Directors to Watch
Interview
07. dec. 2013 | 14:45

Islandsk talent: Et statement om håbløshed

Hlynur Pálmason under optagelserne til En dag eller to sammen med sin hovedperson. Udfordringen var at formidle komplekse følelser i et simpelt filmsprog, forklarer han.

Hlynur Pálmason er nyudklækket instruktør fra Den Danske Filmskole og bliver allerede spået en stor fremtid. Fire filmmagasiner har kåret ham som nyt nordisk talent på dvd’en Directors to Watch.

Af Marie Andersen og Jeppe Mørch

Islandske Hlynur Pálmasons kortfilm En dag eller to (A Day or Two) er blevet udtaget til dvd’en Directors to Watch, hvor fire nordiske filmmagasiner – danske Ekko, norske Rushprint, svenske Flm og finske Episodi – hylder nye nordiske instruktørtalenter.

En dag eller to er en følsom historie fortalt i børnehøjde. Sparsom dialog og ængstelig stemning præger filmen, hvor vi følger en søn og hans mor, da de ankommer til deres nye, men faldefærdige hjem langt fra den dunkle by med et turbulent familieliv.

Barnlig begejstring over at sprinte rundt i det tomme hus flettes sammen med den voksne indsigt i omstændighedernes alvor.

”Ideen opstod ud af et problem, jeg havde med kortfilmformatet,” fortæller 29-årige Hlynur Pálmason, som dimitterede fra Den Danske Filmskole i sommer med den roste En maler.

En dag eller to er også lavet på Filmskolen.

Kompleks på en simpel måde
”Jeg var ikke særlig interesseret i den traditionelle måde, man oftest fortæller en kort historie på. Jeg troede på, at femten minutter ville fremstå langt stærkere, hvis man fokuserede konsekvent på én situation eller én følelse,” fortsætter Hlynur Pálmason.

”Jeg var interesseret i den nervøsitet, angst og ubekvemhed, der kan opstå, når man forsøger at bearbejde en given situation. Jeg ønskede, at filmen skulle udforske de her følelser i deres reneste form.”

– Hvad var den største udfordring ved at lave filmen?

”At arbejde med materiale, følelser og situationer, der er så enormt komplekse, når man samtidig ønsker, at det skal fremstå simpelt og med et klart fokus.”

– Hvilke følelser håber du, publikum sidder tilbage med, når de har set din film?

”Jeg håber, at de har en oplevelse, som de kan mærke fysisk.”

Filmen bestemte selv
– Hvad har filmen betydet for din karriere?

”Da jeg lavede filmen, blev jeg klar over, at jeg var meget interesseret i at vise mine karakterers indre verden ved at fokusere på den ydre. Det var en meget vigtig erkendelse for mig, og det er noget, jeg fortsat dyrker.”

– Hvorfor ser filmen ud, som den gør æstetisk?

”Den her film handlede meget om, at jeg skulle søge efter mit eget sprog. Gennem research og manuskriptudvikling begyndte jeg langsomt at kunne se og høre En dag eller to.

”Efter et stykke tid var det, som om filmen tog over, og så var det dén, der vidste, hvad den ville. Men det var ikke et udtryk for rent held, det kom af hårdt arbejde.”

Inspiration fra komponister
– Hvad synes du selv om resultatet i dag?

”Jeg er meget glad for filmen. Den er blevet det, jeg håbede på, nemlig et statement om håbløshed. Noget som jeg ikke bevidst satte mig for at fortælle, men alligevel noget, jeg åbenbart ikke kunne lade være med at sige højt.”

– Hvad var det vigtigste, du lærte af at lave filmen?

”At man skal være tro mod sig selv og det materiale, man har med at gøre.”

– Hvilke nordiske instruktører er du inspireret af?

”Jeg vil gerne svare ved at sige, at mange mennesker inspirerer mig – ikke nordiske instruktører specifikt. Lige nu er jeg ved at læse om moderne komponisters konfliktprægede liv, mens jeg lytter til deres musik. Det inspirerer mig ekstremt meget.”

For mange behagesyge film
– Hvis du kunne ændre én ting ved nordisk film, hvad skulle det så være?

”Det ville være fedt med mere udfordrende film. Film, der ville undersøge nogle cinematiske forhold i stedet for at være så optaget af at skulle falde i alles smag og tilfredsstille det etablerede marked. Mange film i dag forsøger virkelig at komme det, som de tror er folks smag, i møde.”

– Hvilke skuespillere/filmfolk fra de andre nordiske lande ville du gerne arbejde sammen med?

”Jeg vil virkelig gerne arbejde sammen med det danske producerpar Julie Waltersdorph og Per Damgaard, den svenske fotograf Maria von Hauswolff, den danske klipper Julius Krebs Damsbo, den norske tonemester og komponist Lars Halvorsen samt den islandske producer Anton Mána Svansson.”

– Hvad skal din næste film handle om?

”Min næste film bliver en fortælling om to brødre, og den skal foregå i et religiøst arbejdermiljø, mens det er vinter. Vi følger to brødre, deres rutiner, vaner, ritualer og et voldeligt opgør, der bryder ud mellem deres egen familie og en anden.”

Hlynur Pálmason

Født 1984 i Island.

Har på Island lavet kortfilmene Post-It (2008) og Joel (2010) om en ung fyr, der prøver at blive del af en lokal motorcykelbande.

Flyttede til Danmark i 2009, hvor han begyndte på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole.

Færdiggjorde i 2013 Filmskolen med afgangsfilmen En maler, der vandt Grand Prix ved Odense Internationale Film Festival.

Arbejder for tiden på sin første spillefilm, Winter Brothers.

Directors to Watch

Fire nordiske filmmagasiner er gået sammen om at udpege morgendagens lysende instruktørtalenter og udgive deres kortfilm på dvd.

Danske Ekko, svenske Flm, norske Rushprint og finske Episodi står bag dvd’en Directors to Watch – 10 Short Films by Nordic Talents.

Dvd’en følger med det aktuelle Ekko #63.

Ekko bringer løbende interviews med de nye talenter, der fortæller om deres inspirationskilder og udfordringerne ved at lave film i Norden.

Fra Danmark er udvalgt Marie Grahtø Sørensen fra Super16 og Aske Bang fra Den Danske Filmskole.

© Filmmagasinet Ekko