Filmfejden

Sommerens offentlige ordvekslinger om dansk film blev flere steder kaldt "en debat". Men på mange måder lignede den mere en holmgang af den gammellitterære art, som man engang kaldte en "pennefejde". Altså en fægtning mellem modparter med en yderst personlig dagsorden og et fornærmende frisprog. Lars von Trier satte tonen ved i Cannes at kalde Susanne Biers Brødre for "noget indholdsløst lort", og Bier svarede igen ved at udnævne Trier til "et kæmpe fjols".
  
Det gav lidt kulturelt sprængstof i en udpræget agurketid, men i hvor høj grad det kan kaldes en "en debat", skal jeg vende tilbage til. Inden da vil jeg minde om, at dansk film har en lang tradition for heftigt ophedet filmdebat.
  
"Jeg ryster simpelthen"
Allerede i det første talefilmårti, 1930'erne, var filmkritikken på krigsstien. Det gik især ud over datidens toneangivende unge instruktør, Alice O'Fredericks, det blev anklaget for at sænke niveauet med sine farcer og folkekomedier.
  
I Politiken oplyste O'Fredericks om de barske økonomiske forhold i filmindustrien, og intervieweren noterer "store tårer helt uden glycerin blinke i hendes blå øjne", mens hun sagde: "Jeg ryster simpelthen. Jeg har en fornemmelse, som om vi var forbrydere, der bliver jaget. Vi er tvunget til at henvende os til alle mellem 5 og 80. Vi vil ikke støde nogen, og vi vil have, at familierne skal kunne gå sammen og se vores films (...) Man måler os med de bedste udenlandske films. Selvfølgelig må vi komme til kort. Det er jo helt andre veje, vi følger. Dem er vi bundet til. Dem prøver vi at få det bedst mulige ud af. Skulle det ikke være muligt at få det syn anerkendt på den anden side af det svælg, der nu ser ud til at skille os fra de mennesker, der ligesom vi elsker filmen og arbejder i den?"
  
Nej, det skulle det ikke, for O'Fredericks kom i skudlinjen igen i 1950'erne for sine Morten Korch- og Far til fire-film. I 1960'erne oprettedes endelig en filmfond, der gik ind med en afgørende støtte til produktionen, og nu kunne vreden over dansk films dårligdomme finde en ny statslig adressat. Først var det Filmfonden, der var alt for litterær i sine støtte-tildelinger (en berettiget kritik), siden for diktatorisk under Erik Hauerslevs ledelse.
  
I 1970'erne blev Filmfonden til Det Danske Filminstitut, og nu kunne skytset rettes mod Instituttets konsulenter, der, om ikke formelt så dog reelt, blev enerådende i valget af kunstnerisk støttepolitik. Især i 1980'erne rasede debatten om filmstøtten, som den blev forvaltet af de uheldige konsulenthelte Claes Kastholm Hansen og Peter Poulsen. Men diskussionen drejede sig ikke kun om (manglende) kvalitet; den var også rettet mod politikerne i et forsøg på at argumentere for flere statspenge til en udsultet kunstart. Et tema, der af bitter nødvendighed fortsatte op gennem det meste af 1990'erne, hvor man skulle helt frem til 1996, før et reelt nybrud var på vej, og til 1998 før der kom forøgede bevillinger i en målestok, der virkelig kunne mærkes.
 
Trier kontra Bier
Det nye ved sommerens diskussion var to ting. Før det første var den ikke kritikerskabt, men igangsattes af instruktørerne selv, oven i købet to kendte navne som Lars von Trier og Bille August. For det andet handlede den ikke — som ellers så ofte — om den måde, filmstøtten forvaltes på, altså om de statslige filminstitutioners fejl og mangler. Instruktørerne skød på deres egen stand, på kolleger. Højst usædvanligt, om end ikke nødvendigvis for Trier, der allerede inden sin debut med Forbrydelsens element var ude med riven, for eksempel efter Erik Clausen.
  
Fejden blev skudt i gang i nærværende tidsskrift (nr. 28), hvor Trier i et Peter Schepelern-interview gik til angreb på manuskriptforfatterne Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson: "Problemet er, at en instruktør henvender sig til en forfatter, kommer med en ide til noget, som måtte være mere eller mindre behjertet. Og én ting er i hvert fald sikkert, at når det har været igennem den der lynhurtige dramaturgisering, så er det ikke behjertet mere. Så bliver det vanvittigt overfladisk." Trier kaldte Aakeson og Jensen for skrivende ug-drenge uden "et personligt forhold til de emner, de skal lave".
  
I Triers udtalelser lå en skjult kritik af Biers Brødre. Her står vi over for et klassisk modsætningsforhold mellem modernisten Trier og mainstream-instruktøren Bier. Trier vil altid efterlyse film med sten i skoen, mens Bier forholder sig mere traditionelt til fortælleformerne. Men langt fra upersonligt. På sin egen måde er Bier en auteur præcis som Trier.
  
Selv om Trier altså valgte et urimeligt eksempel, er hans advarsel mod nivelleret fortælleform altid aktuel. Som manuskriptforfatteren og instruktøren Mikael Olsen engang har sagt: "Jo mere enige vi er om kunstnerisk kvalitet, jo større er risikoen for, at den forsvinder. Filmkvalitet opstår og næres — ligesom dramatik — af konflikt."
  
En filmstil domineret af manuskriptforfatterne kan meget let ende med at blive standardiseret. Det skete i 1950'ernes franske film, hvor der nogle år herskede en stivnet, dramaturgisk regelret "kvalitetstradition". Den måtte Den Nye Bølges unge instruktører gøre oprør mod. Men eksisterer et lignende problem herhjemme? Næppe. Så længe Fupz-manuskripter giver så forskellige film som Forbrydelser, Anklaget og Kinamand og Anders Thomas Jensen er med til at signere så varierede resultater som Brødre, Solkongen og Rembrandt, er det oplagt urimeligt at skyde på de to herrer. De bedste danske instruktører er stærke nok til at sætte et klart personligt præg på Fupz' og Jensens skriverier.
 
Bid i sommeragurken
Mens der trods alt var noget konstruktivt i den diskussion, Trier rejste, kunne det være svært at se andet end desperat PR for en ny film (Return to Sender) i Bille Augusts interview-udfald, der blev sat stort op på forsiden af det agurketids-ramte Politiken og derfor fik en ganske ufortjent aura af betydningsfuldhed. Her var sigtet diffust. Dansk film havde "mistet sin uskyld", hed det kryptisk. August spejdede forgæves efter "enkle, rene og ærlige danske film" og fandt danske film "uden indhold og noget oprigtigt ærinde ud over at tjene penge".
  
I så fald er filmene gået galt i byen, kunne Informations Christian Monggaard sideløbende oplyse i en kommentar, der påviste, at dansk films "succes" langt fra er en entydig størrelse. Tolv af de seksten danske film udsendt i 2005 er nemlig blevet publikums-fiaskoer målt med Filminstituttets egen succes-alen på 200.000 tilskuere. Informations forsidehistorie desangående blev i øvrigt næste dag kopieret sætning for sætning i Politiken (uden kildeangivelse).
  
Med Bille August-interviewet, der klart afslørede, at instruktøren ikke anede stort om, hvad der aktuelt sker i dansk film, havde debatten udartet i næsten farceagtig retning, og tre tunge drenge i vor hjemlige filmkritik, Politikens egen Kim Skotte, Berlingske Tidendes Ebbe Iversen og Weekendavisens Bo Green Jensen, måtte med vanlig indsigt sætte tingene på plads i hver deres kommentarer. Det skete, efter at kulturordførere fra Dansk Folkeparti og De konservative havde gjort sig til grin ved at bide på sommeragurken og foreslå fornyet tilsyn med produktionslinjen.
  
Debatten blev fulgt op med en kronik (igen i Politiken) af producenten Meta Louise Foldager, der påviste, at det er uretfærdigt at anklage dansk film for at være ensartet og bruge de samme manuskriptforfattere og skuespillere. Hun håbede også høfligt på, at "de danske filmfolk og de kulturpolitiske ordførere, som ønsker at debattere dansk film, vil begynde at se flere af dem, så vi kan få en grundig og kvalificeret debat".

Den har vi endnu til gode. Men sommerens agurkeræs var da altid en start.