Interview
11. juni 2015 | 11:31

Dokumentarister i forsvar for filmkunsten

Foto | Nicolai Lok Hansen
Eleverne fra Filmskolens tv-uddannelse. Vi har talt med de seks dokumentarinstruktører, fra venstre: Anders S. Jepsen (1), Troels Hansen (3), Olivia Chamby-Rus (4), Ala’A Mohsen (6), Lea Hjort Mathiesen (8) og Eva Marie Rødbro (9). De resterende tre – Nicoline Skotte Jacobsen (2), Roja Pakari (5) og Tilde Juul Rasmussen (7) – er fra uddannelsens flerkameralinje.

Filmskolens dimitterende dokumentarister håber fortsat på fri kunst i en akademisk omstillingstid. Én efterlyser, at uddannelsen åbner sig mod filmbranchen.

Af Anders Højberg Kamp

Seks unge talenter sidder på Den Danske Filmskole til en rundbordssamtale. De er glade. Om en uge er fire års hårdt arbejde forbi for tv-uddannelsens tiende. Og de er alle klar med en ny dokumentarfilm.

Lea Hjort Mathiesen, kendt for den prisvindende dokumentar Malek Means Angel, har i Øde ø mødt den populære radiovært Ayşe Dudu Tepe, der på poetisk vis åbner for barndomstraumerne.

Eva Marie Rødbro begiver sig ud på en antropologisk rejse til Vestegnen, hvor vi møder en stamme af dullede poptøser i Os der valgte mælkevejen. Ala’A Mohsen skildrer 42-årige Haisers oplevelser som fange under Saddam Hussein i Irak under oprøret i 1991 i Slip mine hænder.

I My følger Troels Hansen en danser, der forbereder en forestilling med forskellige partnere, hun har haft mere eller mindre intime forhold til. I Åbne øjne følger Olivia Chamby-Rus en blind, ung kvindes indre forestillinger om en verden, hun kan føle, men ikke se.

I Drengene undersøger Anders S. Jepsen tretten-fjorten-åriges seksualitet og kærlighedsliv i en svømmetræningslejr.

Det er en årgang, som har haft stor kunstnerisk frihed. De seks instruktører er blevet lært op i at udfolde deres personlige filmsprog og mærkelige sider af sig selv. Her er ikke så meget fokus på den tilstræbt objektive, journalistiske dokumentar som på poesi og kunst.

Et hak i vingen
”Mit dokumentariske afsæt er mennesker, karakterer og historier ligesom i fiktionens verden. For mig er vores fantasi også en del af virkeligheden. Jeg ser fiktion og dokumentar som tæt forbundne – den primære forskel er, at fiktionen får et ekstra behandlingslag,” forklarer Lea Hjort Mathiesen.

”I min film forsøger jeg ikke at informere faktuelt, men at skabe en fascination for de her teenagepiger, så vi bliver draget af og interesseret i dem,” siger Eva Marie Rødbro.

Olivia Chamby-Rus uddyber:

”Jeg føler mig først og fremmest som filminstruktør frem for dokumentarist. Det er lidt mere projektets natur, der styrer mine film. I min ansøgning til Filmskolen skrev jeg, at objektivitet ikke er mulig. Jeg kan kun fortælle det, jeg ser. Jeg lærer mig selv at kende som instrument, og det bliver vi bedre til at lave film af.”

Filmskolen består af frie fugle, men de fik dog et hak i vingen, da skolens nye rektor, Vinca Wiedemann, sidste år lukkede den fireårige flerkamerauddannelse. En eksperimentel linje, hvor filminstruktørerne opsætter scener og situationer i et tv-studie frem for at komme ud i virkelighedens gader.

Det vakte stor debat.

De seks dokumentarister er enige om, at det ikke var en særlig heldig beslutning at lukke linjen. Det har været ”dybt frustrerende” fortæller Olivia Chamby-Rus, og Troels Hansen mener, at linjen er og har været ”ekstremt spændende og et filmisk inspirerende område på skolen”.

Plads til de ordblinde
Flerkamerauddannelsen er blot en lille del af en kommende større organisatorisk forandring, der kommer, efter Filmskolen er blevet ledet konservativt af Poul Nesgaard gennem 21 år.

Personligt har de ikke mærket meget til de kommende forandringer, men de fornemmer en stemning af, at noget nyt er ved at ske. Overordnet er forandringerne positive, for eksempel er manuskriptlinjen forlænget med to år, men de er bekymrede for, at en eventuel akademisering får konsekvenser for kunstens frie udfoldelse.

”Lige nu er der større organisatoriske forandringer, og det kommer til at tage tid, før det bliver rigtig godt. Men der er meget snak om, at skolen skal universiteres,” siger Eva Marie Rødbro.

Hun henviser til Bologna-processen, en række europæiske reformer, der akademiserer uddannelserne med for eksempel bachelor- og kandidatgrader.

”Jeg frygter, at skolen bliver lagt over i universitetskassen og kommer væk fra kunstkassen. Hvis det sker, kan skolen miste den tillid, som den har til det enkelte individ, og hvad han eller hun vælger at fokusere på,” siger Anders S. Jepsen.

Ligesom på Kunstakademiet har Filmskolen ingen rapporter, ingen karakterer og ingen eksamen.

”Det er meget vigtigt, at den forbliver en kunstskole. Det er meget vigtigt for dansk films fremtid. Der skal være plads til dem, der ikke kan skrive og læse. Til de ordblinde og kunstneriske,” siger Olivia Chamby-Rus.

Danmarks måde at gøre at gøre det på er helt unik, mener hun, og en af årsagerne til dansk dokumentars succes. Åbenheden har ført til vanvittige idéer og succes for instruktører som Christian Sønderby Jepsen og Eva Mulvad.

Penetreret af branchen
Ligesom de andre har Ala’A Mohsen været ekstremt tilfreds med at gå på Filmskolen. Han kom til Danmark fra Syrien som ganske lille, og skolesystemet var en ny verden, hvor der blev spurgt ind til, hvad den enkelte elev mente, så den frie tanke sætter han særligt pris på. Alligevel har han et ønske for fremtiden.

”Min personlige mening er, at skolen er lidt lukket. Jeg har haft behov for at komme ud at møde folk. Vi har meget lidt kontakt med branchen derude. På Filmskolen har vi budget og udstyr. Udenfor har vi intet kamera, intet budget, ingen konsulenter. Derfor kunne det være rart at komme ud i to måneders praktik,” siger han.

Olivia Chamby-Rus vil ikke være alt for specifik om skolens fremtid, fordi det hele er så stort og uigennemskueligt.

”Der vil altid være en masse små ting, der kan gøres bedre. Det er først og fremmest vigtigt at beskytte det lukkede rum. Fire år er en kort bid af din karriere. Branchen kan vi lære at kende bagefter. Vi skal nok finde os selv derude. Det tager nok lidt tid. Det skal ikke være for meget en karriereskole.”

Troels Hansen har været glad for isolationen, men er også åben for mere branche.

”Forestillingen om mere branche i uddannelsen virker sværere, hvis ikke man samtidig forsvarer det personlige sprog. Men branchen som sådan er spændende at tænke ind, og det har jo også været i mødet med konsulenter og redaktører, at nogle af mine mest spændende arbejder på skolen er opstået,” siger Troels Hansen.

Lea Hjort Mathiesen indskyder:

”Jeg er ikke helt enig. Uddannelsen bliver – undskyld udtrykket – penetreret af branchen. Vores undervisere er alle en del af branchen. Vi bliver inviteret med til Cph:Dox, Cph Pix og diverse branchedage. Det er en af Danmarks dyreste uddannelser. Vi er virkelig privilegerede. I forhold til praktik? Ja og nej. Det kunne være fedt med praktik i slutningen af forløbet, men det ville jo kræve et andet undervisningsforløb. Det at arbejde med at forstå os selv er den bedste påklædning til branchen.”

Lavbudget er overvurderet
Privilegerede, og dog. Pengene til tv-uddannelsen, som dokumentaren hører under, er meget lavere end til filmuddannelsen, og det fører til stort fokus på lavbudgetfilm, hvilket bekymrer Ala’A Mohsen.

”Vi får 17.000, og de får 250.000. Forskellen kan man selv se,” siger han.

Eva Marie Rødbro indskyder: ”Det er dog fedt, at man lærer at lave lowbudget. Det er jo en del af vores uddannelse, og det kan vi bruge, når vi kommer ud.”

Ala’A Mohsen svarer, at det er helt fint, at de lærer at lave film med få midler, men at det har konsekvenser derude.

”Lowbudget er overvurderet. Jeg kender én, som har fået 50.000 kroner til at lave en film på to år. Det er slet ikke nok. I Danmark er priserne høje. Det koster at lave film.”

Hvad fremtiden bringer
Ala’A Mohsen har gjort sig klare tanker om, hvor han vil markere sig i mediebilledet.

”Der er mange stereotype fremstillinger af nydanskere, minoriteter og outsidere i Danmark. For eksempel om kioskejere og taxachauffører. Jeg håber på at ændre det billede og bidrage til at vise, at de også er mennesker.”

I samarbejde med et etableret produktionsselskab et han ved at lave en film om en bokser, der emigrerede til Danmark i 1990’erne. Nu er bokseren på tålt ophold i Sandholmlejren.

Eva Marie Rødbro tilføjer: ”Jeg vil også gerne arbejde videre med at bryde folks stereotyper og fordomme om grupperinger.”

Hun er i gang med tre forskellige projekter, hvoraf det ene er videreudvikling af en film, hun lavede sidste sommer, som blev vist på Cph:Dox og en række amerikanske festivaler.

Olivia Chamby-Rus er lige nu i gang med at klippe en film og udvikle en større film om beboere på et udslusningsfængsel.

Troels Hansen og Anders Jepsen er ved at starte et nyt kontor op i Kødbyen, hvor de skal lave film. Tematisk handler den ene om unge med grænseoverskridende seksualitet. De har et samarbejde i gang med manuskriptforfattere om at blande dokumentar og fiktion.

Lea Hjort Mathiesen skal med støtte fra Nordisk Film Fond på IDFA Academy i Amsterdam, som nogle kalder dokumentarernes Cannes. Her skal hun udvikle manuskriptet til sin kommende film.

”Vi har svedt og arbejdet hårdt. Vi skal nok finde os selv derude. Jeg føler en iver og har lyst til at komme i gang,” siger Olivia Chamby-Rus.

Den Danske Filmskole
Dokumentar 2011-15


Lea Hjort Mathiesen
Øde ø


Eva Marie Rødbro
Os der valgte mælkevejen


Ala’A Mohsen
Slip mine hænder


Troels Hansen
My


Olivia Chamby-Rus
Åbne øjne


Anders S. Jepsen
Drengene

Se afgangsfilm

De seks dokumentarfilm kan streames på Filmskolens hjemmeside.

De vises også på DR K søndag 14. juni kl. 16.15.

I Dagmar i København kan de ses lørdag 20. juni kl. 10.00.

Os der valgte mælkevejen og My vises i Nordisk Film Biografer i Odense onsdag 24. juni kl. 20.15.

Drengene og Øde ø vises i Nordisk Film Biografer Trøjborg i Aarhus onsdag 24. juni 19.45.

© Filmmagasinet Ekko