Før massakren

Nogle spørgsmål er så store, at en film umuligt kan give et entydigt svar. I stedet må man prøve at få tilskuerne til at overveje mange forskellige forklaringer og gøre sig sine egne tanker inden for den kontekst, filmen præsenterer.
 
Det var Gus Van Sants konklusion, da han efter den forfærdelige massakre på Columbine High School i 1999 bestemte sig for at lave en film om emnet.
 
Hans kollega og ven Michael Moore præsenterede i dokumentarfilmen Bowling for Columbine en mulig forklaring med sin indædte kritik af amerikansk våbenpolitik. Filmen fik en Oscar i 2003. Samme år vandt Gus Van Sant Den Gyldne Palme i Cannes for sin helt anderledes spillefilm Elephant, der vælger at fokusere på et kvarter i en række high school-elevers skoledag frem til det øjeblik, da to elever griber til våben og vilkårligt skyder alle i skolens klasselokaler og klaustrofobiske korridorer.
 
I lange kamerature følger vi udvalgte elevers færden på skolen, og forløbene flettes sammen, så vi genser visse øjeblikke fra forskellige synsvinkler. Dialogen er sparsom, stilen er halvdokumentarisk, og der er ingen decideret historie. Til gengæld har filmen en sjælden evne til at føre os ind i miljøet og netop give os mulighed for at iagttage og tænke selv. Det sker ikke mindst gennem den unikke kamerastil, som skaber en vægtløs og sært uvirkelig tilstand, mens vi bevæger os gennem skolens tomme, kolde gange og afsøger den vinkelrette skoles rigide udformning.
 
Spytklatter i omløb
Gus Van Sant ville oprindelig lave en hurtig tv-film om Columbine-massakren, men bevægede sig senere over i et større fiktionsprojekt. Kultforfatteren J.T. Leroy skrev et manuskript, men Gus Van Sant var ikke tilfreds og lod i stedet historien opstå i samspil med de virkelige high school-elever, som han castede til filmen.
 
Over telefonen fra sin hjemby Portland i Oregon siger Gus Van Sant:
 
"Elephant handler om ekstrem vold. To drenge planlægger en massakre på deres skole. Det er det store problem, som de fleste tilskuere af indlysende årsager vil fokusere på. I den konflikt ligger der naturligvis mange spørgsmål: Hvorfor er folk voldelige? Hvorfor går folk amok? Hvorfor planlægger folk mord?"
 
"Det er enorme spørgsmål, og jeg kan ikke finde et specifikt svar, men jeg kan måske stimulere tilskuernes fantasi og lede dem i en bestemt retning."
 
"Alle personer i filmen lader til at have et problem. Et af disse problemer er mobning, og det indikerer vi, når skolens populære fodboldspiller spytter på en af de drenge, der ender med at skyde løs på skolen. Der er andre spytklatter i omløb undervejs, og den lille sekvens er det eneste sted, hvor vi indirekte spørger, om massakren kan skyldes, at den svage dreng lider under mobningen fra den stærkere dreng."
 
"Men vi spørger også, om massakren skyldes uansvarlige forældre, som i filmen lader til at være ude af kontrol. Eller er det skolens design? Eller måske størrelsen af skolen? Alle disse meget små spørgsmål ligger i filmen for at få tilskueren til at tænke selv. Jeg vil ikke give tilskueren en doktrin, og filmen har helt sikkert flere spørgsmål end svar, selv om der er tanker og forslag undervejs."
 
Besat af Tomb Raider
Gus Van Sant har fået megen respons fra unge, som har set Elephant. Hans indtryk er, at jo yngre man er, desto mere åben er man over for filmens alternative fortælleform.
 
"Unge tager godt imod filmen, selv om de tit har spørgsmål til måden, filmen er sat sammen på. Mit indtryk er, at de unge er mest modtagelige, fordi de er vant til anderledes narrative forløb i computerspil og fra nonlineære aktiviteter på internettet. Ældre tilskuere har nok sværere ved at kapere den utraditionelle fortællestil, og måske har de også problemer med deres børn derhjemme, så de egentlig ikke har lyst til at se en film om unge med problemer!"
 
Computerspil var en vigtig inspirationskilde til Elephants specielle struktur. Gus Van Sant kendte intet til computerspil, før han begyndte at lave research til filmen, men han følte, at han på grund af filmens emne var nødt til at gå i lag med dem, fordi computerspil hele tiden får skyld for at gøre unge voldelige. Om de gør det, har instruktøren intet endeligt svar på, men han ved, at han selv blev grebet af at spille, da han først kom i gang.
 
"Jeg spillede Tomb Raider, indtil jeg blev næsten helt besat af det, og min research endte med at blive meget inspirerende for både stilmæssige og fortællemæssige overvejelser. Jeg prøvede at få min historie formet som noget, der havde mere at gøre med skolens topografi end for eksempel dialogen mellem karaktererne. Siden lydfilmens gennembrud i 1930'erne har film i høj grad været med folk, der snakker, og det er en af de ting, jeg begynder at arbejde mig væk fra, blandt andet ved at lade mig inspirere af andre mediers fortælleformer."
 
På filmfronten finder Gus Van Sant blandt andet inspiration hos den eksperimenterende franske filmskaber Chantal Akerman eller hos den ungarske instruktør Béla Tarr, hvis film Satan's Tango (1994) på samme måde som Elephant følger flere karakterer parallelt i det samme tidsrum. Men hvor Béla Tarrs film er over syv timer lang, har Elephant almindelig spillefilmlængde.
 
Dyrets sande natur
Gus Van Sant fandt også konkret inspiration i Alan Clarkes tv-film Elephant (1989), som skildrer volden i Nordirland som en nådesløs og anonym morderisk march. Filmens titel henviser til et ordsprog om, at et bestemt problem er lige så svært at ignorere som en elefant midt i stuen.
 
Gus Van Sant troede imidlertid oprindelig, at Clarkes film henviste til en buddhistisk fabel om en række blinde mænd, der udforsker forskellige dele af en elefant. Hver især tror de på baggrund af deres sanseoplevelse, at de forstår dyrets sande natur, men ingen forstår helheden. For Gus Van Sant var fablen om de blinde mænd oplagt at bruge i forhold til skolemassakrer som den i Columbine, hvor årsagerne til problemet netop kan være meget svære at identificere, fordi man kan anskue hændelsen fra så mange forskellige vinkler.
 
Ud over at eksperimentere med filmens struktur valgte Gus Van Sant også at samarbejde med rigtige high school-elever i stedet for at caste unge Hollywood-skuespillere. Det var vigtigt for ham at inddrage deres erfaringer i forhold til både karaktertræk og konkrete scener. Samtidig er der, som han siger, ingen der spiller high school-elever bedre end high school-elever.
 
"15-årige skuespillere har allerede fundet en bestemt spillestil, fordi de er vant til at spille sammen med voksne. De har en Hollywood-spillestil, som jeg ikke var interesseret i. Det bedste er derfor at bruge rigtige elever, men når det sjældent bliver gjort, skyldes det arbejdsrestriktioner og timeaftaler. Man vil gerne kunne filme ti timer om dagen, og det må man ikke med en 16-årig. Derfor caster man tit 18-årige college-studerende til at spille elever i high school, og det er synd, for high school-elever er fantastiske repræsentationer af sig selv!"
 
Alle unge skuespillere i filmen er amatører, mens de tre centrale voksenroller som rektor, skolelærer og far endte med at blive besat af skuespillere. Gus Van Sant går ellers i stadig højere grad efter at få så meget af virkeligheden som muligt ind i sine film, men som han konstaterer med et hørligt smil, er det ofte meget lettere at bruge skuespillere end at ture rundt og prøvefilme rektor efter rektor.
 
Forbud mod klip
Med Gus Van Sants konstante tilbagevenden til den styrke, der ligger i virkeligheden, kan man som dansker ikke lade være med at spørge om hans forhold til Dogme 95. Det viser sig at være et emne, som han gerne snakker længe og passioneret om.
 
Faktisk var Gus Van Sant i København i 1995, hvor dogme-manifestet blev undfanget. Han havde planer om at caste Holger Thaarup, som spiller hovedrollen i Thomas Vinterbergs kortfilm Drengen der gik baglæns, og under sit ophold mødtes den amerikanske instruktør med Vinterberg, der fortalte om dogme-projektet.
 
"Festen er en forbløffende film, og som independent filmskaber er jeg som udgangspunkt interesseret i dogme-ideen. Når man laver indie-film, er man nærmest nødt til at følge de regler, fordi man ikke har råd til andet. Vil man filme i et slot, må man finde et slot, for man har ikke råd til dyre kulisser. Det samme gælder skuespillernes kostumer og mange andre ting."
 
"Her er dogme en slags hjælpemiddel, og jeg har selv et par regler, som egentlig ikke er en del af dogme, men som efter min mening ligger i forlængelse af manifestet. For eksempel at man skal forsøge at caste autentiske mennesker til rollerne, og at man ikke må klippe en scene op eller lave dialog-klipning. Noget af det mest kunstige i tidens film er, at man filmer en scene fra forskellige vinkler og så limer de forskellige øjeblikke sammen, selv om hvert øjeblik har sin egen stemning og kemi. Hvis man vælger at sige, at man kun vil vise én vinkel, bevarer man kemien, og det er en slags ny regel, som jeg har givet mig selv, og som bestemt præger Elephant."
 
En hårdfør generation
Gus Van Sant finansierede selv sin eksperimenterende film Gerry, mens tv-selskabet HBO står bag Elephant og hans næste film Last Days. Han lægger ikke skjul på, at han ikke er meget for udviklingen på den amerikanske filmscene de senere år, hvor multinationale selskaber har sat sig på studierne og også ejer distributionsleddet. Fra deres synspunkt er det uansvarligt at bruge penge på andet end det, der vil kunne indtjene flest penge, og det gør det næsten umuligt at få anderledes projekter igennem.
 
Gus Van Sants Last Days er inspireret af Kurt Cobains liv og handler om to dage i en 25-årig rocksangers liv. 52-årige Gus Van Sant skal være den første til at indrømme, at størstedelen af hans film tager udgangspunkt i unge mænd og deres problemer.
 
"Det er helt enkelt min fortælle-arena, og det hænger blandt andet sammen med, at det er en meget omskiftelig tid i ens liv. Det er samtidig en fortællemæssig stereotyp: den unge, håbefulde mand, som møder problemer på sin rejse ud i verden. På et mere generelt plan tror jeg, at det altid vil være interessant at fortælle om den alder, fordi den ældre generation er nysgerrig efter at finde ud af, hvad den nye generation egentlig er for en størrelse. De 16-17-årige i dag er børn af min generation, baby boom-generationen. De er lige ved at blive voksne og begynder at indtage verden. Og der er mange af dem, ligesom der var af os. De møder nogle mærkelige problemer, men de er ret hårdføre. De fascinerer mig".