Filmuniversitetet
27. juli 2018 | 15:51

En tidløs drøm af skønhed og brutalitet

Foto | Vadim Yusov
I Den yderste dom genskaber Andrej Tarkovskij et brutalt Rusland anno det 15. århundrede som et sanseligt og hypnotisk billeddigt.

Tarkovskijs hallucinerende billeder er et halv århundrede senere ikke blevet overgået. Ekkos Peter Skovfoged Laursen præsenterer hovedværket Den yderste dom i Cinemateket.

Af Peter Skovfoged Laursen

De fleste historiske film har en tendens til at virke forældede få år efter deres undfangelse. Enten afslører farveholdningen og kostumerne samtidens modeluner, eller også er det skuespilstilen og stemmernes intonation.

Det modsatte er tilfældet med Andrej Tarkovskijs Den yderste dom (1966), der handler om den berømte russiske ikonmaler fra det 15. århundrede: Andrej Rublev.

Den film synes år for år at blive mere tidløs.

Det er ikke kun, fordi Tarkovskij valgte at iføre sine skuespillere slidte pjalter og undgik farvernes falske forskønnelse og eksotisme ved at filme i mageløse sort-hvide billeder.

Det er heller ikke, fordi det hele foregår på russisk, så en jævn dansker ikke har en jordisk chance for at vurdere stemmeføringen.

Nej, det er på grund af Tarkovskijs kompromisløse fortællestil og hallucinerende billeder, som aldrig er blevet overgået her et halvt århundrede efter filmens tilblivelse.

Hypnotisk billeddigt
Den yderste dom
afstår konsekvent fra at glorificere og romantisere Ruslands største ikonmaler. I stedet bliver Rublev brugt som en prisme til at undersøge kunstnerisk kreativitet.

Det er en film om, hvordan Rublev i mødet med en brutal omverden mister troen på sine idealer om kærlighed, godhed og broderskab. Men gennem lidelsen genfinder han troen og genfødes som kunstner for at skabe det ophøjede kunstneriske udtryk: Den hellige treenighed.

Med Den yderste dom skabte Tarkovskij sin egen hellige treenighed.

Hans debutfilm Ivans barndom fra 1962 var en imponerende bedrift, men den stod stadig i gæld til flere af samtidens sovjetiske tøbrudsfilm.

Men Den yderste dom er unik i sit udtryk. Imens Rublev desillusioneret vender verden ryggen og bliver stum, væver Tarkovskij et sanseligt og hypnotisk billeddigt, hvor hvert et billede er en kunstnerisk besværgelse, fyldt med en særegen blanding af skønhed og brutalitet.

Drøm og virkelighed, nutid og fortid, himmel og helvede. Alt sameksisterer sømløst i Den yderste dom.

Vinder over Sovjet-magten
Der er ingen tvivl om, at Tarkovskij identificerede sig med Rublev. Ligesom Rublev så han sin kunst dybt forankret i det russiske folk og moderlandets muld, men i opposition til politikernes undertrykkelse og ærgerrighed.

Parallellerne mellem middelalderens barbariske magthavere og samtidens kommunistiske regime er slående, og filmen endte med at blive tilbageholdt af myndighederne i fem år – fanget i et administrativt limbo – inden den efter lange kampe endelig blev udsendt i 1971.

Heldigvis undlod magthaverne i Kreml at skamfere Den yderste dom. Kunsten vandt over magten, så vi i dag kan opleve, hvad Ingmar Bergman så smukt har skrevet om Tarkovskijs filmkunst:

”Når film ikke er dokument, er den drøm. Derfor er Tarkovskij den største af alle. Han bevæger sig selvfølgeligt i drømmenes rum, han forklarer intet, hvad skulle han for resten forklare? Han er en seer, som har formået at iscenesætte sine visioner i det tungeste, men også villigste af alle medier. Jeg har hele mit liv banket på dørene til de rum, hvor han bevæger sig så selvfølgeligt. Kun engang imellem er det lykkedes mig at smyge mig ind.”

Trailer: Den yderste dom

Filmuniversitetet

Hver måned præsenterer Cinemateket og Ekko et filmhistorisk værk.

Værkerne bliver på skift præsenteret af Ekkos medredaktør Peter Schepelern og cand.mag. Peter Skovfoged Laursen.

Den yderste dom vises lørdag 25. august kl. 16 i Cinemateket.

Ekkos abonnenter tilbydes medlemspris.

Bestil billet.

© Filmmagasinet Ekko