Nyhed
14. jan. 2011 | 09:38

DR2 reagerede aldrig på Defamation

DR2 fik mulighed for at komme med kritik af Defamation, men som den eneste af syv finansierer – og trods flere opfordringer – svarede kanalen aldrig. Det fortæller filmens co-producer Karoline Leth.
Af Claus Christensen

I snart to år har den kontroversielle dokumentarfilm Defamation, der handler om antisemitisme, samlet støv hos DR2.

Men efter at Filmmagasinet Ekko fredag i sidste uge tog sagen op, har DR2 henvendt sig til filmens danske co-producer, Karoline Leth. Her forklarede tv-kanalen, at filmen er en meget personlig dokumentarfilm, som ikke kommer hele vejen rundt om sit emne. Derfor skal den vises i en ramme, hvor dette tydeligt fremgår.

DR2 havde dog muligheden for at komme med forslag til filmen, før den lå færdig, fortæller Karoline Leth. Men de forpassede chancen. Som den eneste af filmens syv finansierer.

Særbehandling af DR2
”I august 2008 sendte vi første gennemklip til alle dem, der har støttet filmen. Det er en normal procedure,” fortæller Karoline Leth.

Det danske og østrigske filminstitut, den amerikanske co-producent samt tv-stationerne ORF (Østrig), Channel 2 (Israel) og Yle (Finland) gav alle feedback. Men DR2 reagerede aldrig.

”Vi sendte oven i købet en dvd til DR2, fordi de som den eneste tv-station havde problemer med at downloade filmen, som vi havde lagt op på en server. Alligevel hørte vi intet.”

Først kontaktet i søndags
”August 2009 afleverede vi den færdige film til DR2, men først ved et tilfældigt møde fortalte DR2-chef Arne Notkin, at man havde kommentarer til filmen,” husker Karoline Leth.

”Han sagde, at Defamation er problematisk, og siden har jeg ikke hørt fra DR2 – indtil i søndags, hvor jeg efter Ekkos artikel blev kontaktet,” siger produceren, som har rettighederne til det danske marked.

I Defamation undersøger jødiske Yoav Shamir – ikke uden humor – hvad antisemitisme er i dag. Findes den for alvor, eller er den først og fremmest et værktøj for jødiske lobbyister, der forsøger at lukrere politisk på mindet om holocaust?

Nu tilbyder DR2, at filmen vises med et introskilt. Skiltet skal understrege, at filmen ikke fortæller den fulde sandhed om antisemitisme.

Det tilbud er Karoline Leth og instruktøren Yoav Shamir indstillet på at sige ja til.

For egen regning
”Vi ændrer ikke i filmen, som har været færdig i hen ved to år. Men det er da dejligt, at filmen, der er støttet af Filminstituttet, Kulturministeriet og Integrationsministeriet, endelig kan vises for danskerne,” siger Karoline Leth og fortsætter:

”Hvis forudsætningen er et skilt, skal DR2 være velkomne. Skiltet må stå for deres regning, men jeg vil selvfølgelig gerne vide, hvad der skal stå i teksten,” siger Karoline Leth.

Hun undrer sig dog over stadig over, at DR2 som den eneste af dem, der har været med til at finansiere filmen, og dem, der efterfølgende har købt den, har brug for at vise den med et introduktionsskilt.

Er danske seere mere følsomme?

”Filmen er blandt andet blevet vist på Channel 4 i England, SVT i Sverige og sågar Channel 2 i Israel – uden skilt, uden problemer,” siger Karoline Leth.

”Er de danske tv-seere mere følsomme end andre seere, så de skal have en speciel introduktion og en speciel forklaring for at forstå filmen,” spørger hun og tilføjer, at den jødiske instruktør valgte Danmark som co-producent på grund af landets holdning til ytringsfrihed.

”Danmark fremstår som et land, der kæmper for friheden til at ytre sig og har modet til at udfordre de hellige køer. Derfor er DR2’s reaktion kommet fuldstændigt bag på os. Vi synes, at folk skal have lov til at danne deres egen mening.”

Hverken Arne Notkin eller dokumentarchef på DR2, Mette Hoffmann Meyer, har været til rådighed for kommentarer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko