Interview
20. feb. 2015 | 15:47

Erik Clausen: Let røven og brug ytringsfriheden

Foto | Susanne Mertz
Til årets vejfest overtaler forstadskvarterets handymand (Nicolas Bro, th.) den demente Herluf (Erik Clausen) til at synge John Mogensen-klassikeren Mennesker bliver spist i Polynesien.

Det handler om at sige sin mening, mener Erik Clausen. Det har han altid selv gjort, og det gør han også i Mennesker bliver spist, som han kalder en af sine bedste film.

Af Anders Højberg Kamp

Med sin trettende spillefilm, Mennesker bliver spist, er Erik Clausen igen klar til at fylde biograferne og få danskerne i snakketøjet. Filmen handler om vores ytringsfrihed eller mangel på samme, når vi glemmer at tale med familie, venner og østarbejdere.

Livet skræller os af. Vi bliver ædt op. Af parforhold, karrierepres, unger, livets generelle tæsk. Og når vi er gamle, bliver vi overset. Hvis vi ikke tager os sammen. Og nogle begynder selv at glemme, hvem de er. Og får de ikke fortalt om demensen til de nærmeste i tide, risikerer de at ende i Polen.

Det gør i hvert fald den gamle, godmodige Herluf (Erik Clausen) i Mennesker bliver spist – og snart er hans utro kone Ingelise (Bodil Jørgensen), hans forkælede datter Gitte (Lærke Winther Andersen) og resten af den pukkelryggede i færd med at lede efter den demente.

Det skaber grobund for sammenhold. Noget den splittede familie ikke har haft hidtil, fordi de ikke har haft overskud til at bruge deres ytringsfrihed. Det vil sige tale sammen, lytte til hinanden, interessere sig for hinanden.

”Det, der sker i den her film, som jeg anser for at være en af mine bedste film, er, at der er en dialektik. Når Herluf bliver syg, betyder det, at han får samlet hele familien og ryddet op i deres uvenskab. Og der skal en konfrontation til, før hans kone opdager, at hun elsker ham.”

”Jeg har set så mange par blive skilt, men som resten af deres liv fortryder, fordi de ikke har talt sammen og forstået at acceptere hinandens forskelligheder,” fortæller Erik Clausen med sin nasale, karakteristiske københavner-accent i sit filmværksted på Enghave Plads placeret under filminstruktørens lejlighed.

Når indvandrerne kan
Værkstedet byder på lettere rodede skriveborde, reoler med bøger, der står spredt til højre og venstre akkompagneret af hobbyfigurer. På væggene hænger kunst. Hans egen. I køkkenet står hans mange internationale filmpriser. Mere nærværende en stempelkande kaffe, seks bajere og en harmonika.

Vi sætter os ved køkkenbordet, for kaffen er klar, og munden varmet godt op. En af de ting, Erik Clausen kan, er at bruge sin ytringsfrihed. Ofte med holdninger. Og dem er hans film fyldt med. Små hints og samfundskommentarer. Dialoger, der rækker ud over filmen.

– Du har instrueret en scene, hvor Herluf diskuterer med sin datter, fordi hun ikke kan finde et job. Herluf siger noget i stil med: ”Bare fordi du har en høj uddannelse fra Designskolen, kan du sgu da sagtens gøre rent på rådhuset. De har en ledig stilling!” Men Gitte kigger bare, som om hendes far ikke fatter en brik af nutiden. Er det en personlig holdning, du har flettet ind her?

”Ja, fuldstændig,” griner Erik Clausen højlydt. ”Den her scene handler om en generationskløft. Faren, som er arbejdsmand, forstår ikke Gitte, der er uddannet fra Designskolen. Det gør jeg heller ikke. Jeg ville tage det rengøringsjob i et stykke tid, hvis jeg var hende.”

– Der har ellers været meget debat om, at arbejdsløse akademikere risikerer at tage de ufaglærtes job bag kassen i Netto.

“Ja, nu behøver det ikke at gå ud over Netto, men de kan da godt blive lastbilchauffører, eller hvad ved jeg. Hvis der er ledige job, er der ledige job, og så tager man ikke jobbet fra nogen.”

”Det er jo en lidt paradoksal holdning, at akademikere ikke må tage almindeligt arbejde. Vores indvandrere, der er tandlæger eller revisorer, kører taxier, og det synes vi er helt i orden.”

Buttet og stum som barn
Det gælder om at få røven med sig. Det lærte Clausen allerede som arbejderklassedreng i Sydhavnen, og tro det eller ej: Erik Clausen var en stille, nærmest stum, buttet dreng. Lettere langsomt opfattende. Dårlig til fodbold.

Opvæksten foregik uden en far, med en alenemor og skrøbelige økonomiske forhold. I Sydhavnen var der sprittere på bænke, rødder på børnehjem, stedfædre der tæskede ungerne og skred igen.

Alligevel klarede han sig.

Allerede som tolvårig sagde han til sin mor, at han ville tage vare på sig selv. Som fjortenårig gik han ud af skolen og fik sig et arbejde i et autoreservedelsfirma. Senere blev han prisvindende cykelrytter og gøgler. For en loppe kan også gø.

Erik Clausens seje opvækst står i skarp kontrast til de forkælede prinsesseholdninger, Herlufs datter repræsenterer. Gitte har haft en stabil opvækst i et villakvarter med faste indkomster og lever nu i moderne nybyggeri med sit barn og sin nygifte mand, den intellektuelle Malthe (spillet af Rasmus Botoft), hvor den lille familie egoistisk isolerer sig selv fra omverdenen.

Instruktøren er ked af tidens almene dovenskab og mangel på initiativ, hvad enten det er til frivilligt arbejde, gårdfællesskab eller kunstnerisk virke.

”Engang var jeg arbejdsløs malersvend,” husker han. ”Til sidst gad jeg ikke engang stå ud af sengen. Det er en kunst at være arbejdsløs. Da Kim Larsen og jeg spillede to arbejdsløse tumper i Midt om natten, troede vi, at karakterernes handlekraft, iværksætteri og initiativ ville sprede sig. Der sagde de unge bare ’fed film’ og gik op og hævede deres bistandshjælp.”

Dansk films største fjende
– I en scene i Mennesker bliver spist ringer den bekymrende Ingelise til sin datter for at spørge, om hun har set Herluf. Men datteren slår bare bekymringen hen, og hendes mand forklarer Herlufs forsvinden med intellektuelt nonsens fra en bog, han har læst. Alt imens drikker de te og dyrker yoga. Er det her en kritik af den moderne familie

”De er meget selvoptagede. Jeg holder meget af dem, men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af, at nogen er så optagede af deres krop og deres balance i maven – familier, som ser konflikter alle vegne og gør tingene meget komplicerede, mens de lukker verdenen ude. Jeg har arbejdet med unge mennesker, der aldrig har været på besøg i deres fars firma. Det er en fremmedgørelse. For mig skal man bruge familien. Familiens krønike og historie skal fortælles, i stedet for at de unge bare samler sig i en klike, og de gamle sidder og ser Hit med sangen.”

Inspirationen til Erik Clausens karakterer kommer fra gaden, fra cykelbanen, boksekampe, hans omgangskreds.

”Alt, hvad jeg har lavet i den her film, er noget, jeg har oplevet meget, meget tæt. Personerne er inspireret af folk, jeg kender. Jeg har forsøgt at udtrykke mig personligt, det skylder vi publikum,” forklarer han.

”Den største fjende i dansk film i øjeblikket er den tiltagende objektivisering, der sker, når man arbejder med samme dramatiske opbygning, man kender fra amerikanske Hollywood-film og -serier. Og når nogen begynder at ændre den dramaturgi, så bliver publikum rasende,” siger Erik Clausen.

On the road-filosofi
Hvad man end mener om Erik Clausens film, er det svært at komme udenom, at de er dybt personlige.

Han hævder selv, at en filmkender efter fem minutter kan se, at det er en Clausen-film, der flimrer på skærmen. Han er en auteur med rod i det humoristiske, hverdagsagtige, fra Charlie Chaplin til Woody Allen og ikke mindst den italienske neorealisme med Vittorio De Sica og Federico Fellini som forbilleder.

Han arbejder med selvironi, men uden ironisk distance. Med anarki som middel – der er ingen prøver, når han filmer, skuespillerne skal bare være på. Han arbejder med stillestående kameraer, fordi han mener, at håndholdt hører reportagen til. Men ligesom lastbilchaufførerne har han en on the road-filosofi: At gribe mulighederne, når de opstår.

Måske var det derfor, han blev varm om hjertet, da han i Tyskland så en flok polske arbejdere stige om bord i en række busser, der kom for at hente dem.

”Idéen om polakkerne fik jeg, da jeg en overgang arbejdede nede i Berlin. Jeg så de her polakker komme med deres skindjakker og tænkte: ’Hold kæft, jeg ville gerne være med i det sjak der.’ Jeg savnede pludselig den virkelighed, jeg kom fra, dengang jeg lavede sort arbejde og var ude at drikke bajere om lørdagen.”

Polakkerne må bare male deres huse
– Den demente Herluf bliver bortført af polakker, håndværkere der laver sort arbejde, drikker og udnytter hans arbejdskraft. Er du ikke bange for, at du reproducerer et stereotypt billede af fattige polakker som småkriminelle?

”Altså, den scene hvor polakkerne viser, at de har snydt med kilometertælleren i bilen – det er ikke noget, jeg har skrevet, det har polakkerne sgu selv fundet på. Det kan da godt være, der bliver debat om det, men nu viser jeg jo også den fattige del af Polen.”

”Og sådan ser der kraftedeme ud. Så må de sgu male deres huse, hvis de ikke synes, det er fedt. Polakkerne er i en udviklingsfase, og sådan var der også i 50’ernes København. Jeg voksede jo selv op i et miljø, hvor man tog materiale med hjem i weekenderne uden at få lov til det. Hvor man hustlede. Det har jeg ingen problemer med.”

– Der er også en scene, hvor den polske chauffør retfærdiggør sin adfærd med, at ’I Danmark blev jeg behandlet ad helvede til’. Er det en kommentar til debatten om den fri bevægelighed?

”Vi har ingen tradition for at tale med østarbejderne. De er som en usynlig hær her i landet. Jeg mener, de bliver udnyttet, fordi de er fattigere, end vi er. Vi sætter dem til at arbejde uden overenskomst, samtidig med vi har 100.000 arbejdsløse. Bare fordi de tjener 40 kroner i timen derhjemme, så spiser vi dem af med 75 kroner i timen. Det er ikke godt nok. De skal have løn efter overenskomst.”

Teknikken har taget magten
Som en reaktion på, at det er blevet lige lovligt politisk, rejser Erik Clausen sig pludselig fra køkkenbordet og går over til sin harmonika.

”Kan du spille på sådan en her? Den er akromatisk, det vil sige, den er skide svær at spille på, men selvom der ikke er noget strøm i, kan den spille pisse højt.”

Og så er der gøglermusik!

”Er det ikke flot? Jeg går og spiller lidt. Det er rigtig hyggeligt. Nu ta’r vi lige en øl.”

Det vil sige en fyraftensbajer, der leder til hyggesnak. Musik har han selvfølgelig også en mening om, og den kommer til udtryk i filmen, hvor Herluf råber af en ung mand, der spiller techno: ’Skru dog ned for det lort, for helvede!’

”Den musik har så kunstig en side i sig, at det er teknikken, som har taget magten. De fleste moderne udgivelser er overproducerede, og magten skal tilbage til kunstnerne. Det gælder også i film,” siger han.

”Men altså i scenen holder jeg sgu da med den unge mand. Herluf lytter selv til noget gammelt John Mogensen-lort med en absurd tekst. De gamle har ikke rykket sig en skid. Nu må de sgu til at tage sig sammen, inden de bliver fuldstændigt demente. Se nu at komme videre for fanden!”

Positiv realisme
Erik Clausen kalder sine film for positiv realisme, fordi de trods negative omstændigheder giver tilskueren en forløsning. Havde det været klassisk socialrealisme, skulle vi have haft medlidenhed med karaktererne. Det har Erik Clausen ikke. Ikke en skid. Folk bør tage sig sammen. Råbe op. Gøre noget ved deres situation.

”Prøv at se på det manuskript der,” udbryder han og peger mod en bunke papirer på køkkenbordet.

”Jeg fik besøg af den her tømrer med en meget dramatisk barndom, og som voksen fik han også problemer og blev maniodepressiv. Han ville have, jeg lavede en film om ham.”

”Så siger jeg: ’Jeg kan sgu ikke lave en film om det, det tager halvandet år at lave en film, og så må man jo vælge, hvilken historie det skal være. Hvad med at skrive en bog?’ Han kunne sgu da ikke skrive, sagde han. ’Det kan du, mand. Du er tømrer, du kan bygge et hus. Så kan du da også skrive en bog!’”

”Nu har han skrevet hele den der. Den udkommer om fjorten dage.”

Erik Clausen

Født 1942 i Sydhavnen, København.

Søn af mekaniker Otto Robert Karlo Clausen og fabriksarbejder Lilly Carla Clausen.

Autodidakt filminstruktør, skuespiller, gøgler og kunstmaler.

Uddannet maler.

Har været omrejsende kunstmaler og gadegøgler med sin livslange partner, kunstner og skuespiller Leif Sylvester Petersen.

Manden i månen fra 1986 vandt tre Bodil’er.

Kendt fra tv-programmer som Clausens Garage, Clausen og Hausgaard og som debattør på venstrefløjen.

Udvalgte film, instruktør

Mennesker bliver spist, 2015

Frihed på prøve, 2010

Ledsaget udgang, 2007

Villa Paranoia, 2004

Slip hestene løs, 2000

De frigjorte, 1993

Tarzan Mama Mia, 1989

Manden i månen, 1986

Cirkus Casablanca, 1981

Udvalgte film, skuespiller

En loppe kan også gø, 1996

Den store badedag, 1991

De flyvende djævle, 1985

Midt om natten, 1984

Mig og Charly, 1978

© Filmmagasinet Ekko