Nyhed
06. feb. 2018 | 14:15 - Opdateret 06. feb. 2018 | 16:29

Filminstituttet griber den digitale fremtid

Foto | Nordisk Film Production
Filmatiseringen af børnebogen Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de film, Filminstituttet stolt viser frem i deres nye filmoplæg. Animation er en kostbar genre, og Filminstituttet har planer om skabe højbudgetfilm i fremtiden.

Der er brug for 250 millioner kroner mere, lyder det i Filminstituttets oplæg til næste filmaftale, hvor man ønsker større fleksibilitet og vil forpligte streamingtjenesterne til at bidrage til dansk film.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Det store mediepolitiske slagsmål i tiden er DR’s rolle i samfundet. Regeringen vil angivelig skære licensgigantens midler med 12,5 procent, mens Dansk Folkeparti mener, at det tal kan fordobles.

Men også Det Danske Filminstitut skal vænne sig til en meget forandret verden. Det fremgår af Filminstituttets medie- og filmpolitiske oplæg 2019–2022, som netop er blevet offentliggjort.

Her skriver Filminstituttet, at dansk film står over for tre hovedudfordringer i den globaliserede medievirkelighed: ”At styrke filmens værdi og kulturelle betydning. At følge med den digitale omstilling. At sikre finansieringen af dansk film.”

Netflix skal betale
En af måderne til både at følge med den digitale omstilling og sikre finansieringen af dansk film er ifølge Filminstituttet at hive penge ud af nye spillere som Netflix og HBO Nordic.

”Finansieringen af dansk indhold er under pres, da indtægterne i stigende grad tilfalder udenlandske aktører, hovedsageligt de internationale streamingtjenester,” står der i oplægget, som er forfattet af direktør Claus Ladegaard og vicedirektør for Filmhuset Jakob Buhl Vestergaard samt specialkonsulent Palle Dam Leegaard og afdelingschef for børn & unge-området Claus Noer Hjorth.

”Filminstituttet vurderer, at vod-tjenesterne via ny EU-lovgivning kan forpligtes til at bidrage med 70-100 mio. kr. årligt.”

Det er næppe sød musik i streamingtjenesternes ører, men til gengæld kan de glæde sig over, at Filminstituttet i deres oplæg presser på for, at spillefilm kommer hurtigere på streamingtjenester.

Det gælder først og fremmest de film, der kun forventes at sælge under 10.000 billetter i biografen, altså typisk artfilm. Hvor de i dag tidligst kan streames efter tre en halv måned, skal det fremover allerede ske efter seks til otte uger.

Desuden foreslår Filminstituttet et såkaldt nødspor, hvor film, der uventet flopper i biografen, også kan streames efter seks til otte uger.

I det hele taget lægger Filminstituttet vægt på større fleksibilitet, hvor man indretter sig efter den enkelte film. Det gør distributørerne i et vist omfang allerede, men biograferne vil uden tvivl være bekymret for, at hold back-perioden forkortes, fordi det øger konkurrencen fra streamingtjenesterne.

Hvis det ikke lykkes at skaffe nye indtægter fra streamingtjenesterne, så lægger Filminstituttet ikke skjul på, at man vil være tvunget til at skære i det årlige antal spillefilm, som pt. er tyve. Det vil i så fald betyde, at færre instruktører i fremtiden får deres drøm opfyldt om at lave film til det store lærred. 

Øget fleksibilitet
De 70-100 millioner kroner fra streaming-tjenesterne er en del af de 250 millioner, som Det Danske Filminstitut mener, at der er brug for, hvis udfordringerne skal kunne håndteres.

Størstedelen af beløbet – 140 til 170 millioner kroner – skal ifølge Filminstituttet komme fra det, der i oplægget kaldes ”omfordeling af licensmidler”.

Det dækker over, at Filminstituttet vil have kontrol over nogle af de penge, som der fra politisk side har været snak om at fjerne fra Danmark Radio.

Pengene skal gå til at styrke budgetvolumen på spillefilmområdet, støttemidler til Public Service Puljen og en større støttesatsning til børn og unge, der skal stige fra 50 til 150 millioner kroner.

Kapitalindsprøjtningen skal kunne hjælpe Det Danske Filminstitut med at være mere fleksibel i støtten, lyder det i oplægget.

”Filminstituttet foreslår, at såvel filmstøtten som Public Service Puljen på fiktionsområdet styrkes økonomisk, og at der etableres mulighed for, at projekter kan støttes på tværs af støtteordningerne, hvis formatet er tiltænkt flere platforme, eller ambitionsniveauet kræver en ekstraordinær stor økonomi.”

Giv os pengene!
Derudover ønsker Det Danske Filminstitut at omlægge filmforpligtelsen for DR og TV 2, der hvert år støtter øremærkede 130 millioner kroner til dansk film.

Ifølge Filminstituttet skader det nemlig filmproducenternes muligheder for at undersøge alternative finansieringsmodeller.

”Public service-tv-stationernes filmforpligtelse bør reduceres til et mere realistisk ’markedsniveau’, som skønnes at ligge i størrelsesordenen femten procent af den aktuelle forpligtelse,” står der i Filminstituttets oplæg.

”De resterende 85 procent bør overføres til Filminstituttets filmstøttebudget for, som minimum, at fastholde det aktuelle finansieringsgrundlag for dansk film.”

Dermed mener Filminstituttet, at DR og TV 2 blot skal have omtrent 20 millioner kroner i øremærkede midler til dansk film i fremtiden, mens Filminstituttet selv skal stå for de resterende 110 millioner kroner. På den måde vil Filminstituttet styrke sin magtposition og i højere grad kunne undgå, at tv-stationerne bremser for spillefilm, som Filminstituttet ønsker at støtte.

Fra lavbudget til højbudget
Det store, innovative tiltag i den igangværende filmaftale er den særlige pulje til lavbudgetfilm. Det har muliggjort, at adskillige instruktører er gået direkte ud af Den Danske Filmskole og lavet deres første spillefilm, hvilket ellers kan tage mange år.

Hlynur Pàlmason (Vinterbrødre), Annika Berg (Team Hurricane), Gustav Möller (Den skyldige) og Kasper Kalle (C4) er blandt de instruktører, som har nydt godt at lavbudgetstøtten, der har været på tre eller seks millioner kroner.

Noget overraskende ønsker Filminstituttet ikke at videreføre den særskilte ordning, men derimod skal lavbudget være en mulighed i det eksisterende støttesystem.

”Det skal fremover være muligt at producere film med et budget på for eksempel syv-otte millioner kroner og stadigvæk oppebære en højere procentuel støtte end almindelige spillefilm. Støtten bør bero på en konkret vurdering af den enkelte films finansierings- og indtægtsmuligheder,” lyder det.

Lavbudgetfilmene har haft svært ved at klare konkurrencen i biografen, og Filminstituttets nye initiativ går da også på at støtte ambitiøse højbudgetfilm – film, som formodes at kunne sælge flere billetter og måske vil kunne lokke nogle af de erfarne instruktører, som er rejst udenlands, tilbage til Danmark.

”En øget støtte til udvikling og en yderligere støtte til ambitiøse højbudgetfilm forudsætter også, at dansk spillefilm tilføres yderligere finansiering. Ellers bør det overvejes at justere antallet af støttede film,” står der i oplægget.

Nye succeskriterier
Filminstituttet har viet et helt afsnit – oven i købet det første i oplægget – til at slå et slag for dansk films kulturelle værdi.

”I dag benyttes især to forskellige succeskriterier for danske spillefilm,” skriver Filminstituttet, nemlig national markedsandel af billetsalget i biograferne og udtagelser på festivaler rundt om i verden.

Filminstituttet mener ikke, at det er nok at fokusere på de to parametre. 

”Det vigtigste er, hvad dansk film gør ved os. Føler vi os berigede, inspirerede, anfægtede? Forstår vi vores liv bedre?” spørger Filminstituttet og fortsætter:

”Dansk film skal tage udgangspunkt i den verden, der omgiver os, og skal reflektere over vores liv, historie, udfordringer og konflikter. Dansk film skal repræsentere os alle, socialt, kulturelt og geografisk.”

Stikordene er ”dannelse”, ”kritik”, ”indlevelse og refleksion” samt ”et særligt dansk perspektiv”, men hvordan Filminstituttet vil måle den slags nærmest højskoleagtige værdier, rummer oplægget ikke noget svar på. Tværtimod understreges det, at værdien af dansk film ”ikke kan sættes på formel”.

Fortællinger i levende billeder
Mere konkret er Filminstituttets ønske om at udvide begrebet ”film” som følge af det forandrede mediebillede.

”Udviklingen betyder, at film skal forstås som en bredere og mere rummelig kategori. Film bør defineres som fortællinger i levende billeder. Det betyder, at serielle formater, korte webformater samt spil og andre interaktive fortællinger også kan betragtes som film.”

Også på det punkt ønsker Filminstituttet altså i fremtiden at blive stillet mere frit i forhold til, hvad man kan støtte. I stedet for entydigt fokus på biograf- og dokumentarfilm ønsker man at bidrage med et væld af forskellige formater og genrer.

Fleksibilitet er også nøgleordet i den satsning på området for børn og unge, som Det Danske Filminstitut skitserer i oplægget. 

Det er nemlig vigtigt at fange dem på digitale platforme som YouTube og Facebook, hvor de bruger meget af deres tid – og som ifølge Filminstituttet er ”domineret af et kommercielt udbud af stærkt svingende kvalitet”.

”Det foreslås, at der etableres en samlet pulje, der kan støtte platformsneutralt kvalitetsindhold til børn og unge, som distribueres i de medier og formater og på de platforme, som børn og unge anvender,” skriver Filminstituttet, der også foreslår, at puljen får et støttebudget på mindst 150 millioner kroner om året.

Det sidste punkt i Filminstituttets 66 sider lange oplæg handler om digitalisering af filmarven. Her foreslås det at investere ti millioner kroner om året til at fortsætte digitaliseringen af Danmarks filmhistorie. Der er især tale om statsligt producerede oplysnings- og dokumentarfilm, som ifølge Filminstituttet er ”uvurderlig historieformidling”.

© Filmmagasinet Ekko