Oscar 2014
28. feb. 2014 | 18:59

Ekkos Oscar-bud 2014

Foto | Emmanuel Lubezki
Gravity bliver ikke årets bedste film, men til gengæld spår Ekko, at den vinder hele otte Oscars.

The Act of Killing får sin Oscar, Thomas Vinterberg taber til Paolo Sorrentino, 12 Years a Slave bliver årets bedste film, og Gravity vinder flest Oscars. Læs Ekkos spådom.

Af Daniel Pilgaard

Søndag nat dansk tid går det løs, når Oscar-showet løber af stablen for 86. gang. De gyldne statuetter skal fordeles i 24 kategorier, mens komikeren Ellen DeGeneres gentager rollen som kæk vært fra 2007. Vi vover pelsen og giver et bud på vinderne i samtlige kategorier.

Danmark har mulighed for at triumfere hele tre gange i løbet af natten,. Men et så lykkeligt slutresultat kræver mindst to mirakler.

Paolo Sorrentinos Den store skønhed fik godt nok en hård medfart i Lars Bukdahls berømte og berygtede anmeldelse i Ekko, men ser man bort fra den misere, har priserne regnet ned over den italienske film. Og det vil komme som en kæmpe overraskelse, hvis ikke instruktøren også hiver prisen hjem for ”bedste fremmedsprogede film” og sikrer Italien deres ellevte sejr i kategorien. 

Så Thomas Vinterberg får næppe brug for en takketale, selvom Jagten og det belgiske melodrama The Broken Circle Breakdown begge har vinderpotentiale. The Missing Picture fra Cambodja og den palæstinensiske Omar har ikke en chance.

Bookmakere tror på The Act of Killing
Til gengæld bør amerikanske Joshua Oppenheimer og hans danske producer Signe Byrge Sørensen finde fyldepennen frem. The Act of Killing er blevet skamrost verden over, og hos gambling-hjemmesiden Betsafe giver en dansk sejr for ”bedste dokumentarfilm” kun pengene igen 1,25 gange.

Men Oscaren til The Act of Killing skalikke tages for givet. Goldderby.com samler førende udenlandske filmkritikeres vurdering, og her satser eksperterne primært på 20 Feet From Stardom. Filmen følger de korsangere, der lever i skyggen af musikkens store stjerner, som for eksempel Bruce Springsteen, der også selv medvirker.

Det er en rigtig feel-good-dokumentar i stil med sidste års vinder, Searching for Sugar Man, der sagtens kunne tiltale akademiets 6.000 medlemmer på bekostning af Joshua Oppenheimers rystende iscenesættelse af folkedrabet i Indonesien.

Herfra holder vi alligevel på, at holdet bag den danskproducerede dokumentar godt kan stille champagnen på køl. Dirty Wars om hemmelige amerikanske soldater i Afghanistan kan dog overraske, men alt håb er ude for The Square og Cutie and the Boxer.

Oscar-guru peger på dansk kortfilm
Det er nærmest mere reglen end undtagelsen, at Danmark er repræsenteret i kategorien ”bedste kortfilm”.

Anders Walter, der huserer på Ekko Shortlist med 9 meter, er nomineret for den 23 minutter lange Helium, som handler om en dødssyg dreng, der finder trøst i fantasiens verden. Det er en stærk og tiltalende historie, men den britiske The Voorman Problem fejer den højst sandsynligt at banen sammen med den spanske Aquel No Era Yo, den franske Avant Que De Tout Perdre og den finske Pitääkö Mun Kaikki Hoitaa.

The Voorman Problem er en skæv film om en psykiater, der skal undersøge en straffefange, som tror, han er Vorherre.I rollen som psykiateren ses Martin Freeman, der har hovedrollen som Bilbo Baggins i Hobbitten-trilogi – et stærkt kort at have på hånden for den britiske kortfilm, der både er bookmakernes og eksperternes favorit.

Dog er det interessant, at kritikerne fra de store medier som The Wrap, The Hollywood Reporter og Oscar-guruen Sasha Stone, faktisk peger på Helium. Så intet virker afgjort på forhånd.

Sejr til slavefilm
Ni film er i spil til Oscaren for ”bedste film”. Og når vinderen udråbes mandag morgen klokken seks dansk tid, bliver det holdet bag 12 Years a Slave, der skal op og takke gud og hvermand. Ingen synes at være i tvivl, og vi er enige – britiske Steve McQueen høster den vigtigste pris for sit stærke og autentiske slavedrama.

Sejren er fuldt fortjent, når man sammenligner med mere trivielle konkurrenter som Nebraska, Captain Phillips og Philomena, der ligesom Martin Scorseses underholdende The Wolf of Wall Street formentlig går tomhændet hjem.

De øvrige fire konkurrenter til hovedprisen – Gravity, American Hustle, Dallas Buyers Club og Hende – skal nok høste statuetter i nattens øvrige kategorier.

Prisen for ”bedste instruktør” går til mexicanske Alfonso Cuarón, som når nye og svimlende håndværksmæssige højder i Gravity. Steve McQueen har fortidens statistik på sin side, da prisen ofte får selskab af Oscaren for ”bedste film” – men sådan bliver det ikke i år.

Hiv-smittet bonderøv triumferer
Overraskende nok blev Spike Jonze ikke nomineret i instruktør-kategorien med dreng-møder-robot-romancen Hende. Men hankan trøste sig med, at den anmelderroste kærlighedsfilm ligger lunt i svinget til prisen for ”bedste originale manuskript”.

Jonze har vores opbakning, men David O. Russell bider ham i halen med American Hustle. Det 70'er pastelfarvede svindlerdrama er en kedelig omgang, men har alligevel både publikums og anmeldelsernes opbakning.

Det kun et spørgsmål om tid, før Scorseses protege, Leonardo DiCaprio, løber med den første Oscar i karrieren. Men det bliver ikke i denne omgang.

Matthew McConaughey snupper ”bedste mandlige hovedrolle”-prisen for portrættet af den hiv-smittede bonderøv i Dallas Buyers Club. Den 44-årige skuespiller smeltede pigehjerter i 90'erne, og nu høster han anerkendelse for sit talent. Både DiCaprio, Christian Bale, Chiwetel Ejiofo og Bruce Dern får lov at blive siddende på søndag.

Amy Adams kan overraske
I kvindernes liga er Judi Dench nomineret for Philomena og Meryl Streep for Familien. Men veteranerne skal ikke forvente en udvidelse af pris-samlingen. Det samme gælder Sandra Bullock, som er nomineret for Gravity.

Cate Blanchett hiver karrierens anden gulddreng hjem for sin sprudlende hovedrolle i Blue Jasmine, der allerede har indbragt hende en Golden Globe og en BAFTA. Med odds på 1,03 hos Betsafe er der ingen tvivl.

Men skal vi komme med et vaskeægte staldtip og pege på en dark horse, så skal pengene sættes på Amy Adams, der giver beløbet hele 14 gange igen for rollen i American Hustle.

Flere kritikere har hæftet sig ved, at Cate Blanchetts forsvar for den incestanklagede Woody Allen måske har forringet hendes chancer. Det lyder dog næsten for absurd til at være sandt, og derfor holder vi fast i 44-årige Blanchett.

Slaverne vinder
I kategorien ”bedste kvindelige birolle” kan Sally Hawkins (Blue Jasmine), Julia Roberts (Familien) og June Squibb (Nebraska) godt spare sig for at gruble alt for meget over kjolevalget. Jennifer Lawrence bør derimod finde en robe, som hun ikke snubler i. Alle elsker den yndigt klodsede Jennifer, og med American Hustle kan hun sagtens gentage triumfen fra sidste år.

Men favoritten er Lupita Nyong'o i 12 Years a Slave. Sorte skuespillere fylder mildt sagt ikke meget på Oscar-historiens vinderliste, så præstationen som slave-pige bliver akademiets politisk korrekte valg.

Hvis man spiller penge på årets største tudetale, ligner det også et godt bud.

Rygterne vil vide, at Lupita Nyong'o er blevet kæreste med kamæleonen Michael Fassbender, der også er nomineret for 12 Years a Slave i kategorien ”bedste mandlige birolle”. Det er den tysk-irske skuespillers første nominering, men han må væbne sig med tålmodighed.

Det samme må Jonah Hill (The Wolf of Wall Street), Bradley Cooper (American Hustle) og Barkhad Abdi (Captain Phillips). Førsteelskeren Jared Leto går hele vejen i rollen som den transseksuelle Rayon i Dallas Buyers Club. Karakteren oser så stærkt af Oscar-materiale, at det er svært at se, hvordan konkurrenterne kan true ham.

Gravity vinder otte Oscars!
12 Years a Slave ligner også en sikker vinder i kategorien ”bedste adapterede manuskript”, og dermed spår vi i alt tre priser til årets film.

American Hustle er den eneste film, som er nomineret i alle fire skuespil-kategorier. Men da den formentlig ikke vinder en eneste af dem, kunne det være oplagt at tildele den en trøste-Oscar for ”bedste kostumer”. Men det sker næppe, da Baz Luhrmanns The Great Gatsby nok skal banke det sidste søm i ligkisten for Russells film.

I de tekniske kategorier tegner der sig et billede af en uforlignelig prissluger. Gravity er så visuelt og teknisk imponerende, at den rydder bulen og bliver showets store sejrsherre med – lad os vove pelsen – i alt otte Oscars.

Ekkos bud på Oscarvindere 2014

Bedste film:
12 Years Slave

Bedste instruktør:
Alfonso Cuarón, Gravity

Bedste mandlige hovedrolle:
Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige hovedrolle:
Cate Blanchett, Blue Jasmine

Bedste mandlige birolle:
Jared Leto, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige birolle:
Lupita Nyong'o, 12 Years a Slave

Bedste originale manuskript:
Spike Jonze, Hende

Bedste adapterede manuskript:
John Ridley, 12 Years a Slave

Bedste fremmedsprogede film:
Den store skønhed

Bedste animationsfilm:
Frozen

Bedste dokumentarfilm:
The Act of Killing

Bedste fotografering:
Gravity

Bedste visuelle effekter:
Gravity

Bedste kostumer:
American Hustle

Bedste klip:
Gravity

Bedste make-up:
Dallas Buyers Club

Bedste dekorationer:
Gravity

Bedste originale musik:
Gravity

Bedste originale sang:
Frozen

Bedste lyd:
Gravity

Bedste lydmix:
Gravity

Bedste kortfilm, animeret:
Get a Horse

Bedste kortfilm, Live Action:
The Voorman Problem

Bedste kortfilm, dokumentar:
The Lady in Number 6: Music Saved My Life

© Filmmagasinet Ekko