Days of Cinema 2017
23. okt. 2017 | 09:08

Film i et land uden infrastruktur

Foto | Days of Cinema
Åbningen af filmfestivalen Days of Cinema, der finder sted i Ramallah Culture Center. Festivalen skal være med til at forbedre forholdene for de lokale filmskabere.

Palestine Film Meetings er et nyt initiativ på festivalen Days of Cinema, der skal fremme palæstinensisk film. Det er nemlig op ad bakke for de lokale filmskabere.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Hvordan kan en beskeden filmkultur som den palæstinensiske udvikle sig de kommende år? Og hvordan kan lokale filmskabere bidrage med viden om filmproduktion i en international sammenhæng?

De to spørgsmål er omdrejningspunktet for et splinternyt tiltag, som filmfestivalen Days of Cinema i sit fjerde leveår nu lancerer.

I løbet af den uges tid, som festivalen varer, mødes filmfolk fra Palæstina og resten af verden til oplæg, samtaler og diskussioner om filmproduktion, de seneste tendenser og erfaringer. Konceptet kaldes Palestine Film Meetings, og de indbudte talere tæller både filminstruktører, distributører, producenter og universitetsfolk.

At der tales skiftevis arabisk, engelsk, fransk og tysk, hvor end man bevæger sig rundt på festivalen, vidner om den brede skare af interesserede filmfolk, som festivalen tiltrækker.

Vi er sågar også en lille delegation af danskere i Ramallah i disse oktoberdage.

Men hvordan laver man film i et land, der knap nok er anerkendt og selvstændigt, hvor infrastrukturen er beskeden, og hvor der kun er ganske få biografer?

Brænder for fællesskabet
For at blive klogere på det har vi sat instruktøren Muayad Alayan, leder af Palestine Film Meetings, stævne i skyggen af et oliventræ ved festivalens hovedkontor – et slags kulturcenter, der i anledningen også fungerer som biograf.

”Med Palestine Film Meetings vil vi skabe en årligt tilbagevendende begivenhed og en platform, hvor lokale palæstinensiske filmskabere kan mødes med deres internationale kollegaer,” fortæller Muayad Alayan.

Det er tydeligt, at han sammen med sine medarrangører af festivalen brænder for at skabe et fællesskab om film. Og noget af engagementet bunder helt sikkert i at trodse den politisk anspændte situation i området, der besværliggør filmproduktionen.

”Det er ikke nemt for palæstinensiske filmfolk at rejse ud i verden til festivaler. Det er både svært at få udrejsetilladelse og finansiering til at rejse, så vi vil skabe en mulighed for, at internationale filmfolk kan komme til Palæstina og blive præsenteret for, hvad der rører sig her,” siger Muayad Alayan.

Film laves færdige i udlandet
I Danmark er filmfolk jo privilegeret med en god og sammenhængende infrastruktur og forholdsvis nem adgang til udstyr, produktionsfaciliteter og økonomisk støtte.

Sådan er det ikke i Palæstina.

”Den måske største udfordring for filmindustrien i Palæstina er infrastrukturen – eller mangel på samme,” fortæller Muayad Alayan, der selv har lavet både spillefilm og kortfilm.

”I de sidste ti-femten år er forholdene blevet bedre. Nogle af de grundlæggende ting er på plads, og det er blevet lidt nemmere at få adgang til optageudstyr, men det er stadigvæk ikke nemt.”

Muayad Alayan opridser nogle af de sparsomme forhold, som lokale film produceres under.

De lokale filmskabere filmer på digitale kameraer, men de har ikke adgang til den mest moderne og tidssvarende teknologi. Der er mulighed for at klippe film i Palæstina, men alt andet i den såkaldte postproduktion skal man rejse til andre lande for.

Der er simpelthen ikke faciliteter til at afslutte en film, colorgrade den og så videre.

Det betyder, at palæstinensiske filmskabere næsten altid skal til udlandet for at færdiggøre deres film. Muayad Alayan afsluttede for eksempel sin seneste film i Belgien og Grækenland. Nu er han i gang med en film, hvor kameraet er fløjet ind fra Mexico.

To-tre spillefilm om året
Foruden de praktiske faciliteter og mangel på udstyr er spørgsmålet om penge også en stor udfordring, fortæller Muayad Alayan. Den palæstinensiske stat har kun en lille pose penge til kulturstøtte, og filmindustrien skal dele med andre kunstformer, hvoraf film er den klart dyreste. 

Som land producerer Palæstina cirka to-tre spillefilm om året, der delvist støttes økonomisk af offentlige midler. Derudover spæder private organisationer også til produktionen af spillefilm, dokumentarer og kortfilm.

Derfor har nonprofit-organisationen Filmlab: Palestine siden 2014 hjulpet lokale filmskabere og arbejdet for at udvikle den palæstinensiske filmkultur. I praksis fungerer organisationen som et slags filminstitut. Det er også Filmlab: Palestine, der står bag Days of Cinema for fjerde år i træk.

”Med Filmlab: Palestine forsøger vi at facilitere udstyr og muligheder for postproduktion samt at tilbyde legater og økonomisk støtte,” forklarer Muayad Alayan.

Begrænset bevægelsesfrihed
Så er der selvfølgelig også Palæstinas særegne og komplicerede geografisk-politiske situation.

Groft ridset op består landet af Gaza-striben ved Middelhavet og store dele af Vestbredden, hvor hovedbyen Ramallah ligger.

Men ind- og udrejse for både lokale og udefrakommende filmfolk besværliggøres af den strenge grænse- og territoriale kontrol, samtidig med at det er svært at få tilladelse til optage i de israelsk kontrollerede områder for palæstinensere.

”Det er svært for filmhold at bevæge sig rundt mellem landsdelene i Israel og Palæstina og være samlet på ét sted. Hvis man har et hold bestående af folk fra forskellige steder på Vestbredden og Jerusalem er det svært at mødes på én gang. Og glem alt om Gaza-striben,” fortæller Alayan.

Han fortæller om palæstinensiske produktioner, hvor dele af filmholdet er blevet smuglet ind og holdt skjult under deres ophold, mens de arbejdede på en film.

Fremtiden
Trods udfordringerne er Muayad Alayan optimist. Han betoner nødvendigheden i en bred vifte af udviklingsmuligheder, for eksempel co-produktioner, hvor flere lande finansierer en film.

”Der sker en bevægelse i palæstinensisk film for tiden. Da jeg lavede min første film, der var en lille, uafhængig produktion, var jeg meget bange for, at den ville skuffe og ødelægge det for fremtidige filmskabere,” siger Muayad Alayan.

”Men den klarede det godt og gjorde det muligt at tro på, at vi kan fortælle gode historie inden for lavbudgetfilmens rammer. Det håber jeg fortsætter.”

”Jeg håber, at vi kan skabe så meget opmærksomhed, at staten og private interessenter vil investere mere i film. Lige nu giver palæstinensisk film ikke overskud, men det er vigtigt med en filmkultur for landet, vores identitet og vores fælles fortælling.”

Ekko på Vestbredden

Rasmus Stenbæk Iversen skriver dagligt fra filmfestivalen Days of Cinema.

Festivalen udbreder lokale filmtalenter og filmkultur i Palæstina.

I Ramallah og tre andre byer på Vestbredden vises over tyve spille- og dokumentarfilm plus en masse kortfilm.

Fjerde udgave af festivalen løber fra den 17. til 23. oktober.

Filmmagasinet Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

Muayad Alayan

 

Født 1985 i Jerusalem.

Instruktør, producer og fotograf.

Bor i dag i Ramallah i Palæstina og andre steder på Vestbredden.

Filmskole-uddannet i San Fransisco i USA.

Leder af Palestine Film Meetings på festivalen Days of Cinema.

© Filmmagasinet Ekko