Kronik
10. mar. 2017 | 09:08

Kronikør: Det fremmede er fantastisk

Foto | Santiago Gonzalez
Musikeren Beyonce udgav sidste år albummet og filmen Lemonade, der har givet Sebastian Cordes et indblik i en fremmed kultur.

Tal er nutidens guddom og kulturens dødsstød. Kun ved at give frihed til excentriske typer, kan vi redde samfundet i en Trump-tid, skriver instruktøren Sebastian Cordes og efterlyser større mod i dansk film.

Af Sebastian Cordes

Nogle gange er det bare en sætning eller en idé, der sætter gang i det. Sætter gang i samfundet, kunsten, politikken eller i skriften.

På vej i bil tværs over Sjælland fortalte en veninde, at hun på en opgave engang skulle interviewe nogle rockere til en film. Hun observerede noget interessant ved alle de folk, hun besøgte.

Ikke så meget ved dem selv, men ved deres hjem. Hver og en havde for deres lejligheder og huse indvendigt valgt den samme farvekode: sort-hvid.

Sofa, tallerkener, tapet og bademåtter var enten kridhvide eller kulsorte. Hver dag en rocker vågner op der, vågner han op i en selvindrettet sort og hvid verden – bogstavelig talt. 

Krig og kultur
Musikeren Brian Eno påstår, at der er to ting, der får os til at føle fællesskab: krig og kultur.

Hvis man ikke kan finde ud af det sidste, kan man altid lave det første. Rockerkrig, bloggerkrig eller krig mod terror. Opdigtet krig eller reel krig. Det gør folk til helte og giver medaljer.

Jeg har også allermest lyst til at skrive kontroversielle ting, så jeg som Lars Seier kan blive inviteret i Debatten: Det er en myte, at film er dyrt at producere, Youtube indeholder bedre film end biografen, Dansk Folkepartis kulturborgmester i København er bedre, end en fra Enhedslisten ville være.

Jeg vil også ses. Jeg vil også være speciel.

Men det er billige point. Det er clickbait-splid. Det er mistillid, der får os til at frygte det anderledes. Frygten får os til at ville kontrollere tingene, og når vi vil kontrollere tingene, putter vi dem i kasser, vi forstår.

Og så er vi tilbage til rockerens sort-hvide interiør. Vi mister alle sammen følelsen af at være speciel.

Det har vi som art gjort siden Darwin, da han fjernede os fra toppen og placerede os i mudderet sammen med resten af arterne. Det prøver vi at kontrollere på alle mulige måder. Men frygten for afmagten fører til panisk kontrol.

Kasser er gode, statistik endnu bedre. Jeg gør det selv: Tager symmetriske billeder for at ordne verden og skriver noter, så jeg kan se, hvad jeg tænker. Prøver at få styr på lortet.

Men den frygt for det ukendte, det umålelige og iveren for at kontrollere, er det værste for et demokrati. Ud over neoliberalismen, men den tager vi en anden dag.

Vor kollektive hjerne
Der en evolutionær teori, som påstår, at vores hjerner de sidste 20.000 år er blevet femten procent mindre. Fordi vi ikke skal kunne så mange forskellige ting nu. Vi er blevet specialiserede.

Vores ”kollektive” hjerne er derimod blevet større, vores omgangskreds er udvidet, vi har simpelthen uddelegeret en del af livet.

Og som Brian Eno siger: ”Culture: It’s the conversation that the collective brain is having.”

Vores kollektive hjerne bliver endnu større, på godt og ondt. Vi er blevet mere afhængige af hinanden, mens vi i mistillid lige nu rykker længere fra hinanden. Det skaber et clash. Vi bliver ensomme og sure.

Jeg mener, at kultur er redningen. Den er limen, vi er ved at opløse. Det ses oftest som ubrugeligt, som flødeskum på toppen af samfundet. Det er ikke noget, vi behøver at have i verden, så derfor skal der være en grund til, at den findes – og helst økonomisk.

Det hele bliver reduceret til tal, nutidens guddom, og det er kulturens dødsstød.

For hvad gør vi med de ting, der ikke kan reduceres til tal? Ensomheden? Det, vi ikke kan kontrollere?

Samtalekultur
Vi ved alle sammen, at legen er vigtig for barnets udvikling, men vi leger ikke som voksne. Og så igen, måske gør vi gennem kulturen.

Vi lader, som om vi er andre, og sætter os i fiktive karakterers sted, er pinlige teenagere eller New Jersey-gangstere for en stund. Vi indgår i en samtale med historier fra lande, vi aldrig har været i. Kulturen er nemlig den samtale, vi har med hinanden – og os selv.

Hvis vi ser kulturen som en samtale, hvordan går det så, når vi skyder på alle dem, der tør skille sig ud? Som sad man til en middag, hvor en pointe blev bragt på banen, og én pludselig råbte: ”Det var der maks én omkring bordet, der fik noget ud af! Med al den mad du har fået gratis, må du lige oppe dig!”

Er det en god samtale?

At hakke på det anderledes eller ikke direkte målelige er samtale-ødelæggende og kulturnedbrydende. Det er et personligt og politisk statement at pege fingre af det, der stikker ud. Modvægten til Trump og Thulesen-Dahl er en intens insisteren på, at det fremmede er fantastisk.

Et eminent eksempel er Beyonces seneste album. Det er et politisk statement, et intenst sammensurium af feministiske, ærke- og afroamerikanske tegn, som jeg ikke ville være stødt på ellers. Men som jeg nu har fået et sprog for.

Ude af kontrol
Den slags mangler vi i filmen, især i Danmark.

Jeg ved, at det lyder som et manifest af en art, og lad os da bare kalde det det. Manifestet for hyldesten af det ukendte. Det, der imponerer mig ved eksempelvis Radio24Syv, er modet til det anderledes. Tilsyneladende at skippe enhver form for bureaukratisk nedbrydende strømlining og bare sende noget, der intuitivt virker friskt, nyt – og ukendt.

På den måde skyder man tit forbi, men man rammer også. Det er kulturel grundforskning. Radio24Syvs politiske statement er mangesidet, til tider klodset, men altid modigt og tillidsfuldt til dem, de har hyret. Det spinder ud af kontrol, men det er pointen: At give frihed til excentriske typer skaber kaos.

Sådan fik vi også Monty Python og Lars von Trier.

At de mangler et ordentligt filmprogram er sigende for filmens ikke-eksisterende rolle i kulturen og samfundet lige nu. Og det er heller ikke på Christiansborg, at vi skal kigge efter en løsning.

En del af politik er også at give plads, tie stille og ikke okkupere vores tanker konstant. Hvorfor er det politikere vil have min opmærksomhed dagligt? Jeg føler mig ikke som en del af en samtale. Jeg føler mig brugt.

Det strømlinede
Tendensen i filmens verden peger nemlig den modsatte vej end en hyldest til de anderledes tænkende.

Filmskolen er røget under Bologna-traktaten og er sandsynligvis snart en forlængelse af universitetet. Og vi ved, hvilken forskningsfrihed de nyder der for tiden. Snart har vi internationale ECTS-point, karakterskalaer og Pisa-undersøgelser for kunsten.

Hvis vi skal skabe en modvægt til den sort-hvide verden og mistilliden, skal vi have de anderledes nuancer frem. Vi skal opildne til forskellighed, ikke til det strømlinede, men rose dem, der tør tænke anderledes. Og det starter i kulturen.

Filmen, kunsten og kulturen kaster det, der kan være, ud foran os som mulige måder at se verden på. Som vi kan træde ind i, og som vi ikke lige havde set komme. Derfor skal vi have det uforudsigelige, det ikke-kontrollerbare.

Deadlines og lave budgetter
Men hvilke muligheder har vi for at ændre blikket på filmen og kulturens vigtighed væk fra økonomi og hen på fundament for samfundet? Når vi taler om muligheder, mener vi så egentlig ikke: Hvad kan jeg kontrollere?

Her må vi vende det på hovedet og tage Brian Enos råd igen.

Hvad kan vi sørge for, at vi ikke kan kontrollere, er spørgsmålet. Vi skal bruge noget, der vækker tanken. Det ironiske er, at efterfølgende bliver alle sindssyge projekter, der lykkes, hyldet – men når de foreslås, forkastes de som idealistiske eller dumme.

Så vi spenderer tiden med at overbevise dem med pengene om, at vi allerede ved, hvad vi vil skabe på forhånd. Men sandheden er, at det ved ingen kunstner eller videnskabskvinde.

Noget kan der gøres.

Førnævnte Eno påpeger de to vigtigste elementer i de mesterværker, han har produceret: ”Deadlines og lave budgetter. Det værste er et stort budget og for meget tid.” Og han nævner det, der giver et fantastisk værk: ”Tag én, der står udenfor, med ind.”

Det lyder måske som kunstnerisk mumbo jumbo, men det er produceren af de største plader fra U2, Coldplay, David Bowie og Talking Heads, der taler. Millioner af solgte albums. Albums der stadig holder (i hvert fald fra de to sidstnævnte).

Lad os overføre den energi til dansk film, så det ikke er på trods, men på grund af systemet, at vi får interessant kunst og skaber en scene, der taler frygten for det anderledes imod.

Lad os hyre en anden indretningsarkitekt end rockeren.

Jeg har forhåbninger for 2017, som skrevet i min nytårskommentar. Men vi er nødt til at respektere kulturens uendelige vigtighed og opildne til dumdristighed. Ellers ser det sort ud for samfundets sammenhængskraft.

Lige så sort som Agent Cooper i Twin Peaks foretrækker sin kaffe: ”Black as midnight on a moonless night.”

Sebastian Cordes

Født 1988 i Herlev.

Har en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet.

Har gået på ungdomsfilmskolen Station Next, hvor han efterfølgende har undervist.

Har instrueret en håndfuld dokumentarer i både kort- og spillefilmformat.

De to lange er Life and Times of Don Rosa om Anders And-tegneren og A Place Called Lloyd om en forladt flybase i Bolivia.

Læs et interview med instruktøren.

© Filmmagasinet Ekko