Cph:Dox 2018
08. mar. 2018 | 13:20

Ekko præsenterer filmperler på Cph:Dox

Foto | Impact Partners
Fernando Serrano er en af indbyggerne i Bisbee, Arizona, som i Robert Greenes Bisbee ’17 tager et opgør med fortidens dystre spøgelse i byen.

Når en af verdens største dokumentarfestivaler løber af stablen, præsenterer vi tre film, som graver i det amerikanske samfund og en britisk gangsters fortid.

Af Nicki Bruun

Det er noget af en opgave at finde de sande perler, når Cph:Dox 15. – 25. marts viser i omegnen af 200 dybt fascinerende dokumentarer.

Derfor præsenterer Filmmagasinet Ekko på årets festival tre film, som vi kan garantere kvaliteten af.

Hale County This Morning, This Evening vandt en pris på Sundance-festivalen i starten af året, og nu kommer den stærke film til Danmark. Både politisk og poetisk skildrer filmen hverdagen for den sorte befolkning i Hale County, Alabama, hvor racismen stadig spøger i selvopfattelsen.

Efter premierevisningen den 22. marts i Cinemateket modererer vi en Q&A med instruktøren RaMell Ross, der vil gøre os klogere på en verden langt fra vores egen.

Amerikanske dæmoner
Det samme er tilfældet med den anden film, som Ekko præsenterer på Cph:Dox.

Dokumentaristen Robert Greene er kendt for Kate Plays Christine og Actress, der blander virkelighed og fiktion i et skønsomt mix. Man kan møde instruktøren ved en Q&A efter visningen i Grand Teatret af hans nyeste, Bisbee ’17, der ligeledes er 22. marts, men nogle timer efter Hale County This Morning, This Evening, så begge kan nås.

Bisbee ’17 foregår i byen Bisbee, Arizona. I gamle dage var den en westernby styret af minedrift, men siden 70’erne har den været et åndehul for hippier, kunstnere og excentrikere.

Robert Greene går dog tilbage til byens mørke fortid, når han konfronterer indbyggerne med et 100 år gammelt traume, hvor immigrant-arbejdere blev fordrevet til den sikre død. Filmen graver ned i den amerikanske selvforståelse med de dæmoner, som landet er bygget på.

Både Hale County This Morning, This Evening og Bisbee ’17 er i hovedkonkurrencen Dox:Award, som Ekkos panel af internationale kritikere vurderer alle filmene i.

Mord på samvittigheden
Endelig er Ekko også vært for verdenspremieren af Fred, hvor den 85-årige, tidligere London-gangster Freddie Foreman fortæller om sin voldelige fortid, der angiveligt byder på adskillige mord.

Fra plejehjemmet fortæller Foreman, hvordan han i løbet af 60’erne og 70’erne blev en af storbyens mest notoriske gangstere.

Det er spændende true crime-fortælling i stil med HBO-serien The Jinx, hvor man kommer tæt på en særdeles interessant person.

Ved visningen den 17. marts kan man møde instruktøren, Paul Van Carter, der efter filmen bliver interviewet foran lærredet i Empire Bio.

Trailer: Hale County This Morning, This Evening

Cph:Dox 2018

Dansk dokumentarfestival etableret i 2003.

Løber i år fra 15. til 25. marts.

Filmmagasinet Ekko præsenterer tre film:

Hale County This Morning
This Evening
Bisbee ’17 
Fred

© Filmmagasinet Ekko