Sundance 2018
30. jan. 2018 | 11:44

Dag 11: Farvel og tak til Sundance

Foto | Basis Berlin Filmproduktion
Den syriske dokumentar Of Fathers and Sons giver et skræmmende indblik i, hvordan sønner bliver indoktrinet af deres jihadiske fædre.

Sidste dag på verdens største indie-festival byder på et tyrkisk familiedrama med eksploderende høns og dokumentarer om børneslaveri og livet som jihadist i Syrien.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Park City er ved at være en skisportsby igen.

Der er lukket og slukket for Sundance 2018, der slutter af med et par ekstravisninger af vinderfilmene The Miseducation of Cameron Post og The Sentence.

Hovedkontoret er pakket ned, popup-butikkerne er lukket, og alle andre end de mest vedholdende festivalgæster er taget hjem.

Det kan vi få tilbageblivende journalister glæde os over, for det betyder mindre rift om pladserne til dagens ekstravisninger af vinderfilmene.

Det er sidste chance for at se mange af filmene inden de når ud i bred distribution, og de flinke amerikanere er ivrige efter at komme med gode anbefalinger.

Jeg er tre gange i dag blevet opfrodret at tage ind at se den her fantastiske danske film, The Guilty, der er den mest gribende, den gamle dame i bussen/pigen i køen til biografbilletter/fyren på mit vandrehjem har set i årevis.

Det giver god mening, at Gustav Möllers Den skyldige vandt publikumsprisen for bedste udenlandske film. Den dukker op i danske biografer den 14. juni.

Uanselig festivalvinder
Cemal, Kenan og Suzan har ikke været i deres fødeby siden moren begik selvmord 30 år forinden, men da deres døende far kalder dem hjem, tager de på roadtrip sammen.

Tyrkiske Tolga Karaçeliks juryvinder Butterflies bliver præsenteret som en rørende komedie et sted mellem Min far Toni Erdmann og Mænd & høns. Men langt hen ad vejen er filmen mindre sjov og mindre dramatisk, end den burde være.

Vittighederne mangler noget vovemod, hvor man rent faktisk kunne fornærme nogen, for at være mere end hyggesjove. Og karaktererne – ikke mindst Suzan, der er på flugt fra et dårligt ægteskab – føles som flade skitser.

Skuespillerne forklæder krukkethed som lårklaskende vittigheder ved at levere dem, mens de griner hjerteligt. Det er ikke helt nok til, at man griner med.

Men da de når frem til landsbyen, tager hjemkomsten en deadpan-humoristisk drejning.

Landsbyoverhovedet kondolerer, og da Cemal spørger hvorfor, bliver manden helt forfjamsket og løber ud af døren.

En mand uden for en café gestikulerer vildt, da Kenan kommer for tæt på hans flok høns. ”Væk, pas på!” Kenan fatter selvfølgelig ikke et kvæk, indtil en af dem eksploderer med et halvkvælt ’båk!’ i en sky af fjer og blod, der dækker ham fra top til tå.

Der væltede nemlig en fragtvogn med krudt i landsbyen ugen forinden, og nu er alle hønsene tikkende bomber. En lidt søgt joke, men et tiltrængt skud crazy-komik.

Jihad set indefra
Festivalens store vinderdokumentar er et skræmmende portræt af livet som lille soldat i islamismens højborg.

I Of Fathers and Sons rejser den syriske documentarist Talal Derki tilbage til sit krigshærgede hjemland, hvor han udgiver sig for at være en rødglødende jihadist for at komme tæt på folk, der rent faktisk er det.

Først og fremmest Al-Nusra-generalen Abu Osama og hans sønner, der opdrages til at blive hellige krigere, eller – endnu bedre! – ærværdige martyrer for kalifatet. Det er et skræmmende portræt af indoktrinering, og en helt fortjent vinder af juryprisen for bedste ikke-amerikanske film.

Den ene søn kalder han Osama, efter sit store idol. En anden er opkaldt efter en af Taleban-lederne, der var med til at planlægge angrebene på World Trade Center. Faren er fuldblodsfundamentalist, men Derki lader også publikum få en idé om hvorfor, når han rydder op i krigslandskabet ved at demontere efterladte miner – og får sin ene fod sprængt af.

Ikke at det undskylder noget. Der er en henkastet ondskab og modbydelighed i den her film, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. En af drengene dræber en fugl, han har fanget: ”Jeg skar hovedet af den ligesom ham manden, du henrettede, far!”

I én scene fortæller faren, at han og sønnen på et tidspunkt så en pige uden hijab. ”Gå over og skyd hende!” formanede faren sin søn. Pigen var to år gammel.

Kampen mod børneslaveri
Festivalens sidste film blev Kailash, vinderen af juryprisen for amerikansk dokumentar.

Uden at have dykket dybt i årets dokumentarprogram lader det til, at juryens smag hælder til det konservative. De film, der stod højest på vinderpodiet lørdag aften, har været klassisk gode, vrede historier uden for mange stilistiske dikkedarer.

Kailash handler om den indiske børnerettighedsforkæmper Kailash Satyarthi, der i 2014 vandt Nobels Fredspris for sit arbejde med at udrydde børneslaveri på verdensplan.

Dokumentaren tegner et helt retfærdiggjort helteportræt af en ekstraordinær mand, der har taget millioner af børns ulykkelige skæbne på sig. På kontoret for hans redningsorganisation har de en tavle: ”Antal reddede børn siden 1980: 85.506.”

Instuktør Derek Donen giver en kort introduktion til mandens liv og levned, men følger mestendels redningsarbejdet i det daglige.

Vi ser, hvordan organisationen opstøver barnesmuglere, der fralokker godtroende forældre deres unger og holder dem som slaver i tekstilfabrikker, der fodrer den glubende vestlige hunger efter fashion og discount-legetøj. Og hvordan de gør deres bedste for at sikre sig, at forældrene ikke bare sælger dem igen, når børnene er kommet hjem.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Løber fra 18. januar til 28. januar.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko