Nyhed
26. okt. 2017 | 11:24

Første billede af Triers seriemorder

Foto | Christian Geisnæs
I skarptskåret jakkesæt står seriemorderen Jack (Matt Dillon) og lurer gennem forhænget i et kølerum med skræmmende indhold.

Det første glimt af Lars von Triers The House That Jack Built giver en antydning af det forfærdelige i det på overfladen almindelige.

Af Nicki Bruun

Med vanlig sans for promovering udsendte Lars von Trier tidligere i år et billede i anledning af de forestående optagelser til hans kommende film, The House That Jack Built.

Det er et billede i sort-hvid, som viser Trier med en le over skulderen – en tydelig reference til Carl Th. Dreyers Vampyr.

Nu er optagelserne overstået, og Lars von Trier er gået ind i klippefasen. I den anledning har Zentropa netop delt det første stillbillede fra The House That Jack Built. Det viser titlens Jack, en højintelligent seriemorder, som spilles af amerikanske Matt Dillon, og giver et glimt ind til det forfærdelige.

Han står i et kølerum iført et skarptskåret jakkesæt og et par kliniske briller, som han næppe er den første seriemorder til at bære. Men ellers ligner han en almindelig, distingveret mand og ikke en dæmon.

Til gengæld ses i baggrunden, foruden en masse pizza-æsker, hvad der umiskendeligt ligner et par nedfrosne menneskekroppe. Man foranlediges derfor til at tro, at kølerummet er Jacks personlige slagtehus.

Filmen er baseret på en idé af Lars von Trier og forfatteren Jenle Hallund, der også samarbejdede med Trier på Melancholia og Nymphomaniac og siden er blevet hans kæreste.

Seriemordets kunst
The House That Jack Built
følger Jack over en tolvårig periode og lyder som en forlængelse af Lars von Triers seneste film, Nymphomaniac.

Gennem Jacks øjne oplever vi nemlig de mord, der har formet ham som seriemorder. Ifølge Jack er hvert eneste mord et kunstværk i sig selv, og von Trier sammenlignede til pressemødet ved optagelsernes begyndelse seriemord og det at lave kunst:

”Man skal være kynisk for at gøre begge dele.”

Foruden Matt Dillon har filmen Bruno Ganz – der spiller Adolf Hitler i Der Untergang – Uma Thurman, Riley Keough og dansk Sofie Gråbøl på rollelisten.

Satser på Cannes 2018
The House That Jack Built
forventes at få biografpremiere i 2018. Ifølge Ekkos kilder satser Trier og Zentropa på at få filmen vist til næste års Cannes-festival.

Instruktøren blev ellers persona non grata på festivalen, da han i 2011 kom i modvind efter udtalelser om forståelse for Hitler.

”Jeg har snakket med folk, jeg kender i Cannes, og … ja, måske,” sagde Lars von Trier på førnævnte pressemøde.

En af filmens producere, Louise Vesth fra Zentropa, fortalte på samme pressemøde, at filmen kommer til at kræve en kæmpe post-produktion med kompliceret effektarbejde.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko