Nyhed
07. nov. 2010 | 10:22

Det store fald fra tinderne

Det er et lille mirakel, at Eva Mulvad slipper godt fra at gå grænseoverskridende tæt på en mor og en datters jetset-deroute i The Good Life.
Af Jesper Bo Petersen

Udnytter dokumentaristen Eva Mulvad sine medvirkendes ulykke for at skabe en spektakulær film?

Spørgsmålet melder sig tidligt i The Good Life, hvor man kommer grusomt tæt på Anne Mette Beckmann og hendes mor, Mette Beckmann.

Efter et liv i sus og dus på toppen af det europæiske jetset må de i dag – modvilligt – slå sig til tåls med at dele en klaustrofobisk lejlighed på nederste trin i samfundshierarkiet. 

Billedet af de to kvinder er sjældent flatterende. Men selv om The Good Life er provokerende i sin intimitet, er filmen også gribende og eftertænksom i sit tragiske vingefang.

Et uddøende aristokrati
I fordums tid beboede familien Beckmann – med den nu afdøde ægtemand og far Valdemar – i ekstravagante lejligheder i Paris og Cascais i Portugal, hvor de slængede sig ved luksushotellets pool.

Men arven fra bedsteforældrene, der finansierede det lette liv, slap hen ad vejen op.

Da Mulvad kaster os ind i de to kvinders liv, bor de stadig i Cascais, men i en lille lejlighed og med morens pension som eneste indtægt. De er ude af stand til at afvikle en gæld på 50.000 kroner.

Og når de slænger sig ved poolen, er det kun, fordi der engang imellem er gratis adgang for pøblen. Som de sidste eksemplarer af et uddøende aristokrati forsøger de at holde fast i den verden, der ikke længere er.  

Fortættet kammerspil
Filmen folder sig ud som et fortættet kammerspil i lejligheden, hvor datteren igen og igen går amok på moren. Hun mener, at hendes skæbne er blevet forseglet gennem forkælelse og overflod.

”I har fandeme aldrig forberedt mig på det her,” raser datteren i regulært grænseoverskridende scener, som er smertefulde at overvære.

Anne Mette forsøger at finde et arbejde, men uden nogen erfaringer på det håndskrevne cv, kommer hun ikke langt.

Universelle temaer
I ånden fra direct cinema-bevægelsen og Maysles-brødrene, som lavede Grey Gardens fra 1975 over et lignende motiv, registrerer Eva Mulvad sine medvirkendes gøren og laden.

Og det er netop den fordomsfri metode – tålmodigheden og den ekstreme nærhed – der gør, at filmen ikke ender som et freakshow.

De to kvinder kæmper en ærlig kamp med en konflikt, som tilsyneladende er uløselig. Og alle, der ser filmen, vil på et eller andet plan kunne nikke genkendende til deres følelser. Filmens temaer – ansvar, skyld og tilgivelse – er universelle.

Lykkens genfærd
Eva Mulvad bruger med stor poetisk effekt familiens gamle smalfilmoptagelser til at skabe en eftertænksom mosaik af fortid og nutid. En kærlighedselegi.

Morens resignerede blik fortæller om et menneske, som må leve med konsekvenserne af de valg, hun har truffet. Hun forelskede sig i en mand, der altid – i den bedste mening – sagde: ”Det går nok.”

Og nu efter sin død holder faren sine to piger fast i et jerngreb. Som et lykkens genfærd, der forbander al fremtid.

The Good Life bliver vist på Cph:Dox den 10. og 14. november og vil senere blive vist på TV 2 under titlen Det lette liv.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko