.

Den teori lyder langt ude, men efter foredraget giver jeg mig alligevel til at lytte radioprogrammet grundigt igennem. Jeg standser båndet, noterer begivenheder og årstal i Allans livshistorie, og langsomt begynder hans historie at smuldre: Dødeligheden i Allans familie er mistænkelig høj – på mindre end et år dør hans kæreste, tvillingesøster og mor; Allan roder rundt i sine stedsøskendes alder; han må digte for at forklare et ellevte skoleår på en kostskole, og den er helt gal med dateringen af fødselsdagstalen.

Jeg kontakter Kjeld Koplev, som fortæller, at han i sin tid hverken tjekkede Allans historie eller identitet. Og Koplev indrømmer, at han selv har næret tvivl om historien. ”I begyndelsen af udsendelsen siger Allan, at han og tvillingesøsteren var enæggede, men som uddannet sygeplejerske burde han jo nok vide, at enæggede tvillinger altid har samme køn,” fremhæver Koplev, der har fået at vide, at Allan døde kort efter radioprogrammet.

Vi bliver enige om at undersøge sagen, men efter nogle uger får Kjeld Koplev kolde fødder. Han er bange for at miskreditere sit program og svække troværdigheden af andre journalistiske programmer om incest, som DR er ved at planlægge. Heller ikke Tulle Koefoed – lederen af Støttecenter mod Incest i København, der satte Koplev i kontakt med Allan – ønsker at hjælpe.

Allan opspores
Jeg starter en større, resultatløs eftersøgning og må i en artikel i Weekendavisen 5. – 11. maj 2000 konstatere, at alle spor er endt blindt. Artiklen giver adskillige henvendelser; en ældre dame fra Sønderjylland er helt overbevist om, at hun har læst Allans historie i en skønlitterær bog. Men trods en ihærdig indsats kan bogen ikke findes, og der sker først noget, da P1’s Lisbeth Jessen to år senere går i gang med en radiomontage om den gådefulde historie.

Det lykkes Lisbeth Jessen at opspore Allan, i en sønderjysk provinsby, som han flyttede til kort efter sin optræden i Koplevs Krydsfelt. Allan har aids og har været syg i flere år. Festen har han ikke set, og han har aldrig fået den tanke, at filmen kunne have noget at gøre mere med hans personlige historie. Lisbeth Jessen arrangerer et møde med Thomas Vinterberg.

”Det er mærkeligt, at sådan en tragedie kan give en anden mand vinger. Men det er det, der er sket,” siger Thomas Vinterberg og fortæller Allan, hvor stor betydning hans historie har fået for mange mennesker: ”Den får folk til at tænke over hemmeligheder i deres egen familie, som ikke nødvendigvis er af samme karakter. Da du slog på glasset og rejste dig op, har det givet nogle efterdønninger, som endnu ikke har lagt sig.”

”Nu er ringen sluttet,” siger Allan lettet.

Allan går til bekendelse
Men her slutter historien ikke. Lisbeth Jessen kan nemlig ikke finde tvillingesøsterens gravsted, og hun undrer sig over, at Allan ikke har et eneste billede af sin elskede søster. Jessen taler med Allans onkel, der slet ikke kan genkende Allans historie. Og til sidst går Allan til bekendelse: Tvillingesøsteren har aldrig eksisteret, hotellet eksisterer ikke, fødselsdagstalen er aldrig blevet holdt, og Allan er aldrig blevet udsat for incest!

Jeg møder Allan nogle dage efter Lisbeth Jessens radiomontage. Han vil gerne forblive anonym. Han er stolt over at have bidraget til Festen, men flov over, at han har løjet og ført mange mennesker bag lyset. ”Det her må lære folk, at man ikke skal tage alt for gode varer,” siger han. ”Måske er sluserne til medierne for åbne. I realiteten har jeg jo vist, at man kan komme hele vejen og til allersidst bare sige ’ha-ha’. Hvor mange andre historier er også bare grebet ud af luften?”

Helt grebet ud af luften er Allans historie dog ikke. Han har faktisk haft en hård barndom. Allan og hans tre stedsøskende boede i et gammelt, faldefærdigt hus, der lå ved siden af et hotel; forældrene arbejdede på spritbådene og kom ofte fulde hjem; Allan havde et dårligt forhold til sin nu afdøde stedfar, og senere i livet blev han ramt af en stor personlig sorg. Allans mandlige kæreste døde af aids i 1995, og kort tid efter Koplevs Krydsfelt blev Allan indlagt på psykiatrisk hospital med – som han udtrykker det – ”skingrende knald i låget”.

”Jeg ved ikke, om fantasien inde i mit hoved er kørt videre i kraft af, at jeg havde det så skidt. Jeg tror, det har været alt det negative, al den sorg, alt det dårlige i mit liv, der simpelt hen bare væltede ud. Jeg har nok været inspireret af de ting, jeg har oplevet i sundhedssektoren, men meget af historien – f.eks. talen – er grebet ud af luften. Jeg kan huske, at jeg i slutningen af udsendelsen tænkte: ’Lad mig komme ud herfra, og det kan ikke gå hurtigt nok.’ Jeg troede, de ville flå mikrofonen fra mig og dunke mig oven i hovedet,” siger Allan, der trods sit fortælletalent ikke føler sig fristet til at slå sig ned som manuskriptforfatter. ”Man kan kun lave sådan et hit én gang i livet,” griner han.

”Vi er ikke i sandhedsbranchen”
Gåden om Festen er løst.

Det var ikke et mediestunt, ikke en sammensværgelse eller en snedig selviscenesættelse, men en lang række tilfældigheder, der førte til en af Danmarkshistoriens største spillefilm. Og flere mennesker har andel i filmens fantastiske historie. Allan leverede substansen, Kjeld Koplev fik med sin spørgeteknik og sans for dramaturgi Allan til at træde i karakter som storyteller, mens Rukov & Vinterberg dels drejede fokus fra incesten over på familiefesten og undertrykkelsen af hemmeligheder, dels skabte et nervepirrende dramatisk forløb.

At Festen er baseret på en løgnehistorie, gør ikke filmen dårligere. En kunstner må gerne lyve, ja, det kan faktisk være nødvendigt, for at fortælle en almen og mere dybtgående sandhed. ”Vi er ikke i sandhedsbranchen,” har Mogens Rukov sagt. ”Vi er i den branche, der fortæller historier. Af og til rammer vi noget, som er sandere end sandheden. Af og til ser vi noget i verden, fordi vi følger fortællingens regler.”

Anderledes forholder det sig i den journalistiske verden. Her forventer vi en sandhed baseret på fakta. Vi forventer, at de historier, vi præsenteres for, stemmer overens med virkeligheden. Et program som Koplevs Krydsfelt står og falder med, at vi kan fæste lid til de personer, som optræder i programmet. Man kan naturligvis aldrig gardere sig mod bedragere, men havde Koplev lavet sin research, ville Allan aldrig være kommet i studiet.

På den anden side: Så ville vi heller ikke have fået Festen.

Radiomontagen

Lisbeth Jessens prisbelønnede montage, Efter Festen, kan – sammen med Allans optræden i Koplevs Krydsfelthøres på DR’s hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko