Cannes 2016
12. maj 2016 | 09:35

Filmselskaber efterlyser skarpe lavbudget-idéer

Foto | Pau Esteve Birba
I lavbudget-filmen Buried spiller Ryan Reynolds en amerikanske lastbilchauffør, der til sin store rædsel vågner op i en kiste under jorden, hvor alt han har til rådighed er en mobiltelefon og en lighter.

Profile Pictures og distributøren Scanbox går sammen om at skabe billige spillefilm. Bedste idé belønnes med 75.000 kroner til videreudvikling.

Af Nicki Bruun

Så er det nu alle vordende filmskabere, der ligger inde med den helt rigtige filmidé, skal høre efter.

Produktionsselskabet Profile Pictures og distributøren Scanbox Entertainment leder nemlig efter ”de bedste, vildeste, mest sprudlende og radikale lowbudget-idéer fra kreative forfattere og instruktører”, lyder det i en pressemeddelelse udsendt under Cannes-festivalen.

Baggrunden er, at de to danske filmselskaber har startet et samarbejde med det formål at producere store spillefilm for små penge. Den bedste idé vil blive belønnet med 75.000 kr. til videreudvikling, og meningen er, at projektet senere i forløbet skal ansøge om støtte fra Det Danske Filminstituts såkaldte lowbudget-pulje.

Det er den nye støtteordning, hvor der skal produceres film med et budget på tre eller seks millioner kroner.

Jacob Jarek, producer hos Profile Pictures, fortæller, at projektet skal ses som en platform for folk med spillefilmserfaring, der endnu ikke har givet muligheden for lowbudget-film seriøs overvejelse.

”Vi håber selvfølgelig at opdage nogle gode idéer, som ellers måske ikke ville se dagens lys. Vi vil også meget gerne se dem fra folk, der måske ikke tænker, at lowbudget er helt den oplagte vej for dem. Det kan være folk, der er et sted i karrieren, hvor et mindre projekt også ville være attraktivt og forløsende.”

Genialitet på en serviet
I pressemeddelelsen nævnes britiske Locke, amerikanske Buried og danske En soap som eksempler på film, der er skarpe fortællinger lavet for billige penge.

De er blevet lavet billigt ved at skære historien ind til benet. Alle tre foregår således på en enkelt eller få locations.

Steven Knights Locke viser udelukkende Tom Hardy køre rundt i en bil og snakke telefon, mens Rodrigo Cortés’ Buried spærrer Ryan Reynolds inde i en kiste igennem hele filmen. Og i Pernille Fischer Christensens En soap mødes to naboer, og sød musik opstår i deres respektive lejligheder.

Det er ikke noget krav til, hvordan idéerne skal udformes.

”Vi er åbne for alle former, fra geniale ideer noteret på en serviet til manuskripter, hvor sidste punktum er helt nyt eller måske først kommer frem nu efter lang tid i skrivebordsskuffen,” lyder det i pressemeddelelsen.

Det er også en måde at sætte fart i den ofte årelange proces, det er at lave film, forklarer Jacob Jarek.

”Der mangler til tider noget energi i dansk film. Det ender tit med at blive fortænkt eller overperfekt, måske fordi det er sjældent, at man får mulighed til at lave en spillefilm,” siger han.

”Håbet er, at vi med dette kan lave noget, der kan gå hurtigere, og som kan være mere energisk, konceptuelt eller fandenivoldsk. Nogle perfekt ikke-perfekte film kunne være et godt resultat.”

Så simpelt som muligt
Alle de gode idéer kan sendes ind til 6millioner@profilepictures.dk. Deadline er den 25. juni 2016. Dernæst vælger Profile Pictures og Scanbox Entertainment sammen det bedste projekt i midten af august samme år.

Jacob Jarek fortæller, at hele kongstanken med projektet er, at det skal være mere simpelt at lave film.

”Sammen med Scanbox tænker vi, at dette er en god måde at kickstarte en proces på. Det skal være supernemt at sende en idé til os. Vi tager stilling til nærmest alt, så længe det også er egnet til at ansøge støtte hos Det Danske Filminstitut som lowbudget-film ved konsulent- eller markedsordningen med henblik på biografdistribution.”

Invitationen er hermed sendt videre til de mange talentfulde filmskabere rundt omkring i landet, der mener, at de besidder evnerne til lave store film for små penge.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko