Cannes 2017
18. maj 2017 | 00:46

Dag 1: Forsvinding og reinkarnation

Foto | Non-Stop Productions
Tolvårige Alyosha (Matvey Novikov) stikker af hjemmefra og forsvinder, da han hører, at forældrene skal skilles, og at ingen af dem vil have ham.

Festivalen kom svagt fra start med en rodet og selvoptaget fransk åbningsfilm, men en stærk russer reddede dagen.

Af Claus Christensen

”Wow, det bliver fedt, hva’!”

Folk sender det dér heldige-dig-nu-skal-du-dandere-den-blik, når man fortæller, at man skal til Cannes-festivalen.

Og selvfølgelig er det sjovere at befinde sig ved den franske Riviera i forårsvarmen end i en frysende kold februar måned i Berlin, hvor en af Cannes’ konkurrenter har placeret sig.

Men det betyder mindre, for det meste af tiden tilbringes alligevel i biografen og på hotelværelset, hvor der bliver banket i tasterne for at få en artikel færdig inden næste filmforevisning. Og selv om jeg er i Cannes for ellevte gang, har jeg stadig til gode at opleve byens navnkundige natteliv.

Måske godt det samme. For det var her, at SF Film Studios’ svenske direktør sidste år gik så meget til makronerne, at han vendte hjem til en fyreseddel.

Badebukserne i garderoben
Underverden
-instruktøren Fenar Ahmad var derfor tættere på sandheden end de benovede, da han i går sendte en sms med en skraldgrinende smiley: ”Nyd Cannes, selv om alt er pissedyrt, og filmene er langsomme.”

Alligevel vil jeg gerne vædde en palme på, at Fenar Ahmad – dansk films svar på Zlatan Ibrahimovic – ville sælge sin gamle bedstemor for at for at få en film udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes?

Større bliver det nemlig ikke, hvis man er en instruktør med kunstneriske ambitioner.

Cannes er filmkunstens fornemmeste udstillingsvindue, og hvert år byder festivalen på værker, som slår benene væk under én: Sauls søn, Adèles liv, Min far Toni Erdmann, 4 måneder, 3 uger, 2 dage for nu bare at nævne nogle stykker.

Det er dem, der gør, at man år efter år gerne spenderer en formue på tag over hovedet, lader badebukserne bliver i garderoben og lukker døren til nattelivet.

Desværre var dagens åbningsfilm – Ismael’s Ghost – ikke iblandt perlerne, ja, faktisk er den så dårlig, at den kun kan takke Grace of Monaco fra 2014 for ikke at blive udråbt til den værste åbningsfilm i mands minde.

Megalomani
Ismael’s Ghost
er en rodet og ofte ufrivilligt komisk affære, men det er noget med, at Mathieu Amalric forsøger at lave en spionfilm, samtidig med at han trøster sin svigerfar, som er traumatiseret over datterens mystiske forsvinden for 21 år siden.

Det er Amalric sådan set også ked af, men han har fundet en ny kæreste (Charlotte Gainsbourg), og trods natlige mareridt og et høj alkohol- og pilleforbrug holder han snuden oven vande. Lige indtil den forsvundne kæreste pludselig dukker op i skikkelse af Marion Cotillard!

Så har vi ligesom balladen, og hvad der for fransk film er et velkomment trekantsdrama. Men selv om Marion Cotillard ligesom sidste år i Cannes (Elsk mig!) generøst leverer en full frontal nudity-scene, inklusive dusk, er der mere gråd og tænders gnidsel end frækt pikanteri.

Cotillards rolle hedder i øvrigt Carlotta, og her vil kvikke filmnørder straks tænke på Hitchcocks klassiker Vertigo, hvor Madeleine er besat af sin oldemor Carlotta Valdez og ligesom hende begår selvmord for siden at hjemsøge sin elskede Scottie.

På den måde flirter instruktør Arnaud Desplechin megalomanisk med de allerstørste, men hans reinkarnation af Hitchcocks reinkarnationshistorie har desværre ikke arvet den mindste flig af skønheden og mystikken, som har gjort Hitchcocks film så beundret.

Virkeligheden kalder
Sideløbende med dette drama er der også en film-i-filmen, nemlig Amalrics spionfilm, og mere eller mindre tydelige referencer til Fellinis og Bob Fosses All That Jazz. Men spionfilmen er så åndsbollet, at det ville være en halsløs gerning at referere den.

Ismael’s Ghost eksisterer åbenbart i en tyve minutter længere version, men selv om den være mere sammenhængende, er man alligevel festivalen taknemmelig for at have ladet os slippe med den korte version.

For det er så kunstnerselvoptaget og i grunden komplet ligegyldigt, at man sidder og spekulerer på, om Arnaud Desplechin og de store stjerner, der medvirker i løjerne, har mistet forbindelsen til virkeligheden.

Det samme kunne man spørge Cannes-festivalen om, for hvorfor i alverden har man valgt at åbne med en film, der savner den mindste grad af nødvendighed?

Knæfald for Netflix
Festivalen har i det hele taget truffet nogle uheldige beslutninger i år.

På dagens jurypressemøde tog Pedro Almodóvar bladet fra munden og kritiserede udtagelsen af to Netflix-film i hovedkonkurrencen, og det kan man egentlig godt følge ham i. For hvor er vi henne, hvis ikke engang Cannes bakker op om film til det store lærred?

Mindre omtalt, men ikke mindre problematisk er visningstidspunktet for reinkarnationen af Twin Peaks. De to første afsnit vises torsdag den 25. maj på festivalen – altså tre dage efter, at de (og yderlige to afsnit!) har fået tv- og streaming-premiere.

Det giver ikke rigtigt nogen mening, og da slet ikke, hvis David Lynch ikke dukker op på festivalen.

Ildevarslende stemning
Man åndede derfor lettet op, da dagens sidste film rullede hen over det store lærred. For det var ikke bare en god film, det var også en film, som er tænkt og skabt til at blive nydt i biografen.

Andrey Zvyagintsev vandt i 2015 en Golden Globe med Leviathan, og han debuterede i 2003 med den endnu bedre The Return, om to brødre, der pludselig bliver inviteret med på en ferie af deres ukendte far.

Han konkurrerer i år om Guldpalmen med Loveless, der handler om et skilsmisseramt ægtepar, der har så travlt med at sikre deres egen fremtid, at de forsømmer deres søn.

I filmens åndeløst smukke start går sønnen alene hjem igennem skoven, mens kameraet dvæler ved flodens faldne træer. På filmisk vis udtrykkes familiesammenbruddet og drengens ensomhed, men samtidig skabes en ildevarslende stemning.

En anden fremragende scene er et skænderi mellem forældrene, og det giver en regulær chokeffekt, da instruktøren pludselig afslører, at drengen har stået bag en dør og grædende hørt hvert et ord.

Og så forsvinder han ud i det blå …

Et samfund i opløsning
Forsvindingen tvinger forældrene til at samarbejde og gradvist erkende konsekvenserne af deres selviske handlinger. Og da myndighederne giver op, påtager en gruppe frivillige sig opgaven at finde drengen, hvilket bringer os ud i udkanten af et samfund, som symbolsk henligger forladt og smadret.

Ligesom i Peter Weirs kultfilm Picnic at Hanging Rock fra 1975 holder Zvyagintsev gåden i live til det sidste, og i stedet for at skære krimiplottet ud i pap løfter han historien til et metaforisk niveau, hvor den manglende kærlighed og omsorg kommer til at gælde det russiske samfund og involverer dets overgreb på en af sine børn, Ukraine.

Det sidste virker måske nok noget anmassende i en film, der har en af de stærkeste beskrivelser af et svigtet skilsmissebarn, jeg mindes at have set. Loveless bekræfter Fenars langsommelighedstese, men det er samtidig en film, hvor man bliver draget ind af billederne, som ofte udtrykker meget mere, end ord kan.

Og så har jeg endda slet ikke omtalt Evgeny Calperins fabelagtigt medspillende musik, der lever dramatisk videre under efterteksterne og sender én ud af biografen, mens man tænker: ”Wow, det bliver en fed festival!”

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for ellevte år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos internationale stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Festivalen blev etableret i 1939, men programmet måtte aflyses, da Hitler invaderede Polen på åbningsdagen.

Årets festival er den 70. af slagsen.

Løber i år fra 17. til 28. maj 2017.

© Filmmagasinet Ekko