Nyhed
05. jan. 2018 | 13:51

Game of Thrones lader vente på sig

Foto | Macall Polay
I den populære HBO-serie strides familier om magten over riget. Nu må fans vente til 2019 for at se, hvem der endelig kan sætte sig på tronen.

HBO afslører, at den populære serie ikke vil vende tilbage før 2019 – mere end et år efter seneste sæsonafslutning.

Af Patricia Smollerup

Fans af fantasyserien må vente længere end vanligt på gensynet med vennerne fra Westeros, som kæmper om jerntronen.

Frygten har længe plaget hardcore-fans af serien, som i interviews har kunnet høre skuespillere antyde, at der vil gå længe, inden Game of Thrones igen løber over skærmen.

Nu har HBO annonceret, at Game of Thrones ikke vender tilbage før 2019.

Hidtil har seriens mange seere ellers kunnet glæde sig til en ny sæson hvert forår, men allerede sæson 7 blev en smule forsinket og havde først premiere i sommeren 2017.

Sommeren 2018 bliver altså uden de populære karakterer, og der spekuleres i, om det kan skyldes, at man ønsker at give skaberen George R. R. Martin tid til at færdiggøre og udgive sin sjette roman The Winds of Winter i bogserien A Song of Ice and Fire.

Erfarne kræfter bag roret
Hvornår i 2019 den ottende og sidste sæson af serien vil få premiere, er endnu uvist. Dog vides det, at den vil være på seks afsnit og have erfarne kræfter med et stærkt forhold til universet i instruktørstolen.

Skaberne David Benioff og D.B. Weiss kommer til at instruere den store finale. De to hovedforfattere har ellers hidtil kun instrueret et enkelt afsnit hver. David Nutter og Miguel Sapochnik er desuden bag roret i sæson 8.

De har begge instrueret nogle af sagaens ikoniske afsnit, som de er blevet belønnet med Emmy-priser for – for eksempel det store slag mellem Jon Snow og den bestialske skurk Bolton i Battle of the Bastards fra sæson 6.

Afslutningen af sæson 7 i august 2017 blev set af seksten millioner seere – alene i USA. Det bliver derfor spændende, hvor mange der udholder ventetiden og sidder klar til det store finalebrag i 2019.

© Filmmagasinet Ekko