Nyhed
10. aug. 2008 | 23:08

Filmmagtens top 25

Ekko udpeger de 25 mest magtfulde personer i dansk film.

Af Claus Christensen

Hvem afgør, hvilke danske film vi skal se i biograferne - og hvordan de skal se ud?

Det spørgsmål stiller Ekko i det nye nummer, hvor magasinet vover pelsen og udpeger de 25 mest magtfulde personer i dansk film. Per Juul Carlsen tegner et portræt af de 25.

Det er kun lidt over et år siden, at Ekko lavede en Magtens top 25-liste, men der er sket usædvanlig meget i det forgangne år. Der er kommet en ny direktør på Filminstituttet, det største selskab (Nordisk Film) har opkøbt halvdelen af det næststørste (Zentropa), og et nyt filmforlig har forrykket magtbalancen mellem Filminstituttet og tv-stationerne, der har fået magt til at lægge fremskredne filmprojekter ned - og bruger den!

Nogle branchefolk taler om rystende omvæltninger, andre konstaterer mere nøgternt, at dansk film i øjeblikket gennemgår grundlæggende forandringer.

Førertrøje i modvind
Som direktør for dansk films kontrolcenter, Det Danske Filminstitut, er Henrik Bo Nielsen en selvskreven indehaver af førertrøjen, men han sidder umiddelbart ikke med den samme autoritet som sin forgænger, Henning Camre.

Lige i Nielsens baghjul ligger Nordisk Films direktør, Michael Ritto, og på de næste pladser følger de mere og mere magtfulde tv-stationer, der er spurtet direkte ind på tredje- og fjerdepladsen.

De fem øverste på listen: Henrik Bo Nielsen (adm. direktør, Filminstituttet), Michael Ritto (adm. direktør, Nordisk Film), Lars Grarup (mediedirektør, DR), Keld Reinicke (programchef, TV 2) og Peter Aalbæk Jensen (producent, Zentropa).

Instruktører på listen
Listen domineres naturligt nok af administratorer, producenter og konsulenter, men der er også blevet plads til fire instruktører, som har magt i betydningen "gennemslagskraft": Lars von Trier (nr. 13), Ole Christian Madsen (nr. 16), Niels Arden Oplev (nr. 19) og Nikolaj Arcel (nr. 21).

Nordisk Films marketingchef Helle Schmidt er den bedst placerede kvinde med en syvende plads, og Politikens Kim Skotte (nr. 23) er eneste kritiker på listen.

Ekko #42 er på gaden onsdag den 13. august og kan købes i 230 kiosker over hele landet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko