Nyhed
15. dec. 2013 | 23:34 - Opdateret 16. dec. 2013 | 08:37

Shortlist: Filmværkstedet – en succes

Foto | Jesper Duelund
Kristian Håskjolds Reception bobler på første uge til top 10 og ligger lige nu til at få en forrygende start. Den er nemlig nummer ét på her & nu-listen, da denne blev frosset fredag klokken tolv.

Chefredaktøren hylder Filmværkstedet, som i denne uge har fem film på top 10, og spørger: Hvorfor har talentfilm en tendens til at blive dårligere og dårligere, jo længere oppe i systemet de laves?

Af Claus Christensen

Når ingen andre gør det, må man gøre opmærksom på sig selv. Det er en tilgang, vi hylder på Ekko, og i sidste uge kastede Det Danske Filminstitut sig ud i den disciplin.

”Fire film på denne uges top 10 er støttet af Filmværkstedet,” noterede man stolt i en artikel, hvor der dog også blev plads til et par roser til Ekko Shortlist (tak for dem!). Men presserådgiverne på instituttet kunne med fordel have ventet en uge.

For i denne uge er der ikke mindre end fem film på top 10, som er kommet til verden med støtte fra Filmværkstedet i Gothersgade: Anton Breums Skrå brædder (nummer 1), Kristian Sejrbo Lidegaards Millennium (3), Frederik Louis Hviids Palma (5), Thomas Daneskovs Ud, spring over, ind (6) og Ulaano Salims Ung for evigt (7).

Og ikke nok med det.

Ugens mest populære bobler, Kristian Håskjolds Reception, der i morgen kan gå direkte ind på førstepladsen, har også lånt udstyr og fået lidt håndører af Filmværkstedet.

Nederst i fødekæden
Filmværkstedet har et stort netværk, støtter mange film og er gode til at sende helt friske film til Ekko Shortlist. Men hvordan vi end vender og drejer det, viser dominansen, at det er stedet, hvor de bedste kortfilm laves for tiden.

Hvilket er overraskende, når man tænker på, at Filmværkstedet er nederst i fødekæden.

Det er således det eneste sted, hvor aspiranter uden større filmerfaring kan få støtte, og mange søger senere ind på Filmskolen eller Super16 med deres filmværkstedsfilm.

Efter tre-fire års uddannelse på filmskolerne kommer turen til Filminstituttets professionelle talentordning New Danish Screen, der trods en støtte på ofte flere millioner kroner ikke kan fremvise samme perlerække af gode kortfilm, der hviler i sig selv.

Gnisten
Hvad er det, Filmværkstedet kan? Og hvorfor er der en tendens til, at talentfilmene bliver dårligere og dårligere, jo længere oppe i systemet de laves?

På det ludfattige filmværksted er det lysten, som skal drive værket, og klogelig stiller man ikke en masse krav, men lader de unge talenter lave de film, som de har lyst til.

Stedet har en engageret leder, Prami Larsen, og derudover eksterne konsulenter – for eksempel kapaciteter som Mikkel Munch-Fals og Christina Rosendahl – der udvælger projekterne. Men instruktørerne kan selv vælge den mentor, som skal hjælpe dem under produktionen.

Det giver en masse forbiere, men også overrumplende filmoplevelser som Skrå brædder, Ud, spring over, ind og Ladyboy. Frem for alt giver det film, hvor man mærker den personlige gnist.

Dødsensfarlig strategi
Det er denne gnist, som lidt for ofte forsvinder længere oppe i systemet.

I sidste instans er det naturligvis instruktørernes eget ansvar, men systemet er også en del af problemet. Lærere og konsulenter kan inspirere – som Mogens Rukov i sine velmagtsdage på Filmskolen – men de kan også gøre mere skade end gavn.

Den pædagogiske og patroniserende holdning, at filmtalenter ikke skal lave den film, de har lyst til, men den film, der vil være fornuftig for deres udvikling og karriere, er dødsensfarlig.

Talentet risikerer at lave en halvhjertet film, der hverken er fugl eller fisk, og som i stedet for et overbevisende visitkort bliver en showstopper.

For tag ikke fejl: Man bliver vurderet på de film, man laver – ikke på de gode intentioner, man har.

Hvor er eksperimenterne?
Men er talentfilmene ikke for konventionelle, spørger kritikerne af Filmværkstedet. Hvor er de banebrydende eksperimenter?

Tja, man begår en stor fejl, hvis man tror, man kan skabe en ny Lars von Trier. Støttesystemet kan give geniet mulighed for at boltre sig, men hvis de unge talenter ønsker at lave konventionelle film, kan selv den dygtigste konsulent ikke få dem til at opfinde den dybe tallerken.

Det modsatte er i øvrigt lige så forkert: At talentet først skal lære at lave film (læs: på den konventionelle måde), før han eller hun kan begynde at eksperimentere.

Så havde vi aldrig fået Citizen Kane.

I det hele taget må man advare mod levebrødskonsulenter, der er lidt for ”kloge” og føler et alt for stort ejerskab i forhold til de film, som de støtter. Råd og sparring er godt, men overlad filmkunsten til kunstnerne, og lad os – også her på Ekko Shortlist – holde et vågent øje med de talenter, der kan sparke dansk film i nye retninger.

© Filmmagasinet Ekko