Essay
21. dec. 2008 | 08:00

Filmluder for en dag

Foto | René Fredensborg
Mads Mikkelsen på bar i Skotland

”Når du lander derhjemme i morgen, vil du føle dig brugt,” siger produceren af Valhalla Rising. Han får ret. For det er svært at sige fra på sådan en eksklusiv pressetur, hvor man får dyre middage, god øl og fint hotel. Vi tog helt til Skotland for – sammen med andre særligt indbudte medier – at lade os smøre af filmindustrien.

Af René Fredensborg / Ekko #43

Jeg er et værktøj. Det har filmbranchen ladet mig forstå, og jeg kan se på de andre journalister, at det skal man ikke kimse ad, for så kommer man med på alverdens herlige ture. Ganske gratis.

Som for eksempel denne tirsdag morgen i august måned, hvor en sluttet kreds af særligt udvalgte bladsmørere er stået tidligt op for at mødes med en producer og to pr-folk i Kastrup Lufthavn. Vi trykker hånd og glæder os. Vi er filmjournalistikkens svar på de embeddede krigsreportere i Irak. Om mindre end otte timer får vi chancen for både at overvære en actionscene i det skotske højland og sidde til bords med Mads og Jang på en fin restaurant.

Ja, de kalder dem altså også blot ”Mads og Jang” i den rundsendte invitation, der bærer overskriften ”Pressetur til optagelser med Valhalla Rising ”. For alle ved jo, at Mads er lig med Mads Mikkelsen (”Danmarks største internationale stjerne”). Og at ”Jang” er kælenavnet på instruktør Nicolas Winding Refn. Jeg skal lige indskyde, at ”Jang” ikke udtales ”Sjang”, som jeg kommer til at omtale ham under morgenkaffen i afgangsterminalen.

Chillfaktor 5
Det er her, at jeg første gang falder i som læredreng i en lukket verden, man ikke sådan lige får passerseddel til.

De andre tager det dog ikke ilde op, når man spørger ind til, hvorvidt det mon er en interessant film, vi tager helt til Skotland for at omtale et år før dens premiere. For de ved heller ikke rigtig noget om projektet, og vi lytter derfor grundigt, da executive producer Mads Peter Ole Olsen (ja, han har tre fornavne) fortæller om, at det er ”chillfaktor 5”-koldt i de skotske bjerge, og at man skal have ottehjulstrækkere for at komme derop, og hvor meget han personligt tror på Jang internationalt efter floppet med Fear X .

Mads Peter Ole gør glimrende reklame for vores selskabsrejse til Skotland, og jeg tager flittigt notater, og under en mellemlanding i Birmingham får vi også udleveret en bunke pressemateriale, så vi er helt på det rene med, hvorfor vi er ude at rejse. Den lyder god og dyr, filmen. Det er benhård vikinge-action til 35 millioner kroner, forstår man.

På det tidspunkt er jeg dog mere optaget af at ruste mig til propelflyet, som vil sætte kurs mod den lille skotske lufthavn Inverness. Inden er der gratis øl i flyselskabets Executive Lounge-bar, og man får også et par drinksbilletter i lommen i tilfælde af turbulens på turen.

Bytte bytte købmand
Man skal endelig nyde sådan at være med på dét, man i journalistbranchen kalder en ”ludertur”. For man kommer kun på filmselskabets VIP-liste, hvis de ved, at man ikke er typen, der backstabber arrangementet. Er man journalist af den kritiske slags, finder de bare et konkurrerende medie, der har sat sig bedre ind i sagens rette sammenhæng. Det ligger implicit i invitationen, i og med at filmselskabet betaler alle udgifter, og der er skam altid et andet presseorgan, som er parat til at snuppe din plads, hvis du ikke er bekendt med the name of the game .

Ikke at vi taler ret meget om den klamamse, og da jeg søger råd hos Politikens erfarne filmskribent, Kim Skotte, kan jeg godt mærke, at det ikke er comme il faut at beklikke de enkelte filmjournalisters integritet. Bevares, han er lydhør over for den potentielle problemstilling, men han føler personligt ikke, at han skylder nogen noget på baggrund af, at presseturen er købt og betalt.

Jeg tror ham, for han er trods alt ansat på landets kulturbærende avis. Politiken strutter af selvtillid, når de serverer en historie fra filmens verden, og det ved de, der lukrerer i filmens verden, godt. Det er langt sværere at være opkomlingen i det udsøgte selskab, som Scanbox Entertainment i samarbejde med Have PR har udvalgt til turen på det skotske set.

Politiken og Berlingske Tidende er naturligvis selvskrevne deltagere, selvom de godt nok har en nedfældet etik om ikke at tage imod gaver. Grundet økonomisk svære tider er den høje moral dog sat til side for en stund, lader jeg mig forklare.

Kødfuldt kyllingeben
Filmmagasinet Ekko sorterer således også langt under så magtfulde medier som B.T. og Ekstra Bladet og tager derfor helt principielt imod med kyshånd, hvis filmbranchen smider et kødfuldt kyllingeben ud til de undertippede.

Et afbud fra TV 2 og en underhåndsaftale om, at vi sender en journalist (mig), der også kan levere til et større medie (Nyhedsavisen), er derfor ganske gunstig, når man gerne vil flyve på turistklasse i filmmagtens korridorer.

Gratisaviserne er ikke med. Det undrer mig, for fra en tidligere ansættelse på Urban ved jeg, at man gerne lover distributionsselskaberne en fin forsideplacering mod en eksklusiv interviewrejse.

Men både Kim Skotte og Ekstra Bladets rutinerede filmrejseskribent, Kim Kastrup, siger, de ikke kender noget til et filmjournalistisk hierarki. Jeg forstår: Hvis der et konkret problem i konceptet ”ludertur”, er det kun et problem for dem, der ikke er med.

(Regibemærkning: Jeg har for længst sørget for at skrive en ukritisk artikel til Nyhedsavisen (16. august) om mødet med Valhalla Rising -stjernerne. Forinden blev min reportage godkendt af Scanbox uden anmærkninger).

Søslangen og storfilmen
”She always pops up in the start of the tourist season,” siger taxachaufføren om det verdenskendte uhyre, der holder liv i klanlandets skotskternede souvenirbutikker.

”Nessie” er en stærk markedsføringshistorie, selvom kun de færreste har set skyggen af søslangen. Sådan er det også ofte med hypen om nye, danske storfilm. Især hvis den handler om vikinger, har ”Mads” i hovedrollen og et 35 millioner kroners budget, som ligger i favnen på en flere gange fallit Pusher -instruktør.

I bilen på vej op til naturreservatet Glen Affric spørger jeg filmens producer Mads Peter Ole Olsen, hvor meget sådan en pressetur mon koster Scanbox.

”Skal vi sige det? Ja, det kan vi vel godt. Er det ikke 80.000?,” siger han henvendt til den unge søde pige fra Have PR, der er med for netop at nurse sådan én som mig.

”Det kan selvfølgelig godt betale sig,” uddyber han. ”Det handler om langtids-awareness , om at folk i god tid ved, at filmen er der. Der er du et værktøj for os. Når du lander derhjemme i morgen, vil du føle dig … brugt!,” griner han.

Mads Peter Ole siger det måske mest for sjov, men inderst inde ved jeg godt, han får ret. Den særlige scene, vi er blevet sendt helt til Skotlands regnvåde skråninger for at overvære, er nemlig ikke noget at skrive hjem om. Men i sagens natur gør vi det naturligvis alle sammen alligevel.

Vi bliver varmet op med frisksmurte sandwicher i den såkaldte Basecamp, produktionsholdets lejr. Kun tre timer tidligere blev vi fodret med burgere og fadbamser i lufthavnen. Vi joker med, at det er for dårligt, at der går så lang tid mellem hvert måltid.

Mætte kravler vi op gennem det skotske vildnis. På toppen af de grønklædte bjerge aner man en viking og et kamerahold. Pludselig råber en mand med umiskendelig dansk accent.

”Get everybody down behind that tree in that valley!”

Jang-tortur
Han er iført junglehat og vandrestok. Man kan ikke genkende ham, for ansigtet er gemt bag et sort myggenet. Men vi ved, det er Nicolas Winding Refn, som hilser den danske presse velkommen med at lade os vente en halv time, mens millioner af lokale myg æder os levende.

Filmholdet har grinet godt bag deres beskyttende masker. Et hårdnakket rygte vil vide, at Jang bevidst har sørget for, at hans gæster ikke får udleveret det ellers højlands-standardiserede myggenet. Det fortæller lidt om instruktørens holdning til presseture.

Faktisk straffer han os yderligere ved at lade os overvære dét, der forhåbentlig er filmens mest langtrukne scene.

Scene 150: Mads Mikkelsen sidder som den stumme viking One-Eye og glor ud i luften – med det ene øje, der ikke er limet sammen. Imens står en anden viking og mumler noget for sig selv på et nærliggende højdedrag. Minutterne går. Med jævne mellemrum gjalder en stemme gemt bag et myggenet ”Action!”, ”Quiet!”, ”Last shot!”, ”Got it!” og den slags filmholdsparoler.

Vi får hvisket i øret, at de fleste af One-Eyes tro følgesvende på dette tidspunkt i historien er blevet dræbt af indianere, da vikingefærden i stærk tåge har forvildet sig til Amerika.

Jeg tænker, hvorvidt det kan være rigtigt, at man for 80.000 danske kroner har slæbt et pressehold helt op i de skotske bjerge for at se på en scene, hvor der absolut intet sker.

Kunne man i dette angiveligt actionfyldte krigsdrama ikke have valgt en scene med blot en beskeden antydning af vold, blodsprøjt og spænding?

Her jokker jeg i spinaten for anden gang. For selvom vi alle gaber og kigger på uret, er det altså ikke korrekt filmjournalistisk manér at spøge med, hvorvidt Jangs vikinger kan være omkommet af kedsomhed.

Med andre ord: På en ludertur tier man stille, hvis kejseren ikke har noget tøj på. Det skriver jeg mig bag øret.

Hypnose og bar røv
Lige dér bliver vi ramt af en regnbyge, og jeg husker kun flugten ned gennem det våde dynd for at finde en ottehjulstrækker med tag. På hotellet er der heldigvis både ild i pejsen og koldt øl i hanerne. Vi skal bare drikke alt det, vi har lyst til, mens vi venter på at ”Jang og Mads” kigger forbi til fælles interviewsession og efterfølgende intimmiddag.

Producer Mads Peter Ole Olsen tager plads i det skinnende lædermøblement og fortæller blandt så meget andet, at Valhalla Rising har en production value på hele 50 millioner kroner på grund af de storslåede naturoptagelser.

Jeg drister mig til at tjekke menuen. Der er både vildsvins-paté, røget skinke, rødvinsragout og et fiskefad med krebs, helleflynder og røget kuller i cremet hvidvins-sauce. Det er virkelig svært at vælge, når man også skal koncentrere sig om at få baggrundsinformationer på storfilmen.

Så kommer instruktør og stjerneskuespiller, og vi får lov at interviewe dem i 2x30 minutter. Det er her, de to medbragte pr-folk for alvor kommer til deres ret, for det er dem, som holder øje med klokken.

Jang redegør – med nærmest hypnotisk langsommelighed – for, hvordan han slet ikke interesserer sig for vikinger, men er fascineret af Amerika og den amerikanske drøm, og hvor meget han selv udlever netop den amerikanske drøm.

”Hvis du går efter det, du ønsker, så opnår du det,” siger han med stor alvor.

Jeg henter mere gratis fadøl. Mads Mikkelsen er også god til at drikke pints . Jeg tror, han trænger til at snakke lige ud af posen efter otte isolerede uger i de gråvejrsplagede bjerge.

Under middagen siger han, at ”Bille August har tabt sutten” i en diskussion om filmkunst.

Først angriber Mads Mikkelsen dog samtlige de medier, der sidder bænket omkring ham. Han siger, vi er populistiske på grund af vores store fokus på Paris Hilton. Vi nikker ivrigt og slubrer bordherrens ord i os.

Ekstra Bladets Kim Kastrup bemærker, at jeg har smag for de skotske fadbamser. Det har han også. Så fortæller han om dengang, han (Kim Kastrup) vandt et interview med Nicole Kidman ved at svømme fem banelængder i bar røv til en Zentropa-fest i Cannes. Det er syv år siden nu, men interviewet har Zentropas Peter Aalbæk Jensen dog stadig ikke fået sat i stand.

Godkendt whisky
Det var tider dengang. Året før fik Ålen hele femten danske pressefolk, deriblandt Ekstra Bladets udsendte, til at hoppe nøgne i Cannes-poolen for at dyste om billetter til efterfesten på Lars von Triers Dancer in the Dark .

Det griner Kim Kastrup stadig af den dag i dag. Jeg synes også, det er sjovt, for den slags vilde udskejelser får jo en skotsk ludertur som denne til at ligne en udflugt med Bedemandsforeningen.

Hvis stripshowet i Cannes (stadig) kalder på en presseetisk debat, så rager det Kastrup en ruskindsjakke. Resten af bordet er også pænt ligeglade med anekdoten, for de har travlt med at guffe dessert og tømme glas.

Tre overdådige retter er sat til livs, og vi skal videre til det hotel, hvor vi journalister og pr-folk skal putte.

Mads Mikkelsen står tilbage med en halv fadøl og ligner én, der er klar på en bytur. Jeg kan også godt mærke, at jeg har drukket lidt for tæt. At jeg måske skejer lovlig meget ud, men hvis de andre synes, jeg for alvor er faldet i, så undlader de pænt at kommentere det. Der er immervæk en hotelbar mere på ruten, hvor alle gratis kan fylde sig.

Næste morgen er det kun tv-journalisterne, der tager med til nye optagelser på bjerget. De har brug for at lave interviews på settet. Vi andre vil hellere sove lidt længere.

Scanbox stiller en bus til rådighed for os, og så tager vi på whisky-destilleri. Der er ikke noget som at afrunde en hyggerejse med en lille skarp og en fed frokost.

Vi lander i lufthavnen sent om aftenen, og selvom alle skynder sig hver til sit, så når pr-folkene lige at minde os om, at de meget gerne vil godkende de artikler, vi skriver.

”Det er helt o.k.,” siger vi i kor. Man er vel blot et værktøj.

Valhalla Rising forventes at få simultan biografpremiere i Danmark, Sverige, Norge og Finland 14. august 2009.

Vi har spurgt to af Danmarks mest erfarne filmjournalister om deres forhold til presseture – og en producer om hans forhold til filmjournalister.

OLE MICHELSEN
Tidligere filmanmelder og vært på DR-programmet Bogart. Har lavet radio og tv om film siden 1970’erne
.

– Kan man undgå at blive påvirket?
”Der indgår uden tvivl et regulært element af prostitution for filmjournalister i dag. Man bliver inviteret rundt i verden, på dyre hoteller med dejlig mad. Man får masser af fordele, så selvfølgelig er der en naturlig forventning fra ’kunden’, altså filmselskabet, om, at man giver noget tilbage.”

– Kan man ikke bare sige nej?
”Problemet er, at man slet ikke kan få den slags opgaver, hvis man siger nej til presseturene. Fordi vi som sådan nogle små, danske filmjournalister ikke er magtfulde nok, får vi sjældent unikke interviews. Film er et masseprodukt, der fyres af til højre og venstre, og hvis man siger: ’De der luderture gider jeg ikke,’ så vil selskabet invitere nogle andre. I vores tilfælde ville TV 2 bare være kommet med i stedet for.”

– Du var til stede, da femten journalister hoppede i poolen i Cannes for at få en efterfestbillet til Dancer in the Dark af Peter Aalbæk. Hvad tænkte du?
”Jeg følte, at jeg pludselig var kommet i Banjos Likørstue. Men fordi det var så grotesk, så blev det sjovt. Dér er jeg ikke puritansk. Det er mere den snigende, indirekte påvirkning, som er farlig. At der står en flok journalister dér med tykke maver og små tissemænd, det er jo bare at latterliggøre standen. For mig er det værre, når journalister bliver inviteret med til en junket (interviewsession for særligt indbudte journalister, red.) i London, og selvom de ved, at det ikke er en særlig god film, og at de kun får tre minutter med en af skuespillerne, så ved de, at der jo er fint hotel og dyr middag, og så tænker de: ’Nåh, det pisregner også i dag, så jeg tager af sted.’ De spiller fuldstændig efter branchens fløjte. Alt i dag er jo også foromtaler, det er et meget gråt område, hvor der ingen kritisk stillingtagen er. Det er helt galt.”

– Men der er jo mange journalister, der slet ikke kan se problemet i foromtaler og presseture?
”Det er, fordi de er fuldstændigt inficeret af kommerciel tankegang. Filmen har så stor attraktionsværdi, at de fleste unge journalister er parate til at smide bukserne for at komme af sted. Det lukrerer branchen på ved at piske os rundt i arenaen. Alt for meget bliver gjort interessant, selvom det er inderligt ligegyldigt. Det var også derfor, jeg holdt op, jeg følte en moralsk forpligt­else og havde ikke lyst til at prostituere mig. Det var meget problematisk for mig, og jeg havde ofte en dårlig smag i munden.”

– Hvad generede dig allermest?
”Jeg kunne ikke det dér med at gå til middag og hygge mig en hel aften med en instruktør, og så skulle leve med tanken om, at dagen efter skal man slagte hans film. Man skal eddermame holde sin sti ren. Modsat alle de mere eller mindre tåbelige filmjournalister, som starter med at skrive, ’åh, hvor naturligt det var at møde Michael Douglas eller Meryl Streep. Hvor var de afslappede.’ Det er så latterligt, jeg er ved at kaste op, når jeg læser sådan noget. Filmbranchen er jo bare entertainment, og der er ikke en kæft, der tager det alvorligt. Det er skæg og blå briller og pis og papir, og vi laver sjov og ha ha og uh hu og prutfis og chachacha.”


EBBE IVERSEN
Filmanmelder på Berlingske Tidende siden 1973. Var på sin første presserejse i 1974 i forbindelse med en Mel Brooks-film.


– Hvad er forskellen på presseture dengang og i dag?
”I gamle dage var der normalt ikke repræsentanter for filmselskabet med. Det var der på Skotlands-turen, og det finder jeg meget usædvanligt. De har ikke noget at gøre på sådan en tur. Hvad fa’en skal de der? Vi har ikke brug for de der pr-folk til at rende og blande sig. Pr-folk er en voldgrav, en diktatorisk magt. Det viser al erfaring fra for eksempel Cannes-festivalen, hvor deres vigtigste funktion tilsyneladende er at sige: ’Nu er tiden udløbet.’ Men filmfolk kan godt selv sige fra.”

– Kan samkvem, hvor der indgår middag og alkohol, påvirke forholdet mellem filmfolk og filmjournalister?
”Jeg har altid ment, at det kan det potentielt gøre. Derfor har jeg personligt altid sagt, jeg ikke behøver fine hotelværelser og gerne vil rejse frem og tilbage på én dag. For jeg vil ikke være i lommen på dem, jeg vil ikke stå i taknemmelighedsgæld. Jo mindre jeg drikker og spiser på deres regning, jo bedre. Jo renere og friere står vi.”

– Hvilken risiko indebærer det at lære folk i film­branchen for godt at kende?
”Man skal ikke omgås folk privat, når man samtidig skal vurdere deres værk. Det er bedst at holde en vis ­distance. Men det er selvfølgelig mest en principiel snak, for problemet opstår først, hvis branchen forsøger at lægge pres på dig og siger: ’Nu gjorde vi det her for dig …’ Jeg har aldrig oplevet den slags ufine metoder.”

– Hvad synes du om, at filmselskabet vil godkende artikler?
”Det er upassende forhåndscensur, og man skal bare sige ’no fucking way’.”


PETER AALBÆK JENSEN
Direktør for filmselskabet Zentropa.


– Kan filmfolk og den såkaldt kritiske presse komme for tæt på hinanden?
”Vi er ekstremt tæt på hinanden, vi lever af hinanden. Man kan næsten sige, vi har et søster-broderligt forhold, især fordi vi rejser så meget sammen.”

– Er det et problem?
”Det skal jeg ikke kunne vurdere. Vi har ikke høstet umiddelbare fordele ud fra det, der virkelig tæller, nemlig anmeldelser. Så selv efter at have siddet og hygget og drukket bajere sammen, kan vi ikke måle det i stjerner. Men derudover har vi jo brug for omtale, ligesom journalister har brug for noget at omtale, og på den måde er vi jo i et afhængighedsforhold. Vi handler lidt, skylder hinanden nogle tjenester og gemmer godbidder i form af historier til de folk, der har gjort noget særligt for os.”

– Hvorfor betaler I egentlig for øl, mad og hotel på presseturene?
”Det er en del af handelen. Aviserne har sgu ikke råd til det selv, så hvis vi vil have omtale, så må vi betale for det. Og det er bedre end at rykke annoncer ind, for det er fandeme dyrere. I øvrigt er det så typisk en anden journalist end den, der anmelder filmen, som tager med på de her såkaldte luderture.”

– Kommer man med på gratis tur, hvis man skriver ­kritisk om jer?
”Næh, hvorfor skulle vi invitere en eller anden med og så få dårlig omtale ud af det? Hvorfor fanden skulle vi betale for det? Altså, et eller to fyndende ord kan vi godt leve med, men hvis en person er ekstremt sur i det, så ønsker vi ikke at invitere vedkommende med. Det er jo ikke en god forretning.”

– Du fik engang femten journalister til at hoppe nøgne i en swimmingpool i Cannes, så de på den måde kunne konkurrere om en efterfestbillet. Hvad tænker du om den dag i dag?
”Ha, det var sgu bare for sjov. Vi havde ikke billetter nok til efterfesten på Dancer in the Dark, og så sagde ­vores presseagent som en sidebemærkning, at de store blade i det mindste skulle have en billet. Og så sagde jeg: ’Næh, fandeme nej. De kan få lov at konkurrere om dem.’ Det var en spontan idé, som så gav rimelig omtale hjemme i Danmark.”

– Ville du stadig kunne få pressen til at smide tøjet for dig?
”De gjorde det da året efter igen, så mon ikke?”

Hvilke medier var med på turen?

Kim Skotte, Politiken

Kristian Lindberg, Berlingske Tidende

Niels Frid-Nielsen, Danmarks Radio

Kim Kastrup, Ekstra Bladet

Christina C. Pedersen, B.T.

Jakob Stobbe, Ritzau

En svensk og norsk journalist

© Filmmagasinet Ekko