Film for enhver smag?

Når man i offentligheden taler om film, vil man som regel tage udgangspunkt i kvalitet, fordi film, modsat reklamer og andre medieprodukter, anses for almengyldig kunst. Spørgsmål om fokusgrupper og publikumssegmenter er mindre fremtrædende i debatten om film end i forbindelse med andre medieprodukter, selv om de fleste selvfølgelig ved, at en films billetsalg hænger sammen med de værdier og de publikumssegmenter, den appellerer til. Den håndværksmæssige kvalitet spiller i realiteten ofte en mindre fremtrædende rolle for billetsalget, og selv for prestigen spiller værdierne en betydelig rolle.

Udgangspunktet for de følgende betragtninger over sammenhænge mellem segmenter og dansk film er sociologen Pierre Bourdieus ideer, som de er blevet tillempet herhjemme af Henrik Dahl i den såkaldte Minerva-model. Modellen er nogenlunde identisk med den kompas-model, som Gallup-instituttet benytter. Den opdeler befolkningen efter nogle generelle holdninger til værdier, der i nogen grad svarer til sociale tilhørsforhold.

I kompassets nordlige del finder man de økonomisk og/eller uddannelsesmæssigt ressourcestærke, i den sydlige del de ressourcesvage. Men samtidig skelner modellen også mellem på den ene side de østlige dele af kompasset, der omfatter de idealistisk indstillede, mens den vestlige side omfatter de materialistisk indstillede. Der fremkommer dermed fire storsegmenter, som svarer til nogenlunde lige store dele af befolkningen.

De ressourcestærke
De materialistisk-ressourcestærke, kaldet nordvest eller det blå segment, er de økonomisk stærke og business-mindede, som hylder princippet om, at alle er deres egen lykkes smed, og som har en positiv vurdering af økonomisk og social succes og af teknologi. De mener, at tingene er, hvad de giver sig ud for at være: En Porsche er en Porsche, en smuk kvinde er en smuk kvinde. De elsker tvekamp, hvor man ser, hvem der er stærkest — som i en James Bond-film eller for eksempel Jagten på røde oktober. Blå film er ikke dansk films stærke side - Kongekabale er en forholdsvis enlig kandidat.

De idealistisk-ressourcestærke, kaldet nordøst eller det grønne segment, er veluddannede og mindre økonomisk velbjergede end nordvest, men dyrker til gengæld deres uddannelsesmæssige ressourcer og værdsætter miljø og ligestilling. De er idealister og har ikke tillid til materielle værdier. Modsat de blå mener de grønne, at verden er gådefuld og forvirrende, den er en overflade, under hvilken der skjuler sig hemmeligheder. Derfor skal verden fortolkes, og intellektuel gådegætning mere end handling er netop, hvad der er dette veluddannede segments force.

Being John Malkovich er et eksempel på en typisk grøn film med identitetskonflikter og bizarre handlingsforløb, men grønne film indbefatter i det hele taget kunstfilm præget af følsom æstetik og kvindelige værdier, fra Kieslowski til David Lynch. Lars von Triers Forbrydelsens element er et dansk eksempel på en grøn film. De ekstreme versioner af grønne værdier sælger ikke mange billetter. Christoffer Boes Reconstruction solgte dog 50.000 billetter i slipstrømmen fra Cannes-udmærkelsen, ligesom Triers film, der oftest er grønne, sælger en del billetter — især takket være det globale marked.

De ressourcesvage
De idealistisk-ressourcesvage, kaldet sydøst eller det rosa segment, har som kernemedlemmer kvinder i den mindre veluddannede del af befolkningen. For dem er de menneskelige følelser altafgørende, og man kan ikke vinde lykke ved egen indsats (bortset fra ved at have gode menneskelige følelser), kun ved at lykken tilsmiler én som en lottogevinst sendt fra himlen.

Pretty Woman er indbegrebet af en rosa film, der belønner den rene, gode ånd: Julia Roberts' guldhjerte overvinder Richard Geres blå materialisme. Solkongen er den ekstremt rosa film i en dansk sammenhæng. Lykken tilsmiler de to elskende på trods af, at de begge er totalt inkompetente i forhold til den sociale virkelighed, men det kompenseres af deres idealistiske, følelsesmæssige værdier. Nynne er rosa ud i det parodiske: Nynne dater adskillige blå og grønne mænd, men vælger til sidst — på rosa vis — en følsom blind ven.

Et særligt tilfælde er Trier, der har forsøgt at give to af sine grønne kunstfilm, Breaking the Waves og Dancer in the Dark, en rosa "motor" i form af en rosa historie, der så dekonstrueres af en grøn kunstfilmbehandling.
En række dogmefilm er — måske i slipstrømmen fra Triers eksperimenter — fundamentalt rosa føljeton-historier, hvad især de engelske og amerikanske kritikere har bemærket. Disse kritikere fremhæver dog, at den kunstneriske behandling og filmenes danske etnicitet højner soap-elementerne og gør dem til kunst.

De materialistisk-ressourcesvage, kaldet sydvest eller det violette segment, har som kernemedlemmer især ikke-uddannede mænd. De holder af materielle goder, af ære, personlig stolthed og fysisk styrke, er vant til at lide nederlag og har derfor en stærk jeg-mod-de-andre-følelse. De værdsætter evnen til udholdenhed i ekstreme, fysisk krævende situationer.

Men modsat de blå tror de violette ikke helt på en højere retfærdighed. Jakkesættene og cheferne vil altid konspirere mod manden på gulvet, som i den violette klassiker Rambo. Gamle mænd i nye biler og Rembrandt, der næsten nåede 300.000 solgte billetter hver, er typiske violette film, kupfilm, hvor en gruppe mænd kæmper mod omverden med ryggen mod muren.

Hadet mellem violet og grøn
Det er lettere at "se nedad" end at "se opad" i segmenterne. De ressourcestærke blå kan godt se med på en violet film, der dyrker mod og handling, ligesom de grønne også kan se med på en rosa, idealistisk film. Derimod vil de violette hade en grøn film, hvor alt skal fortolkes, og for de rosa, der ikke tror på egen indsats, giver blå film ikke den store mening: Arbejdslivets eller teknologiens værdier er blot noget, der truer den intime, indre lykke.

Et skoleeksempel på hadet mellem violet og grøn tematiseres i 2 x T (h)omas Jensens Sprængfarlig bombe. Her udlever de to Frederiksværk-drenge deres violette krænkelse over den offentlige prestige og støtte, der tildeles de grønne, intellektuelle og finkulturelle
instruktører (læs: Christoffer Boe, Lars von Trier, Thomas Vinterberg).

I filmen føler manden på gulvet, renovationsarbejderen Tonny, at han bliver taget ved næsen af den finkulturelle instruktør Volter. Heldigvis, og ved 2 x T(h)omas' behjertede hjælp, får Tonny lejlighed til at være med-instruktør på Volters næste film, og med generøs populisme lader 2 x Jensen taberen Tonny klare ærterne og føre filmen frem til succes.

Men, gys, hvis Tonny får succes ved en aktiv indsats, så havner han vel i det blå segment? Bare rolig: Tonny forlader den væmmelige blå-grønne succesverden og skaber i stedet en violet-rosa alliance: Tonny, hans børn og nye kæreste ender med at komme hinanden rigtigt meget ved i en rigtig kernerosa handling: Glad sammenbragt familie vender rigdom og karriere ryggen og råhygger i zoologisk have.

Familiefilm er rosa
Hvis vi ser på de nitten danske film, der inden for de sidste seks år, dvs. 2000-2005, har solgt over 300.000 billetter, er der syv børne- og ungdomsfilm, nemlig: Møgunger 303.000, Min søsters børn 405.000, Min søsters børn i sneen 506.000, Anja efter Viktor 345.000,
Min søsters børn i Ægypten 465.000, Terkel i knibe 375.000, Far til fire gi'r aldrig op 511.000. Familiefilm som Far til fire eller Min søsters børn er som hovedregel rosa med et stænk af violette værdier. Over for varme familieværdier står kolde chefer eller overklassedamer a la fru Flinth i Min søsters børn-serien. Den eneste normbrydende blandt disse film er Terkel i knibe, der med sin brutale drengerøvs-komik markerer en violet holdning. Selv om den rosa-violette værdifarvning er logisk, set ud fra ønsket om bred dækning, er det dog påfaldende, at der blandt de nitten film ikke er flere blå indslag. Ungdomsfilm som Anja efter Victor er én lang rosa mobning af blå værdier. Af de øvrige tolv film er halvdelen mere eller mindre rosa film, nemlig Italiensk for begyndere 818.000, En kort en lang 568.000, Elsker dig for evigt 502.000, Arven 374.000, Solkongen 347.000 og Nynne 429.000. Her er det på godt og ondt kærligheden og den mellemmenneskelige forståelse, der er den altdominerende faktor, og penge og karriere er, som i Arven, ikke et emne i sig selv, men kun en forhindring i selvrealisering.

Der er én grøn film, nemlig Drabet med 388.000, hvor eksistentiel forståelse er central. Men når Drabet, som den eneste grønne film opnår et højt salgstal, kan det således skyldes, at drabstemaet giver den en vis violet appel, og at den med sin kærlighedshistorie har stærke rosa elementer, hvortil kommer den særlige prestige, filmen har opnået som den sidste i Per Flys trilogi.

Der er to violette film, Gamle mænd i nye biler 337.000 og Blinkende lygter 435.000, begge om barske mænd i konfrontation med omverdenen. Hvis man bare gør en indsats, viser det sig i Blinkende lygter, at en forfalden rønne kan omdannes til en hæderlig restaurant. Filmens faste forankring i den lille, selvstændiges kamp for succes er et typisk violet træk, men samtidig er der en vis ironisk distance, som er endnu mere udtalt i De grønne slagtere (262.000). I udgangspunktet er det en violet historie om den lille selvstændige erhvervsdrivende — to slagtersvende åbner deres egen butik — men historien tilføjes en grøn, intellektuel grimasse fra Anders Thomas Jensens side: De sælger menneskekød, og den flotte Mads Mikkelsen er forklædt til grimhed.

Det er påfaldende, at der ingen centralt blå film er blandt de mest sete film i de sidste seks år, så det blå segment må tilfredsstille sig med udenlandske film eller se med på andre segmenters film.

Det rosa-grønne isbjerg
Halvdelen af de mest succesrige film har rosa værdier, og dertil kommer seks af de syv ungdoms- og familiefilm. Det kan skyldes, at mens rosa tilskuere formodentlig normalt ikke vil se en grøn film, så vil det grønne segment ofte acceptere de rosa værdier, når de ser film.

Italiensk for begyndere, der sammen med Den eneste ene er de suverænt mest sete film i de sidste ti år (begge med over 800.000 solgte billetter), har ganske vist et vist grønt tilsnit, for eksempel vægten på personlig dygtiggørelse via italienskkurset, men de fundamentale værdier er rosa: Kærlighed besejrer alt; lykken er ikke noget, man arbejder sig til, den er en lotterigevinst. En præst og en småtbegavet bagerjomfru kan i Italiensk for begyndere let danne par, bare de elsker hinanden.

De grønne segmenters fundamentale idealisme — eller jalousiforhold til de blå segmenter — gør, at de for eksempel sympatiserer med Arvens rosa borgerskabskritik. Føljetonstoffet og føljetonværdierne kan løftes som i dogmefilmen Elsker dig for evigt og også benyttes som vehikel til at diskutere generelle værdispørgsmål som i En kort en lang, der vakler mellem seriøsitet og bøsseparodi. De omtalte film er endda kun toppen af det rosa-grønne isbjerg, hovedparten af de mindre sælgende film er forskellige grøn-rosakombinationer.

Tilbage i 1950'erne var det de violet-rosa film, der skabte de store indtægter, først og fremmest Morten Korch-filmene, hvor et par kæmper for den lille virksomheds overlevelse i en ond verden. Og Erik Ballings 70'er-successerie Olsen-banden udgjorde også en meget effektiv violet-rosa alliance: Driftige mænd i kamp mod overmagten, vægt på opfindsomhed og foretagsomhed. Violette værdier, men kombineret med de rosa familieværdier.

Tre crossover-film
Interessant er det imidlertid, at der på den seneste er kommet tre film, som i større eller mindre grad kan ses som crossovers.

Mest interessant er Kongekabale, der, bortset fra Italiensk for begyndere og En kort en lang, er den mest biografsete film i de sidste seks år med over 550.000 solgte billetter. Den har, helt usædvanligt for en succes-rig dansk film, slet ingen kærlighedsintrige. Dele af dens værdigrundlag er grønt: Den kæmper for en politik, der tydeligvis via mærkesager som økologi hører hjemme til venstre for midten.

Men Kongekabale har også violette stænk: sammensværgelsestematikken og den lille mand mod systemet — i Nicolas Bros burgernærede kropsskikkelse — er tydeligvis lånt fra amerikansk populisme. Men samtidig er Anders W. Berthelsens figur nærmere en aktiv blå tvekæmper, der er sin sags lykkes smed og klart det nærmeste, dansk film er kommet på at lave en blå helt. Filmen er på flere punkter et effektivt forsøg på en international kvalitets-main-streamfilm, fjernet fra såvel kunstfilm som føljetonfilm.

Adams æbler er også interessant. Filmen har på den ene side mange violette elementer, en variant af Gamle mænd i nye biler og Blinkende lygter, med hårde fyre i kamp mod verden. Men på den anden side er den — ud over i sin æstetik — også en grøn film med et symbolsk lag: en diskussion af etiske problemer.

Den tredje og sidste crossover-film er Brødre. Den har en militær intrigedel, der gør, at selv om filmen fundamentalt set er en rosa føljetonfilm om kærlighed og lykkens omskiftelighed (tilsat lidt grøn kritik af krig), så har den også en vis appel til violette segmenter i kraft af soldaterliv og voldsbegivenheder.

Crossover-filmene kan derfor ses som forsøg på at komme ud af den grøn-tintede rosa ghetto, der på godt og ondt har karakteriseret dansk film i de senere år. De tre film udgør et vækstlag i dansk film, fordi de markerer forsøg på at forbinde idealistiske og materialistiske værdier. Dermed vil dansk film også i højere grad stille op på baner, der ellers har været totalt besat med amerikanske film.

Fiduskunst og autenticitet
De seneste to danske filmsuccesser, hver med ca. 400.000 solgte billetter er Susanne Biers Efter Brylluppet og Niels Arden Oplevs Drømmen. De peger i vidt forskellige retninger.

Efter brylluppet er — modsat Biers vellykkede rosa film Den eneste ene og Elsker dig for evigt — et stykke rosa fiduskunst. En ædel rosa helt, Jacob, vier sit liv til sentimentalt skildrede, fattige, glade børn i Indien, fordi menneskene i det rige Danmark ikke kommer hinanden ved. Jacob står over for den blå antihelt, en rig, selfmade milliardær, der som forretningsmand er ubehagelig og effektiv, men som heldigvis overmandes af en dødelig sygdom. Han menneskeliggøres, og i en tale fastslår han de blå værdiers nederlag i forhold til de rosa, nære værdier. Ulands-problematikken får ikke lov at udfolde sig for sentimentalismen og de alt for mange intrige-elementer: Far finder datter, stedfar dør, gamle flammer mødes, indisk "plejesøn" svigtes osv.

Derimod er Niels Arden Oplevs selvbiografiske Drømmen en bevægende, om end traditionel violet film om en drengs oprør mod en tyrannisk skoleleder (filmens karakter- og miljøfremstilling er usædvanlig autentisk). Det violette oprør mod tyranni lykkes via kerneværdier såsom udholdenhed, og modsat Bier, der bare lader døden nedkæmpe de blå værdier, er handlingen velmotiveret. Og selv om drengens oprør hjælpes på vej af den grønne hippie-lærer, mangler denne lærer en violet udholdenhed og ender i forræderens rolle. Farens violette oprørstrang kontrasteres fint med morens mere rosa konfliktskyhed.

Den halve filmnation
Dansk tv-fiktion byder på nogenlunde lige repræsentation af østlige og vestlige værdier. Rejseholdet og Krøniken vidner om bredere værdiforankring i alle segmenter. Men hvad er årsagerne til den grøn- rosa overvægt i dansk film?

En vigtig forklaring er uden tvivl, at det offentlige støttesystem er forholdsvis lukket og typisk befolket af personer med en idealistisk, grøn-rosa livsholdning. Samtidig bliver støtten bakket op af den kulturelle verden med filmjournalister og festival-juryer.

Danmarks vej ud på de udenlandske markeder er gået netop gennem festivalsystemet, med Trier og dogmefilmene som de centrale faktorer, og ud over de klare økonomiske fordele ved, at smalle kunstfilm
distribueres på et globalt marked, vil det internationale festivalsystems vurderinger få betydning tilbage i den danske offentlighed såvel som hos producenterne.

En anden forklaring er, at de grønne og rosa film ofte er billigere at fremstille end de violette og blå. Det er billigere at lave en håndholdt scene om jalousi med to eller tre skuespillere i en stue end en action-mættet scene ude i trafikken. Endelig er dansk film i høj grad lavet af yngre mennesker, der tilhører det grønne segment og på ungdommelig vis er mest optaget af deres eget segments værdier.

Dansk film har i de senere år haft succes med en række film, som hylder de grøn-rosa værdier. Men hvis dansk film stadig skal udvikle sig, så kræver det, at filmene ikke udelukkende skaber verdener for to segmenter. Danmark består ikke kun af mennesker med smertelige identitetsproblemer og af ædle, grimme ællinger, der venter på lykken. Danmark består også af mennesker, som kan lide praktisk handling og materielle goder, og som er nysgerrige på billeder, ikke blot fra intimsfærens dagligstuer og sovekamre, men også fra det mangfoldige sociale liv, der udfolder sig på arbejdspladser, i institutioner og i de offentlige rum.

Så længe det kun er amerikanske billeder, der dækker disse områder, er Danmark kun en halv filmnation