Cinema Days
23. okt. 2016 | 10:37

Dokumentar om Gaza-krigen vinder filmpris

Foto | Simon Schwarz
Instruktør Mohamed Jabaly følger en ambulancebesætning i deres bestræbelser på at redde liv under Gaza-krigen i 2014.

”Jeg har set smerten i øjnene på kvinder og frygten i børns ansigter,” siger instruktøren bag den gruopvækkende Ambulance, som følger en ambulancebesætning under Gaza-krigen.

Af Simon Johansen

Der har været et klart fællestræk for alle de film, der har deltaget i konkurrencen om Sunbird-prisen ved den palæstinensiske filmfestival Cinema Days:

Filmene har på den ene eller anden måde haft konflikter som omdrejningspunkt.

Især det betændte forhold til Israel er et emne, der går igen i de forskellige film.

Det samme er tilfældet med den dokumentar, som festivalarrangør Hanna Atallah i det halvfyldte kulturcenter i Ramallah i torsdags udnævnte som vinder af Sunbird-prisen: Mohamed Jabalys Ambulance.

Døden lurer om hjørnet
Den nystiftede pris gives til dokumentarfilm, der på den ene eller anden måde omhandler Palæstina.

Den første vinderfilm foregår i 2014 under Gaza-krigen, hvor Mohamed Jabaly følger en ambulancebesætning i deres bestræbelser på at redde liv.

Mens mange unge drømmer om at slippe ud af det besatte Gaza, vil den 24-årige Jabaly hjælpe. Da han hører om, at israelske styrker nærmer sig Gaza, beslutter han for at gøre noget og ikke bare ”vente på døden”, som han siger i filmen.

Sammen med ambulancens besætning tager filmen os med rundt blandt lemlæstede kroppe, rædselsslagne familier og ødelagte bygninger, mens døden konstant lurer om hjørnet.

”Det føltes som at være midt i et teaterstykke. Jeg så blod. Jeg så smerten i øjnene på kvinder og frygten i børns ansigter,” har Jabaly, som ikke havde mulighed for at deltage i prisoverrækkelsen, tidligere sagt til Al Jazeera.

”Med filmen vil mennesker både inden og uden for Gaza se, hvordan vi overlever. Filmen skal også minde folk om, at vi stadig lever. At vi kan smile og forbliver fulde af håb,” fortalte han Al Jazeera.

Skudt af snigskytte
Ud over konflikten med Israel har dokumentarfilmene ved Cinema Days også haft et andet fællestræk, nemlig at de fleste film har været personlige fortællinger.

Det gælder eksempelvis Saken om den tidligere soldat Ibrahim Salameh, der for mere end to årtier siden blev skudt i ryggen af en libanesisk snigskytte. Skuddet paralyserede ham fra nakken og ned, og han har siden været lænket til en hospitalsseng i Amman i Jordan, hvor den palæstinensiske oprørsbevægelse har et hospital.

I filmen følger vi Salamehs forhold til Walid, en egyptisk handicaphjælper, som i mere end ti år har passet og plejet den skadede soldat. Ofte har han valgt sin familie fra for at blive ved Salamehs side.

Det bliver dog sværere og sværere for Walid, fordi Walids familie kræver hans tilstedeværelse i Egypten. Det går ham synligt på, men Walid ofrer sig for sin ven. Som for eksempel da han vælger at blive i Amman for at passe Salameh, selv om hans kone er i gang med at føde i Egypten.

Personlige historier
Saken
er en film om de tilfældige venskaber og forhold, livet byder os. Og om de skæbnesvangre valg, vi træffer.

Mod slutningen af filmen vælger Walid at rejse hjem i en periode for at besøge sin familie. Men samtidig undergår hospitalet en omrokering, som betyder, at Salameh må skifte stue.

Et skifte, han ikke overlever.

Saken lider – som en række andre palæstinensiske dokumentarer – af en mærkværdig redigering. For eksempel er det forvirrende, at vi først halvvejs inde i dokumentaren får at vide, at Salameh blev skudt i Libanon.

Alligevel er filmen med til at fortælle, at der under den altoverskyggende konflikt med Israel udfolder sig lige så store personlige historier, som dokumentargenren kan være med til at fortælle.

Comic relief fra Libanon
Efter prisoverrækkelsen blændede festivalen op for en visning af den libanesiske komedie Very Big Shot, som er med i kapløbet om en Oscar-nominering.

Filmen er et frisk pust og lidt af et comic relief, fordi de palæstinensiske film typisk efterlader beskueren med en knugende følelse af, at konflikten langt fra er ovre.

Mir-Jean Bou Chaayas film åbner som en hårdkogt action-drama, men glider langsomt over i at være en satirisk kommentar til den korruption og narkotikahandel, der florerer i Beirut og det øvrige Libanon. Og så berører filmen også det uforløste filmpotentiale, som nogle af filmens karakterer ser i Libanon.

Filmprojekt på skrømt
I filmen følger vi Ziad, der lever af at sælge stoffer i Beirut. I første scene kommer Ziad ved et uheld til at slå en mand ihjel, men fordi Ziads lillebror Jad er under den kriminelle lavalder, får Ziad ham til at tage straffen.

Fem år senere løslades lillebror Jad, og Ziad beslutter, at livet i den kriminelle løbebane skal være slut. Nu vil han åbne en restaurant.

Samtidig er det lykkedes Ziad at komme i besiddelse af en varevogn fyldt med amfetamin. Hvis han kan sælge det, vil det ingen sag være at åbne en restaurant.

Den store udfordring er at smugle stofferne over grænsen. En af Ziads faste kokainkunder er dokumentarmager og i gang med en film om en ældre libanesisk filmmager. Her lærer Ziad, at man førhen brugte filmhylstre til smugle hash over grænserne. Filmrullerne tager nemlig skade af at blive scannet i lufthavne og er en let måde at omgå sikkerhedstjekkene.

Ziad finder dog hurtigt ud af, at han er nødt til at lave en film. På den måde kommer A Very Big Shot til at handle om at lave en film, og det fungerer mestendels glimrende. Filmen er morsom i de sekvenser, hvor Ziad som hårdkogt filmproducer leder filmproduktionen i uforudsigelige retninger.

A Very Big Shot behandler Libanons problemer med satire og blev derfor en opløftende afslutning på den palæstinensiske filmfestival.

Trailer: Ambulance

Ekko på Vestbredden

Simon Johansen skriver fra Cinema Days.

Cinema Days er en filmfestival på Vestbredden.

Festivalen arbejder for promoveringen af lokale filmtalenter i Palæstina.

Fra 15. oktober til 21. oktober.

Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

© Filmmagasinet Ekko