berlinale 2017
16. feb. 2017 | 12:53 - Opdateret 16. feb. 2017 | 17:18

Dag 7: Gidsler i metroen

Foto | Discovery Networks
I den danske serie Gidseltagningen er der benhård action fra de første minutter, hvor maskerede terrorister tager gidsler i den københavnske metro.

Den danske tv-serie Gidseltagningen fik stort bifald i Berlin, mens Stellan Skarsgård imponerede i Return to Montauk.

Af Casper Hindse

”Jeg ved ikke, om jeg kan se mere, for så pisser jeg i bukserne,” siger en mand nogle rækker bag mig, da de første to afsnit af Gidselstagningen er rullet over det store lærred i Haus der Berliner Festspiele.

Og mens instruktør Kasper Barfoed indtager scenen sammen med skuespillerne Johannes Lassen, Sara Hjort Ditlevsen og Paprika Steen, kan de to afsnit passende blive endevendt.

For der er noget nyt på spil med Gidseltagningen. Det dystre univers fra scandic-noir-serierne Forbrydelsen og Broen er nærmest væk, og ind er kommet en mere stringent action-serie, hvor tempoet er højt.

I de to første afsnit kommer vi således lynhurtigt til sagen, da femten almindelige danskere tages til fange i Københavns metro af tre maskerede mænd, som træder ind i en tilfældig kupé en formiddag med ladte maskingeværer.

Straks indleder politi og pressen et kapløb om at få informationer og greb om situationen.

Afbidte negle
Det er Kanal 5, der står bag Gidseltagningen (som bliver vist i Berlinalens Special Series-program), og den vil uden tvivl få mange seere. For serien er rendyrket underholdning, og sådan en eftermiddag i Berlin skal man bare kigge rundt i salen for at notere sig, at her virkelig bliver bidt negle i hobetal.

Imidlertid giver Gidseltagningen også køb på visse ting for at skabe drama. Der er eksempelvis ikke en eneste replik, som ikke skal drive handlingen fremad, og det gør, at der sommetider tales lidt for staccato, ikke mindst i birollerne.

Det så man aldrig i de førnævnte scandic-noir-serier, men det er formentlig heller ikke meningen.

”Det her er meget mere actionfyldt end scandic-noir,” som Paprika Steen siger fra scenen.

Portugisisk tristesse
Gidseltagningen afrunder Berlinalens syvendedag, der har budt på tungsind i hovedprogrammet.

Tristessen kan selvfølgelig være både nervepirrende, interessant og smertefuld, men den er ikke nogen af delene i Colo, som er skrevet og instrueret af portugisiske Teresa Villaverde.

Det er synd, for filmens tema er tidssvarende, da vi har at gøre med en undersøgelse af, hvad den finansielle krise gør ved mennesker.

I Villaverdes socialrealistiske konstruktion møder vi en far, en mor og en datter, der glider i forskellige retninger i forsøget på at redefinere sig selv efter nogle hårde år. Vi fornemmer et familiekollaps af dimensioner, men faktisk er det instruktørens film, der falder fra hinanden på en alt for udramatisk måde.

Teresa Villaverde har ellers tidligere været udtaget til store festivaler og deltaget i Un Certain Regard i Cannes, men denne gang bliver humørsygen for udtalt.

Først går Colo langsomt, og så går den i stå.

Kameraet kan godt lide billeder på afstand i mutte nuancer, og sammenholder man det med en sløv handling, får man en bunke af filmanmeldere ved en morgenvisning, som er tæt på søvnstadiet.

Det er nemlig alt for tydeligt, at dette er instruktørens konstruktion. Hun flytter sine skuespillere dygtigt rundt i konstruktionen, men det er bare ikke noget, der rammer, og det burde det jo gøre med en familiehistorie, hvor personerne kæmper midt i al melankolien.

Suveræn svensker
Til gengæld er der både liv på lærredet og i salen under visningen af Return to Montauk. Filmen er blevet hypet på filmmarkedet i Berlin, og flere har skrevet, at det er instruktør Volker Schlöndorffs helt store comeback.

Det ville være sød musik i de fleste tyske filmelskeres ører, for mange har savnet Schlöndorff siden 1979, hvor han stod bag Bliktrommen. Den hjemtog Guldpalmen i Cannes – og delte endda prisen med selveste Francis Ford Coppola og Dommedag nu.

Seneste film fra Schlöndorff var den mellemgode Diplomati fra 2014, hvor en studehandel indgås i det besatte Paris under Anden Verdenskrig.

Men er Return to Montauk så virkelig Schlöndorffs comeback?

Ikke helt, men det er tæt på, og det skyldes især svenske Stellan Skarsgård, som leverer festivalens klart mest komplekse og knudrede mandlige hovedrolle. Skarsgård er overlegent god i rollen som en forfatter, der kommer til New York og bagom ryggen på sin yngre kæreste opsøger en gammel flamme, der til en start ikke vil vide af ham.

Men som selvfølgelig ikke kan holde sig væk.

Selve åbningssekvensen er rigeligt til at bringe Skarsgård i spil til Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller på lørdag. Her sidder han og fortæller en historie om sin far, men det gøres hverken til kameraet eller en anden person.

Det er tydeligt, at Skarsgårds rolle optræder, men vi aner ikke for hvem. Og vi er faktisk også ligeglade, for skuespilleren formår at fortælle historien så fængende, at man glemmer, det er en film.

Der er også masser af lunefuld humor, men desværre er det kun Stellan Skarsgård, man virkelig forstår, mens de andre roller forbliver mysterier.

Den unge Marx
Skarsgård er gammel i gårde, men der er også yngre skuespillere, som har nappet overskifter i Berlin de senere dage.

August Diehl er således stærk som den tyske filosof Karl Marx, der har et forrygende overskud i flaben, men underskud på finanserne.

The Young Karl Marx skildrer, hvordan kommunismen blev til, men den handler især om forholdet mellem Marx og Friedrich Engels. Vi forstår, at kommunismen aldrig ville være opstået uden dette venskab – en påstand, som historikere sikkert vil kalde en skarpvinkling.

Filmen er instrueret af Raoul Peck, der er Oscar-nomineret for dokumentaren I’m Not Your Negro. Han lægger endnu et stykke til sit brede talent, når han formår at dramatisere uden at belære. Det er virkelig en elegant bedrift af et periodedrama, vi får serveret her.

Filmen vises i Special Gala-serien, og den er blevet virkelig godt modtaget af amerikanske, engelske, tyske og franske anmeldere.

Et smil i U-bahn
Da skuespillerne fra Gidseltagningen har fået blomster og kindkys som afslutning på arrangementet på scenen i Haus der Berliner Festspiele, fortsætter klapsalverne insisterende.

Taktfast hylder det inviterede og det betalende publikum de to første afsnit af den danske tv-serie, og en amerikansk anmelder går direkte op til producenten for at høre, hvornår serien kommer til USA.

Selv trasker jeg ud i den kølige eftermiddagsluft og tænker, at det eneste, der egentlig har prentet sig fast, er Sara Hjort Ditlevsen. Hun spiller fænomenalt – for hvem ved hvilken gang.

Men da jeg når ned i den berlinske U-bahn og venter på toget, tager jeg mig selv i at betragte de medpassagerer, der skal til at stige ind, med større opmærksomhed end normalt. Hvordan ser de ud, hvem er de, har de en agenda?

Jeg kan ikke lade være med at smile. For så kan den nye danske action-serie jo faktisk mere, end man lige umiddelbart tror.

Trailer: Gidseltagningen

Casper Hindse

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Berlinalen 2017, der dagligt dækker festivalen.

Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.

Årets festival er den 67. i rækken.

Den løber i år fra 9. til 19. februar.

© Filmmagasinet Ekko