Nyhed
25. nov. 2013 | 09:02 - Opdateret 25. nov. 2013 | 13:24

Filmskolens elever: Vi har brug for en ny rektor!

Foto | Den Danske Filmskole
Klokken 16 lukker døren til Den Danske Filmskole, og alarmsystemet bliver sat til. Det er et eksempel på, at der mangler kunstnerisk liv på skolen, mener to nyudklækkede elever.

Der er et kæmpe behov for ny energi på Den Danske Filmskole, lyder det fra eleverne, der for første gang bekender entydigt kulør i debatten om, hvorvidt Poul Nesgaard skal fortsætte som rektor.

Af Claus Christensen og Jacob Ludvigsen

Hvem skal fra marts næste år være rektor på Den Danske Filmskole?

Skolens rektor gennem 21 år, Poul Nesgaard, søger for fjerde gang sin egen stilling, men flere markante filmfolk – som instruktørerne Nikolaj Arcel og Christoffer Boe og produceren Louise Vesth – har i pressen anbefalet, at 61-årige Nesgaard bliver udskiftet.

Nu melder dem, det hele handler om – skolens egne elever – sig for første gang i debatten med en usædvanlig klar anbefaling til Kulturministeriets ansættelsesudvalg.

”Vi håber, at der kommer en ny rektor! Det gør vi, fordi vi oplever et kæmpe behov for ny energi på skolen. Det er tydeligt at mærke, at den samme ledelse har siddet der i snart et kvart århundrede,” siger producerelev Lina Flint, der startede på Filmskolen i 2011 og taler på vegne af størstedelen af eleverne med opbakning fra elevrådet.

”En kunstskole skal være i rivende udvikling og følge med virkeligheden, og det er ikke den oplevelse, vi har af Filmskolen. Når man sidder så længe, gror der sig, forståeligt nok, vaner og måder at gøre tingene på, som betyder, at potentialet ikke udnyttes til fulde. Vi oplever ganske enkelt, at der er brug for et sæt nye øjne i ledelsen, som kan kigge på alt det gode eksisterende og puste nyt liv og initiativ i rammerne.”

Ledelsens åbne dør er lukket
Poul Nesgaard har sagt til Politiken, at Filmskolen er i sin største udvikling nogensinde. Eleverne skal som noget nyt lave en længere film, men ellers kan Lina Flint ikke nikke genkendende til rektorens beskrivelse.

”Vi er taknemmelige for alle de muligheder, stedet giver os. Men man har en fornemmelse af, at virkeligheden overhaler én, mens man går på skolen. Det burde være omvendt – at man kom ud og formede virkeligheden.”

I dagligdagen oplever Lina Flint, at ledelsens snak om åbenhed sjældent bliver modsvaret af handling.

”Vi er ikke i tvivl om, at ledelsen på skolen gør rigtigt mange gode ting, men generelt opleves det, som om ledelsen har en åben og dog lukket dør, hvor det faktisk kan være svært at banke på og komme igennem med nye tiltag og nye ideer,” siger hun.

Filmskolen er en daginstitution
Producerne Julie Waltersdorph Hansen og Per Damgaard, der i sommer gik ud af Filmskolen, har været glade for deres uddannelse og føler sig privilegerede. Men de er enige i kritikken.

”Det er ikke sundt for nogen filmskole, at der sidder en ledelse i over to årtier. Unge kunstnere kommer med en masse energi og fandenivoldskhed, men som elev støder man mod en mur af rutiner og bureaukrati. Og til sidst giver man op,” siger de to producere.

Som et konkret eksempel nævner de, at der er bælgmørkt på skolen efter klokken 16. Og hvis man vil blive længere ud på aftenen, kommer man ironisk nok i karambolage med skolens alarmsystem.

”Efter en almindelig hverdag burde der fortsat være et kunstnerisk liv på skolen, og skolen burde skabe rammerne for det kreative miljø. Men det findes ikke. Der er besværlige alarmsystemer, ingen kantine eller mulighed for mad, ingen adgang til udstyr eller supervision. Elevernes energi er der, men vi savner ledelsens energi,” siger Julie Waltersdorph Hansen og konstaterer:

”Filmskolen er som en helt almindelig daginstitution.”

Blind mand leder vejen
Ønsket om at øget elevindflydelse resulterede i skolens første elevråd for et års tid siden. Eleverne får taletid over for ledelsen, men de kigger forgæves efter forandring.

”Hvis man går til ledelsen og forsøger at tage en konstruktiv dialog, så kan man mærke, at det er for besværligt. Man er oppe imod et tungt statsapparat, hvor det kræver ualmindelig meget tid og energi at komme igennem. Rutinerne bremser mange af de nyskabende ting, der kunne ske på skolen,” siger Julie Waltersdorph Hansen.

”I forhold til lærerstaben og de produktioner, der skal laves, så fungerer skolen, men man har fornemmelsen af, at blind mand leder vejen. Når man har været i et så stort system så længe, bliver man blind. Der er mange muligheder, som ikke bliver udnyttet, fordi ledelsen har siddet så længe.”

Bureaukratisk tungsind
Julie Waltersdorph Hansen producerede den mest roste afgangsfilm i sommer, Hlynur Pálmasons En maler. Og hun har sammen med Per Damgaard netop etableret sit eget filmselskab, hvor hun samarbejder med en række af instruktørerne fra Filmskolen.

Hun påpeger, at eleverne kan drage fordel af en kunstnerisk modstand under deres uddannelse, men at den nuværende modstand er ufrugtbar.

”Modstand er godt, men bureaukratisk tungsind er på ingen måde godt,” siger Julie Waltersdorph Hansen.

”Der er en stor talentmasse i dansk film – i særdeleshed fra Filmskolen. Jeg har baseret et firma på, at jeg tror på dem. Men hvis Poul Nesgaard bliver forlænget, og der sidder en rektor i – jeg kan næsten ikke få det over mine læber – et kvart århundrede, så vil det tære på talentmassen. En indgroet bureaukratisk ledelse på Filmskolen er ikke det, dansk film har brug for lige nu.”

Poul Nesgaard har ikke ønsket at kommentere kritikken.

© Filmmagasinet Ekko