Interview
01. okt. 2010 | 08:00

Det almindelige vanvid

Foto | Trine Kjelstrup
Tommy Seebach

Tommy Seebach var en kultfigur og et popikon. Men han var også far, alkoholiker og hovedpersonen i sin egen private tragedie. En ny dokumentar af Sami Saif fortæller historien om manden, der fik det hele og mistede alt.

Af Eva Aagaard / Ekko #50

Alt var på spil, da Tommy Seebach gik på scenen i Irland. For første gang i tolv år havde han vundet Dansk Melodi Grand Prix. Med balladen Under stjernerne på himlen, en kærlighedserklæring til datteren Marie. Tommy Seebach troede på sangen. Så meget, at han havde sendt den ind til Dansk Melodi Grand Prix år efter år, selv om den var blevet afvist igen og igen.

I 1993 kom han med på et afbud - og vandt stort. En god placering ved det internationale Melodi Grand Prix kunne måske give ny energi til en efterhånden stillestående karriere.

Men Tommy Seebach tabte. Både i Irland, hvor han endte på en 22. plads, der diskvalificerede Danmark året efter. Og i pressen, hvor han fik skylden for fiaskoen. Senere tabte Tommy Seebach karrieren, huset, økonomien og familien på gulvet, fordi han ikke kunne holde op med at drikke.

Perfektionisten

Den 76 minutter lange dokumentar Tommy, som er instrueret af Sami Saif og forventes at få biografpremiere til efteråret, fortæller historien om Tommy Seebachs deroute. Om roden Tommy, der som ung skabte sig et navn i dansk popmusik og deltog i det ene Grand Prix efter det andet. Og som samtidig levede et idyllisk familieliv med konen Karen og deres tre børn i et af Frederiksbergs velhaverkvarterer.

Filmen fortæller også om tiden, hvor interessen for Tommy Seebachs musik ebbede ud, og hans tiltagende alkoholmisbrug slog familien i stykker.

”Det er jo en meget klassisk historie om en mand, som opnår alt og mister det hele igen. En evigtgyldig, maskulin fortælling,” siger Sami Saif.

Tommy Seebach var en perfektionist med høje ambitioner, og samtidig var han far til tre børn, som han ville gøre lykkelige. Sami Saif mener, han blev forført af sin egen succes og glemte at tænke over, hvor han var på vej hen.

”Han ville have hus, børn, karriere. Han ville rumme det hele, og så løb han panden mod en mur. Det er menneskeligt. Man kører bare derudaf, og pludselig kan man ikke følge med.”

En stor del af filmen består af familiefotos, hjemmevideoer og smalfilm, som Tommy Seebach selv har optaget. Vi ser brylluppet, Karen på fødegangen, den toårige Nicolai i haven foran familiens villa. Og vi hører Karen Seebach og de nu voksne børn fortælle, hvordan Tommy Seebach langsomt mistede grebet om sin karriere, sit liv og sig selv.

Mere og mere tarveligt

Sami Saif voksede op med Grand Prix’et. Han har lyttet til Tommy Seebachs musik hele sin barndom og har altid været imponeret af teksterne.

”Den ærlighed er der ikke mange musikere, som har. Under stjernerne på himlen er jo et ekstremt ærligt nummer. Og så har han lavet numre, som er enormt hårde. Det blev jeg fascineret af,” fortæller Sami Saif.

Seebach var entertainer. Han levede af at sælge en forestilling om glæde. Men samtidig havde han et tragisk privatliv. Sami Saif er optaget af kontrasten mellem den storsmilende, klaverspillende kultfigur og den sårbare privatperson.

”Jeg kan gode lide livets dobbelthed. Vi er flere eksistenser. Jeg er fascineret af vekselvirkningen mellem vores forestilling om os selv og det, der ligger bagved. Hos Tommy Seebach er det meget tydeligt. Hans musik er glad, men hans privatliv bliver mere og mere tragisk.”

De professionelle nederlag smertede Tommy Seebach. Han fik efterhånden færre og færre jobtilbud, og til sidst spillede han fødselsdagskoncerter i Silvan for at få økonomien til at hænge sammen.

”Musikken havde jo været en stor del af ham, og pludselig var han så ikke længere den, der stod forrest i køen. Han røg længere og længere ned, og det, han skulle lave, blev mere og mere tarveligt. Og så kan man nemt få dårlig selvtillid og tænke, at man ikke længere kan finde ud af noget.”

Mens karrieren smuldrede mellem fingrene på ham, drak Tommy Seebach mere og mere. I filmen fortæller hans datter Marie, at hun en dag fandt en regnskabsbog i sin fars skuffe med noget, som lignede et budget eller en liste over indkøb. Men da hun bladrede i bogen, gik det op for hende, at Tommy Seebachs notesbog var en optegnelse over genstande.

”Måske havde han fået at vide, at han drak for meget, og så har han forsøgt at begrænse det ved at tælle genstandene. Eller også var det en eller anden form for selvtortur. Han kunne jo for fanden ikke holde op med at drikke. Derfor var det måske også meget godt, at han flyttede fra familien.”

Udveksler erfaringer

Karen ville til sidst skilles, og så flyttede Tommy Seebach fra villaen til en lejlighed over den lokale ISO. En stor del af tiden tilbragte han på værtshus. Det er gennem familiens øjne, vi oplever Tommy Seebachs nederlag. Sami Saif har talt med Tommy Seebachs enke og børn flere gange, end han har tal på. De har set filmen, og de synes godt om den.

”Hvis man laver en politisk film, er der nogle ting, man bliver nødt til at stå fast på. Men med Seebach-familien giver det ikke mening, hvis jeg stiller mig op og siger, at noget skal være med. Det er deres liv. Alle bliver nødt til at have det rimelig godt med sådan en film. Andet ville jeg slet ikke kunne leve med, det ville være rædselsfuldt.”

Saif lærer tit de medvirkende i sine film godt at kende, og han føler sig dårligt tilpas i rollen som neutral, udenforstående iagttager. Han undersøger ikke dem, han laver film om. Han udveksler erfaringer med dem.

”Jeg vil gerne undersøge jeres alkoholikerfar, dét lyder jo lamt,” siger han og skærer ansigt. ”Hvis man undersøger, er det fordi, der er noget, man ikke ved. Men her ved jeg jo godt, at det har været svært.”

Saif interesserer sig for de personlige historier. For forældre, børn og familierelationer. Han vil helst lave film om mennesker, han forstår, og om situationer, han selv har stået i.

”Det med alkoholisme interesserer mig, fordi det er en del af mit eget liv, min egen opvækst,” fortæller han.

Barske skæbner

Sami Saifs mor var alkoholiker. Faren forlod familien, da Sami var helt lille, så han og hans bror måtte selv klare sig. Støvsuge, rydde op, lave aftensmad, tage sig af moren.

”Det er ikke sundt for et barn. Man bliver sådan en lille voksen.”

På dårlige dage, når hans mor kom fuld hjem, magtede hun hverken at passe på sig selv eller børnene. Alt var kaos. Maden brændte på, tallerkener faldt på gulvet, intet blev gjort færdigt. Men på gode dage var familielivet næsten normalt.

”Det var ren Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Man kunne aldrig vide, hvad der skete, og så prøvede man at navigere i det.”

Sami Saifs mor døde af sit alkoholmisbrug. Senere begik broren selvmord. Men Sami overlevede. Som den eneste i den lille familie. Han mener, at hans egen historie gør ham i stand til at forstå mennesker med barske skæbner.

”Selv om min historie ikke er den samme som Seebachbørnenes, forstår jeg dem. Tommy Seebach var alkoholiker, og i min verden er det bare noget, man kan være. Der er jo sindssygt mange drankere i det her land.”

Bombe til Björk

Den første længere dokumentar, Sami Saif instruerede, var The Video Diary of Ricardo Lopez. Ligesom Tommy handler den om familieforhold og menneskelig tragedie.

Filmen skildrer en 21-årig amerikaner i tiden før hans selvmord og består næsten udelukkende af den unge mands egne videooptagelser. De fortæller historien om en mand, som forskanser sig for omverdenen og betror sig til kameraet. Inden han skød sig selv, sendte han en brevbombe til sangerinden Björk, som han var håbløst forelsket i. Bomben nåede aldrig frem.

Sami Saif lavede filmen for at forstå, hvad der kan drive et menneske så langt ud: ”Min bror døde, og det forstod jeg jo ikke. Så filmen har været et forsøg på at forstå hvorfor. Når man mister nogen, virker livet jo latterligt.”

Sami Saifs film handler om alt det, man normalt ikke taler om, men som alle mennesker har til fælles. Sorg, tab og kriser. Det helt almindelige, menneskelige vanvid.

”På mange måder er det skørt at være menneske. Vi gør jo alle sammen vanvittige ting, men dem snakker vi ikke så meget om. Jeg synes, der er noget solidarisk i at se hinanden, som vi i virkeligheden er, og genkende os selv i hinanden.”

I 2001 lavede Sami Saif dokumentaren Family, som handler om hans forsøg på at finde sin forsvundne far. Filmen, som han instruerede sammen med sin daværende kæreste Phie Ambo, fik begejstrede anmeldelser og vandt den prestigefulde Joris Ivens Pris. Family blev begyndelsen på en ny epoke i dansk dokumentar, hvor den kølige objektivitet blev lagt på hylden til fordel for personlige historier, store følelser og klassisk spændingsopbygning.

Simpel som en sang

I Tommy er der også arbejdet meget med opbygningen. Sami Saif har sammen med sine klippere sat et kolossalt materiale af hjemmevideoer, arkivklip og interviews sammen til en logisk fortælling.

”Udgangspunktet var, at filmen skulle være lige så simpel som en Tommy Seebach-sang. Den overordnede opbygning er jo helt enkel. Den er ligesom en rutsjebane, der starter nede, så kører den op, og så kører den ned igen.”

Sami Saif har arbejdet med en række højdepunkter, som han har forsøgt at strukturere fortællingen omkring. Tommy Seebachs første sejr i Dansk Melodi Grand Prix, det første afslag han får, da han prøver at stille op med Under stjernerne på himlen, og det altødelæggende nederlag ved det internationale Grand Prix.

”For mig som filminstruktør er det jo fantastisk, at han vender tilbage til Grand Prix’et i 1993 og vinder alt. Og så er det jo rædselsfuldt ondskabsfuldt, at han taber så stort ved det internationale Grand Prix, og at alle synes, han er en nar! Der er et naturligt drama i den historie.”

Tommy Seebach døde af hjertestop. Måske var det alkoholmisbruget, som slog ham ihjel. Familiens sorg er et vigtigt tema, men filmen viser også, at det er muligt at leve videre - trods tabet.

”Tommy Seebach var alt muligt igennem, og så er han pludselig væk. Men livet fortsætter. Hans familie overlever al den grusomhed. De er oven i købet i stand til at leve fornuftige liv efter det. Det synes jeg er vigtigt at huske.”


SAMI SAIF
Født 1972 i Kalundborg

Uddannet 1997 fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje.

Instruerer i 2000 sin første længere dokumentar, The Video Diary Of Ricardo Lopez, om manden, der sendte en bombe til Björk.

Vinder sammen med Phie Ambo den hollandske Joris Ivens Pris for sin anden film, Family (2001), der regnes for et hovedværk i den danske bølge af personlige dokumentarfilm.

Har siden både lavet eksperimenterende kortfilm og længere dokumentarer.

© Filmmagasinet Ekko