Indskoling (0. - 3. klasse)
Undervisning
18. apr. 2004 | 08:00

Ernst på togrejse

Foto | J.E. Sandberg / Trickfilm
Ernst på togrejse

Alice de Champfleurys Ernst-animationer udtrykker forskellen på børn og voksnes forståelse af, hvad virkelighed er. Vi har vist Ernst på togrejse for en børnehaveklasse.

Af Thomas Frandsen / Ekko #21

Verden er et farligt, men grundlæggende godt sted at være. Så kort kan essensen af de seks syvminutters animationsfilm om drengen Ernst formuleres. Nøjes man imidlertid med det, gør man sig selv en bjørnetjeneste. Der er nemlig meget mere på spil i den stilistisk velfungerende minimalisme, der præger stregen og de akvarelagtige farver i Ernst-antologien.

Frygt og latter
Hver film fokuserer på tilsyneladende ganske almindelige begivenheder, som alle børn kan nikke genkendende til. Filmene er eksemplarisk tegnet og narrativt bygget op, så selv de allermindste bliver udfordret i deres forståelse af, hvad virkelighed er, og hvor forskelligt den kan konstrueres.

Ernsts bekymrede mor vil sin søn det bedste, men hun forstår ikke ret meget af, hvad der foregår i hovedet på ham. Femårige Ernst forsøger på den anden side at leve op til morens krav og forventninger, men han står også uforstående over for hendes reaktioner og artikulationer.

Sådan er det med disse film: Der er hele tiden to virkeligheder i spil, og selv om moren ikke udleveres, er det hos Ernst, vores største sympati og solidaritet ligger. Det er tilsyneladende ikke noget problem for Ernst, at der ikke er en far. Det er det til gengæld for moren, hvilket i et par situationer giver Ernst mulighed for at afprøve grænser i andre sammenhænge.

Ernst-filmene skildrer genkendelige hverdagssituationer, men på et dybere plan handler de om eksistentielle kriser. Børnene ved, hvordan Ernst har det: frygten for at blive væk, frygten for de store, frygten for vand, for nøgenhed, for højder, for pres, for at blive flov og for ikke at kunne leve op til de voksnes forventninger.

Alle disse tunge temaer leger filmene sig let og lystigt igennem, og børnene elsker den frydefulde blanding af frygt og bæven kombineret med en til tider befriende latter. For i filmene ender det altid godt. Ernst kommer altid frelst ud på den anden side af krisen og får altid enten kys eller nye kammerater. Filmene kan således være eksemplariske som introduktion til det at arbejde med film i skolesammenhænge.

Den fraværende dialog
Denne dag skal børnehaveklassen se Ernst på togrejse. At filmen helt undlader brug af ord og almindeligt sprog er ikke mindre end en genistreg. Kropssprog, gestik og musik udgør filmenes kommunikationsredskaber. Børnene skal erstatte den fraværende dialog. Ingen er i tvivl om, hvad der foregår, ingen er i tvivl om, hvad samtalen og kommunikationen handler om.

Det givende i en pædagogisk kontekst består i, at børnene får mulighed for at sætte deres egne ord på forløbene. Det giver anledning til mange indsigtsfulde og sjove udsagn. Som én siger: ”Det er egentlig mærkeligt, at man forstår lydene, selv om det ikke er ord.”

Børnehaveklasselederen og jeg har besluttet at dele klassen i en drenge- og en pigegruppe. Vi tror, at det vil gøre det nemmere for børnene efterfølgende at etablere et fællesskab i samtalen om filmen. Desuden er det vores erfaring, at en mindre gruppe trods alt er bedre til at fastholde børnenes koncentration. Mens jeg sammen med tolv drenge fra børnehaveklassen ser Ernst på togrejse, siger en af dem pludselig: ”Det er kun hans mor, der ved, hvor de skal hen. Han (Ernst) ved det ikke.”

Det var en indfaldsvinkel, jeg i hvert fald ikke selv havde tænkt på. Et sådant udsagn er gefundenes Fressen for en efterfølgende samtale om situationer, hvor børn bare har været ude med de voksne og alligevel følt sig alene, fordi de ikke har indsigt i baggrunden og sammenhængen for udflugten, besøget, ferien eller hvad det nu måtte være.

Rokker i takt
Men det er svært at fastholde koncentrationen i den efterfølgende snak. Der zappes meget, selv om anerkendende lyde markerer et fællesskab og en solidaritet mellem børnene: Det er ikke altid lige nemt at forstå de voksne. Men det ændrer ikke på det faktum, at stillesiddende snak i længere tid er kedeligt, når man er fem-seks år.

Ikke desto mindre er samtalen om det sete dét, vi fundamentalt set skal fokusere på, når vi ser film med de yngste. Vi skal tale med børnene om det, de synes, de har set. Vi skal gøre børnene bevidste om, at vi mennesker dybest set aldrig oplever det samme, at en dialog derfor altid indeholder et potentiale for nye indsigter. Vi skal respektere deres reception og perception og anerkendende spørge ind til en nuancering af udsagnene. Vi skal vænne børnene til at udtrykke deres forståelse og meningsdannelse på baggrund af filmiske udtryk, og der må gerne være kød på samtalen. Hvor tit er der ellers voksne, som tager sig tid til det?

Mange af børnene fra børnehaveklassen kender Ernst fra tv. Men det gør ikke noget. Tværtimod. Allerede ved filmens introsekvens sidder de fleste og rokker i takt til musikken, og da det næsten bliver for uhyggeligt for en af de elleve piger, for ”nu er hans mor blevet væk”, lyder det beroligende fra en af de andre: ”Næ, hun er bar’ ud’ og tis’.”

Drenge og piger
Det er interessant og pudsigt at konstatere, hvor forskelligt de to køn reagerer på filmens forskellige sekvenser. Drengene klarer kriser ved at fokusere på komiske og lattervækkende elementer, de griner højt som forsvar mod alvoren i situationerne. Pigerne derimod er stille. De griner ikke så meget og identificerer sig mere med moren. I hvert fald reflekterer de meget over, hvordan andre vil tænke om den voksne.

Men det gælder dog ikke for alle. En dreng siger: ”Jeg kom til at tænke på, hvordan jeg ville reagere, hvis det var min mor, der opførte sig sådan.” Det er i forbindelse med sådanne ud-sagn, at man skal sætte ind. Det er her, potentialet for en i bedste forstand solidarisk erfaringsdannelse ligger. Filmmediet er som skabt til at etablere sådanne formulerede fællesskaber.

På fornemste vis skildrer Ernst på togrejse forskelle på børns og voksnes forståelse af, hvad virkelighed er – forskelle i forståelsen af sammenhæng og baggrund for begivenheder og hændelser. Det kan godt undre, hvor overfladiske og blinde vi voksne ofte er over for den frygt, gru og rædsel, der for et lille menneske kan manifestere sig i de mest banale, hverdagsagtige gøremål.



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.

Der er i alt lavet syv tegnefilm i serien om Ernst. Seks af dem – Ernst på togrejse, Ernst i svømmehallen, Ernst og fodbolden, Ernst i Tivoli, Ernst i fjeldet og Ernst på skøjter – er samlet på et videobånd, som er udgivet af Det Danske Filminstitut og som kan bestilles via instituttets skolekatalog. Filmene er egnet til børn fra tre år.

Læs også interview med Alice de Champfleury, instruktøren bag Ernst-serien.

© Filmmagasinet Ekko