”Palæstina skal have sin egen filmkultur”

Jeg får øje på ham i baren.

Bartenderen rækker ham en af de lokale Shepherds-øl, mens jeg blandt citrustræer og oliventræer møver mig gennem menneskemængden. Gårdhaven er fyldt med lokale palæstinensere og cineaster, der er rejst langt for at deltage i tredje udgave af Cinema Days, Palæstinas egen filmfestival.

Her drikkes øl og nippes til Arak, den lokale brændevin. Folk ryger cigaretter, vandpibe og tjald og bevæger sig i takt til rytmerne fra det lokale orkester.

Det er stifteren af festivalen, der står i baren. Hanna Atallah. Som alle andre her til festen i Ramallah fejrer han en vellykket åbningsdag. 

For det er en nødvendig festival, siger han, da jeg prikker ham på skulderen.

”Verden har brug for at høre andre historier om os palæstinensere. Medierne, især vestlige medier, fremstiller os altid meget stereotypt på grund af den politiske konflikt med Israel. Det er meget sort-hvidt. Enten er vi helte eller ofre.” 

En ny slags historier
”Det er på tide, at ungdommen i Palæstina fortæller deres egne historier,” siger Hanna Atallah, inden han prikkes på skulderen på ny. Han er nødt til at løbe, siger han, men lover at fortælle mere den efterfølgende dag.

Imens når jeg at tænke, at det må være svært at fortælle historier om Palæstina, der ikke handler om den politiske konflikt. Næsten syv årtier er gået siden Israels oprettelse. Palæstinenserne mistede deres land, og de har siden 1967 levet under israelsk besættelse.

Sammenstødene mellem jøderne og araberne har været mange. Adskillige civile liv er gået tabt på begge sider, og stridighederne har endnu ikke ført en løsning med sig.

Så hvordan i alverden forestiller Hanna Atallah sig, at den palæstinensiske ungdom kan fortælle historier, der ikke handler om konflikten? De unge palæstinensere har jo levet med den hele livet. 

Kærlighed i konflikten
”Det er sandt. Man kan ikke fortælle historier om Palæstina uden politik. Vi er opflasket med politik. Konflikten gennemsyrer hver og en af os,” siger Hanna Atallah næste dag over en kop arabisk kaffe.

Han spørger, om han må ryge en cigaret. Selvfølgelig. Palæstinenserne lever under mange restriktioner, men rygning er ikke en af dem. Enhver café dufter af sød æbletobak og cigaretrøg. 

”Kig på Ramallahs ødelagte bygninger, kig på de mange sorte vandbeholdere på bygningernes tage. Det er besættelsesmagten, der bestemmer, hvornår vi må få vand. Trykker de på én kontakt, har vi heller ikke noget strøm. Det er et besværligt liv,” fortæller Hanna Atallah.

”Men palæstinenserne fører jo alligevel et dagligdagsliv. Se for eksempel på festen i går. Alle morer sig og bliver lidt halvfulde, og måske opstår en kærlighedshistorie. En historie, der ikke handler om konflikten med Israel, men som alligevel foregår med konflikten i baggrunden. Den type historier savner jeg. Det er de historier, Cinema Days skal være med til at fortælle.”

Uforløst palæstinensisk talent
Hanna Atallah blev født i Ramallah i 1977. Han voksede op i en kreativ omgangskreds. Blandt musikere og billedkunstnere med et stort behov for at holde fast i og fortælle om deres palæstinensiske identitet.

Som syttenårig fik han mulighed for at deltage i et udvekslingsophold i Frankrig. Her deltog han i et fotografi-kursus, hvor arrangørerne viste ham det palæstinensiske drama Wedding in Galilee fra 1987, en film om et palæstinensisk bryllup med konflikten som en afgørende kulisse.

”Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at jeg også har en historie at fortælle,” erindrer Hanna Atallah. 

Men først havde han brug for at blive klogere på film, og som tyveårig rejste han til Egypten for at studere filmvidenskab. 

Han boede og arbejdede som tv-producer og instruktør i primært Egypten, men også kortvarigt i Frankrig og Berlin, inden han i 2006 vendte tilbage til Palæstina.

”Jeg er herfra. Det var altid planen, at jeg skulle vende tilbage,” fortæller festivalarrangøren, der dog hurtigt indså, at mulighederne for at skabe film i Palæstina var en noget anden end i Egypten og Europa. 

”Jeg holdt nogle kurser og underviste i film, og jeg så, at der var meget talent. Men folk havde ikke midlerne til at fortsætte det kreative arbejde, da kurserne stoppede,” siger Hanna Atallah, som derfor i 2014 oprettede Filmlab, en non profit-organisation, som arbejder for at fremme filmkulturen i Palæstina.

Det er et sted, hvor filmmagere kan komme og diskutere film, deltage i kurser og låne udstyr. Det er ligeledes Filmlab, der står for at arrangere Cinema Days. 

”Mens Filmlab er til for at gøre det lettere at skabe film, er filmfestivalen med til at bygge et publikum. De fleste palæstinensere ser kun tv derhjemme, og det vil jeg gerne være med til at ændre.”

Palæstinas egen filmkultur
Atallah forklarer, at besættelsesmagten lukkede Palæstinas biografer i 1980’erne efter den første intifada, hvor palæstinenserne med benzinbomber og stenkastende børn forsøgte at gøre oprør mod det israelske militær.

”Efter intifadaen blev biograferne lavet om til bryllupshaller og lignende, og det er også grunden til, at festivalens film vises i kulturcentre og ikke i biografer,” forklarer han.

”I Palæstina har vi simpelthen ikke haft mulighed for at skabe en kultur omkring film,” fortsætter han. 

Hanna Atallah fortæller, at palæstinensiske filmmagere er nødt til at rejse til Europa for at finde støtte til deres film. Det tager nemt et halv årti at lave en film. Kameraer skal lejes i Israel eller Europa, og palæstinensiske film koster derfor dobbelt så meget som europæiske film. 

”I årevis er Palæstina kun blevet brugt som location. Midlerne kommer udefra, filmholdet ligeså,” siger Atallah og fastslår:

”Så målet med både Filmlab og Cinema Days er klart: Palæstina skal have sin egen filmkultur!”