Interview
02. apr. 2018 | 09:40

Det langsommes æstetik

Foto | Made in Copenhagen
I Frederik Sølbergs slowcinema-film underbygger en dvælende indstilling af motorcyklister, som svinger af sted på de affolkede landeveje, stemningen i spøgelsesbyen Doel.

Slow cinema kan berige åndslivet og udfordre de velsmurte Hollywood-historier. Mød Sebastian Cordes og Frederik Sølberg, der hver især er aktuelle med en dokumentar i den langsomme fortælleform.

Af Patricia Smollerup

”Når ens klipper falder i søvn, ved man, at det er for kedeligt,” siger den unge instruktør Sebastian Cordes med et grin. 

Han taler af erfaring, mens han beskriver, at en scene gerne må gå meget langsomt, men at den stadig skal have noget dragende og fængslende, som suger tilskueren til sig. 

Sebastian Cordes og Frederik Sølberg har sat sig ned til en kunstnerisk samtale om slow cinema, som de begge anvender i deres seneste film, der havde premiere på den nyligt overståede Cph:Dox-festival. 

Begge film er stemningsreportager, som giver et anderledes indblik i hverdagen i et afsides miljø. Sebastian Cordes Visitor undersøger flygtninges tilværelse på den græske ø Chios, mens Frederik Sølberg i Doel er rejst til en belgisk spøgelsesby, der kun har 26 indbyggere tilbage. 

”Slow cinema fungerer bedst, når der er noget på spil. Der skal være noget, som ligger og ulmer under overfladen,” forklarer Frederik Sølberg og fortsætter: 

”Så kan man sagtens bruge syv minutter på en scene, hvor der ikke bliver klippet. Men jeg har også set film, hvor jeg bliver virkelig træt af, at en scene varer syv minutter, fordi der ikke er noget på spil for mig.” 

”Nu siger du, at der er noget på spil. Er det historiemæssigt, eller kan det også være visuelt?” spørger Sebastian Cordes. 

”Det kan være begge dele. Der skal blot være noget dragende. Og så skal man huske, at det er en subjektiv oplevelse,” siger Frederik Sølberg. 

”I slow cinema behøver man heller ikke noget underlægningsmusik,” supplerer Sebastian Cordes. ”Du behøver ikke alle de der ekstra lag. Hvis du blot kigger på noget længe nok, så kan dét i sig selv blive virkelig interessant.” 

Efterforsker på sporet
For Sebastian Cordes har brugen af slow cinema altid virket som et ubevidst valg. Han har følt sig draget af forladte steder, hvor man ofte kunne finde spor efter liv. Og her egnede slow cinema sig godt som et kunstnerisk greb. 

”Da vi klippede Visitor, forestillede vi os øen som et gerningssted. Det kan lyde negativt, men hvordan arbejder en efterforsker, når han leder efter spor? Han går ikke bare videre, for så misser han måske historien bag. Han er nødt til at stoppe op,” siger Sebastian Cordes. 

”I min film optræder der en karakter. Det er mig, som skaber en skygge på stranden, eller er et par ben i et rart badekar, afskåret fra situationen. Det er meget grænseoverskridende at kaste sig selv som karakter ind i en film med flygtninge, men det er for at tydeliggøre det perspektiv, der ses fra, og for at underbygge undersøgelsen af ikke at kunne være tæt på en flygtning. Ikke at kunne forstå situationen,” siger Sebastian Cordes. 

”Jeg er meget begejstret for twistet i slutningen af din film. Pludselig lykkes ikke-mødet. Det er en meget varm og livsbekræftende måde at runde af på,” siger Frederik Sølberg. 

I Frederik Sølbergs film viser en stærk indstilling, hvordan fremmede invaderer den stille by. 

”Der er to lange indstillinger af nogle mennesker, som gennemsmadrer byen. I lydmixet har vi arbejde på at fremhæve de ting, som skal gøre det ubehageligt, sådan at det går godt i spænd med det meget stille billede bagefter,” siger Frederik Sølberg. 

”Lige præcis i den scene kan man virkelig mærke, at du har arbejdet med lyden,” siger Sebastian Cordes. ”Det tror jeg måske er et af de vigtigste greb, man kan bruge, hvis man vælger at lave et tableau. Her er det lyden, der godt må bestemme, hvor du kigger hen. Det er lidt hyperrealistisk, fordi hvis man stod der i virkeligheden, ville det være umuligt at nå at opfange alle de indtryk.” 

En boble af tid
Filmen som kunstart har den særlige egenskab, at den kan billedliggøre tiden, der går. Netop det spiller en stor rolle i slow cinema, hvor man med forholdsvis lange indstillinger lader publikum overvære tiden løbe af sted, uden den bliver ophævet med klipning. 

”Der er noget fordybende i slow cinema. Du bliver nærmest sænket ned på et sted og lagt blødt i en boble af tid, som får lov at udspille sig. Hvis en gammel dame går rundt, er det nødt til at være en scene, som tager lang tid. Du kan ikke bare klippe til nærbilleder, for så forsvinder idéen om at få hendes liv præsenteret,” siger Sebastian Cordes. 

Frederik Sølberg understreger, at det også afhænger af, hvilken historie man vil fortælle.

”Ligesom alle andre valg, som man træffer som filminstruktør, skal valget af slow cinema understøtte fortællingen. Det er klart, hvis du gerne vil lave et personligt portræt af en kokainjunkies jetsetter-liv i Hong Kong, så kan det være, at du vil bruge nærbilleder og noget, der går lidt hurtigt,” siger han og fortsætter: 

”Jeg har lavet et portræt af nogle mennesker, som bor i en spøgelsesby, hvor tiden går utroligt langsomt, og der sker utroligt lidt. Derfor var det meget oplagt at bruge slow cinema til at beskrive det.” 

Sebastian Cordes og Frederik Sølberg nævner den svenske instruktør Roy Anderssons Sange fra anden sal som inspirationskilde, der viser et potentiale ved tidsaspektet. Absurditeten, som først kommer via tid. 

”Der er en scene med en meget lang lufthavnsterminal. Folk kæmper sig igennem dyngerne af kufferter og golftasker, som bliver ved at falde ned fra bagagevognene. Det er humoristisk og et billede på vores samtid,” siger Frederik Sølberg. 

Sebastian Cordes supplerer: 

”Der ville ikke være det samme drama, hvis man bare klippede videre. Den absurde humor kommer netop, fordi det tager så lang tid. Når man lader handlingen spille helt ud, så vil man på et eller andet tidspunkt sidde og klukke.” 

Frygten for det fremmede
Sebastian Cordes har udfærdiget et slow cinema-manifest på sytten punkter. Der står blandt andet, at en slow cinema-film ikke klippes som et velplanlagt fortælling, og det er en synd at være klar i mælet. Kun diktatorer ønsker det komplekse elimineret, lyder det. 

”Slow cinama er anti-forbrugerisme. Det, som er nemt at aflæse, er nemt at sælge. I slow cinema må du godt forstå præmissen, men du må ikke kunne fortolke det hele med det samme,” forklarer Sebastian Cordes. 

”Jeg arbejder mest i tv, som er overfyldt med informationer og med setup og pay off,” siger Frederik Sølberg. ”Ofte har jeg bare lyst til at løbe skrigende væk. Har tv-stationerne ingen tillid til deres seere overhovedet?” 

Ingen af de to instruktører affejer dog totalt den stramme fortælling, hvor alt er nemt at aflæse. 

”Hver ting til sin tid,” siger Frederik Sølberg. ”Jeg sidder jo ikke kun og ser slow cinema hele tiden, og jeg fornægter ikke velfortalte, veldrejede Hollywood-historier. Men det er vigtigt, at man i et kunstnerisk felt også insisterer på at gå imod strømmen. Coca Cola er fint nok, men hvis du drikker Coca Cola hver dag, så har det visse konsekvenser. Hvis alle historier er skåret over en kam, bliver ens åndsliv fattigere.” 

Det er Sebastian Cordes enig i. 

”Man kan tage det op på et humanistisk plan. Hvis du konstant kun udsætter dig selv for én stram fortælling, altså én måde at se verden på, så bliver du snæversynet og får en frygt for det fremmede.” 

Kunsten at kede sig
Slow cinema kan nemt få skudt i skoene, at det er kedeligt. Men ifølge Sebastian Cordes er ”kedeligt” ikke nødvendigvis negativt. 

”På tysk hedder det kedeligt ’Langeweile’, som egentlig betyder at dvæle i tid. Du kan opnå en dyb indsigt ved at kede dig. Jeg har oplevet at komme ud på den anden side af kedsomhed med idéer, perspektiver og erkendelser,” siger han. 

”Jeg kan godt følge dig, men jeg har det sådan, at der skal være noget på spil,” argumenterer Frederik Sølberg. ”Hvis det ikke rør mig, så bliver det bare fladt. Det har selvfølgelig også noget med temperament og smag.” 

Sølberg tilføjer: ”At noget går langsomt eller er stillestående, er ikke i sig selv godt. Jeg skal kunne fornemme mennesket bag.” 

”I en verden, hvor vi konstant er på Twitter, kan vi ikke per automatik sætte os ned og siger, at nu laver vi ikke noget i en halv time. Derfor skal kunsten bruges til at presse os selv. Vi er mega bange for at spilde tiden. Og det er provokerende at sige, at jeg gerne vil spilde lidt af din tid,” siger Sebastian Cordes. 

Frederik Sølberg er ikke helt enig. 

”Jeg kan godt forstå, at man et stykke af vejen skal provokeres eller udfordres af kedsomheden og det langsomme, men der er en forskel. Ens tanker kan godt flakke, når man ser en film, og det er jo fint, hvis filmen får dig til at tænke over dit eget liv. Men hvis dine tanker flakker, fordi du er uengageret i filmen, så vil jeg hellere køre en tur med bussen,” mener Frederik Sølberg. 

De to instruktører kan dog blive enige om, at der ikke er nogen nem opskrift på succes inden for slow cinema. 

”Risikoen for at falde fuldstændigt til jorden er iboende, og deri ligger måske også noget af det skrøbelige,” siger Sebastian Cordes. 

Frederik Sølberg nikker.

”Man sælger ikke lige så mange billetter, og at man ikke vinder lige så mange priser. Men at insistere på at gøre noget anderledes end de tre milliarder produkter, som opfylder dit behov for setup og pay off, er i sig selv prisværdigt,” siger Frederik Sølberg.

Trailer: Visitor

Trailer: Doel

Sebastian Cordes

Født 1988 i Herlev.

Dokumentarinstruktør.

Gik på ungdomsfilmskolen Station Next, hvor han efterfølgende har undervist.

Har en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet.

Lavede i 2010 sin første dokumentar i spillefilmlængde, Life and Times of Don Rosa. Efterfuldt af A Place Called Lloyd (2015).

Aktuel med Visitor, om flygtninge på en græsk ø.

Frederik Sølberg

Født 1979 i Gentofte.
Filminstruktør, filmproducer og musiker. 

Debuterede i 2002 som instruktør med kortfilmen Indefra og ud

Var instruktørassistent på AFR (2007), en mockumentary om mordet på Anders Fogh Rasmussen. 

Har siden 2012 arbejdet som tv-tilrettelægger og filmskaber for selskaber som Metronome, DocEye, Monday Media og Pipeline Production. 

Aktuel med Doel, om en belgisk spøgelsesby med 26 indbyggere.

© Filmmagasinet Ekko