Anbefaling
02. maj 2018 | 11:21

Det skal du se på arkitekturfestival

Foto | Henrik Ipsen
I Boris Bertrams The Human Shelter kommer vi rundt i hele verden og ser, hvordan mennesker har indrettet deres hjem under vidt forskellige forhold.

Janus Metz, Ane Cortzen og Andreas Dalsgaard anbefaler film og arrangementer, som kan opleves under Copenhagen Film Festival.

Af Nicki Bruun

I morgen den 3. maj slår Copenhagen Architecture Festival for femte gang dørene op til små to uger med fokus på arkitekturens verden.

Festivalen byder hvert år blandt de mange spændende arrangementer på et omfattende filmprogram, som enhver med interesse i krydsfeltet mellem arkitektur og film vil finde spændende.

Vi har fået tre kulturpersonligheder til at komme med forslag til, hvad man ikke bør snyde sig selv for, når festivalen løber fra 3. maj til 16. maj i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

De tre er instruktørerne Janus Metz og Andreas Dalsgaard samt kulturchef Ane Cortzen.

Janus Metz slog igennem med dokumentaren Armadillo, men har senest kaster sig over fiktionens verden med tennisfilmen Borg. Andreas Dalsgaard har skabt dokumentaren The War Show og er snart biografaktuel med familiedokumentaren Fædre og sønner. Ane Cortzen er tidligere vært på DR-programmet TV!TV!TV! og nuværende kulturchef for designvirksomheden Kähler.

Hver især har de udvalgt fire anbefalelsesværdige film og arrangementer.

Janus Metz

The Human Shelter (2/5 kl. 21.30, Grand Teatret)

”Jeg har fulgt med i dette projekt lidt på sidelinjen og længe glædet mig til at se filmen om, hvordan mennesker skaber et hjem. Så har jeg vist også afsløret, at jeg ikke er helt uvildig i min anbefaling. Men instruktør Boris Bertram er en stærk fortæller, og fotograf Henrik Ipsen går linen ud for at få de helt rigtige og nødvendige billeder med hjem. Filmen viser globale skel i verden. Det synes vigtigt at se på i en tid, hvor vi har brug for sammenhold og ikke adskillelse. Det gør os klogere og bringer os nærmere hinanden.”

Goodnight Brooklyn – The Story of Death by Audio (4/5 kl. 21.00, Cinemateket)

”Jeg har boet tre år i Brooklyn, og bydelen har en stor plads i mit hjerte. Den her film er en rigtig newyorker-historie om steder, der opstår spontant, fordi mennesker finder sammen om det, de elsker. Det handler om det svære ved at fastholde en undergrundskultur og skønheden ved, at smukke ting forgår.”

Taste of Cement (3/5 kl. 17.00, Gloria Biograf)

”Hvis man tog Charles Ebbetts’ ikoniske billeder af arbejdere på Manhattans skyskrabere og reproducerede dem i Beirut, ville man nogenlunde få denne film. Man skal som tilskuer ikke have højdeskræk, men til gengæld er filmen en visuelt dragende og smuk fortælling om en by i forandring.”

Still Life (9/5 kl. 16.45, Cinemateket)

”Det bedste ved festivaler er, at man kan se fantastiske film, som ikke normalt kommer i dansk biografdistribution. Still Life er sådan en film. Den kommer ind under huden på et Kina, der udfordres af voldsomme naturmæssige og økonomiske kræfter – et sted, hvor mennesker kæmper for at finde plads og rum, og hvor filmens blik derfor også bliver en undersøgelse af det, der gør os menneskelige.”

Ane Cortzen

Glenn Murcutt: Spirit of Place & Francis Kéré: An Architect Between (4/5 kl. 17.00, Grand Teatret)

”Vi har det med kun at interessere os for vestlig arkitektur, hvilket er både dumt og ærgerligt. Lige siden jeg stødte på australske Glenn Murcutt, da jeg backpackede i 90’erne, har jeg været dybt forelsket i hans bæredygtige, sanselige og meget stedbevidste arkitektur. Og så kender jeg desværre utroligt lidt til afrikansk arkitektur, så jeg vil også gerne høre lidt mere om burkina-fasiske Francis Kéré, der stod bag sidste års forrygende Serpentine-pavillion i London.”

Jødiske og etnisk mangfoldige Nørrebro, guidet tur (6/5 kl. 14.00, Dronning Louises Bro)

”Hvis vejret ellers arter sig, så hopper jeg med på en citywalk på Nørrebro med mine børn i hånden, så de kan lære, hvordan forskellige indvandrere fra jøder til muslimer har været med til at give deres by karakter og liv gennem tiden.”

Heltehjem og skurkeboliger i danske tv-serier (13/5 kl. 13.00, Dansk Arkitektur Center)

”Denne talk kombinerer to af mine helt store passioner: arkitektur og tv! Jeg har altid været fascineret af tv-hjem fra julekalenderens trygge base med samtalekøkken og cornflakes til Frank Underwoods dystre mausoleum i Washington. Det er en kunst at designe disse hjem, så de virker troværdige, samtidig med at de understreger og tilmed forstærker karakterens egenskaber. Dejlig nørdet!”

Hjemmehistorier – Bue Bredsdorff og Kaspar Colling Nielsen (15/5 kl.17.00, Storrs antikvariat i Nordvest)

”Jeg skal sidde på forreste række, når to af vores bedste forfattere herhjemme læser op af deres romaner, som begge kredser om hjemlighed og identitet. Jeg er selv ganske optaget af, hvordan hjemmet er gået hen og blevet en kampplads for god og dårlig smag. Tidligere blev der skabt smukke hjem fulde af sjæl uden smålig skelen til design-klassikere eller boligbladenes evige anbefalinger.”

Andreas Dalsgaard

Legislating Architecture (4/5 kl. 16.45, Cinemateket)

”Det, som definerer vores byer, er ofte usynligt for borgerne. Det er et paradoks, at den fysiske overflade, der udgør byen, og som ofte forbindes med berømte arkitekters signaturbyggerier, er formet i det skjulte. Byen er et resultat af lovtekster og planer, udarbejdet af embedsmænd og byplanlæggere. Engang imellem bliver denne proces tydelig. Det sker, når borgerne rejser sig imod byens planer, mod nedlæggelsen af en park og fældningen af et træ eller angreb på vores kulturarv. Arkitekten Arno Brandlhuber og filminstruktøren Christopher Roths viser to film fra deres projekt Legislating Architecture, som handler om disse problemstillinger.”

Fremtidens urbane Game Changers (15/5 kl. 16.00, Dansk Arkitektur Center)

”Engang tog vi på markedet og købte varer. Varerne blev solgt af de mennesker, som havde skabt dem, og interaktionen var med til at skabe os som borgere. De nære interaktioner betød noget. I dag arbejder vi i gigantiske og diffuse organisationer og handler varer, som er produceret alle andre steder end herhjemme. De håbefulde påstår, at sharing economy vil genskabe nærmiljøet. Jeg er nok mere skeptisk. Men det er uomtvisteligt, at vores byer og levevis forandres af game changers som Airbnb og Uber, og at de opererer i et lovgivningsmæssigt vakuum. Debatten bliver taget op her.”

Auroville – en utopi fylder 50 år (12/5 kl. 17.00, Space10)

”Romantikeren i mig bliver ramt, når jeg læser om Auroville, der handler om et alternativt samfund grundlagt i 1968 i Sydøstindien. Jeg bliver nysgerrig og provokeret. Kan utopien virkelig lykkes, og kan vi skabe alternativer, som er levedygtige over tid, uden at de smadres af menneskets iboende egoisme? Hvordan udleves et guddommeligt anarki?”

På cykel med stadsarkitekten til årets bedste arkitektur (5/5 kl. 15.00, Rådhuspladsen)

”Jeg har ofte deltaget i debatter med Københavns stadsarkitekt Tina Saabye og interviewet hende til forskellige film om arkitektur og byplanlægning. Tina er altid inspirerende selskab. København har i hende en klog og vidende stadsarkitekt, som dygtigt udtænker strategier for, hvordan byen kan inspirere og udfordre både sine egne borgere og resten af verden mange år fremover. Så en cykeltur byen rundt med Tina, det er ikke værst.”

Trailer: The Human Shelter

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko