Cannes 2013
26. maj 2013 | 11:35 - Opdateret 27. maj 2013 | 11:16

Første pris til La vie d’Adèle

Foto | Sofian El Fani
La vie d’Adèle har taget de internationale kritikere med storm og får prisen for hovedkonkurrencens bedste film af kritikersammenslutningen Fipresci.

Fipresci, den internationale sammenslutning af filmkritikere, vælger Abdellatif Kechiches lesbiske kærlighedsdrama som bedste film i Cannes.

Af Claus Christensen

I aften klokken 19 uddeler den officielle jury med Steven Spielberg og otte andre filmfolk Guldpalmen. Men allerede i går offentliggjorde kritikerne deres pris ved en lille seance i festivalpalæet i Cannes.

Kritikernes valg er faldet på Abdellatif Kechiches franske La vie d’Adèle Chapitre 1 & 2, et tre timers drama om en ung kvinde, der forelsker sig i en anden kvinde. Filmen følger på tæt hold udviklingen i deres forhold fra den første forelskelse over etableringen af forholdet til det smertefulde brud.

Og den har vakt særlig opsigt, fordi den byder på lange, eksplicitte sexscener, som er integreret i handlingen.

”Det var en sjældent smertefri proces,” siger Berlingskes Jacob Wendt Jensen, der har siddet i juryen. ”La vie d’Adèle har taget os alle sammen med storm. Den føles ny, frisk og ærlig. Alle de andre film, vi havde op og vende, havde vi nogle reservationer over for. Så det var en enig jury.”

Største filmarkæologiske opdagelse
Prisen uddeles af Fipresci, den internationale sammenslutning af filmkritikere og filmjournalister, som blev etableret i 1930 og består af medlemmer fra mere end 50 lande over hele verden.

Det er første gang siden 1999, at en dansker sidder i kritikernes hovedjury i Cannes. Jacob Wendt Jensen er formand for den danske kritikersammenslutning Filmmedarbejderforeningen, som er medlem af Fipresci. Ud over Wendt Jensen bestod juryen af tyske Klaus Eder, som er formand for Fipresci, og den amerikanske kritiker Chris Fujiwara.

”De to andre film i hovedkonkurrencen, som har gjort indtryk på mig, er François Ozons Jeune & jolie og Kore-Eda Hirokazus Like Father, Like Son. Jeg kunne også godt lide Asghar Farhadi, Alexander Payne og Coen-brødrenes film, men La vie d’Adèle hopper et stykke over feltet, fordi det er den største filmarkæologiske opdagelse på festivalen,” siger Jacob Wendt Jensen.

Sjældent sammenfald
Kritikernes pris behøver dog ikke betyde, at Guldpalmen også går til La vie d’Adèle. Det er snarere undtagelsen end reglen, at Cannes-juryen, der består af instruktører og skuespillere, er enige med Fipresci.

I de seneste fem år har der faktisk kun været sammenfald en enkelt gang, nemlig i 2009, hvor begge juryer var enige om, at Michael Hanekes Det hvide bånd var festivalens bedste.

Sidste år fik Hanekes Amour Guldpalmen, mens Fipresci foretrak den kontemplative krigsfilm In the Fog fra Rusland. Forrige år gik Guldpalmen til Terrence Malicks storværk The Tree of Life, hvorimod Fipresci foretrak den finske Le Havre.

Heller ikke i de år, hvor Cannes-juryen har givet Guldpalmen til smallere film, har der været sammenfald. Den mystiske Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv fik overraskende Guldpalmen i 2010, mens Fipresci lige så overraskende valgte den franske komedie Tournée. Og i 2008, hvor Guldpalmen tilfaldt den franske Klassen, hædrede Fipresci det ungarske drama Delta, som vi stadig har til gode herhjemme.

La vie d’Adèle går vi til gengæld ikke glip af. Camera Film har allerede købt filmen til dansk biografdistribution. Premieredatoen er endnu ikke fastsat.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko