Nyhed
12. nov. 2017 | 20:35

Filminstituttet har fundet en direktørkandidat

Foto | Det Danske Filminstitut
På trods af Det Danske Filminstitut ligger på en eksklusiv adresse på Gothersgade lige over for Kongens Have, har det øjensynligt knebet med egnede ansøgere til chefstillingen.

Bestyrelsen i Det Danske Filminstitut har haft så svært ved at vælge en ny direktør, at man genopslår stillingen. Til gengæld har man nu fundet en kandidat.

Af Claus Christensen

Det var en optimistisk bestyrelsesformand, som efter ansøgningsfristens udløb meddelte, at man regnede med at have navnet på Det Danske Filminstituts direktør klar i slutningen af oktober.

Men der kom ikke nogen udmelding, og nu har Filminstituttet i al stilfærdighed genopslået stillingen på sin hjemmeside.

”Vi er ikke lykkedes at finde et match i første runde. Nu har vi en kandidat, men da vedkommende ikke søgte i første omgang, er vi af tekniske grunde nødt til lave et genopslag,” skriver bestyrelsesformand Anders Kronborg i en sms til Ekko.

Favoritter takker nej
Der har ellers længe svirret rygter om, at Ulla Tofte fra Museet for Søfart ville få stillingen. Men hun afslørede for tre uger siden over for Ekko, at hun efter kort betænkningstid takkede pænt nej, da Filminstituttet ringede og opfordrede hende til at søge.

”Jeg tror, at jeg er alt for idealistisk et menneske. Det kan være svært i sådan en stilling,” sagde Ulla Tofte med adresse til de mange konflikter, der klæber sig til jobbet som chef for det vandhul, alle i den tørkeramte filmbranche søger hen til.

Også en anden af Filminstituttets foretrukne kandidater, DR-kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen, kunne meddele Ekko, at hun heller ikke var den nye direktør.

Har sat lønnen ned
Stillingen er øretævernes holdeplads, men det er ikke den eneste udfordring. Lønniveauet er også en udfordring.

Anders Kronborg oplyser, at den tidligere direktør, Henrik Bo Nielsen, fik en årsløn på 1,6 millioner kroner, alt inklusive. Men Rigsrevisionen har efterfølgende kritiseret, at beløbet er 41 procent mere end den gennemsnitlige løn for chefer i denne løngruppe.

”Den nye løn bliver 1,35 millioner kroner. Vi har taget kritikken til efterretning, og den nye direktørs løn er inden for rammerne. Det har vi fået godkendt,” udtaler Anders Kronborg til Ekko.

Selv om Det Danske Filminstitut altså har en kandidat, betyder det ikke nødvendigvis, at vedkommende får stillingen. Genopslaget er åbent, alle kan søge, og nye interessante ansøgere kan melde sig på banen.

Ansøgningsfristen er den 24. november 2017 kl. 12.

© Filmmagasinet Ekko