Buster 2012
Interview
14. sep. 2012 | 01:54

Film som familieprojekt

Foto | Copenhagen Film Company
Thea og den vilde flod

Catherine Kunze og Jacob Wellendorf bruger deres egne børn og naboer for at lave film til de helt små. Deres nyeste, Thea og den vilde flod, vises på årets Buster-festival.

Af Anne-Sophie Thostrup

Catherine Kunze og Jacob Wellendorf danner ikke kun par professionelt, men også privat.

Sammen har de pigerne Maxine på fire år, Thea på ti og Chloë på tolv. Både Thea og Chloë har medvirket i parrets film, og Thea er hovedkarakteren i deres seneste, Thea og den vilde flod, som vises på den aktuelle Buster-filmfestival. Thea var knap tre år under optagelserne.

Deres filmprojekter er vaskeægte familieprojekter.

”Fordelen ved at arbejde med vores egne børn er, at vi kan være der 24 timer i døgnet. Når der pludselig opstår interessante ting, kan vi gribe kameraet med det samme. Det ville vi ikke kunne gøre med andre folks børn. De ville bare komme et par timer, og så ville de gå igen,” fortæller Jacob Wellendorf. 

Startede med kunstfilm
Parret laver film, der ikke normalt tiltrækker sig stor opmærksomhed i medierne: live action-film til de helt små, børn helt ned til treårsalderen.

De to instruktører mødte hinanden på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men er ellers autodidakte. På Filmhøjskolen ville Catherine kun have Jacob som fotograf på sine film:

”Vi var grundlæggende enige om, hvad et godt billede var, og derfor var jeg meget bevidst om, at jeg ikke ville arbejde med andre end Jacob,” smiler hun.

I starten af deres karriere eksperimenterede de med at lave små kunstfilm. Men i takt med at de selv fik børn, kastede de sig over børnefilmgenren. Deres film foregår ofte på rejser, hvor de filmer børnene og senere sætter en voice-over på.

Hård dobbeltrolle
Thea og den vilde flod er filmet for seks år siden, men blev først klippet sammen for nylig. Thea keder sig ved titlens vilde flod, fordi storesøster Chloé leger med en ny veninde. Hun går derfor selv på opdagelse – og ser pludselig en havfruehale i vandet.

Filmen vækker mindelser om børne-tv i 70’erne, hvor Thomas Winding lagde stemme til små, poetiske hverdagsfortællinger med børn. Thea og den vilde flod foregår i Frankrig, hvor familien holder ferie på en naturskøn campingplads. Eller ferie er måske så meget sagt.

”For børnene er det jo ren ferie, men når vi er der for at optage, er vi jo altid i den her dobbeltrolle som både forældre og instruktører. Vi har jo ikke et stort team med os, når vi filmer. Da vi filmede Thea og den vilde flod, havde vi kun en tolk med,” fortæller 43-årige Catherine Kunze.

– Men er det ikke bare en let løsning at filme sine egne børn?

”Nej, det er faktisk vanvittigt hårdt. For vi er jo på arbejde, samtidig med at vi er forældre og har nogle børn, der skal passes og have mad og tøj på kroppen. På den måde er det faktisk langt hårdere, end dengang vi lavede vores kunstfilm. Dengang skulle vi ligesom kun tænke på filmen,” siger hun.

”Jeg tror, at det får filmene til at virke oprigtige frem for iscenesatte og konstruerede,” supplerer den 42-årige ægtemand.

– Har I ingen moralske skrupler over at filme jeres egne børn og vise dem frem for offentligheden?

”Nej, egentlig ikke. For jeg synes ikke, at vores film på nogen måde udstiller vores børn. Og børnene synes jo kun, at det er skægt at være med,” siger Catherine Kunze.

Klipper i stuen
Parret planlægger ikke meget på forhånd, når de laver film. Alt kan ske.

”Vi har ikke en skabelon over, hvad børn godt kan lide. Vi er meget åbne over for at lade os inspirere undervejs af vores egne børn. Det er nok også det, der gør, at filmene appellerer til andre børn,” mener Jacob Wellendorf.

”Vi sidder jo tit og klipper filmene hjemme i stuen, og så løber børnene lige forbi og kigger med på nogle af billederne. Og hvis der er noget, de synes er sjovt, så bruger vi det,” siger han.

Blomsterdronningen Paula
Den løse metode er en af grundene til, at parret ofte har svært ved at få støtte til deres film. Da familien rejste til Indien med kameraet under armen, forsøgte de at sælge projektet til DR inden afrejse, men fik afslag.

DR havde svært ved at se, hvordan den dengang ti måneders gamle Thea kunne bære som hovedperson. Efterfølgende syntes DR alligevel, at filmene var så gode, at de endte med at købte dem.

Parret står også bag tv-serien Det gule hus, som består af fem små afsnit, der er blevet vist på DR1. Seriens omdrejningspunkt er den Nørrebro-ejendom, som parret og deres døtre bor i. Her møder man Gamle Johanne, Gårdmand Bjørn, Blomsterdronningen Paula og Lange Henrik, som er FCK-fan og bare godt kan lide at drikke øl.

Et af afsnittene i serien blev vist på det verdensberømte MOMA-museum i New York i forbindelse med et projekt om børn og kunst og blev købt til deres permanente børnefilmsamling.

”Jeg tror, at Det gule hus henvender sig til et internationalt publikum, fordi der er så meget nærvær i serien. Det gør den almen,” mener Jacob Wellendorf.

På eventyr i ejendommen
Alle karaktererne er tyvstjålet fra virkeligheden, for alle de medvirkende bor rent faktisk i ejendommen.

”Det gule hus var direkte inspireret af newyorker-forfatteren Peter Sis’ Madlenka-bøger, som er billedbøger om en boligkarré,” fortæller Catherine Kunze og fortsætter:

”Ideen opstod på et tidspunkt, hvor vi egentligt havde lyst til at rejse ud på eventyr og lave film, men ikke lige havde penge til det. Og så fik vi den ide at gå på eventyr i vores eget miljø. Vi kendte næsten ingen fra ejendommen, inden vi begyndte.”

Parret begyndte filmforberedelserne med at stemme dørklokker.

”Det var lidt hårdt at stå og ringe på folks døre søndag morgen, og nogle troede, vi kom fra Jehovas Vidner. Men jeg tror nærmest, at folk vænnede sig til os som en del af gadebilledet” siger hun med et smil.

Men var instruktørerne ikke bange for at træde nogle af deres naboer over tæerne og portrættere dem som stereotyper – for eksempel Lange Henrik?

”Lige præcis Lange Henrik var virkelig svær at overtale, og det tog ham et år at lære at slappe af, når vi filmede. Men han er fuld næsten hver dag og er kæmpe FCK-fan, så det er jo bare sådan, at tingene er,” konstaterer Jacob Wellendorf.

Næste stop Nepal
Man ser ikke meget til Spider-Man, Nintendo, Bratz-dukker og andet BR-legetøj i parrets film.

I stedet leger børnene med et hus, de har bygget af papkasser, og en båd, som består af to gamle ølkasser.

”Vi havde faktisk bare ikke sådan noget legetøj derhjemme, men det er ikke, fordi vi forbyder det. Det er bare ikke den form for børnekultur, vi prioriterer. Børnene har ikke haft en Nintendo. I stedet har de fået et fotoapparat,” fortæller Catherine Kunze.

– Drømmer I aldrig om at lave seriøse voksenfilm med store premierer, røde løbere og boblende champagne?

”Nej, egentlig ikke. Vi er ret tilfredse med at lave børnefilm,” svarer Catherine Kunze, før Jacob tager over:

”Men nu hvor vores børn bliver ældre, får vi da lyst til at lave børnefilm til et lidt ældre publikum, fordi det er børnene, der inspirerer os.”

Parrets næste projekt foregår i Nepal på et børnehjem, hvor hele familien skal bo.

© Filmmagasinet Ekko