Film i verdens brændpunkter
Interview
11. juni 2012 | 08:00

Du skal bare have øjne at se med

Foto | Caroline Baclig Schmidt & Nicolai Svane
Den filippinske instruktør Brillante Mendoza

”Hvis man lytter og mærker efter i sit miljø, har man en million fortællinger lige uden for sin dør,” siger Brillante Mendoza, der har vakt opsigt på festivaler med sine barske film fra Filippinerne. Vi tegner et portræt og taler med instruktøren, som får dansk biografdebut i juni med det autentiske gidselsdrama Captive om den muslimske partisanhær Abu Sayyaf.

Af Bo Green Jensen / Ekko #57

Brillante Mendoza er 51 år. Han har været lokomotivet i de sidste fem-seks års filippinske filmboom, som måske ikke mærkes i biograferne, men er et omrejsende tema på festivaler, hvor man hyppigt finder serier med titler som ”Philippines Rising”. Jeg fulgte én i Thessaloniki i Grækenland i 2009, hvor Mendoza blev stort promoveret.

Han er den flittigste instruktør i en bølge, der tæller navne som Lav Diaz (f. 1958), Jim Libiran (f. 1966), Khavn De La Cruz (f. 1973), John Torres (f. 1975), Raya Martin (f. 1984) og Pepe Diokno (f. 1987). Et fælles vilkår er små budgetter, der har tvunget filmskaberne til at bruge verden, som den er. Teknisk set er der tale om fattige film. Man tænker uvilkårligt på neorealisme og cinéma vérité.

Mendozas arbejdsform kan minde om tidlig Gus Van Sant, Ozon eller Almodóvar. Han sætter ikke hegn om privatlivet, men arbejder med en familie af venner i et ubrudt flow. Han slog igennem som homo-erotisk filmskaber. Han elsker at tale om folket. Man tænker næsten på Rainer Werner Fassbinder. Bortset fra at Mendoza er glad.

Han er født i San Fernando på øen Pampanga i Filippinerne. Han studerede marketing og PR ved Santo Tomas University i Manila og kom ad den vej til tv, teater og film. I 2005 lavede han sin første lange spillefilm, Masahista, som modtog en pris i Locarno. Mendozas film var fra begyndelsen populære på fimfestivaler. Foster Child (2007) blev vist i Directors’ Fortnight i Cannes. Pantasya (2007), hvori unge mænd udlever homo-erotiske fantasier, er en klassiker i bøsse- og lesbiske-segmentet.

Ligstumper i poser
Blandt kritikere er der delte meninger om hans hurtige film, som dyrker en flosset, frapperende æstetik.

Tirador, et elegant lowlife-studie, vandt Caligari-prisen i Berlin i 2008. Serbis (2008) foregår i en pornobiograf i Manila, hvor en hel familie lever og driver lyssky forretning. Filmen er optaget med et enkelt dv-kamera og ubearbejdet reallyd, hvilket bliver lovlig verité for de fleste. Kinatay var et hadeobjekt på Cannes-festivalen i 2009. Alligevel modtog den instruktørprisen.

Faktisk er det Mendozas bedste film til dato. Kinatay følger en ung politimand, som har svært ved at få sin løn til at slå til. Han vil derfor hjælpe sin overordnede med at løse tvivlsomme opgaver. Men det første bijob er grænseoverskridende på alle måder. Mændene henter en stripper, der står i gæld til Kaptajnen. Hun bliver mishandlet forfra og bagfra, før hun hakkes i stykker med en machete. Liget parteres, og den unge betjent er lige ved at tage bussen tilbage. I stedet hjælper han med at pakke ligstumperne i poser og vasker blod af i kælderen, hvor slagteriet er foregået.

Tilbage i Manila spiser mændene suppe til morgenmad. Den unge mand får sine penge og tager hjem til hustru og datter. Da ser man, hvad der står skrevet på ryggen af hans vindjakke, som stammer fra politiskolen: ”Integrity, once lost, is lost for ever.” Filmen vælger en passende stil til sit emne og gennemfører sit projekt kompromisløst: Sættes integriteten én gang over styr, kan man aldrig få den tilbage.

I Lola (2009) forsøger to bedstemødre at rette op på situationen, da den enes barnebarn har slået den andens ihjel. Den ene skal betale for begravelsen, den anden skal skaffe kautionspenge. Som i Serbis ligger svigtet i den yngste generation, og som i Kinatay er politistyrken bureaukratisk og korrupt. Filmen fik premiere i Venedig. Bagefter havde Mendoza for første gang lejlighed til at arbejde med en større ide på et større budget, da Isabelle Huppert sagde ja til at medvirke i hans næste film.

Captive fik premiere på dette års Berlinale og bliver til juni den første af Mendozas film, som kommer i dansk biografdistribution. Filmen skildrer en gidseltagning, som fandt sted i det sydlige Filippinerne i 2001, og for at forstå hvordan og hvorfor, må man sætte sig ind i øernes topografi og historie.

Gidsler i junglen
Filippinerne er en flydende verden, som består af cirka 7.107 øer. Med en befolkning på 94 millioner mennesker er det et af verdens tættest befolkede lande. Hovedparten er bosat i Quezon City og hovedstaden Manila, som er ved at vokse sammen. Man anslår, at der lever tyve millioner mennesker i Metro Manila-området.

Filippinerne var under spansk herredømme fra 1521, da øerne blev ”opdaget” af Ferdinand Magellan, til 1898, da USA annekterede øriget sammen med Cuba, Guam og Puerto Rico efter den spansk-amerikanske krig. Straks fulgte den filippinske uafhængighedskrig, som USA vandt i 1902. Moro-folket fra Palawan kapitulerede først i 1913. Og overgav sig egentlig aldrig. Det er i denne del af øriget, hvor den muslimske befolkning er koncentreret, at alle senere konflikter er opstået.

Partisanhæren Abu Sayyaf består af 3-400 soldater, som opererer i bjergene og junglen. Hvert år udfører Abu Sayyaf ti-tyve terroraktioner og tager jævnligt gidsler, som sælges for en løsesum, der betales af familier, arbejdsgivere eller regeringer. Muslimske kritikere siger, at Abu Sayyaf læser Koranen, som det passer dem. Gidsler, der ikke frikøbes, henrettes uden videre.

Gruppens krav er oprettelsen af en islamisk nation i det sydlige Filippinerne. 27. maj 2001 blev tyve gidsler taget ved et feriecenter i Honda Bay på øen Palawan. De fleste var kinesiske turister, tre var amerikanske statsborgere. Karavanen af terrorister og gidsler gik rundt i junglen i et år. Flere gidsler kom til ved nye aktioner, andre forsvandt, når de blev løskøbt eller henrettet. Hæren gik til angreb 7. juni 2002.

I Captive er gidseltagningen anskuet gennem en fransk kvinde. Filmen udmærker sig ved at beskrive forløbet i en demonstrativt flad spændingskurve. Det begynder i bugten, hvor gidslerne bortføres, og slutter med hærens aktion. Mellem disse punkter ligger den lange vandring. Man vænner sig til forholdene. Man aner konturerne af et Stockholm-syndrom, men ingen relationer er permanente. Partisanerne har et prosaisk forhold til liv og værdi. Alle vesterlændinge opfattes som millionærer. Den franske kvinde, som er nødhjælpsarbejder, bliver derfor en skuffelse for Abu Sayyaf.

Det slår mig, at Captive er en større produktion end dine tidligere film. Og at stilen er mere kontrolleret. Var det din egen ide?

”Ja,” svarer Mendoza over Skype. ”Jeg mødte Isabelle Huppert i Cannes i 2009. Senere var jeg på en festival i Brasilien, hvor alle mine film blev vist, og hun var der i forbindelse med en udstilling af sine fotos. Vi talte om forskellige projekter, og jeg spurgte, om hun havde været i Filippinerne. Hun sagde ja, og hun kunne godt lide landet. Så jeg spurgte, om hun kunne tænke sig at vende tilbage. På det tidspunkt havde jeg allerede en historie om en kvinde, der blev kidnappet nede sydpå.”

Var kidnapningen noget, der vakte opmærksomhed i Filippinerne? I filmen får man indtryk af en borgerkrigslignende tilstand. Er det hverdagen i Filippinerne?

”Dette fandt sted i 2001. Det er en autentisk historie, de fleste af karaktererne er baseret på virkelige personer. Vi prøvede at komme så tæt på sandheden som muligt, og vi prøvede at få plads til alle de informationer, vi fik, mens vi researchede. Filmen har ikke haft premiere i Filippinerne endnu, det får den til september. Der er en meget positiv reaktion fra flere distributører, som finder den spændende og realistisk og interessant. Indtil nu har vi kun vist den på Berlin-festivalen, men jeg har fået gode reaktioner fra de tilskuere, som har set den.”

Tror du, den bliver populær i Filippinerne?

”Det håber jeg. En masse mennesker får mulighed for at se filmen. Jeg håber især, at den kan skabe opmærksomhed hos de mennesker, som er direkte involveret, især på regeringens side. Dette fandt sted for tolv år siden, men det kunne ske igen i dag. Sådan er situationen i den sydlige del af Filippinerne. Disse problemer blusser op fra tid til anden. Hvis filmen vækker opmærksomhed både i befolkningen og på regeringens side, kan man måske nå frem til at gøre noget ved situationen.”

Du siger, at det skete i den sydlige del af landet. Så det er ikke noget, man bemærker, hvis man bor i Manila eller andre af de store byer?

”Nej, overhovedet ikke. Man hører bare om det i nyhederne. Det, som skete i 2001, var dog helt usædvanligt, fordi det varede så længe, og så mange blev henrettet. Det er noget, man ønsker aldrig vil ske igen, og også derfor fortæller vi historien. De ting foregår kun nede sydpå. Manila er fattig, kaotisk og overbefolket. Byen har alle mulige problemer, men slet ikke noget i den retning.”

Lokalsamfundet bakker op
Du siger, at dine film er baseret på autentiske hændelser. Gælder det også for Kinatay, hvor den unge politimand er med til at dræbe og partere en kvinde?

”Ja, filmen var baseret på en ung politielevs fortælling. Jeg talte selv med ham, og jeg syntes, at hans historie var meget interessant. Vi kan alle lære noget af historien, så jeg udviklede den i et manuskript og filmede den. Det betyder ikke, at jeg kun vil fortælle om bagsiden af virkeligheden i Filippinerne. De problemer er ikke særlige for Filippinerne. De ting kunne finde sted hvor som helst. Men her er jeg en af de få, som fortæller den slags historier. De fleste filippinske filmskabere fokuserer på andre emner. De laver romantik og melodrama. Den slags har vi masser af, men vi har ikke så mange af de realistisk baserede historier, jeg fortæller. Så jeg tænkte: ’Hvis jeg ikke laver denne film, bliver historien aldrig fortalt.’”

En ting, jeg husker fra filmen, er mottoet ”integrity, once lost, is lost forever”. Er det politiets motto i virkeligheden?

”Det tror jeg. Og det passer perfekt til filmen. Integritet er noget skrøbeligt og dyrebart. Det er noget, som man virkelig må tage vare på, for når man mister den, er den borte for altid. Nogle mennesker kan ikke undgå at miste den. De bliver fanget i svære situationer. Det er ikke nødvendigvis deres egen skyld, men de ser og hører ting, som ødelægger integriteten. Og de har ikke noget liv bagefter. Det er dét, som sker for karakteren i filmen. Han kan ikke tage tilbage. Ved daggry er han blevet en anden person. Og det gælder for altid. Uanset hvad han gør med sit liv i fremtiden, vil han altid være præget af det, som skete den nat.”

Før Kinatay lavede du Serbis, en film om en familie, som driver en pornobiograf i Manila. Mange så den som et billede på samfundet, både i Filippinerne og den tredje verden generelt. Var det noget, du tænkte på, da du lavede filmen?

”Helt sikkert. Filmen skildrer det moralske forfald blandt familiemedlemmerne. Moren forsøger i det mindste at holde sammen på familien, men på grund af deres økonomiske situation har de ikke rigtig noget valg. Jeg prøver at sige noget om relative moralske værdier. Og på en måde også om, hvordan filmkunsten er ved at smuldre og falde fra hinanden. Biografen er i forfald, og det samme gælder familien, som bor i den og lever af den. Også deres integritet er ødelagt for altid.”

Er det svært at finde finansiering, hvis man ikke laver mainstreamfilm?

”Det er virkelig svært. Man er afhængig af produktionsstøtte og midler fra private sponsorer. Man har brug for investorer, som tænker mere på det kunstneriske resultat end på det kommercielle udbytte. Mæcener tænker sjældent på film som en kunstart. Så udenlandske producenter og den internationale presse er meget vigtige. Men hvis man er seriøs og brænder for sagen, bør dette ikke være nogen hindring.”

”Jeg tror heller ikke, det er noget særligt for Filippinerne. Seriøs filmkunst har problemer over hele verden. Men det er helt specielt at optage en film i Filippinerne. Alle tager del i produktionen. Skuespillerne arbejder gratis, og jeg beder mine venner hjælpe til. De lokale er ivrige efter at deltage. Det er altid en positiv oplevelse. Det er et meget tilfredssstillende arbejdsmiljø. Jeg får en god fornemmelse af, at mit arbejde virkelig nytter og har betydning for lokalsamfundet.”

Er det vigtigt for dig at lave så meget som muligt? At arbejde hele tiden og lave to eller tre film per år?

”Det er vigtigt, for der er så mange historier at fortælle. Verden er fuld af interessante historier. Jeg er ikke som andre filmskabere, der skal bruge en masse penge for at fortælle deres historier. Jeg kan fungere på et meget lille budget. Og for mig handler det ikke om at arbejde. For mig er det en livsstil at lave film. Jeg føler ikke, at jeg giver afkald på noget. Film er som at trække vejret.”

”Det er den smukkeste oplevelse, jeg kan komme i tanke om, den bedste måde at bruge mit liv på, og hvis man har det sådan med noget, hvorfor skulle man så holde op? Hvorfor vente et år eller to, hvis man kan fortælle historier hele tiden? Det handler ikke engang om at skabe historier, for de er der allerede. Det handler om at tale med menneskene omkring mig, her i Filippinerne. Hvis man lytter og mærker efter i sit miljø, har man en million fortællinger lige uden for sin dør. Du behøver ikke tænke stort eller forandre verden. Du behøver ikke engang have en fantasi, du skal bare have øjne at se med. Hvis du filmer din hverdag, er historierne der allerede. De venter bare på at blive fortalt.”

USA fylder det hele
Var der filmskabere, som inspirerede dig, da du begyndte?

”Før jeg blev professionel instruktør, var jeg som de fleste almindelige tilskuere. Jeg så mange nye Hollywood-film. Det gør jeg stadig. Sådan er vi på Filippinerne: Vi glæder os til den næste blockbuster! Så for mig var det fint, hvis en film kom tæt på Hollywoods standard. Det var den, vi brugte som målestok.”

”Når man selv laver film og indser, at det ikke kun handler om tekniske forhold, men om historierne og deres indhold, så begynder man at se sig om. I Filippinerne har vi ikke adgang til andet end amerikanske og filippinske film, bortset fra på pirat-dvd’er. Men jeg gik på opdagelse. Jeg kunne godt lide Dardenne-brødrenes film. Jeg kunne godt lide Gus Van Sants film.”

Kan du huske et øjeblik, hvor du så en film og tænkte: ’Det er dét, jeg vil være filminstruktør?’

”Jeg voksede op i en katolsk familie. Hver søndag gik vi i kirke, og bagefter tog vi i biografen. Min far og mor skændtes om, hvilken slags film vi skulle se – action eller melodrama. Jeg kan huske, at det ikke spillede nogen rolle for mig, jeg var glad for begge dele. Dengang virkede det at lave film så uopnåeligt, at jeg ikke forestillede mig, jeg skulle være andet end tilskuer. I skolens årbog siger Brillante Mendoza: ’Jeg vil være en professionel og anerkendt kunstner.’ Jeg vidste ikke, at jeg ville lave film, men jeg vidste, at jeg ville være kunstner. Som ung så jeg film, når jeg kunne. Jeg holdt af amerikanske og filippinske film, de store actionfilm fra Kina. Men aldrig europæiske film. Vi ser sjældent europæiske film. Kun amerikanske blockbusters.”

Er USA den dominerende kulturelle faktor i Filippinerne?

”I højeste grad. Skønt spanierne var her i 300 år, er det kun i amerikanernes tid, at vi har haft en filmkultur. Vi har to store flådebaser, som har ligget her i mange år. Det var deres varer og deres kultur, vi voksede op med. USA fylder det hele.”

Er du begyndt på en ny film efter Captive?

”Ja, jeg begynder at optage den efter påske. Den er meget forskellig fra Captive og mine tidligere film, for den foregår på åbent vand. Alle optagelserne finder sted på havet.”

Brillante Mendoza

Født 1960 i San Fernando, Filippinerne.

Voksede op i en katolsk familie. Studerede markedsføring og PR ved University of Santo Thomas i Manila.

Arbejdede fra 1985 som produktionsdesigner i teater, tv og film. I denne egenskab er han (stadig) krediteret som Dante Mendoza.

Har produceret reklamespots og fungeret som konceptuerende instruktør på filippinske tv-produktioner.

Hans film har vundet priser i blandt andet Locarno, Cannes, Berlin og Venedig.

FILMOGRAFI
Captive, 2011
Lola, 2009
Kinatay, 2009
Serbis, 2008
Tirador, 2007
Foster Child, 2007
Pantasya, 2007
Manoro, 2006
Kaleldo, 2006
Masahista, 2005

© Filmmagasinet Ekko