Nyhed
29. juli 2013 | 15:15

Shortlist: Ekko lancerer ”her & nu”-liste

Grafik | Niels Petersen
Hvordan ville top 10 se ud, hvis den blev offentliggjort lige nu? Det kan man fra i dag følge med i på her & nu-listen.

Med helt ny funktion på Ekko Shortlist kan man følge udviklingen time for time frem til tre dage, før den nye top 10 har premiere.

Af Jacob Ludvigsen

Hver mandag klokken 12 stormer læserne ind på Ekko Shortlist for at se, hvordan deres favoritter klarer sig på ugens top 10

Mandag er store premieredag, og hidtil er der gået en hel uge mellem, at sløret løftes for udviklingen på top 10. Men med en helt ny funktion kan man nu få et dynamisk øjebliksbillede af, hvordan ens yndlingsfilm klarer sig i dette øjeblik.

”Her & nu”-listen viser, hvordan top 10 ville se ud, hvis den gik i luften lige nu. Top 10 bliver stadig offentliggjort mandag klokken 12, og for at bevare noget af spændingen fryser her & nu-listen tre døgn før, nemlig fredag klokken 12. 

Feedback fra læserne
”Premiere-mandagen er en stor succes, og vi mærker, at folk ser frem mod den med spænding. Men flere har også gjort os opmærksom på, at der ikke sker så meget på siden i løbet af ugen,” siger Ekkos chefredaktør Claus Christensen. 

”Så nu gør vi det sjovere at klikke ind på Ekko Shortlist og opleve forskydningerne time for time. Her & nu-listen er som en slags exit poll ved folketingsvalgene.” 

Ekko Shortlist er et forum for de bedste danske kortfilm lige nu. Filmenes placering afhænger af, hvor mange der ser dem, og hvor mange stjerner filmene får. Stjerner og views nulstilles hver uge, og Ekkos redaktion udvælger de boblere, der kandiderer til listen. 

Gør legen sjovere
Alle film, der har været bobler eller på top 10, kan fortsat ses på All Time Shortlist, der rangerer filmene ud fra deres samlede popularitet i al den tid, de har været i spil. 

”Som alle lister, priser og festivaler er Ekko Shortlist en legesyg dyst på kultur, der forhåbentlig kan hjælpe talenter frem i verden og give en vitaminindsprøjtning til kortfilmkunsten," siger Claus Christensen.

"Vi tror, at legen bliver endnu sjovere, nu hvor man både kan forlyste sig med ugens officielle top 10, følge øjebliksbilledet og gå på opdagelse i All Time-listen, der allerede rummer næsten 60 film og hele tiden vokser,” . 

Som en ekstra lille service vil folkene bag de tilmeldte film nu også få tilsendt en mail mandag og fredag med info om, hvordan det går for deres kandidat. 

Ugens nye top 10 er netop gået i luften. Følg udviklingen på her & nu-listen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko