Interview
26. okt. 2005 | 08:00

Fortrængningsbilleder

Foto | Erik Molberg-Hansen
Per Fly

Bænken, Arven og nu Drabet. Per Fly har fuldført sin trilogi om tre klasser i det danske samfund. Peter Schepelern taler med instruktøren om at vælge det rigtige og det forkerte, om skyld og fortrængning og om angsten for ikke at være sig selv. 

Af Peter Schepelern / Ekko #29

Danske film er ikke nødvendigvis ensbetydende med film om Danmark. Og strengt taget kan man vel heller ikke bebrejde filmskaberne, at de søger deres gode historier, hvor de nu måtte findes, uden at være forpligtet til at tegne et billede af danskernes samfund her og nu.

Men netop derfor er det interessant, når der faktisk er filmkunstnere, der tager opgaven på sig. Der er så mange "private" historier, at det er forfriskende, når der er nogen, som tør give et bud på at få blotlagt de store strukturer, magtmekanismerne og prototyperne.

For nogle år siden gik Per Fly i gang med et sådant projekt, hvor han skildrer et Danmark i tre lag og bevidst forsøger på at finde essensen i vores samfund. Bænken (2000), om kontanthjælpmodtageren Kaj, der fra sin alkoholiserede elendighed magter at rette sig op og handle, blev et uventet gennembrud. Succesen blev fulgt op af Arven (2003), om rigmandssønnen Christoffer, der uden egentlig at ønske det får magten i den store virksomhed efter farens selvmord.
 
Virkeligheden ligger udenfor
Nu er trilogien fuldført medDrabet. Det er en historie fra mellemlagene, om den midaldrende gymnasielærer Carsten (Jesper Christensen), der har været politisk aktiv siden ungdommen, men efterhånden er gået i stå.
  
Han har et forhold til en tidligere elev, den unge Pil (Beate Bille), som er politisk engageret på venstrefløjen. Sammen med to kammerater laver hun en sabotage-aktion mod en våbenfabrik, en politimand bliver dræbt og aktivisterne anholdt. Carsten vælger at støtte Pil, han vender sig fra hustruen, familien, vennerne og satser på sin kærlighed, der i en vis forstand har givet ham ungdommen tilbage. Men skyldfølelsen begynder at nage, da konen (Charlotte Fich) til den afdøde politimand dukker op.
  
Bænken, Arven, Drabet er tre fortællinger om det danske samfund, tre fortællinger om mænd, der vælger og tager konsekvenserne Kaj på bænken, Christoffer i direktørstolen og Carsten svævende mellem himmel og jord, mellem idealer og realiteter.
 
— Hvordan fandt du ind til projektet med tre film om samfundsklasserne?

"Bænken startede for mig et skifte i den måde, jeg arbejdede på. Jeg gik ud af Filmskolen i 1993 og havde meget lyst til at bruge noget indvendigt, noget der kom indefra. Jeg skrev om min angst, prøvede at forløse en spillefilm, hvor temaet var angst. Men jeg havde svært ved at få mine projekter igennem på Filminstituttet. Da jeg så læste, hvad præsten Bjarne Lenau Henriksen sagde om, at 'man skal møde folk i øjenhøjde, også når de ligger ned', så tænkte jeg, at nu vil jeg prøve. Jeg må simpelt hen have fat i virkeligheden på en eller anden måde. Og det var udgangspunktet for Bænken."
  
"Jeg tænkte, at nu tager jeg ud og finder en eller anden at snakke med. Jeg begynder med de folk, der lever i miljøet, prøver at finde noget viden om det, og ud af det bygger jeg en historie. Det blev forløsende for mig. Det at gå ud og snakke med nogle mennesker og ud af det bygge min historie. Det var bedre at starte i virkeligheden og så få fiktionen til at passe til den."
 
— Hvad ser du som det samlende ved din trilogi?

"Alle tre film er maskuline historier om en måde at klare konflikter på, og jeg er forundret over, at jeg endnu ikke har lavet en film, hvor der ikke er et billede af én, der står inde og kigger gennem et vindue på livet udenfor det liv, som man gerne vil være en del af. Det opfatter jeg som min kamp for at komme ud i virkeligheden. De her tre film drejer sig blandt andet om at tvinge mig selv til at stå midt i det, selv om det kan koste øretæver."
 
— Der er en påfaldende kontrast ved, at du på den ene side gør et stort researcharbejde, der ligner oplægget til en dokumentarfilm, og på den anden side ender med en historie med et melodramatisk handlingsforløb med store følelser og usandsynlige drejninger.
 
"Jamen, jeg er jo ikke en dokumentarist. Min energi og min lyst ligger i fortællingen. Altså Bænken er ikke en realistisk historie. Jeg opfatter det meget som en historie, som jeg fortæller. Men jeg lader mig påvirke af den virkelighed, som skubber rundt med min historie. Derfor har jeg heller aldrig kaldt det socialrealisme. De historier, jeg refererer til, dem jeg kan lide, det er Shakespeares tragedier, det er Raskolnikov, altså de dramaer hvor det bliver større end virkeligheden. Jeg elsker jo Visconti. Og Rossellinis Rom åben by det er jo det samme. Det er melodrama. Der er måske et dårligt skær over ordet melodrama, men jeg kan godt lide det."
 
Myten om Ikaros
— Du har sagt, at Rossellini var din ledestjerne i Bænken og Visconti i Arven. Hvem er din mentor i Drabet?
 
"Det er nok Kieslowski, men samtidig også Cassavetes. Fra Cassavetes har jeg det at sætte nogle forskellige situationer op, som vi udforsker i improvisationer. Og netop derfor er Drabet heller ikke nær så stringent udført, den er mere flosset. Både Bænken og Arven har ligesom to linjer, der kører ned, hvor hovedkarakteren kan vælge den ene eller den anden side. Sådan er det ikke i Drabet. Den er mere kompliceret, den er mere kompleks. Arven har en fast dramatisk form, mens Drabet forsøger at sprænge den. Og det skyldes mit ønske om at rykke ind i en mere kompleks verden." 
 
Bænken og Arven handler om ek-stremerne i det danske samfund, der tilsammen måske udgør 10 % af befolkningen. Hvordan tænker du selv om opgaven med at skildre middelklassen, som vel udgør de resterende 90 %?
 
"Det var en vanvittig svær proces, og jeg måtte hele tiden sige til mig selv, at jeg kun har én at stå til ansvar over for, og det er min nysgerrighed. Selv om projektet kunne lyde sociologisk, så er det jo ikke et sociologisk projekt, og jeg står ikke til ansvar for nogen videnskabelig undersøgelse. Men jeg havde faktisk samtaler med to sociologer." 
 
— En af de ting, du ikke har behandlet i din trilogi, er indvandrer-temaet.

"Det er der en god grund til. Min bedste ven, Ole Christian [Madsen], har jo lavet flere film om emnet, og derfor har jeg simpelt hen holdt mig helt væk fra det."
 
— Det er noget nyt, at du bruger symbolske indslag. Jeg tænker på scenerne, hvor Carsten dyrker paragliding. I en mareridtsscene brænder faldskærmen — dét peger på den græske myte om Ikaros, som på trods af sin fars formaninger fløj op mod solen, så hans vinger smeltede.
 
"En af ideerne var at prøve at åbne filmen op, altså have mulighed for flere tolkninger. Den dér turden glide med noget, som man har en intuitiv fornemmelse af hører hjemme i denne her film. Det var derfor, jeg blev ved med at holde fast i Ikaros og Daedalus. Det startede med ideen om, at han paraglidede, og så var det nemt at komme til Ikaros. Vi vidste jo, at Carsten skulle gøre et eller andet, og paragliding er farligt det er en kontrolleret leg med døden og det er også fysisk. Et menneske, der gør det, siger: 'Jeg vil ikke gå i stå, heller ikke fysisk.' Hjemme hos en af de gymnasielærere, vi har brugt som rollemodel i researchen, hang der maratonbilleder, altså det er den samme ting! Og alle bøgerne stod der også de der gamle Rote Armee-bøger fra forlaget Demos."
 
Sandhed sværere med alderen
— Hvad ser du som kernen i Drabet?
 
"For mig handler filmen om fortrængning. I lang tid sagde jeg, at den handlede om løgn. Hvor meget kan vi lyve i vores liv, hvor stor en løgn kan vi leve med, og hvornår er det nødvendigt at lyve?"
 
"Vi startede projektet med, at Mogens Rukov og jeg havde nogle brevvekslinger. Jeg var meget fascineret af et ældre par i min familie. De går til lægen og får at vide, at manden skal dø. Der er ingen vej tilbage. De hører på det, går ud af lægens værelse og taler aldrig om det mere. De bærer det, indtil han dør fem-seks år senere, hvor hun så fortæller til familien, at sådan var det. Jeg var fascineret af det at leve på en løgn. Mogens sagde: 'Det er ikke at leve på en løgn, men at leve på en sandhed en sandhed, som du holder inde.' Det er meget jysk det her. Ikke at tale om det. At leve med en sandhed, man ikke kan komme af med."
 
— Er det en holdning, du også ser som typisk for middelklassen?
 
"Nej, det blev mere løgnen og fortrængningen. Jeg oplever, at jo ældre man bliver, jo flere ting er det svært at bevare et sandt forhold til. Og det kunne jeg godt tænke mig at studere. Derfor valgte jeg også en person, der stod meget tæt på mig selv."
  
"Jeg spørger mig selv, hvad det er for en fortrængning, som sker, også i samfundet, når vi for eksempel oplever en valgkamp, hvor Irak-krigen, som vi er en del af, ikke engang formår at blive et indslag i valgkampen. Der er også retssystemets fortrængning, hvor politikvinden sidst i filmen siger til Carsten: 'Hvis du ikke har nogen beviser, så er det jo bare en historie.'"
  
"Og det er noget, jeg har oplevet meget i min research hele retsvæsnets systematiske fortrængning af følelsen. Alle dem, jeg besøger inde i fængslet, de er jo fyldt med følelse. Det fylder alting. Det er nogle af de fortrængninger, filmen handler om, og så handler den selvfølgelig også om Carstens forsøg på at fortrænge den følelsesmæssige side af det drab, han vælger ikke at sige sandheden om."
 
— I mine øjne er det centrale i historien, at han overtager hendes skyld.
 
"Jamen, det synes jeg også, det er. Han vælger jo at se sin skyld og sin fortrængning i øjnene på det sværeste sted til sidst. Det er en historie om en mand, som erkender sin fortrængning og sin skyld." 
 
— Blekingegade-sagen, hvor en gruppe politiske aktivister skød en politimand under et røveri i 1988,  har åbenbare ligheder med dit plot. Har du haft sagen i tankerne?
 
"Det er klart, men mest som noget, vi skulle undgå at komme i kontakt med. Det er første gang, jeg har bevæget mig i nærheden af deciderede thriller-elementer, og det er selvfølgelig noget, som vi har måttet arbejde med for at flytte lysten i filmen væk fra det, for det er ikke det, jeg har været interesseret i."
  
"Men det interessante ved det var jo, at tolv eller ti år efter, da Blekingefolkene kom ud, er der én, der skriver: 'Vil I ikke nok lade os være i fred nu, for nu har vi udstået vores straf.' Og dagen efter er moren til den dræbte i avisen, hvor hun siger: 'Før sandheden er sagt, før vi ved, hvem der dræbte, kan vi ikke komme videre.'" 
 
— Er dine film i en eller anden målestok et forsøg på at vise billeder af det fortrængte?
 
"Det kunne man godt sige. Det er synes jeg styrken og det politiske ved filmene: De insisterer på, at vi er forskellige. Vi er sindssygt forskellige. Og langt de fleste bruger enormt meget tid på at fortælle, hvor ens vi er, og det tror jeg igen er en fortrængning. Samtidig er filmene et stort forsøg på at komme ud over at bruge mig selv som målestok. Jeg er stolt over, at jeg har gjort mig meget, meget umage for at komme til at se verden, som den ser ud derfra, hvor mine karakterer står, og insistere på, at vi er forskellige."
  
"Den afpolitisering, som min generation stod for, var en reaktion på 70'er-generationen. Vi var så trætte af hele den polarisering af det politiske, som de stod for. Men nu tromler polariseringen frem, og det er derfor, vi har brug for en debat, hvor vi også ser de andres synspunkt."
 
Konflikt med producenter
— Du lægger gerne afstand til kunstnerrollen, den storte auteur. Er det en dagsorden for dig, at du ikke vil optræde som kunstner med stort K?
 
"Ja, det er det, men det kan også være angst. Det er også et skrigende forsøg på at holde fast i virkeligheden, som jeg mener er livsnødvendig for ikke at ende dér, hvor Carsten er endt, dér hvor filmen starter. For ikke at lukke ned og langsomt dø, så er det vanvittigt vigtigt for mig at holde fast i en eller anden form for virkelighed."
  
"Jeg kan ikke længere spille en dum instruktør fra Jylland. Men hele succesrollen giver mig intet og begynder at kræve noget af mig. En af de store grunde til, at jeg som syttenårig fik angst, var, at jeg ikke følte, at jeg var den person, som folk så mig som. Og det kan godt være, at det er det, der stadig ligger i mig, at jeg simpelt hen får angst, hvis der sidder en anden person derovre, som er Per Fly. Og det oplever jeg." 
 
Du fik uventet succes med Bænken, du har fået kritikerros og solgt billetter. Kan du ikke bare acceptere, at du er Filminstituttets ug-dreng?
 
"Bare det, at du siger det, gør nas. Men jeg prøver at nyde det, jeg ritualiserer at nyde det. Jeg kan sagtens nyde, at det er nemmere for mig at komme til orde og få lov til at lave mine film. Men det dér med at blive til en rolle det kan jeg ikke ha'."
 
— Hvad siger du til Lars von Triers kritik af manuskriptforfatternes velsmurte professionalisme?
 
"Det er en vigtig tanke, at maskinen måske kører for velsmurt. Og det er jo os, instruktørerne, der skal sige, at den er for velsmurt. For producenterne gør det jo ikke. Det har de ingen lyst til. Vi må hele tiden udfordre, så det ikke stagnerer for producenterne, de vil hele tiden stagnere, for dem skal det helst være ligesom og ligesom og ligesom."
  
"Jeg har lige diskuteret det med Peter Aalbæk, og han synes, vi skal op på 40 film om året. Det kan jeg godt forstå, at han siger, for det er jo lige meget for ham, om jeg bliver en fiasko. Hvis jeg ikke kan lave en succes, så ud med mig der kommer en ny."
  
"Jeg må erkende, at vi ikke har de samme interesser, og det har vi leget i nogle år. Men nu kan det godt være, at vi skal have nogle af de konflikter op til overfladen igen. Det handler om at slå sig lidt i tøjret. Og her fornemmer jeg, at vi kører hen til en kant, hvor der skal ske et eller andet". 
 

Drabet havde dansk biografpremiere 26. august 2005.

Læs videre:

» Sociologen Henrik Dahl vurderer Per Flys Danmarks-trilogi: Kunstneren som sociolog

» Anmeldelse af Bænken
» Analyse af Bænken
» Anmeldelse af Arven

© Filmmagasinet Ekko