Historie og identitet
Tema
27. juni 2002 | 08:00

Det ubegribelige

Foto | Miramax / Sergio Strizzi
Livet er smukt

I dag møder vi skildringer af Holocaust, som ville have været utænkelige i årene efter Anden Verdenskrig. Både Spielbergs Schindlers liste og Benignis Livet er smukt er blevet beskyldt for at banalisere ondskaben, men hvordan holder vi mindet i live, hvis det ikke er tilladt at skabe billeder af grusomhederne?

Af Claus Christensen / Ekko #13

I Diktatoren fra 1940 leverer Charles Chaplin en hylende morsom parodi på Adolf Hitler. Chaplin fremstiller den tyske leder som en selvberuset og magtlysten lille mand, der til tonerne af Wagners Lohengrin leger overmodigt med en ballonglobus, indtil ballonen pludselig sprænger med et brag, hvorefter Hitler – alias Hynkel – bryder grædende sammen.

Det er sublim komik, men Chaplin har senere udtalt, at han aldrig ville have kunnet lave Diktatoren, hvis han havde kendt omfanget af nazisternes forbrydelser. Stillet over for det absolut onde, stillet over for drabet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig i Hitlers gaskamre, måtte selv verdens største komiker give fortabt.

Rædsler overgår fantasien
En række toneangivende filminstruktører og intellektuelle har siden krigen delt Chaplins standpunkt. Virkelighedens rædsler overgår fantasien, og ethvert forsøg på at skildre nazisternes jødeudryddelse vil uværgerligt trivialisere og fjerne det enestående ved forbrydelsen.

”Holocaust er enestående derved, at det slår en ring af flammer omkring sig, en grænse som ikke må overskrides, fordi kun den enkelte, strengt personligt, kan forholde sig til det absolut onde. Lader man, som om dette ikke er tilfældet, forbryder man sig mod et meget alvorligt bud. Fiktionen er et lovbrud, jeg er dybt overbevist om det utilladelige i at skildre dette her med billeder,” har den franske instruktør Claude Lanzmann sagt.

De få anerkendte værker om Holocaust – dvs. tilintetgørelsen af jøderne – findes af samme grund først og fremmest inden for dokumentargenren. Det gælder værker som Alain Resnais’ filmessay Nat og tåge (1956), Primo Levis selvbiografiske beretning fra Auschwitz, Hvis dette er et menneske (1976) og Claude Lanzmanns historiske dokument, den over otte timer lange film Shoah (1985).

Disse værker understreger netop det umulige i at fremstille eller forklare Holocaust overbevisende. De forsøger ikke at fortælle sandheden, men søger i stedet med nøgtern kølighed at gøre det abstrakte massedrab konkret ved at beskrive de daglige rutiner i koncentrationslejren, detaljerne i nazisternes systematiske planlægning, ”det primitive, men velfungerende dødens samlebånd.” Ikke mindst Claude Lanzmanns Shoah – der ikke indeholder et eneste arkivbillede, men udelukkende består af interviews med overlevende ofre, bødler og vidner – betoner, at rædslen kun anes i glimt: En stemme, der knækker midt i en sætning, en hånd der ryster, en pauses ladning…

Udfordrer billedforbudet
Siden afsløringen af koncentrationslejrene har der altså eksisteret et uudtalt billedforbud, et forbud mod at forsøge at vise det absolut onde – i hvert fald når det gælder fiktionsfilm. Det har ganske vist ikke skortet på overtrædelser – f.eks. den amerikanske tv-serie Holocaust (1979) og Hollywood-filmen Sophies valg (1982) – men som regel har disse produkter været relativt lette at afskrive som kitsch eller smagløs ”Holocaust-industri”.

Men billedforbudet bliver for alvor udfordret, da Steven Spielberg i 1993 sender Schindlers liste ud i biograferne. Her er nemlig ikke bare tale om en førsterangsinstruktør, men også om en kunstner, der efter alt at dømme har et reelt motiv om at skildre jødernes kollektive mareridt.

”Da jeg ville se Claude Lanzmann Shoah, havde jeg inviteret otte personer til at ledsage mig. Alle stak af. Jeg så altså den otte timer lange film helt alene. Helt alene. Og næsten som i trods tænkte jeg, at hvis folk var så åbenlyst ligeglade med Holocaust, ville jeg fortælle dem historien om Holocaust,” udtaler Steven Spielberg, som i Schindlers liste sætter hele sin enorme filmiske kunnen ind på at formidle rædslernes gru til publikum. Og for at gøre filmen appellerende for et bredt publikum tilfører han skildringen en eventyrlig historie om en autentisk tysk erhvervsmand, Oscar Schindler, der under krigen reddede 1300 jøder fra døden.

Schindlers liste får succes og ikke mindre end syv Oscars, men fremkalder også skarpe protester. Claude Lanzmann kalder i et indlæg i avisen Le Monde Spielbergs film for en illustreret Shoah, hvor ”billederne dræber forestillingsevnen, de gør en trøstende idenfitikation mulig med Schindler, en mildt sagt diskutabel ’helt’.” Herhjemme betegner journalisten Kjeld Koplev slet og ret filmen som ”E.T. i Auschwitz – følelsesmæssig pornografi”.

Erindringens mordere
Fire år senere blusser debatten op på ny. Årsagen er den italienske komiker, Roberto Benignis film Livet er smukt, en både komisk og tragisk fabel, der udspiller sig i en koncentrationslejr og handler om klovnen og jøden Guidos forsøg på at redde sin drengs liv og beskytte hans uskyld midt i rædslerne. ”Var Holocaust en stor vittighed?” spørger en kritiker forarget, og en lektor – Judith Winther – skriver et vredt indlæg i Weekendavisen:

”Benigni er én blandt den efterhånden voksende skare kunstnere, der ’samarbejder’ ufrivilligt med ’erindringens mordere’, for hvem de formodentlig nærer afsky. Men ikke desto mindre udvisker og banaliserer disse kunstnere Holocaust i omtrent samme grad som ’Holocaust-fornægterne’. I deres forsøg på at ’bearbejde’ stoffet kunstnerisk præsenterer de emnet løgnagtigt, blødagtigt, menneskeligt let fordøjeligt, hvor kendsgerningerne moduleres i henhold til brugbarheden og underholdningsværdien.”

Spielberg og Benignis brøde er ifølge kritikerne, at de for det første har lavet en fiktionsfilm om Holocaust, dvs. sat billeder på rædslerne og ondskaben og gjort udryddelsen til ”et godt emne”. For det andet er deres film livsbekræftende – takket være Schindler og Guido sejrer godheden til sidst over ondskaben – hvilket kritikerne opfatter som en fortrængning af massedrabet. For det tredje er begge film svært underholdende, de appellerer til sanserne og følelserne, og det er et markant brud på den nøgterne og kølige distance, der har præget de store dokumentarværker om Holocaust.

Nye generationer
På mange måder skyder denne kritik over målet. Schindlers liste og Livet er smukt ville ganske vist have været utænkelige i årene efter Anden Verdenskrig, hvor chokket oven på afsløringen af jødeudryddelsen var enormt. Men den historiske afstand har gjort det muligt for nutidige instruktører at gå tættere på og fortælle mere følelsesladede historier om Holocaust uden at krænke publikum. Og både Spielberg og Benigni tager hensyn til den virkelige tragedie – Spielberg ved at underspille sin Schindler-histories indbyggede melodrama og Benigni ved klart og tydeligt at markere, at hans film er en fabel og ikke realisme.

Det er også for bastant at sige, at Schindlers liste og Livet er smukt udvisker Holocaust. I lange afsnit skildrer Spielberg jødernes kollektive mareridt, så filmen får en nærmest dokumentarisk karakter med sine sort-hvide billeder optaget med et håndholdt kamera og klippet i høj hastighed. Og selv om Livet er smukt foregår i eventyrets forenklede univers holder Benigni hele tiden fast i, at det er dødsens alvor, ligesom han heller ikke skjuler nazisternes forbrydelser. Midt i eventyret standser han pludselig op og viser os gruen: Et bjerg af lig, skjult inde i tågen.

Livet er smukt foretager en vanskelig balanceakt mellem komedie og tragedie, og ikke alle scener i filmen er lige vellykkede. Men som journalisten Martin Krasnik har gjort opmærksom på, ændrer komikken sig i samme øjeblik, Guido og hans familie træder ind i koncentrationslejren. Så er den ikke længere morsom, men smertelig – og derfor lykkes balancen.

Spielberg og Benigni kunne måske passende spørge deres strenge kritikere, hvordan vi skal holde mindet i live, hvis det ikke er tilladt at skabe (nye) billeder af grusomhederne. Hvordan gør vi historien levende og nærværende for kommende generationer, hvis vi ikke må bruge det stærkeste medie – spillefilmen? Og kunne det ikke tænkes, at de populære Holocaust-film kunne anspore unge til at stifte bekendtskab med de mesterlige dokumentarværker, der giver tankerne plads og tavsheden stemme?

Livet er smukt indgår i Undervisningsministeriets og Egmont Visions filmpakke nr. 3. Nat og tåge er i distribution på Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko