Sokkernes dødelige hævntogt

”For at udvikle mig som filmskaber,” lyder Tonni Zincks svar på spørgsmålet om, hvorfor han laver musikvideoer.

Han tøver et par sekunder, før et smil anes i mundvigen, og han tilføjer: ”Og så kommer man jo også på Ekko Shortlist!”

37-årige Tonni Zinck er manden bag den noget alternative musikvideo Genstart, der handler om fire traumatiserede sokker, der tager dødelig hævn over deres tidligere ejere.

Sokkerne når både at ryge hash, skyde med pistoler og røve en bank på en hæsblæsende køretur gennem Nørrebrogades stribe af frisører, juvelhandlere og kebabsnedkere.

Det mindst underlige i Tonni Zincks tre og et halvt minut korte musikvideo er, at sokkerne kan køre bil.

Det danske reggae-band Von Dü leverer musikken til videoen, der er den blot tredje musikvideo, som er strøget direkte ind på førstepladsen på Ekko Shortlist. Og efter seks uger er den stadig at finde på listen.

Bus 5A
Tonni Zinck har – ud over hjælp til manuskriptet – selv stået for alt fra idé og fotografering til visuelle effekter i et projekt, hvor ambitionsniveauet blev højere end forventet.

”Jeg fik idéen i bus 5A på vej til Nørrebro,” forklarer han, da vi møder ham på arbejdspladsen Hydralab, hvor han til dagligt arbejder med visuelle effekter eller VFX, som det hedder på filmnørdjargon.

”Det var, fordi jeg havde hul i sokken,” griner Zinck. ”Sokkerne er lavest i tøj-fødekæden, og jeg fik lyst til at lave en historie om alle de brugte sokker, der bliver smidt ud.”

Idéen kom på vej til første møde med bandet Von Dü. Hvorfor ikke blande A Clockwork Orange med The Muppet Show i et hævntogt?

”Bandet roste mig for at komme med så gennemarbejdet en idé til vores første møde,” siger Zinck med et glimt i øjet. ”De syntes, at det passede rigtig godt til sangens budskab om at genstarte sit liv. Og det syntes jeg egentlig også.”

90 procent VFX
Tonni Zink har atten års erfaring med VFX og har arbejdet på spillefilm som Jeg er Dina, En kort en lang og senest Nicolas Winding Refns kommende The Neon Demon. Han har også instrueret animationen i Disco ormene og Marco Macaco.

Samtidig er Zinck autodidakt fotograf, hvilket betyder, at værktøjskassen er større end de flestes, når det kommer til at snedkerere sine egne film.

”Idéen var at lave musikvideoen som Fragglerne eller The Muppet Show, hvor alt er optaget rigtigt og så tilføje VFX bagefter,” siger Zinck og forklarer, at der benyttes visuelle effekter i 90 procent af scenerne. Enkelte scener var han også nødsaget til at fuldanimere.

”Politimesteren nægtede os at lave drone-skud over Nørrebrogade, så vi blev nødt til at animere København fra fugleperspektiv,” fortæller han.

”Vi brugte mange kræfter på at få det til at se realistisk ud. Ikke så mange som på en spillefilm, men tæt på,” siger Tonni Zinck.

Poleret? Nej tak!
”I dag betaler pladeselskaberne næsten ikke noget for en musikvideo. Så jeg laver ikke musikvideoer for pengenes skyld, men for at udforske nyt land.”

”Genren giver mig mulighed for at prøve nye historieteknikker af. Jeg tror næppe, at jeg ville få lov til at lave en live-action-kortfilm med dukker, der dræber hinanden, hvis jeg søgte på Filminstituttet,” griner han.

”Polerede musikvideoer efter den klassiske opskrift interesserer mig ikke. Jeg kunne have lavet en slavisk gennemgang af sangen, men det er uinteressant for seeren at lytte til noget, der bliver forklaret i billederne.”

Zinck har før sagt nej til at lave musikvideoer, fordi musikerne eller pladeselskabet ikke kunne se instruktørens idéer for sig.

”Nogle bands er bange for, at de viser sig frem i det forkerte lys og tør ikke overlade den kreative proces til andre.”

I sådanne situationer siger Zinck nej. Han holder dog en dør på klem.

”Hvis et kæmpe band med masser af penge bad mig om lave en musikvideo, skulle de dog nok få lov til at bestemme. Men det ville blive skide kedeligt.”

Nederst i rulleteksterne
”De atten år, jeg har brugt på at skabe bevægende billeder med VFX, har lært mig meget om, hvordan man fortæller historier.”

”Hvis jeg eksempelvis skal animere et skib, så skal jeg vide, hvor gammelt skibet er, hvor har det været, og om der burde være ridser på det,” forklarer han.

Ifølge Tonni Zinck har alt en historie, når man arbejder med visuelle effekter. Men han mener ikke altid, at VFX-arbejdere får den anerkendelse, de fortjener.

”Det er lige meget, om VFX-firmaer bruger et halvt år på en film, så vil runneren – der har brugt tre uger på settet – stadig stå højere i rulleteksterne,” siger Tonni Zinck.

Glemte at takke VFX-firmaet
Vi har tilsyneladende ramt et ømt punkt hos Tonni Zinck og hans chef i Hydralab, Sunit Parekh, der har overhørt samtalen fra hjørnet af kontoret og nu rykker tættere på.

De taler i munden på hinanden om uretfærdigheder ved Oscar-uddelingen 2013.

Dengang gik VFX-firmaet Rhythm and Hues konkurs kort inden, de modtog en Oscar for deres arbejde på Life of Pi, der også vandt priser for bedste instruktør og bedste fotograf.

”Både fotograf og instruktør undlod at nævne VFX-firmaet i takketalerne, selv om 80 procent af billedsiden er lavet i efterarbejdet,” siger Zinck og ryster på hovedet.

”Problemet er, at forskellen mellem fotografens og VFX-firmaets arbejde ofte er skjult for publikum. De ved jo ikke, at 80 procent af filmen er animeret,” tilføjer Sunit Parekh.

Rigtige mennesker
Der hersker ingen tvivl om, at Tonni Zinck laver musikvideoer for historiens skyld.

Og instruktøren understreger, at de kan være lige så gribende og spændende for et publikum som kortfilm.

”De to former kan sagtens konkurrere med hinanden, som de gør på Ekko Shortlist,” argumenterer han.

– Kommer vi til at se flere musikvideoer fra dig?

”Det næste bliver nok en kortfilm,” siger Tonni Zinck, der vil instruere rigtige mennesker i stedet for sokker i sit næste projekt.

Han håber også at komme til at lave spillefilm en dag. ”En stor spillefilm,” tilføjer han med et smil.