Kommentar
26. dec. 2016 | 07:12

Debat: Filminstituttet forbigår ikke kvinder

Foto | Søren Hartvig
Lang historie kort med Mille Lehfeldt (yderst th.) er skrevet af to kvinder, og i alle de tilfælde, at en kvindelig manuskriptforfatter i perioden 2010-15 er nået til udviklingsfasen, er filmen blevet realiseret.

Påstande om kønsmæssig forskelsbehandling er en rævekage for at skabe splid i filmbranchen, skriver manuskriptforfatteren bag Dannys dommedag i debatindlæg.

Af Søren Grinderslev Hansen

Bedyrelser om ”systematisk forskelsbehandling” og “underbevidste diskriminationsmønstre” førte i en kold tid til varme anbefalinger af at benytte kønskvoter fremover, og en vordende bureaukratisk datamonitorering af filmansøgernes attributter er blevet foreslået Det Danske Filminstitut.

Ak ja, kønspolemikken har huseret som en lumsk drillenisse og spredt en voldsom trængsel og alarm i den danske filmbranche.

Men julen kan stadig reddes!

Husnissen behøver ikke flytte med Det Danske Filminstitut ind i det nye år. For hele påstanden om forskelsbehandling inden for Filminstituttets fire vægge er en skrøne, som kun de dygtigste spilopmagere kan tryllebinde menigmand til at stole blindt på.

Det er i sandhed et imponerende blændværk. Men forskelsbehandlingen hos Det Danske Filminstitut er en folketro, der er lige så sagnomspunden og lige så udokumenteret, som julens drillesyge fantasivæsen selv er.

Næppe alarmerende tal
For at få et retvisende billede af fordelingen af midler mellem mænd og kvinder skal man ikke kigge på den samledes sums facit.

Det viser bare, at cirka 80 procent af dem, der modtager penge, er mænd, mens 20 procent altså er kvinder.

Det er her, at nissen har spillet os alle et pus. For man skal skille tingene ad.

80/20-fænomenet handler ikke om forskelsbehandling. Det har en helt naturlig forklaring. Man skal i stedet bare kigge på de individuelle tal af ansøgere og støttemodtagere fordelt på henholdsvis mænd og kvinder.

Så lad os da gøre det. Det er juleferie, vi har tiden til det. Skænk blot mageligt en lunken kop gløgg op og lad os i ro og mag dykke ind i Det Danske Filminstituts egne tal om støttetildelinger i perioden 2010-2015.

Ud af de 32,5 kvindelige instruktører, som har søgt om produktionsstøtte til spillefilm fra 2010 til 2015, har 22,5 kvindelige instruktører modtaget støtte. Det svarer til, at 69,2 procent af alle de kvindelige instruktører, som har søgt om produktionsstøtte, har modtaget støtte.

Ud af de 136,5 mandlige instruktører, som har søgt om produktionsstøtte, har 103,5 mandlige instruktører modtaget støtte i perioden 2010-2015. Svarende til, at 75,8 procent af alle de mandlige instruktører, som har søgt, har modtaget støtte.

Altså en forskel på seks procentpoint i mændenes favør. Det er næppe et alarmerende tal. Det vil i alle tilfælde være en tilsnigelse at stemple det som diskrimination.

En lille skævvridning
Lad os hernæst kigge på producerne.

Ud af de 74,5 kvindelige producere, som har søgt om produktionsstøtte fra 2010 til 2015, har 56,5 kvindelige producere modtaget produktionsstøtte. Det betyder, at 75,8 procent af alle de kvindelige producere, som har søgt produktionsstøtte, har modtaget støtte.

Mandlige producere: Ud af de 94,5 mandlige producere, som har søgt om produktionsstøtte, har 70,5 mandlige producere modtaget støtte. Svarende til, at 74,6 procent af alle de mandlige producere, som har søgt produktionsstøtte, har modtaget støtte.

Altså en lille skævdeling på cirka et procentpoint i kvinders favør.

100 procent støtte til manuskvinder
Hos manuskriptforfatterne starter vi med mændene.

Ud af de 127,5 mandlige manuskriptforfattere, som har søgt om produktionsstøtte 2010-2015, har 99 mandlige manuskriptforfattere modtaget støtte.

Hvilket svarer til, at 76,6 procent af de mandlige manuskriptforfattere, som har søgt, har modtaget støtte.

Blandt de 28 kvindelige manuskriptforfattere, som har søgt om produktionsstøtte, har 28 modtaget støtte. Svarende til 100 procent.

Det er en forskel på cirka 22 procent i kvindernes favør.

Med andre ord: Hvis du som kvindelig manuskriptforfatter i undersøgelsesperioden 2010-2015 var kommet videre fra udviklingsfasen, var du altså bogstavelig talt statsgaranteret, at dit manuskript blev realiseret.

Diskrimination af mænd
Hvis vi kigger på tallene for dokumentarfilm, kan man generelt konstatere en jævnbyrdig fordeling mellem mænd og kvinder. For at være helt eksakt så viser tallene egentlig en lille forskel i kvinders favør.

Men lad os nu ikke hænge os i petitesser…

En generel konklusion på både fiktionsstøtten og dokumentarstøtten er, at der overordnet set er flere mænd end kvinder, der søger. Hvilket i sagens natur forklarer, hvorfor flere mænd end kvinder modtager støtte.

Ansøgningsbunkerne er simpelthen ikke lige store.

At man overhovedet har anbefalet kønskvoter, vil ikke alene være en direkte og særlig diskrimination af mænd – det vil også være en klar favorisering af kvinder.

En rævekage
Man har brugt som argument, at kvinderne diskrimineres i den indledende fase, i manuskriptansøgnings- og udviklingsrunden.

Men hvorfor antager man dette, når nu de tilgængelige tal i produktionsrunden viser det modsatte? Hvorfor antager man i det hele taget noget?

Og hvorfor er tallene fra de første to ansøgningsrunder i øvrigt ikke medtaget i rapporten? Det er jo netop her, det hele starter, og det er disse tal, der er interessante.

Med andre ord: Der forefindes ingen synlig ”systematisk forskelsbehandling” på Det Danske Filminstitut, som foreningen Danske Filminstruktører har hævdet. Det hele er en rævekage for at skabe intern splid i branchen – og det er desværre lykkedes.

At ændre i systemet, når systemet øjensynligt allerede komplimenterer mangfoldighed, vil netop være grus i maskineriet. Spild af tid og ressourcer.

Mænd som forbilleder
Hvis man alligevel ikke er tilfreds med naturens gang, og ikke kan acceptere ligestillingen i ligestillingsudviklingens eget tempo og altså ønsker, at tingene skal forceres i en ligelig 50/50-orden nu og her, så skal man hverken klandre eller finde løsninger hos Det Danske Filminstitut.

For det er ikke her ubalancen starter eller skabes.

Hvis man vil forøge tallet af kvindelige ansøgere på fiktionsfilm, så skal man gøre kvinder – eller det må jo snarere blive piger – interesseret, før de entrerer det forjættede danske filmland.

Hertil vil jeg kort tilføje, at film er et ganske universelt tilgængeligt medie. Alle – uanset køn, højde og drøjde – har mulighed for at se film.

Man kan se film i fjernsynet, på computeren, ja, sågar i biografen. Det er et fag, der i kraft af sin eksistens automatisk skaber opmærksomhed om sig selv. Måden jeg selv blev interesseret i at lave film på, var simpelthen bare ved at se film.

Her kommer skeptikerne og råber vagt i gevær.

Argumentet er, at den kønsmæssige ubalance i selve branchen allerede skævvrides i det sekund, at der ikke er en ligelig fordeling af mænd og kvinder som inspirationskilder bag kameraet og på lærredet.

Disse skeptikere er forvisset om, at det er helt utænkeligt, ja, nærmest uhyrligt, at kvinder kan lade sig inspirere af eller identificere sig med mænd. Men hertil må jeg fredfyldt protestere.

Det er endnu en udokumenteret antagelse, at kvinder ikke kan have mandlige rollemodeller. Ligesom det omvendte scenarie vil være en antagelse. Jeg ser eksempelvis meget op til min mor, som er en ægte talknuser. Det er hende, der foreslog og inspirerede mig til overhovedet at kigge på dataene hos Det Danske Filminstitut.

Jeg er lige så sikker på, at der er en del kvindelige instruktører i dag, der også har deres andel af mandlige filmforbilleder og vice versa.

Har intet fået foræret
Danmarks håndboldkvinder, der vandt OL i 1996, har formentlig også haft mandlige håndboldspillere som rollemodeller, før de overhalede herrerne indenom og selv viste, hvor skabet skulle stå.

Ja, det er da et yderst banalt eksempel, enig, men pointen er, at før der overhovedet var kvindelige håndboldspillere, var der kun mandlige.

Så hvis ikke kvinder kan lade sig inspirere af mænd, så ville man ikke se kvinder repræsenteret i noget som helst.

Derfor er jeg heller ikke så bekymret for de her ”maskuline skræmmebilleder”, som Den Danske Filmskoles hjemmeside er fyldt med. Hvis man vil noget nok, så kan selv ikke fotoet af den mest skæggede mand med den mest firskårne hage holde dig tilbage.

Film er ikke et job. Det er en lidenskab. En livsstil. Et liv.

Man kan ikke forhindre eller skræmme folk fra at leve deres liv. Dem, der vil, de kan. De skal nok komme frem uanset. Tro mig.

Dette er ytret af en arbejderdreng fra ”udkantsdanmark” uden nogen relationer til filmbranchen. En engang sekstenårig filmnørd, der egenhændigt måtte tage firetoget til København for at banke på døre og mærke sig vej frem i branchen på den hårde måde.

Jeg har skam aldrig fået noget foræret. 

Skål for Filminstituttet
Hvis I stadig har mere gløgg tilbage i koppen, så tillad mig at udbringe en skål. En skål for Det Danske Filminstitut og deres kompetente og yderst forbilledlige mangfoldighedsarbejde, som de har gjort det i årevis.

Det nærer jeg dyb respekt for.

Denne skål er for Det Danske Filminstitut, som er blevet uretmæssigt kritiseret. Skål!

Og gem så den sidste sjat gløgg til nissen! Server på loftet med lidt grød og helst en smørklat på. Så er jeg sikker på, at nissen bliver god igen. Nisser er nemlig ikke nødvendigvis onde, de driller kun, når de føler sig oversete og uretfærdigt behandlet.

At de føler det sådan, behøver dog ikke nødvendigvis betyde, at virkeligheden forholder sig således.

Det håber jeg er tydeligt for enhver nu.

Glædelig jul alle sammen.

 

Kønsfordelingen ifølge rapport fra Det Danske Filminstitut 2016

Søren Grinderslev Hansen

Født 1985 i Nakskov.

Autodidakt dansk manuskriptforfatter.

Har skrevet manuskript til to spillefilm, Min bedste fjende (2010) og Dannys dommedag (2014).

Har desuden været plotforfatter på anden sæson af TV 2-serien Dicte.

En aktiv stemme i kønsdebatten i den danske filmbranche.

© Filmmagasinet Ekko