Analyse
24. okt. 2017 | 13:33 - Opdateret 24. okt. 2017 | 15:16

En kvinde som direktøren for det hele?

Foto | Christian Geisnæs
Det Danske Filminstitut skal have en ny direktør. En af de mulige kandidater, Ulla Tofte, har forsvaret Lars von Triers Direktøren for det hele i tv-programmet Smagsdommerne.

Ifølge kilder har favoritten til stillingen som direktør for Filminstituttet ikke ansøgt. Det åbner for et overraskende valg og måske en kvindelig leder. Se Ekkos bud!

Af Claus Christensen

I foråret meddelte Henrik Bo Nielsen, der har været administrerende direktør for Det Danske Filminstitut i ti år, at han ville forlade stillingen til fordel for et job i museumsverdenen.

Siden har bestyrelsen for Filminstituttet arbejdet på at finde en afløser, og valget kan meget vel falde på en person fra netop museumsverdenen.

Den oplagte favorit er dog Filminstituttets nuværende konstituerende direktør, Claus Ladegaard. Han har været på Filminstituttet i mere end ti år og stået i spidsen for den afdeling, der giver støtte til filmproduktion. I realiteten er det ham, der i perioden har haft det kunstneriske ansvar for dansk film.

Ladegaard er kendt som en dygtig og pragmatisk leder, der i modsætning til Henrik Bo Nielsen – hvis konflikt med Peter Aalbæk Jensen er herostratisk berømt – har undgået alvorlige personkonflikter med folk i branchen. Han er fokuseret på at skabe resultater, og han har især de seneste år slået et slag for de kunstneriske film, blandt andet gennem lavbudgetstøtten.

Men ifølge Ekkos kilder har Ladegaard ikke søgt stillingen som direktøren for det hele. Til gengæld skal han have sikret sig indflydelse på, hvem hans nye chef bliver. Den nyindsatte bestyrelse med Anders Kronborg i spidsen er uden megen filmerfaring, og derfor giver det god mening, at man har støttet sig til Ladegaard.

The usual suspects
Blandt de angivelige kandidater til den magtfulde stilling, der er ansvarlig for uddeling af statens filmstøtte på årligt 400 millioner kroner, er der the usual suspects.

Mads Nedergaard, der er direktør i Disneys danske filmafdeling, Klaus Hansen, Producentforeningens direktør, Kim Magnusson fra M&M Productions, Lars Grarup fra produktionsselskabet Skylark og den tidligere SF Studios-direktør Michael Fleischer, som har sørget for at bevare kontakten til filmbranchen.

Det er alle udmærkede kandidater med en mangeårig erfaring, men det er samtidig også deres akilleshæl. I den danske branche, hvor alle kender hinanden, vil man på forhånd have en mening om dem. For Ladegaard er det nok heller ikke videre attraktivt pludselig at få en stærk branchemand som chef, og det vil i hvert fald ikke signalere friskhed at vælge en mand over 50 år.

Skulle man endelig vælge at gå den vej, er Jørgen Ramskov, der er direktør for Radio24syv, og Morten Hesseldahl, der er direktør for Det Kongelige Teater, bedre bud.

De har begge en fortid i filmbranchen – Ramskov har haft Ladegaards stilling på Filminstituttet og været direktør i Nimbus Film, mens Hesseldahl har været bestyrelsesformand for Filminstituttet – men de har haft branchen på afstand i nogle år.

Desuden er de begge karrierefolk i den moderne forstand, hvor man går fra chefstilling til chefstilling med nogle års mellemrum. Det er ikke sikkert, at nogen af dem har søgt stillingen, men selv om det er meget stærke kandidater, så har de én svaghed: De er mænd!

Stærke visioner
Det Danske Filminstitut har på det seneste gået i brechen for diversitet i dansk film, ikke mindst på det kønsmæssige felt, og det vil være et paradoksalt signal endnu engang at vælge en mand.

Begge vicedirektører på instituttet er mænd – foruden Ladegaard er der Jakob Buhl Vestergaard som leder af administration og økonomi – og alle tre spillefilmkonsulenter er for nuværende mænd.

Filmkvinderne og deres sympatiserende mandlige kolleger vil med god grund ryste på hovedet og spørge, om Filminstituttets diversitetsprojekt er den rene paradeforestilling, når man ikke selv går forrest med et godt eksempel.

En oplagt kvindelig kandidat er Vinca Wiedemann, Filmskolens rektor. Hun kender Filminstituttet indefra som tidligere filmkonsulent, og hun har været en dynamisk leder af Filmskolen siden 2014.

Wiedemann har stærke visioner, men det er tvivlsomt, om hun er interesseret i at forlade Filmskolen, hvor hun er i gang med en ambitiøs fornyelsesproces.

Nadia Kløvedal Reich, forstander på Den Europæiske Filmhøjskole, er et andet bud. Hun har et godt kendskab til branchen fra sin tid som chef for DR Fiktion.

Også Katrine Vogelsang, fiktionschef på TV 2, ligner en kandidat. Hun har kritiseret Filminstituttet for svingende kvalitet i deres støttepolitik, så med valget af hende vil bestyrelsen sende Filminstituttet i en ny retning, der dog uundgåeligt vil karambolere med Claus Ladegaard.

Kandidat udefra
Producenten Meta Louise Foldager Sørensen og den succesrige producer Louise Vesth fra Zentropa kan også være på tale.

Førstnævnte er en af de mest aktive i kampen for flere kvinder i dansk film, så hun giver Filminstituttets bestyrelse mulighed for at sende et kraftigt signal om, at man vil have forandringer her og nu.

Også kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen fra DR er et godt bud. Hun var inden ansættelsens på statsradiofonien koncerndirektør i Gyldendal og administrerende direktør for forlagets datterselskab Rosinante & Co. Hun kan dermed lede både offentlige og private virksomheder.

Bestyrelsen kan dog også vælge et næsten helt ubeskrevet blad i filmsammenhæng. Det var netop den løsning, den daværende bestyrelse i 2007 valgte med ansættelsen af Henrik Bo Nielsen, som kom fra Dagbladet Information og kun havde en smule filmerfaring fra en bestyrelsespost i et mindre dokumentarfilmselskab.

Det vil sandsynligvis også være en løsning, som Claus Ladegaard kan bakke op om. Hvis han får en ikke-filmkyndig som chef, vil han kunne bevare sin magtposition som den kunstneriske leder.

Det åbner for utallige kandidater, og umiddelbart virker det som en halsløs gerning at begynde at gætte.

Alligevel har ét navn været nævnt igen og igen i filmkredse i de seneste uger. Og det er et særligt varmt navn, fordi vedkommende i foråret også var i spil til den bestyrelse, som nu skal ansætte en ny direktør.

Golden Days
Det er 49-årige Ulla Tofte, som siden 2015 har været direktør på Museet for Søfart i Helsingør, hvor hun filmisk har markeret sig med en udstilling om sømænds sexliv af instruktøren Peter Greenaway og kunstneren Saskia Boddeke.

Ulla Tofte bestrider bestyrelsesposter i flere af landets kulturinstitutioner, blandt andet som bestyrelsesformand for Copenhagen Opera Festival. Hun har tidligere været bestyrelsesmedlem hos Det Kongelige Teater og gadefestivalen Distortion.

Hun har dog også haft berøring med filmbranchen, idet hun i tolv år stod i centrum for kulturorganisationen Golden Days, der afholder en årlig festival i København.

Først som festivalchef 1999-2009, dernæst som direktør 2010-2015.

I sin tid som leder af festivalen udviklede hun Golden Days fra udelukkende at handle om Guldalderen til hvert år at behandle en ny historisk periode i Danmark.

Pølsemænd og pedeller
Hun fik en mindre guldalderfestival til at vokse sig til en af de største kultursatsninger i København, skrev Kristeligt Dagblad i 2015 i forbindelse med hendes jobskifte til Museet for Søfart. Selv har hun sagt til Politiken i 2008:

”Festivalen startede på mange måder med fokus på elitekultur, klassisk musik, billedkunst og foredrag. Man henvendte sig til dem, der vidste meget om kunst og kultur i forvejen. Nu er den også for børn, pølsemænd og pedeller. Og den er for skoleklasser og unge mennesker.”

I samme interview har Ulla Tofte et interessant citat.

”Vi fandt ud af, at festivalen skulle spejle en tendens i samfundet i stedet for at lukke sig om sig selv. Nu var der en enestående platform, vi kunne bruge til at formidle kultur på en levende og interessant måde,” siger Ulla Tofte og fortsætter:

”Historie har været selvdødt og uinteressant i mange år og båret præg af en drøm om objektivitet, som er blottet for kød og blod og gode historier. Blottet for fortællinger, blottet for noget, man kan forholde sig til, og blottet for meninger.”

Salonsocialister
Opgøret med historieløsheden og lysten til at få kulturen ud til den brede befolkning er hendes to mærkesager.

Hun fremhæves i et portræt i Berlingske fra 2016 som eksempel på ”en generation af kvinder, der virkelig har skabt resultater i dansk kulturliv”.

I samme portræt beskriver hun forældrene som ”salonsocialister”, der flyttede fra København til provinsen i 1970’erne.

”Jeg har tidligt været bevidst om, at ikke alle har en almen dannelse med i bagagen, og at vi som veluddannede har en forpligtigelse til at forsøge at nå ud, frem for bare at skrive bøger og lave udstillinger for hinanden. Der har jeg nok ret tidligt tænkt: Wauw, der er et potentiale her,” siger Ulla Tofte om sin baggrund.

Bølgerne går ofte højt i filmbranchen, og den øverste leder er skydeskive nummer et, hvilket Henrik Bo Nielsen fik at mærke. Også her synes Ulla Tofte godt klædt på til jobbet.

Hun er i hvert fald ikke bange for at sige sin mening. Det har hun ikke mindst vist som deltager i Danmarks Radios Smagsdommerne.

Forsvarer Trier-komedie
Som den eneste i programmets panel forsvarede hun i 2006 Lars von Triers Direktøren for det hele.

”Jeg blev meget positivt overrasket, fordi komediegenren i Danmark inden for de sidste ti år har kørt rundt om det samme tema,” siger Ulla Tofte i programmet.

”Det er sådan lidt slapstick, lidt falden på halen, de samme karakterer. For eksempel Solkongen, De grønne slagtere. Sådan en rigtig parcelhuskomedie. Vi ved godt, hvor pointerne falder. Vi skal også have lidt føleri indover. Det skal være lidt hyggeligt, og vi skal kunne identificere os. Filmen er et godt bud, for det er totalt fornyende.”

Om Ulla Tofte nu selv – som Ekko spår – skal være direktøren for det hele, får vi svar på i nærmeste fremtid. Det Danske Filminstituts bestyrelse har udtalt, at man håber, at en kandidat kan godkendes inden udgangen af oktober måned.

© Filmmagasinet Ekko