Fantasy-evangeliet

Det er en sublim nydelse for øjne og følelser, når selskabet Pixar eller japaneren Miyazaki i deres fremragende børnefilm dyrker det fantastiske.

Det er dejligt at kunne identificere sig med personer, som har almægtige magiske evner, og møde talende legetøj som i Toy Story. De animerede film har en visuel skønhed, fordi teknikken sætter æstetikken helt fri. Og selv når de bliver en smule nostalgiske, som Pixars Op, er der nok af fabulerende løjer til at affugte tårerne. Også Tim Burtons fantastiske film har ofte et dybt fascinerende billedsprog.

Derfor er det lidt sørgeligt, at de fantasy-film, der er særlig populære hos de unge, formidler dybt reaktionære værdier og ofte dyrker en visuel æstetik, der er mere prangende end raffineret. Det gælder Ringenes herre og Harry Potter-filmene, der har solgt som varmt brød i det seneste årti.

Hertil kommer Twilight-serien, hvor pubertetspiger kan udleve deres angst for og fascination af drenge og den vanskelige seksualitet: Superlækker fyr — men også varulv! Tandgys og erotisk tiltrækning afbalancerer hinanden.

Eller Avatar, hvor ædle, blå "indfødte" møder den grimme og støjende civilisation. Suppleret af en uendelighed af fantastiske computerspilverdener som World of Warcraft.

Den hellige familie
Harry Potter-serien har været kritiseret af nogle kristne grupper for at opfordre børn til heksekunster og anden hedenskab. Frænde er frænde værst. For selvom religion ofte bygger på forskellige slags heksekunster, mirakler af enhver art og brug af diverse trylleformularer såsom Fadervor, er der en skarp afvisning af konkurrerende produkter. J.K. Rowling har dog forsikret, at hun er aktiv kristen. Og man tror hende gerne. For hele Harry Potter-serien bevæger sig tættere og tættere på en actionudgave af Jesus’ kamp med Satan, hans lidelse, død og genopstandelse.

Sådan er det i den afsluttende, to-delte film Harry Potter og dødsregalierne, hvor Harry må tage det endelige opgør med den satans Voldemort og lade sig dræbe for at frelse verden fra ondskab. Heldigvis vender han tilbage fra de døde og kan deltage aktivt i den sidste kamp mod ondskaben.

I bogens epilog, der udspiller sig nitten år senere, omdannes historien dog fra at være en lidelseshistorie til at blive en soap, hvor alle medvirkende er gift med hinanden og har børn i Hogwarts-alderen. Ak ja, livet går videre, og nye generationer skal lære gamle engelske dyder og latinsk hokuspokus på den ærværdige kostskole. Og når alt kommer til alt, får Potter sin Jesus-status med discount — lige ind i den hellige kernefamilie.

Religiøs propaganda
Harry er fra starten mærket som en ny Jesus, der ved lidelse, død og genopstandelse skal frelse verden. Og han er selvfølgelig født til at være udvalgt, han har "blodet". Men der er også en masse trylleslik til et ungdommeligt publikum, selvom trylleriet ofte minder om en blanding af sjove attraktioner a la Disney World og luksusshopping a la Fields.

Men den verden, Harry skal socialiseres i, er dybt hierarkisk og stammepræget. Det er en skole efter et mønster skabt dengang, da solen aldrig gik ned over det engelske imperium. Hekse- og troldmandsskolen er opdelt i fire huse, og et af dem er ondt, mens Potter & Co.’s hus er godt. For "mit" regiment, min fodboldklub, min etniske gruppe eller min nation er selvfølgelig god, men omgivet af onde andre. De unge mennesker på Hogwarts lærer i tilgift en knivskarp adskillelse mellem de udvalgte disciple, de unge troldmandslærlinge og de profane, platte og ofte onde "mugglere" i verden udenfor.

Man skulle tro, at historierne var skrevet af en hertuginde og ikke af en arbejdsløs akademiker. Også staten — i form af ministeriet — er ond og har hverken forstand på gamle hekse- og troldmandsdyder eller sans for at se det onde i øjnene. Man føler sig til tider hensat til Tea Party-bevægelsens vækkelsesmøder.

På Hogwarts terpes der hokuspokus under streng disciplin. Man kan finde det morsomt, at den normale indlæring i fysik mm. er erstattet af latinsk-klingende trylleformularer, der skal gøre de unge magtfulde. Men det smager alligevel lidt af et forsøg på at indsukre indlæringen af latinske verber. Pixars De utrolige har en ti gange morsommere og meget mere opfindsom almagtsfremstilling af en familie med særlige evner.

En væsentlig del af tiden på Hogwarts går med at udspionere hinanden, sladre om hinanden og så videre. For Potter-verdenen er dybt paranoid. Der er uafbrudt folk, som bliver forrædere (syndere) og arbejder for det onde, selvom de har en troværdig fremtoning. Beluring af andre er ikke nogen synd i Potter-universet, men en dyd i den gode sags tjeneste. Hvad der egentlig er årsag til al ondskaben, forræderiet og dobbeltagent-virksomheden bliver aldrig rigtig klart, men måske er det arvesynden?

Hvis man ikke har fået nok af religiøs propaganda, kan man supplere Potter-filmene med Narnia-filmene, baseret på romaner af C.S. Lewis, der meget eksplicit understregede, at de var fantasy-udgaver over bibelske temaer med løven Aslan i rollen som Jesus.

Katolsk verdensbillede
Værst står det dog til i Ringenes herre, der af sin forfatter J.R.R. Tolkien er skabt for at udbrede et dybt reaktionært katolsk verdensbillede.

Idealsamfundet er et middelalderligt munke-præste-ridder-samfund, hvor de forskellige sociale kaster respekterer hinanden og ydmygt kender deres plads i det sociale hierarki. Nederst er der de enfoldige bønder, hobbitterne, der lever deres glade, bondske liv i jordhuler. Over dem svæver ædle "præster", elverfolket, der enten bor i postkortsmukke, elegante renæssance-bygninger eller i træ-katedraler. Hvortil kommer den gode troldmand Gandalf, der fremstår som Moses og Paven i samme høje, bibelsk-skæggede og stavbærende person. Selvfølgelig taler de et uforståeligt sprog, dog ikke latin, men elversprog. Og øverst i det sociale hierarki har vi ridderne, herunder særligt dem af kongelig byrd som Aragorn med aner tilbage til tidernes oprindelse. Dna’et er skæbne.

Over for dette ædle middelaldersamfund står så al den djævelskab, som de sidste 500 års industrialisering ifølge Tolkien har bibragt os. Der er to allierede masse- og industrisamfund, Isengard og Mordor, der voldtager Moder Jord ved væmmelig minedrift og river hendes træer op med rode. De ultra-fæle væsener, der arbejder i disse miner og bemander de onde samfunds hære, er følelsesløse robotter.

Hele denne misere hænger sammen med en magtliderlighed, der selvfølgelig var det ædle riddersamfund fremmed. Her kendte folk deres plads i det sociale hierarki. Og hverken Tolkien eller filmene behøver at redegøre for, hvis rygge blev ømme og slidte ved at bygge slotte og katedraler til adel og elverskab.

Klassisk eventyrformel
Midlet mod al denne ondskab er underkastelse, selvopofrelse og lidelse. Den stakkels hobbit Frodo er udset til uselvisk at påtage sig et martyrium ved at afstå fra den forbandede rings fristelser og under stor fare bringe den tilbage til dens oprindelsessted.

Og martyr bliver han. Efter endt mission har hans sjæl så mange sår, at han som en anden Jesus må forlade det jordiske liv og drage til et slags fjernt paradis for elvere og for personer, der ligesom Gandalf er døde i en højere sags tjeneste. Mens de hobbitter, som han har frelst, kan blive i Herredet og fortsætte deres glade bondske liv, er han — tvunget af ringens (katolske?) mysterier om synd og soning — på vej til en kedelig og højtidelig åndelighed.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i en gang imellem at drømme sig ind i ridderlige helteskikkelser. Hvem ville ikke gerne være prinsen i Snehvide eller kong Richard Løvehjerte? Alle riddere behøver ikke skildres så lystigt komisk som Lord Farquaad i Shrek. Men ridder/ konge-ædelhed strakt ud over tre enormt lange film er bare for meget.

Miyazakis Chihiro og heksene er også kritisk over for det moderne forbrugersamfund, men til forskel fra Ringenes herre prædikes der ikke nødvendigheden af lidelse og død. Den gode datter Chihiro udvirker forældrenes befrielse ved godhed og ved at gøre andre mennesker tjenester, gode traditionelle dyder, og derved får hun magiske hjælpere. Se, det er den klassiske, konservative eventyrformel: De fantastiske hjælpere får man ved hjælpsomhed og ved at opfylde sine pligter.

Tilbage til naturen
Det pudsige ved Ringenes herre er, at mange af dem, der betragter sig som venstreorienterede, har spejlet sig i denne ultrakonservative katolske vision af verden.

Herhjemme drømte for eksempel et helt Kløvedalkollektiv sig på romantisk vis tilbage til en ædel fortid, fjernt fra et moderne industrielt demokrati. De tog sågar deres navn efter elverbyen, hvor Elrond hersker. Måske kunne de også identificere sig med den gennemførte paranoia, der hersker i Ringenes herre, hvor Satan-Saurons onde øjne, ækle semi-usynlige Nazgûls og andet djævelskab uafbrudt efterstræber Frodo og hans venner. Andre fodformede kan glæde sig over, at healing og naturmedicin i serien erstatter så ultra-onde civilisatoriske produkter som lægevidenskab.

Sanselighed er ikke noget, man finder i Ringenes herre. Frodo må som sagt forsage kødets lyst, og kvinderne i serien er traditionelle, fromme madonnaer uden andre handlemuligheder end ædel opofrelse — som elverkvinden Galadriel, der er en Jomfru Maria-agtig skikkelse med alle de katolske associationer, det kan vække.

Til gengæld er filmene blevet udstyret med ufattelige mængder af støjende masseslagsmål mellem de forskellige arters hanner. Filmene er langt fra den humor og troldske finurlighed, der prægede Tolkiens ungdomsværk Hobbitten. Der er ikke meget at more sig over, enten er trolddommen dybt djævelsk eller også meget ædel.

Bevares, New Zealand er flot, og hvem vil ikke gerne være konge af blodet og udvalgt? Gollum-figuren er et visuelt og karaktermæssigt scoop, og til tider er der prægnante djævle. Men helhedsindtrykket er som et møde mellem et helgenkonvent og en amerikansk krigsfilm: kedsommeligt og reaktionært.

Fantasi som befrielse
Min modvilje mod fantasy af typen Ringenes herre og Harry Potter skyldes den uforbeholdne afvisning af moderniteten til fordel for tradition, lidelse og underkastelse.

For hele denne anvisning af underkastelsen som en mystisk vej til sandhed og frelse er dybt problematisk og direkte farlig. Den vil binde mennesker til forestillinger, der gør dem sårbare over for problematiske manipulatorer hvad enten vi taler om den katolske kirke eller al-Qaeda. I Harry Potter og Ringenes herre er det onde uanskueligt og mystisk og kan kun styres med lige så mystiske forsagelseshandlinger som lidelses-hellighed og underkastelse uden en sanselig fabulering.

Over for denne reaktionære, religiøse manipulation, hvor personerne bortforpagter deres handlefrihed til gammelmodige og tågede institutioner, står eventyrtraditionen hos Pixar og den klassiske Disney-film med moderne værdier, hvor individet sættes fri ved at lege med en tanke, der ikke er styret af fornuften.

I eventyr-traditionen — og også i mange gyserfilm — er det fantastiske et frirum for vores ønsker og vores angst, og det er ren nydelse, fuld af fornøjelse for sanser og følelser. Men det er også - midt i alt det eventyrlig og fantastiske - helt konkret og almenmenneskeligt. I Bambi drejer det sig om livets store cyklus, i Toy Story om at genskabe forholdet mellem en dreng og hans legetøj, og i Find Nemo skal far-fisken finde sin forsvundne søn. Det er fantasi - ikke som underkastelse, men som befriende kraft.